Georg følte sig overbegloet. Det var som om alle mappedyrene og de elegante kvinder stirrede på ham. Mon det var på grund af hans lange hår, der var samlet i en hestehale? Eller var det fordi hans skjorte var en smule krøllet? Han havde tænkt på at stryge den, men en af teenagedrengene i kollektivet brugte strygejernet til at presse blomster med.
   Straks de kom ind havde Kjeld bestilt to øl.
   "Vi har ikke set hinanden i fem år," betroede han tjeneren.
   Kjeld havde også bestilt to menukort. De var store og af solidt karton. Georg holdt sit kort op som et skjold mod de stirrende blikke. Der var 12 retter at vælge i mellem. Priserne var horrible, men det var ikke det værste:
   Frølår? Jamen, vidste de ikke, at frøer var en truet art?
   Og tatarbøf med rå æggeblomme? Havde idioterne aldrig hørt om salmonella-bakterier?
   De 10 øvrige retter så nogenlunde ud, men hvad skulle han vælge? Der var også vine og han anede ikke, hvilken vin man drak til hvad.
   Han satte ølflasken til munden og lod væsken risle svalende ned gennem svælget. Det gjorde godt. Han undertrykte trangen til at bøvse og så over på Kjeld.
   I sin smarte ruskindsjakke over den nystrøgne cowboyskjorte med dæmpet slips til, lignede han en, der vidste, hvad man bestiller på en fornem restaurant med hvide damaskduge, kl. 13.15 på en almindelig onsdag. Det var da også ham, der havde valgt stedet. Georg ville hellere have været på pizzeria.
   "Hvad kan du anbefale?" spurgte han. Det var en god formulering. Kjeld behøvede jo ikke vide, at han aldrig kom de fine steder.
   "Vildt med tranebær," foreslog Kjeld, idet han hældte øl op i sit glas. Han tippede glasset lidt for at øllet ikke skulle skumme over. Så knipsede han med fingrene: "Tjener!"
   Tjeneren noterede deres bestillinger og fjernede sig med et storsnudet tandpastasmil. Kjeld havde bestilt noget vin med et fransk navn - forhåbentlig kunne det drikkes. Nu nippede han til øllet i glasset, skar en lille grimasse og slyngede et spørgsmål ud:
   "Nå, gamle svinger - hvordan går det med din afhandling?"
   "Æh - fint - fint - sådan fremad, du ved."
   Hvordan mon Kjeld vidste, at han var i gang med en afhandling? Hm, han kunne jo have mødt en fælles bekendt. Det næste spørgsmål overraskede ham endnu mere.
   "Er det ikke svært at finde stof om de der brasilianske Hiabuttu-dyrkere?"
   "Hia - BUK - tu," rettede Georg.
   Kjelds interesse smigrede ham. Der var ikke så mange, der gad høre om hans antropologiske studier.
   "Årh," sagde han, "der er jo udgivet et par bøger om emnet. Ole Vesterby har skrevet om nogle tatere, der også tror på Hiabuktu. De hævder, at de kommer fra det land, guden er født i. Meget spændende, især fordi det passer med det, som Todd siger.."
   Kjeld afbrød ham ivrigt:
   "Denne Todd - han skulle vel ikke tilfældigvis hedde Sanchetez til efternavn?"
   "Jo," indrømmede Georg forbavset, "hvorfor det?"
   Kjeld lænede sig lidt frem. Han så alvorligt og undersøgende på Georg. Han stirrede så længe, at Georg følte sig utilpas. Så sagde han i et lavt, fortroligt tonefald:
   "P.E.T mener, at Todd Sanchetez er en af hovedmændene bag en bande samfundsfjendtlige individer, der ikke bare vil udbrede deres religiøse vås, men også undergrave samfundet."
   "Hvordan undergrave?" spurgte Georg nervøst.
   "Hm. De siger, at den der - hm - fantasifigur, Hiabuktu, vil sprænge jorden i luften, hvis vi ikke alle sammen er socialister om ti år."
   Fedest, var Georg lige ved at udbryde, men for det første talte han kun sådan, når han var sammen med kollektivets teenagere, for det andet var det vel, dybest set, ikke særlig 'fedt' hvis jorden ligefrem blev sprængt i stumper og stykker. Det havde Todd nu heller ikke sagt - ikke sådan på den måde…
   Nysgerrigt spurgte han:
   "Hvorfor fortæller du mig det?"
   "Fordi.." Kjeld dæmpede stemmen, så den blev til en hvisken, "fordi vi har brug for din hjælp, Georg."
   Det var med bange anelser, at Georg spurgte:
   "Hvem er VI?"
   "P.E.T.," hviskede Kjeld.
   Georg trykkede brillerne ind mod næsen og rakte ud efter ølflasken. Den var tom. Han gav sig til at pille ved etiketten og udbrød:
   "MIG?"
   Det lød vist ikke så begavet, men andet kunne han ikke finde på.
   "Du står jo på god fod med den unge Sanchetez," vedblev Kjeld, "måske kan du skaffe os de beviser, vi står og mangler?"
   Tjeneren kom med maden og en flaske vin. Mens han rettede an, tænkte Georg på Todd med de kønne øjne og det venlige smil. Noget af det han sagde var godt nok noget sludder; f.eks. det med, at en dag ville Hiabuktu vise sig. I skikkelse af et menneske ville han overrække en udvalgt person et sælsomt tegn; en ægte mælkebøtte - som var blå! Men fordi man troede på sådan noget vrøvl, behøvede man vel ikke være terrorist eller noget i den stil ?
