Rosen i mit vindue er rustet.
Al farve er lækket fra dens fade kinder
Og drypper nu - dråbe for dråbe -
I en pøl af pigment.
Allerede er den magre fod omkranset af blegfede blade
Og mindet om den dag
På glohede brosten
Hvor en rose voksede i min hånd.
I går askes i dens skygge
I morgen vokser af dens skød.
Træerne i gården strækker sig:
Bladenes susende stilladser giver sig i vinden
Og danner skyggebilleder under stjernerne,
Et katalog over tidligere tiders tåbeligheder,
Ansigter, der for længst er sakket agterud,
Og karikaturer af de kvinder,
Jeg kunne have været
Og som i dag kun er skygger på kraniets kant.
Alle de ord, jeg kunne have skrevet,
Sitrer som nattens støvede sølvtøj.
Stjerneskud, der bøjer sig mod horisonten,
Som rosen bøjer sig mod vand
Men intet finder,
Og som, når natten er omme,
Ikke er andet end det muld
Den står i.
Og hvad er værd at være
Når det snart holder op?