Det regnede. Den sædvanlige efterårsstorm skyllede popcornsbægre og alt andet ligegyldigt affald foran Corey Cinema ned i kloakkerne.
   Han gik og sparkede til en tom coladåse på fortovet mens han tænkte over hvad der var sket dagen før. På ét døgn havde han mistet alt. Sin kone, sin datter, sit liv. Han havde mistet sit liv.
   Det regnede stadig. Regnen piskede ned på hans arme og hans ansigt. Han vandrede meningsløst ned ad gaden hvor de helt unge prostituerede, med deres gennemblødte mini-skørter stod under de slidte markiser, mens han møblerede rundt i sit sind for at finde en løsning, et svar på hvorfor det lige var ham det var gået ud over.
   Han var Den Udvalgte, han var blevet budt en næsten umulig mission af selveste Gud. Han havde stadig svært ved at tro det.

Dagen forinden havde han fået besøg af hvad han først troede, var skjult kamera eller et andet stupidt tv-program. Han var kommet hjem fra arbejde om eftermiddagen. Han arbejdede på en netcafé, hvor han hele tiden sørgede for at computerne var tip top, og betjente kunderne.
   Han havde som altid smidt jakken i entréen, og derefter sat sig ind i sofaen for at stresse af efter den daglige tur i trædemøllen.
   Først troede han at han drømte men det var bestemt ikke en drøm, det var hans værste mareridt. Den Øverstes budbringer, ærkeenglen Gabriel, var kommet til ham midt i hans stue.
   Hans kone, Laura, og datteren, Marion, var begge henholdsvis på arbejde og i skole, så han var den eneste der vidste hvad der var sket den dag.
   Han drejede til venstre i regnen uden videre at tænke over det. Han anede ikke sine egne råd. Han var magtesløs. Guds stemme havde talt. Han var nødt til at fortælle Laura om den mission han var blevet budt. Men ville hun tro ham? Der var kun én måde at finde ud af det på.

Laura kom hjem til spisetid, og som sædvanlig hængte hun både sin egen og hans jakke op i entréen. "Du skal altså vænne dig af med bare at smide tingene fra dig når du kommer hjem, skat. Huset ligner jo en svinesti." Selvom han godt vidste at hun var træt af ham og at hun var på nippet til at flippe ud og begynde at skrige, syntes han stadig der var noget morderisk forførende i hendes stemme. Uanset hvor sur hun var, lød hendes stemme som honning i hans ører, den var eksotisk, tiltrækkende på alle måder. Han stod et stykke tid i køkkenet og stirrede på hende og tænkte over hvordan han skulle sige det til hende. Han tog en dyb indånding og begyndte: "Laura, der er noget jeg skal fortælle dig, og du bliver nødt til at tro mig, uanset hvor sindssygt det lyder." Sveden piblede allerede frem som små krystalklare perler på hans pande, og han kunne ikke se klart, det var som om der var lagt et tykt slør over hornhinden. "Hvad er det, skat?" spurgte hun ligegyldigt. Hun så ikke på ham, stod bare og strakte sin ryg mens hun så ud over altanen.
   Han trak igen vejret dybt og sagde:" Jeg har haft en utrolig oplevelse i dag, og det passer altså hvad jeg siger til dig. Guds budbringer, ærkeenglen Gabriel kom her, og sagde at jeg var Den Udvalgte! " Han var ophidset nu, sveden drev af ham, og han spekulerede på om det nu var klogt at fortælle mere. Han tog chancen og fortsatte:" Han gav mig en mission, Laura, jeg skal udrydde Jordens befolkning, fordi vi er ved at rådne op af fordærv, sagde han!"
   Laura havde vendt sig om, og nu så ham lige i øjnene. Man kunne tydeligt se ængstelsen i hendes ansigt, som om hun tænkte:" Åh nej, min mand er blevet sindssyg." Langsomt og forsigtigt, som om gulvet kunne brase når som helst, gik hun et skridt tilbage. "Det er en joke, ikke skat?" Hun sagde det mere for at overbevise sig selv, end for at spørge ham.
   "Det er dybt alvorligt, Laura, jeg blev budt missionen af selveste Gud." Han lod ordene hænge lidt i luften, og tænkte det ville være mere normalt hvis han havde set en flyvende gris. "Laura, du tror mig, ikke?" Hun gik lidt frem og tilbage, var nærmest rastløs over at han kunne finde på at sige noget der var så langt ude. "Jeg ved ikke hvad jeg skal tro." Sagde hun stille.
   Hun var allerede på vej over mod telefonen for at ringe til den lukkede, selvom hun dog ikke ønskede at se sin elskede ende i spændetrøjen. "Hvem skal du ringe til?" spurgte han truende.
   Laura gik et par hurtige skridt mod telefonen, før hun vendte sig og sagde:" Skat du er tydeligvis stresset over dit arbejde, det ville nok være bedst at tage et tjek hos Dr. Johnson, synes du ikke?"
   Dr. Johnson var deres ven og huslæge, som tit kom på besøg i tide og utide.
   "Så du tror mig ikke?" Han var chokeret. Han havde betroet sig til sin kone, og hun troede han var sindssyg! "Laura, jeg ville ikke lyve over for dig, og jeg er bestemt ikke skør," sagde han med en høj dirrende stemme.
   Hun var på nippet til at græde, og prøvede ihærdigt at blinke tårerne tilbage, og bevare fatningen. "Det siger jeg heller ikke, skat." Sagde hun, og blev forbavset over at høre hvor skræmt hendes stemme lød. Hun rømmede sig, og fortsatte:" Jeg synes bare det lyder som om du er lidt stresset over dit arbejde, det er jo også lang tid siden du har været hos Dr. Johnson, ikke?"
   Hun var i færd med at løfte røret, da han pludselig var over hende og holdt hende i et stærkt jerngreb. Han stak hånden ned i lommen, og fandt det han søgte; en Colt .38. Laura skreg, vred sig hurtigt fri, og løb over mod døren. Hurtigt løb han ind foran hende, og hviskede: " Jeg elsker dig Laura." Der lød fire skud efter hinanden, og et bump. En blodpøl snoede sig langsomt fra Lauras ubevægelige, livløse krop.

