Kære Charlotte!
Jeg sidder her ved vinduet, og tænker tilbage på den gang jeg boede i Søndervedsted. Dengang vi sad sammen ude i skoven, og så den lille bambi hoppe rundt mellem træerne. Bladene fløj om den, og en hare skød op af hullet. Fuglene sang glade, og fløj rundt om bambien. Det er så smukt at se. I det øjeblik, følte jeg at verdenen var god. At der var ro og idyl. Alt ondt forsvandt ud af mine tanker. Men med det samme vi kom ind til storbyen igen, stank der af os og had. Alle gik med onde bagtanker og hadede hinanden. Vi gik forbi en slåskamp, og folk stod bare og gloede. Ingen trådte til hjælp. Ingen så meget som tænkte på at det var det sande alvor. Når jeg sidder her og kigger ud af vinduet, tænker jeg tilbage på alt det, og hvor smuk og grufuld verden kan være på en gang. Alt hvad naturen gør for os. Alt hvad vi ødelægger for at gøre livet lettere for os selv. Jeg kigger ud igen, og ser en lille solsort hoppe rundt i haven. Den kigger op, og man kan læse frygt i dens øjne. Jeg kan egentlige godt forstå den. Der er kun had og frygt i den verden vi lever i. Men alligevel blomstrer kærligheden mellem os. Det er svært at forklare, men både kærlighed, frygt og had blomstrer. Det kan jeg se nu. Denne lille solsort, skulle man tro, lever i fred, men alligevel frygter den for sit liv. Jeg kan se en kat komme gående, og solsorten flyver væk. Jeg kommer til at tæke på hvordan man udskiller mennesket for fødekæden. Mange siger at vi slet ikke er en del af fødekæden, eller ligger øverst. Men på et andet punkt, så ligger vi vel nederst. Jeg kommer til at tænke på, når vi er væk. Vi bliver begravede som vi var noget specielt. Jeg kan se en edderkop kravle i vinduet. Når det kommer til stykket er det de nederste dyr i fødekæden der æder os, når vi er døde. Katten lunter afsted og gemmer sig i hækken. Solsorten kommer tilbage, og graver en orm op. Jeg føler nærmest et stød ved at se det. En følelse som ikke er til at beskrive. Angst. Men alligevel ikke. Fødekæden i levende live. Det var lidt uhyggeligt at se. Solsorten fløj. Sikke en lettelse. Katten luntede tilbage i hækken. Der skete ikke rigtig noget i et stykke tid. Men nu ser jeg en fasan stå i haven. Den står og kigger lidt omkring. Jeg tænkte på katten, men så den ikke. Den må være luntet ud af hullet i hækken på den anden side. Fasanen gik lidt rundt i haven. Den må have ledt efter noget spiseligt. Det er som vi lader som om vi er bedre end naturen, og derfor lægger os selv øverst i fødekæden. Men i virkeligheden går den i ring.

De venligste hilsner
Vibeke Valbo