Et liv med døde børn.
Mit liv med, og uden, mine døde børn.
Mit liv med mine to døde børn, og to levende børn.
Mit liv i helvede!
Jeg blev i sorggruppen spurgt om jeg ville skrive til Kirkebladet, - fik helt frie hænder...
Ja, hvorfor ikke, hvorfor ikke fortælle om mit liv i dag?!
Selvom jeg var lidt betænkelig - vil jo nødig såre nogle her i vores lille samfund (den dumme hensynsbetændelse) - ja så har jeg alligevel valgt at fortælle hvordan det er når den har ramt, den ulykke, der ligeså godt ku' ha' ramt dig som mig...
Den ulykke der i november 2002 dræbte mine drenge...
Før ulykken havde jeg flere ting, jeg var meget optaget af, og jeg har forsøgt at genoptage det, men ka' ikke holde ved...
Vil så gerne så meget, men orker det ikke, får ikke fulgt op...
Lysten er der nok et sted, men ikke energien, overskuddet, glæden ved det.
Jeg er ødelagt på den måde at hukommelse, koncentration, overblik og overskud er "væk".
Ka' ikke tænke langt, lægge planer.
Prøver, ja! Tit og ofte, men det vælter...
Mange ting er så ligegyldige i dag.
Mig der før cyklede Tøserunden, tør dårligt køre ud i dag. Hader trafikken.
Mig der før elskede dans, musik og sang, orker det ikke i dag... Mangler lysten og glæden ved det...
I dag... føler jeg skuffelse...
Skuffelse over "gammelkendte" ansigter der vender ryggen til, folk der åbenbart lider af berøringsangst og ikke engang hilser, - ved godt det ka' være svært, for hvad skal man dog sige...
Jamen, "du" behøver ikke sige så meget, bare vise du er der, ser mig og tør mig, tør lytte, også til gråden...
Jeg vil gerne snakke om det hele, meget gerne!
Også selvom det gør ondt, tårerne løber, stemmen svigter og følelserne ta'r over...
Vær ikke bange for at "rippe op", - det er et åbent sår og det gør IKKE mere ondt at snakke end det gør i forvejen, tværtom...
Ok, nogle tænker måske "jamen hvorfor siger hun ikke noget selv/ringer hun da ikke."
Simpelthen fordi jeg ikke orker at "gå" forgæves. Ikke vil lægge pres, ikke vil belemre, ikke vil mase mig på med min sorg, ligge til byrde.
Og samtidig, så gi'r det knude i maven, trækker tårer, når jeg ser jer - og jeres store unger.
Føler en voldsom uretfærdighed, - ved godt, det er tåbeligt, urimeligt, men følelser la'r sig ikke styre af fornuft.
Ikke længe efter ulykken var der en der sagde "jeg ville ikke ringe, - det er der nok hundrede andre der gør"...
Lige præcis nej, - for sådan tænkte de andre hundrede osse...
Nogle har sagt, jeg skal tænke positivt - men for den da, hvad skal jeg se positivt i det helvede her?
Andre siger jeg må videre... HVORHEN?
Livet går videre, du har andre børn...
Ja ja da, - men det er dæleme svært, svært at være mor, når hele ens verden er væltet og ødelagt!
Orker ikke, er overskriften...
JA, det er en meget præcis beskrivelse, jeg - og mange andre i dyb sorg, orker bare ingenting...
Sorg GØR ondt, helvedes ondt!!
Sorg skal ikke ties væk, gemmes væk, - sorg skal gennemleves og deles, snakkes om!
Tal med os, selvom det gør ondt på jer selv, - tal om vores døde børn, giv os minder, billeder.
Vis I tænker på dem, ikke har glemt DE VAR HER, lige før!
Så er der måske håb om en fremtid...