Tårerne løb ned ad kinderne på ham, mens han gik i regnen, og tænkte på hvordan han næsten koldblodigt havde myrdet sin elskede hustru. Han gik videre og tænkte på sin datter, Marion. Hvor var hun mon henne nu? Efter han havde skudt Laura, var han løbet ud ad døren i panik, og ellers vandret formålsløst rundt siden. Hans datter havde sikkert sat en eftersøgning i gang nu.
   Han prøvede at lade være med at spekulere mere over hvordan hans datter havde det. Han tænkte kun på hvordan han skulle komme videre. Han havde gået rundt I næsten tre timer, og var nu næsten kommet hen til Golden Gate, imens han stadig tænkte grundigt over tingene.

Med ét blev himlen kulsort og der lagde sig en tyk dis ude på midten af Golden Gate. Han stod stille et par endeløse sekunder og stirrede ud på broen.
   Pludselig flængedes himlen af en regn af glimtende lyn, nærmest små kometer der regnede ned over broen, uden at lave den mindste skramme.
   Han gik nærmere men blev lammet af skræk da han hørte en frygtindgydende stemme ude fra midten af tågen, der havde lagt sig som et røgslør over broen.
   Tiden syntes at stå stille, sekunderne var uden ende, da stemmen begyndte at tale til ham: "Så du er Den Udvalgte, til trods for din mikrobe størrelse hva? Den hykler til Gud er da godt nok faldet af på den med tiden, den gamle nar." Stemmen var fuld af foragt, og der var et nærmest provokerende tonefald i den.

