Lige i det sekund, hvor man føler tiden står stille, i det øjeblik hvor man glemmer at trække vejret, lyden omkring forsvinder. Der hvor man kan mærke kulden der begynder at trække en i nakken, og hele ens verden indplodere omkring en... Lige der... må tiden gerne stoppe... Lige der... må man kunne vende sig ... og hive det tilbage der er forsvundet.

Jeg kan høre den bippene lyd fra maskinerne, der måler min hjerterytme... Kun et hjerte, hvor der plejede at være to. En lille hurtig susende rytme, på en skærmen, en hånd, små fingere. Et par glædestrålende blå øjne, og hånden på min mave. Det er det billede jeg har i hovedet, da lægen hiver vejret ind for at sige ordne... Jeg vil væk, men jeg kan ikke røre mig...
   "Du har brækket højre skulder, og fået nogle læsioner hvor selen har holdt dig fast. Du har slået hovedet, og har været ude fra bevidsthed det sidste døgn" En lang pause, man kan se han samler sig til at sige det næste, det jeg ved, men ikke har lyst til at høre, men det kommer alligevel. "Jeg er ked af det, men vi kunne ikke redde barnet" Jeg lukker øjnene, og det virker som om apparatet der måler hjerte rytmen går langsommere. Og den susende lyd fra ilt masken der sidder over min mund og næse, bliver endnu højre, i det stille rum. Jeg mærker halsen snøre sig sammen og åbner øjnene igen hvor de søger rundt på stuen, efter de blå øjne, for finde den ro og trøst der altid er i dem, men de er der ikke. I stedet står min mor, med ryggen til og kikker ud af vinduet, man kan se hendes skuldre ryste. Ved siden af stå der en alvorlig, meget ung, kvindelig betjent og kikker på mig, med et vurderende blik. Hun træder frem mod mig.
   "Linda Pedersen, Politiet" Hun rømmer sig svagt. "Den unge mand, der kørte bilen, Torben Nielsen, døde af sine kvæstelser. Vi mener han er død på stedet." Hun rømmer sig igen. "Vi vil selvfølgelig gerne høre din forklaring, men efter vidne forklaringerne, kørte lastbilen overfor rødt, og maste jeres bil ind i en lygtepæl." Betjenten kikker usikkert over på lægen, og på mig igen, som om hun afventer en reaktion, fra en eller anden. Jeg ser ned på mine hænder. Jeg har svært ved at få vejret, trods ilt masken. "Hmm, øh efter at have set bilen, er du heldig, at du er i live." Mit blik flyver op på det kvindemennesket, der står og kikker nervøst på mig. Heldig!!! Jeg ryster langsomt på hovedet. Har hun hørt det samme som mig!!! Jeg hiver masken af. Min højre arm er pakket ind i gips og metalstænger, og den venstre er underlig usamarbejdsvillig da jeg prøver at hive ledninger fra. Apparatet hyler skinger. Min stemme er hæs
   "Hvor?!!" Jeg ser på lægen.
   "Det er ikke noget kønt syn, jeg vil ikke anbefale..."
   "Hvor!!" gentager jeg.
   "Lad hende se ham!" min mor vender sig fra vinduet. "Han er ned i kapellet" Hun ser på mig. Lægen tager ved min arm, han ser mig ind i øjnene.
   "Lad mig tage den her" siger han til sidst, og tager droppet ud, en lille stribe blod ryger ud, løber ned af min hånd og drypper ned på gulvet, inden han når lukker det grønne låg

Jeg står og kikker ned på noget velkendt. Den ene side af ansigtet, er som det altid har været. Jeg stryger min hånd ned af hans kinden, og prøver at lade være med at se på hele den venstre side, der er underlig flad, kindbenet stikker frem, og det trygge blå øje er helt væk. Og håret... Jeg lader min pegefinger løbe gennem det der stadig er tykt og lys brunt. Mine læber klemmer hårdt sammen og prøver at skjule lyden, der presser op, fra den is der har lagt sig, fra midten af min brystkasse og op i hovedbund, mine fingere er også frosne, jeg knytter den hånd jeg kan og presser den op mod mit hjerte, og lyder trækker sig lidt tilbage med presset.

Der ligger en baby i en lille kasse. Den virker forkert, voksagtig og uvirkelig, håret er samme farve, og næsen har den samme form. Tryg, kendt. Jeg knuger min hånd mod hospitalstrøjen, ved min mave, som er så ufattelig tom, men ikke virker sådan, den er stadig rund. Lyden presser på igen, jeg går igen hen til den side der er hel. Denne gang kan jeg ikke holde lyden tilbage, jeg falder forover og knuger lagenet der har dækket ham med mine hånd, laget bliver vådt, af alt det der følger med lyden ud. Alt andet bliver lukket ude undtagen den lyd der bliver ved. Jeg kan mærke en nål i min arm, og inden det hele bliver sort siger jeg til dem:
   "Tag mig med"