Kigger på kravleplanterne, der fyldigt bevokser hele muren på blokken overfor. Til trods for, at det er sommer, så er fornemmelsen ikke helt så intens gennem en termorude. Farverne falmer et niveau eller to. Grøn bliver til grågrøn. Gul flader over i hvid og himlen synes kun begrænset klar blå. Endnu en dag er på vej til at blive fordrevet og dens oplevelser bortdømt, fordi noget modstridende hindrer mig i at gå ud af min lejlighed eller i dette tilfælde den lille læsesal på studiet. Jeg har lifligt bevæget gardinet lidt til side, men farverne behager mig ikke gennem den kalkbeslåede termorude. Gardinerne begrænser det mørke rum og giver det en sammentrygthed, så jeg er ved at sprænges. Mørkt indvendigt. Mørkt udvendigt. Trangt udvendigt. Trangt indvendigt. Jeg bliver sindsyg. Dæmonerne er ved at æde mig op. Jeg må have lidt luft for at lette mit blykappede hjerte.
   Jeg tager den udvendige glaselevator ned mod stuen og kantinen. Også vinduerne her er tilkalkede og afgiver kun svækkede synsindtryk af falmende farver, som var det mit eget selv. I øjenkrogen fanger jeg mit spejlbillede, der udløser en smilende bevægelse i selvtilfredshed. Øjeblikket varer kun et nanosekund og afløses af en pludselig aggressiv refleks, hvor jeg blot passivt kan tilskye min hånd udføre et slag mod spejlbilledets ansigt. Øjeblikkets tomhed afbrydes af lyden af glasskår, der rammer gulvet i den trange elevator. Blodet, der nådesløst og uendeligt drypper selvsamme sted og farve nogle af glasskårene i en så intens farve, at det næsten virker som om min krop takker glasset. Smerten forplanter sig i samme nu gennem hele kroppen, så jeg kan mærke hver en afkrog. Steder, jeg aldrig før har sanset. Min krop føles pludselig så stor og rummelig. Smerten er intens. Mærkeligt behageligt, som om jeg har længtes efter at virkelig mærke noget, der gør ondt. Som om hullet har åbnet for lorteslusen, så det indvendige kaos, via kødsåret, smerten, blodet og glasset endelig har fundet en udgang og bare vælter ud som en stor ildelugtende masse af cancer. hullet i ruden i den lille glaselevator beriger mig med verdens intense farver i alle nuancer så kraftigt, at mine øjne knibes sammen. Elevatorens og min egen indvendige rådne stank erstattes af friskheden udefra - gennem hullet - op i min næse og ud i hele min krop. Nyslået græs, blomster i flor. Jeg kan mærke vinden på min hud. Jeg kan høre insekterne summe, folk der taler og griner, bilerne, der sagte brummer forbi. Jeg metamorfiserer og med plasmaagtig smidighed glider jeg ud gennem hullet og over de skarpe glaskanter og ud i det fri. Flyver, som var jeg født påny.