Han stod naglet fast til jorden uden at sige en lyd, selv om han godt vidste at det var ham der blev talt til. Til sidst trådte han modløst frem, og med en næsten uhørlig stemme, sagde han: Ja, det er mig."
   "Du ville hellere have en anden til at tage rollen, ikke menneske?"
   Stemmen var stadig lige så rungende, men den var ikke provokerende eller nedgørende nu. Han tog igen et par skridt frem og stod nu næsten inde i tågen. "Jo, men jeg er jo Den Udvalgte, det kan der ikke laves om på." Han tog en dyb indånding og fortsatte: "Det er mig, ansvaret hviler på, Verdens eksistens afhænger af mig."
   "Ikke nødvendigvis, lille menneske." Brølede stemmen. Der lød en øresønderrivende latter, og han følte det, som var der tusind knive der gennemborede ham. Han krympede sig i smerte, men med ét var smerten forsvundet, lige så hurtigt som den var kommet. Stemmen lød nu dyster, lokkende:" Kom med mig, ind i tågen menneske."

Han gik langsomt og skrækslagen, men samtidig ved at sprænges af nysgerrighed, ind i den mørke, lavthængende tåge. Han blev med det samme blændet af et glødende skær, og da han fik synet igen, blev han mødt af et fantastisk, men frygtindgydende syn; han stod foran en kæmpemæssig port af størknet magma.

Han gik i panik. Hvad skulle han gøre? Gå ind i porten? Stemmen havde kun sagt at han skulle gå ind i tågen. Han stod stille et par sekunder, og ved en pludselig indskydelse gik han langsomt ind i tågen, som om han vidste det var hans endelige skæbne.
   Da han var gået igennem porten, var det eneste han kunne se fremad, en nærmest endeløs tunnel, nogenlunde oplyst af små fakler i siderne.
   Han var barfodet, men alligevel kunne han ikke mærke den gloende magma under sine fødder. Han syntes ikke at komme nogen vegne; des længere han gik, des længere fortsatte tunnelen ud i uendeligheden.
   Med ét mærkede han en sugende vind, som var han blevet suget op af en støvsuger som et andet hjælpeløst insekt. Tunnelen endte lige så brat som den var begyndt, og han faldt flere meter ned, for derefter at lande hårdt på maven på et koldt, mørkt granitgulv.

Han vågnede op med en dump smerte i panden. Han var åbenbart besvimet efter den hårde landing. Pludselig så han to kæmpestore gule slangeøjne stirre på ham. Han skreg og prøvede at rejse sig, men han var lammet af frygt.
   "Nå, så du har hilst på mit kæledyr?" Stemmen, der havde beordret ham ind i tågen, talte til ham igen. "K-kæledyr?" spurgte han. Hans stemme rystede, ligesom hans krop efter det voldsomme fald. "Hils på Leviathan, "Den Bugtede." Han skal være din makker i et kort stykke tid."
   Han stirrede på slangens smalle gule øjne, men drejede sig nu for at se hvor stemmen kom fra, men han kunne ikke se noget som helst.
   Rummet han sad i var kun oplyst af et par fakler der hang på væggene rundt omkring. Der stod små flammer op enkelte steder langs væggene, og på gulvet. Han kiggede op og så en malstrøm i loftet, sikkert den portal han var kommet fra. "Makker?" Fremstammede ham spagt. "Hvad mener du?"
   Den kraftfulde latter var øredøvende, og han vred sig i smerte. "Jeg har et tilbud til dig. Hvis du accepterer skal dig og Leviathan kæmpe side om side mod Gud himself. Hvis ikke, jah så går du din død i møde." Han vred sig i voldsomme krampetrækninger på grund af den dunkende smerte i hans hoved.
   Han faldt igen til ro og tænkte over situationen. Kæmpe mod Gud, Den Almægtige? Det ville da være umuligt. Men hvilket andet valg havde han? Han blev nødt til at tage kampen op. Han havde trods alt også en gigantisk slange til hjælp. Han åbnede munden for at acceptere missionen, og i det samme sagde stemmen:" Klogt valg, menneske." Han var ved at sprænges af nysgerrighed over hvem - eller hvad stemmen tilhørte, og spurgte:" Hvem er du egentlig? Jeg kan ikke se dig når der er så mørkt her, hvor er vi egentlig?"
   Der lød en stille latter, ikke nær så øresønderrivende som den han havde hørt to gange tidligere. "Du er i Helvede menneske, og den du taler til, er Satan." Der var et øjebliks stilhed, hvorefter stemmen fortsatte:" Jeg plejer godt nok at kalde mig for Memnoch. Satan, eller Djævelen, som nogen kalder mig, lyder for prangende."
   Der lød igen en rungende latter. Han prøvede at rejse sig op, men kom kun op på knæene før han igen vred sig i smerte. "Hvornår starter den såkaldte mission som du har sat mig på?" spurgte han da han havde samlet kræfter til at tale. "Hvordan kommer Leviathan og jeg op til Gud?"
   Han sank en stor klump i halsen mens han ventede på svaret. "Det eneste du skal gøre er at hidkalde Guds betroede tjener, ærkeenglen Gabriel, og bede ham om at påkalde Gud. Du har nok mødt Gabriel før, kedelig fyr, synes du ikke?"
   Han skælvede ved tanken om at han skulle hjælpe Memnoch, Mørkets Fyrste, til at besejre Gud, men han havde jo intet valg. "Hvordan ved du at Gabriel bare uden videre vil give mig lov til at snakke med Den Øverste?" spurgte han. Han fortrød at han havde spurgt, han vidste at han bare ville få et dumt svar, men blev overrasket, da Memnoch svarede alvorligt: "Sig til Gabriel at du vil tale med Gud personligt, fordi du ikke vil acceptere den mission han har givet dig."

