Cykler stille og forfrossen i isdronningens have. Den smukkeste have når den ses gennem den krystalklare nat i måneskinnets lys. Træerne, der, som glitrende hvide spir, rejser sig, forgrenes i de tyndeste blonde tildækkede arme og strækker sig efter stjernerne. Føles næsten uvirkeligt, og så alligevel ikke…
   Som træerne, strækker jeg mig også efter noget uopnåeligt. Mit liv gives kunstigt åndedræt af drømmene om mig og hende. Drømme der gentager sig dag efter dag og aldrig synes at ville stoppe. En strøm, der kun afbrydes, når mine læber kysser hendes bamse godnat. Et øjeblik, der får tiden til at stå stille. Hvor billederne af hende står så klart, at jeg kan mærke hendes åndedræt mod min hud. Den kildrende fornemmelse af vores næser, der blidt strejfer hinanden, inden hendes mund møder min. Først læberne, så tungen. Varmt. Fugtigt. Uendeligt.
   Dette er højdepunktet, der i sandhed holder mig i live. Så langt fra virkelighedens bitre kulde. En verden, bygget af erindringen om mig og hende, der er så intens, at jeg kunne leve i sagnet om os resten af livet uden at blinke, uden at betænke mig, uden at fortryde et sekund.