Mørket havde sænket sig over den østlige del af byen. Natten var tavs bortset fra vindens kølige susen. Den fortabte sjæl ville snart komme gående. Denne gang var det en midaldrende kvinde, hvis hjerte var blevet knust, og under overfladen lurede en begyndende depression.
   Da hun endelig kom gående på vej hjem fra sit underbetalte job, greb han fat i hende og hev hende ind i en gyde. Han holdt hende i et stramt jerngreb, og med hånden over hendes mund, sagde han:
   "Dine pinsler er snart omme."
   Han trak sin kniv ud af skeden, og skar hurtigt halsen over på hende, mens han så hende dybt i øjnene. Det fossende blod fra hendes hals labbede han i sig som en sulten hundehvalp. Han lagde hende forsigtigt ned på den kolde asfalt, og blottede hendes venstre bryst. Dér ridsede han, som han altid gjorde, ordene "sangius ant vita". Han forlod hurtigt gyden og begav sig hjemad.

Sephiroth vågnede næste morgen da lyset strømmede ind ad vinduerne og lagde sig som en varm dyne omkring hans legeme. Han strakte sig og gik ud i køkkenet, for at lave kaffe. Efter et forfriskende koldt bad gik han ned og købte ind. Han havde aldrig ret meget tid om aftenen, så det var mest færdigretter til at smide i mikroovnen, efter en lang nat ude i byens gader. Han var altid ude om natten, ude for at redde flere fortabte sjæle.
   Han havde stadig den søde smag af kvindens blod i munden. Han elskede sit arbejde. Alle disse fortabte mennesker, med ondt i sindet, disse ulykkelige sjæle som tit endte i fortvivlelsens brønd. Det var dem han havde sig for at redde, trække dem op af sølet, og befri dem for kroppens fængsel.
   Mens han spiste en af de mange færdigretter han havde købt, indhyllede mørket byen. Det var snart på tide at komme i gang..

Da han havde spist, gik han ned til en bar ved navn "De Tre løver." Han gik indenfor og fik straks øje på den person som i aften skulle befries fra livets pinsler. Det var en mand midt i halvtredserne. Han var begyndt at sidde dernede oftere og oftere, efter at have mistet sit drømmejob, som han havde haft i næsten 30 år. Manden, som hed George, sad som sædvanlig i et hjørne oppe ved baren og drak en dobbelt vodka. Han svajede lidt fra side til side, hvilket var et sikkert tegn på at han snart ville begive sig hjem til sin lille etværelses lejlighed, og sove rusen ud..

Efter en halv times tid gik han ud af baren, og Sephiroth fulgte efter ham indtil han havde låst døren op til lejligheden. Så gik han til angreb. Han skubbede George ind ad døren og lukkede den efter sig. George lå på ryggen med et forskræmt, sløret blik. Sephiroth gik hen og knælede ved siden af ham med et overbærende smil på læben.
   "Du er snart fri, gamle George," sagde han. George prøvede desperat at trække sig væk fra ham, og en klynkende lyd undslap hans læber. Sephiroth tog den sædvanlige 21 cm lange kniv, og skar hurtigt og barmhjertigt halsen over på ham. Han slikkede hurtigt blodet fra det åbne sår. Så hev han op i Georges sweater, og lige over hjertet ridsede han "sangius ant vita." Blod er liv.

Pludselig strømmede små stød af smerte igennem ham, og så kom billederne. For hans indre syn så han en dreng blive født, vokse op med kærlige forældre, blive student, og senere få sit drømmejob. Georges liv var det bedste man kunne forestille sig. Indtil han blev fyret. Men dér var han alligevel ved godt mod. Sephiroth så små glimt fra hans hverdag i nutiden, hvor han var ude og søge job, og om aftenen sad på værtshus..