Han blev panikslagen, da han igen blev draget op igennem loftet og ind i tunnelen, hvorefter han landede midt på Golden Gate, hvor han var tæt på at blive kørt over af den tætte trafik der altid var ved aftenstide på den berømte bro.
   Han mærkede ikke mere til smerten, men skreg indvendig da han kom i tanke om endnu et spørgsmål han skulle have stillet. Hvordan skulle han komme i kontakt med Gabriel? Skulle han bare gå hjem og bede ti bønner til Gud? Nej det ville ganske enkelt være for dumt. Men hvad så? Han følte sig fuldstændig tom for idéer.

Han gik ned i parken og satte sig på en bænk. Det var næsten mørkt, men der var rigeligt med lys i parken. Han hørte at råb og vendte sig hurtigt rundt, og opdagede til sin lettelse at det bare var en gammel alkoholiker, som han tit havde set i parken.
   Mens han sad og grublede over hvordan han skulle gøre noget så umuligt som dette, blev samtlige lygtepæle slukket på én gang. Han kiggede op for at se om det bare var pærerne der var gået ud, eller om parken var lukket nu, men der var intet der tydede på det.

Selvfølgelig, tænkte han, dette var også sket i hans lejlighed dagen forinden, da Gabriel var kommet. Han kiggede sig omkring og ganske rigtigt; Gabriel stod i egen høje person og kiggede ned på ham, som var han en myre.
   "Jeg er meget skuffet over dig, jeg troede du vidste hvordan du kunne få fat i mig, når som helst." Gabriels stemme lød munter, men det blev den vel ikke ved med når han fandt ud af hvad det var han blev kaldt ned på Jorden for. "Det vidste jeg ikke, men nu du er her, jeg vil gerne bede dig om noget, jeg vil op til Guds rige, og fortælle ham at jeg ikke kan acceptere missionen alligevel." Han blev chokeret over hvor god han var til at lyve, han havde trods alt aldrig prøvet det før. Hans for længst afdøde far havde været præst, så han gik meget op i ærlighed frem for alt. Han kiggede ned i jorden og undskyldte over for sin elskelige far.
   Gabriel udstødte et stort suk, og med tydelig skuffelse sagde han:
   "Hmm, hvis du har overvejet det grundigt og mener det alvorligt, så følg med mig."
   Han ventede spændt for at se om han også skulle igennem en lang tunnel til Himmelen, ligesom han skulle i Helvede, men blev skuffet og forundret da de begge to uden videre stod foran en gigantisk guddommelig port der så ud til at være lavet af det pureste guld.

Porten blev åbnet med det samme, og Gabriel sendte et nedtrykt smil til ham. "Jeg var begyndt at kunne lide dig, og så skuffer du mig sådan her. Nå men hav det godt i fremtiden, menneske. Jeg vil altid våge over dig." Han lagde sine enorme vinger om ham, og han blev overrasket over hvor lette de var.
   "Jeg troede du skulle med?" Han smilede nervøst, og kiggede sig over skulderen. Foran ham ventede en verden langt mere forskellig fra den mørke underjordiske verden. Der gik engle rundt overalt og i baggrunden kunne man skimte et fabelagtigt tempel, med fantastiske udsmykninger af guld.

