Vågner lidt efter en dagdrøm. Har det behageligt med tanken om alle de heltegerninger, jeg har udøvet i min dybeste fantasi, hvor alt og intet rager mig en skid. Fantasiens væsener, gode som onde, er individer, jeg alle tackler med samme kølighed. Konfrontationerne med vennerne, på baggrund af alle de uforløste problemer, bliver løst med en kort, direkte konstruktiv samtale, hvor jeg er dirigenten. De ligger under for mig. Ser op til mig.

Jeg er ved at komme for sent til en aftale nede i byen med kammeraterne. Jeg ser mødet med det ukendte omkring mig i øjnene, idet jeg ruller alle gardinerne ned og slukker det meste af lyset. Det efterlader lejligheden i en tryg hulelignende tilstand. Hyggeligt. Jeg samler de sidste kræfter og bevæger mig ud. Som sædvanligt glemmer jeg nøglen og bliver nødt til at bevæge mig tilbage i hulen, som om jeg lige skal sige et sidste farvel.

På vej ned af trapperne sørger jeg for, at trinnene, hvorpå de kraftigste gelændersøjler er fæstnet, rammes af min højre fod, således, at min inderside af foden flugter med søjlen. Herved undgår jeg minuspointene. Jeg sætter dynamoen til og begiver mig af sted. Undervejs møder jeg mange forhindringer. Kloaker, bildæk, lygtepæle danner alle linjer ud over vejen, hvor jeg sørger for, at alle linjerne rammer pedalen længst væk, mens den er nederst på omgangen. Vigtigt, at de ikke rammer mig på ydersiden, men på indersiden, så jeg kan returnere linjen og bringe balance. Det hele foregår som en stor lang musisk symfoni med blid musik, så jeg ligesom bliver båret gennem hele seancen i min helt egen verden. Hader alt larmen og stresset, der ellers kan påvirke mig i trafikken. I samme øjeblik, jeg slipper min målbevidste søgen efter harmoni, bliver det hele tomt og larmende, og min mave krænger sig sammen, som havde jeg ikke fodret den i flere uger. En disharmoni, der uroliggør hele min krop.

Jeg når ned på vores stambar. Pulsen stiger svagt, men mærkbart, for der er en del af de kvindelige stamgæster, jeg ikke ønsker at møde i aften. Der er lidt kø ved indgangen, og jeg stiller mig bagest og samler kræfter igen. Føles lidt som at stå foran et 80 tommer fjernsyn med mute-kontrollen slået til. Står i mine egne tanker og overvejer - ja sikkert ikke det store egentlig. Der sker en masse tumult i gaden, men heldigvis er lyden slået fra og billederne kører i slow, og jeg bliver ikke synderligt nedtrygt af alle de sindsforvirrede skabninger, der vælter rundt.

Jeg bliver lukket ind efter lidt tid. Inde i baren møder jeg slænget. 'Mojn'. Jeg er lidt sent på den, så jeg beslutter mig for at købe en omgang. Har overhovedet ikke råd til det(havde lidt bøvl med banken i forbindelse med lidt overtræk i løbet af ugen), men jeg føler, at det ville skabe lidt mere sindsro. De får deres øl, og snakken bevæger sig stille rundt i forskellige emner. Det lader til at folk trænger til at få ryddet op i deres ungkarleboliger - ja og hele deres voksenliv for den sags skyld. Jeg behøver ikke lytte ret længe. Ja, jeg behøver ikke engang være der ret længe, før jeg fornemmer hvor det skraber for de forskellige stakler af mine venner. Jeg sætter mig og snakker med den ene, og han forbavses (igen) over, at jeg ser lige gennem ham. Vi snakker lidt og får egentlig løst en fandens masse af hans problemer.

Jeg kigger rundt på massen. Det hele lugter af råddenskab. Alle har de problemer af de dybeste slags, men end ikke jeg kan komme helt derind. Ikke engang dem selv kan komme så langt ind. De tilslører deres virkelighed med alverdens ligegyldige problemer og bedrager dem selv, ved at bilde dem selv ind, at disse overfladekrusninger er alvorlige situationer, der har fået dem til at føle sig ude af balance.

Én af mine venner virker dog i balance, trods hans sørgmodighed. Det er min bedste ven. Hos ham behøves jeg ikke sidde og fortolke problemer, for han ser dem selv. Som store sten på glasplader, er de, for ham, tydelige. Han fortæller selv. Det er det mest afslappende, når vi bare sidder og er i nuet. Ikke rigtigt lykkelige, men heller ikke helt ude af balance. Nærvær trods distance. Tryghed. Han, som den eneste, læser mig som en åben bog. Det er sjældent, han gør det, men når han synes, at det er nødvendigt, så skærer han i mig. Ikke dybt, men overfladisk, og i de situationer ved jeg, at der ligger noget dybere gemt et sted. Såret er lavet som en slags vækkeur for mig. Det er hans måde og det tætteste han tør bevæge sig. Vi er som sjælevenner.

Efter en del øl er det igen blevet tid for mig at tage min cykel frem og tænde for dynamolygten. Jeg står op og træder igennem hele vejen hjem. Alle lygtepælene, de parkerede biler, kloakdækslerne og alle deres uddragende fælder ænser jeg ikke. Jeg skal bare hjem hurtigst muligt. Cyklen når jeg næsten ikke at låse, før jeg har trykket koden ind på dørtelefonen. Med skridt, der æder tre trappetrin ad gangen forsvinder jeg op gennem opgangen og ind i min hule. Der går lidt tid, før jeg går i seng, for jeg skal lige nå at se de sædvanlige to komedieserier for natteravne. Og jeg skal også lige have onaneret. Trænger også til at ryge en lille fed til at slappe af og sove på.

Har egentlig ikke nogen grund til at sidde oppe, for jeg skal tidligt op i morgen og læse lektier. Men alligevel er det lidt som om, jeg bare skal have gjort de her ting, for dagens dosis af ubekendte har gjort mig træt, og jeg fortjener da helt klart at sidde og nyde mig selv lidt. I mig har jeg ro. I min hemmelige verden er jeg tryg. Virkeligheden er bare en dårlig film.