Sephiroth faldt om på siden og stønnede. Oplevelsen havde taget hårdt på ham. Han rejste sig med besvær og kiggede ned på George. Til hans store overraskelse var han væk, liget, blodet, alt var forsvundet ud i den blå luft!
   "Ja, jeg har ryddet op efter dig i lang tid Sephiroth," lød en stemme bag ham.
   Han snurrede forskrækket rundt, og så ind i de klareste blå øjne han havde set. Foran ham stod en høj, slank, og utrolig smuk lyshåret kvinde i en hvid kjole. Han prøvede at sige noget, men hans mund var tør som sandpapir.
   "Jeg er Santaria, Dødens Gudinde, hersker af de dødes rige, Djævelen, kald mig hvad du vil," sagde hun, som svar på hans uudtalte spørgsmål.
   "Hvad laver du her," spurgte han så roligt som hans stemme tillod. Hun kiggede ham dybt i øjnene, og smilede overbærende.
   "Dette har stået på for længe Sephiroth," sagde hun, "jeg har et tilbud til dig, tag med mig, lad mig befri dig fra denne verden. Du kan leve i evig fred."
   Sephiroth stirrede forbløffet på hende. Han kunne ikke forlade alle disse fortabte mennesker, hvem skulle befri dem hvis han var borte?
   "Du redder ikke nær så mange som du tror," sagde hun som svar på hans tanker.

Han så et glimt af et ægtepar, kvinden græd og hulkede i voldsomme ryk, og manden prøvede hjælpeløst at trøste hende uden held. Det var Georges datter og hendes mand. Sephiroth anede ikke hvor han vidste det fra, han vidste det bare.
   Et nyt glimt; denne gang af forældrene til den kvinde han havde befriet aftenen før. Også de var dybt ulykkelige over deres datters pludselige død.

Sephiroth åbnede øjnene og opdagede at han lå på gulvet i fosterstilling. Han rejste sig langsomt op, og før han nåede at spørge, sagde Santaria:
   "Disse to eksempler er blot to ud af mange. Jeg har talt med de hundreder der i årenes løb er kommet ned til mig, og over en tredjedel ville ønske at de stadig var i live. Men de er døde. På grunde af dine fejl." Hun talte lavmælt og alvorligt, men der var intet bebrejdende i hendes stemme.
   "Men deres liv var jo elendige. De havde intet tilbage at leve for," protesterede Sephiroth.
   "De havde deres livskraft, de havde stadig lysten til at leve," svarede hun. Han stirrede udtryksløst ud i luften.
   "Nej," sagde han, "det kan ikke passe!"
   Som et lyn var han ude af døren, han spurtede han ad gaden så hurtigt, at han blev nødt til at standse for at få luft. Han løb hastigt videre, indtil han var hjemme i sin egen lejlighed. Han smed sig på sengen og trak vejret i dybe indåndinger.
   "Nej, nej, nej," gentog han.
   Al den tid, alle de liv han havde ødelagt på grund af hans snæversynede holdning.
   "Det er ikke din skyld. Jeg skulle have stoppet det her for længst," lød Santarias stemme bag ham. Sephiroth rejste sig hurtigt op.
   "Jeg er nødt til at gøre noget. Det er min skyld at alle disse mennesker er døde, det er på grund af mig at de er i underverdenen, og ikke kan komme videre fordi de er ulykkelige!" Hans stemme var skinger, og han var på grådens rand.
   Santaria gik tæt hen til ham og hviskede:
   "Din smerte er snart omme, og du vil aldrig lide mere."

Blodet strømmede ind i hendes mund, og den søde smag af livskraft mødte hendes tunge. Livskraften fra Sephiroths ofre flød sammen med blodet over i hende. Hun mærkede smerterne i deres dødsøjeblikke, og ulykkeligheden som de havde sparet op og gemt på i så lang tid. Sephiroths livskraft var lige så trist, men alligevel fyldt med en utrolig styrke en stærk vilje til at hjælpe de fortabte sjæle, og et overordentligt stort livsmod. Hans vilje til at overleve var sluppet op, og han kæmpede ikke længere imod. Han slappede af, og mærkede smerterne forlade sin krop. Hans krop og hans sjæl blev løftet op mod lyset og blev opløst. Han var borte.

Santaria faldt sammen på gulvet af anstrengelse. Hun kiggede op, og så tusindvis af små lyspartikler spredes, for derefter at opløses. De mennesker som Sephiroth havde dræbt havde endelig fået fred, og var nu på vej ud i uendeligheden. Én af partiklerne blinkede til hende, og hun gættede på at det var en del af Sephiroths sjæl, som nu sagde farvel til hende. Han havde fået fred.
   Hun smilede for sig selv, og steg igen ned til underverdenens virvar af sjæle, som skulle hjælpes på e til et bedre liv. Et liv efter døden, opfyldt af fred, og en indre harmoni og forståelse.