Han vendte sig for at sige farvel til Gabriel, men han var alene nu. Alene i Guds rige. Han følte sig pludselig forladt, men huskede på Leviathan, som lå i hans jakkelomme. Efter han var kommet op af underverdenen var han blevet forfærdet over at finde den før gigantiske slange liggende i hans lomme, som en mikroskopisk legetøjsmus. Nu lå den og ventede på at vokse sig stor og besejre Gud.

Han så op, og foran tempelet stod en enlig skikkelse. Den var høj og så ud til at være en mand. Han vendte sig og så på ham og rakte armene ud mod ham for at tage imod ham.
   Hans hår og øjne var mørke, nærmest brune, Hans ansigt fuldstændig symmetrisk og perfekt, Hans blik brændende, og Hans fingre greb meget hårdt.
   Han snappede efter vejret. Han fornemmede sin krop i al dens fasthed og skrøbelighed, idet Hans fingre lukkede sig om ham.
   Han drog ham ind til sig, mens lys vældede ud af Ham og blandedes med lyset bag ved Ham og overalt omkring Ham, så Hans ansigt blev endnu mere strålende og dog fremstod klarere og mere detaljeret. Han så porrerne i skikkelsens mørkegyldne hud, han så sprækkerne i Hans læber, skyggen efter det hår, der var barberet af Hans hage.
   Så talte Han pludselig højt, indtrængende til ham, med dyb fortvivlelse i stemmen, en stemme der var stærk og maskulin og måske endda ung.
   "Du kunne da aldrig blive min fjende, kunne du vel? Det kunne du ikke, vel? Ikke dig, nej ikke dig!"
   Dette var i sandhed Gud, Den Almægtige!

Det følgende der skete, var i sådan en fart at han ikke nåede at tænke over hvad han gjorde. Han blev revet ud af Hans arme, ud af Hans favn og ud af Hans sfære, med en sådan fart at han tumlede bagover. Han tog Leviathan op ad lommen, og lod den vokse; den voksede med lynets hast og var næsten 30 meter høj nu.

Han gemte hovedet i græsset, og græd inderligt, som han aldrig havde grædt før. Gud havde hvisket hans navn til ham, skønt han aldrig havde sagt det til andre end hans kone og hans datter.
   Gud havde kendt til hans plan hele tiden, og alligevel havde Han lukket ham indenfor i Himlens forunderlige univers!
   Med en voldsom kraft blev han revet væk, ud af Himlen, og landede pludselig i en ørkens støvede landskab. Han faldt forover og kiggede op, og der stod han. Memnochs skikkelse synets at svulme op, at mørknes, hans vinger løftede sig som hvirvlende røg, og pludselig rejste lyset sig bag ham.
   Han så de behårede klove bevæge sig hen imod ham. Han kunne se glansen i de sorte fjer, vingerne der hvælvede sig højere og højere.
   Han stirrede lige ind i hans kolossale granitansigt, han så hans mund, så de store grumt sænkede øjenbryn, så hans vældige uskyldige mandeløjne spærres uhyggeligt op og fyldes af lys.
   Memnoch sagde kun én sætning, inden han igen forsvandt: "Gå, menneske, din mission er fuldført, gå hjem, gør hvad du vil. Farvel. For nu."

Han var alene, midt i ørkenens dødbringende gribbefyldte land. Han så sig omkring, og opdagede en gigantisk slugt. Han rejste sig, styrtede derover, og kiggede ned; her var det han altid havde drømt om, nu ville han vinde. Han ville vinde over sin frygt, over Gud, Memnoch, og bedst af alt; sig selv.

Han tog tilløb i det støvende sand, og sprang for fuld kraft ned i den endeløse slugt. Hans sidste ord løb igennem hans hjerne et sekund før han ramte jorden dybt nede; Han havde vundet, han havde sejret. Dette var hans sejr. Den sidste sejr for menneskeheden. I al evighed.