   "Skål, gamle svinger," brød Kjeld ind i hans tanker.
   "Skål," mumlede Georg og nippede til vinen. Den smagte gyseligt. Han tog noget syltetøj for at fjerne den ækle smag.
   Kjeld skar et stykke kød af, jog gaflen i det, førte det op til munden og tyggede grundigt. Det gav Georg associationer:
   Todd spiddet af en politiknippel og smidt ind i en celle, hvor de knuste ham.
   Kjeld jog gaflen i en ny bid og sagde:
   "Du var jo en gang temmelig aktiv på venstrefløjen, men det er du måske vokset fra?"
   Kjeld så vurderende på ham:
   "For det er vel ikke sådan, at du også tror, at der en skønne dag dukker en mystisk mand op med en blå mælkebøtte?"
   Han sagde 'Blå mælkebøtte' med tydelig hån. Selv det vidste P.E.T altså besked med.
   "Selvfølgelig ikke," forsikrede Georg hurtigt.
   "Jeg må hellere fortælle dig noget," sagde Kjeld, "vi ved godt, I går og sysler med at dyrke hvide valmuer i jeres pseudo-marxistiske kollektiv - og at I kender en, som fusker med at raffinere saften."
   Georg ville protestere, men ordene sad fast i hans hals. Hvordan vidste Kjeld det og hvorfor var det ikke bare blevet meldt til narkopolitiet?
   Som om Kjeld kunne læse hans tanker, oplyste han:
   "Hvis du samarbejder kan vi måske se bort fra jeres lille - hm - hobby..."
   Georg følte sig syg. Han svedte, dirrede over hele kroppen og havde kvalme, men der var vel ingen vej uden om. Hvis Todd var uskyldig, skete der ham nok heller ikke noget. Men Georg brød sig ikke om det. Han KUNNE IKKE bare sige:
   "Det er i orden."
   Kjeld grinede hånligt:
   "Du - narkopolitiet ved allerede besked. Jeg ved ikke, om jeg kan forhindre, I bliver arresterede, men hvis du samarbejder, skal jeg nok få dig ud."
   "Din..." udbrød Georg vredt. Kjeld var et kryb; komme her og kalde sig hans gode, gamle ven og så var det bare fordi, han skulle bruge ham. Mødet var slet ikke tilfældigt.. Den - den usling.
   Georg knyttede hænderne og Kjeld smilede:
   "Nåeh - nu er du mør, hvad? Har vi så en aftale?"
   Møgdyret smilede virkelig. Og sådan skulle han så være mod Todd?
   Georg mødte Kjelds blik:
   "Gu' har vi ej," sagde han.
   "Så skynd dig hellere at spise op," anbefalede Kjeld.
   Georg tog en bid af kødet. Det smagte ækelt og lyserødt. Så spidsede han ører. Han kunne høre politisirener. De var ikke langt væk. Han havde lyst til at springe op og styrte af sted, men han turde ikke. Kjeld ville sikkert fare efter ham, vride hans arme om på ryggen og smække håndjernene om hans håndled.
   To politibiler var stoppet lige overfor, ved en døgnkiosk. Georg skævede til Kjeld, der havde skubbet tallerkenen til side og tændt en cigaret. En stor, blå bil kørte op bag politibilerne.
   "Er du heller ikke sulten?" spurgte han Kjeld, bare for at sige noget.
   I det samme fløj døren op. Fire uniformerede betjente kom ind og så sig omkring. Efter dem fulgte to mænd i hvide kitler. Georg rejste sig op og stirrede skrækslagent rundt efter et sted at gemme sig. Hans blik strejfede et skilt med en blå mand. WC'et. Der måtte han nå hen, inden de fik øje på ham.
   Så var de allerede henne ved bordet.
   "Tag det her," hviskede Kjeld ind i øret på Georg og trykkede noget i hans hånd - noget som Georg automatisk stoppede i lommen på sine slidte cowboybukser.
   "Følg hellere godvilligt med," sagde en af de hvidkitlede.
   "Op af væggen," kommanderede en af de uniformerede.
   Kjeld smilede igen.
   "Okay, okay," sagde han, "jeg overgiver mig!"
   Forvirret så Georg Kjeld stille sig op af væggen, lige som i en gangsterfilm - så ham blive kropsvisiteret og få håndjern på.
   "Me - men," stammede Georg, "ha - ha - han arbejder jo for eftervet - efterret - øh - P.E.T."
   "Har han sagt det?!" lo en af plejerne, "han er psykotisk og han er tvangsindlagt. Han bilder sig ind, at han er en eller anden gud."
   "Rablende gal," tilføjede den anden plejer og pegede på sit hoved.
   I det de trak af med Kjeld smilede han igen til Georg, men nu var smilet blidt.
   "Hyggeligt at møde en ven," sagde han og fulgte fredeligt med, forbi de måbende gæster og ud til det lige så måbende opløb udenfor.
   "De betaler vel regningen," spurgte værten nervøst.
   "Se- selvfølgelig," lovede Georg, "jeg skal bare lige på wc."
   Inde i en af de små kabiner stak han hånden i lommen. Han trak en kuvert frem og følte på den. Der var penge i den, så han flåede den op og talte; der var 10 røde sedler - tusinde kroner -
   Men der var noget blåt 'fnuller' på dem.
   For mellem pengesedlerne lå en sælsom blomst:
   En yndig BLÅ mælkebøtte!