Der var taget af bordet efter aftensmaden og opvaskemaskinen var blevet startet. Mor sad i lænestolen og læste i et dameblad. Emilie lå nede på gulvet og tegnede, men det blev ikke rigtig til noget. Spidsen på hendes yndlingsfarve var knækket og hun havde ikke lyst til at be' mor om at spidse den. Hun lagde blyanten fra sig og strakte armen. Hun kunne lige nøjagtig nå at løfte underkanten af gardinet med fingerspidserne. Det var allerede mørkt udenfor og det eneste hun kunne se var sit eget spejlbillede i vinduet.
   Hun rakte tunge ad sig selv og gav slip på gardinet. Sukkende kiggede hun på de tilfældige streger på papiret. Der var ikke noget ved at tegne uden Andreas. De plejede at ligge overfor hinanden på det varme gulv og lave tegninger af dem de ikke kunne li'. Dumme Kasper længere nede af vejen, far, når han tvang dem til at luge midtergangen, kusine Sanne, som lugtede af løg. Emilie var bedst til at finde på, men Andreas var meget bedre til at tegne. Lange næser, hår under armene og ud af ørerne, Sanne som pruttede hele løg ud, mor som fandt en hundelort mellem pakkerne med cornflakes.
   Emilie greb hårdt om blyanten, satte den mod papiret og begyndte hidsigt at tvære ud over det hele.
   - Emilie, hvad laver du? Mors stemme var over hende som en høg og den var allerede skarp i kanterne. Emilie slap lynhurtigt blyanten.
   - Ikke noget. Tegner bare, sagde hun med et skuldertræk.
   - Hmmm Mors skygge var ligesom et vådt håndklæde, den lagde sig tungt over hende, da hun bøjede sig frem og Emilie kunne mærke mors øjne i sin nakke. Det fik hendes hud til at krible.
   - Emilie, er der noget du gerne vil sige?
   Emilie rystede på hovedet.
   I det samme lød der en dump lyd og gardinet dirrede.
   - Hvad var dog det? Mor sendte Emilie et skarpt blik, som om hun var skyld i det.
   - Må - må, må jeg se efter? Emilie var på benene og så ivrigt på sin mor. Der var modvilje i mors øjne, men også tøven og allerbagerst den lettelse, som betød at hun fik lov. Lettelse, fordi mor ikke behøvede at spekulere over hvad det var, ikke selv behøvede at blande sig.
   - Jeg tager støvlerne på og min jakke og handskerne og en lommelygte. Og det tager ikke ret lang tid, lovede Emilie, og mor smilede overfladisk.
   - Ja, gør bare det. Husk at lukke døren. Mor vendte tilbage til sin stol og sit blad. Emilie sprang op og løb ud i køkkenet. I skuffen ved siden af vasken tog hun den kraftige lommelygte, som de havde købt da hun skulle på koloni og var mørkeræd. Fordi mor nu var mere bange for mørket end Emilie, var der altid friske batterier i lygten.
   Ude i gangen fandt hun sine forede vinterstøvler frem og tog jakken fra knagen. Hun overvejede halstørklædet og besluttede sig for at tage det på. Det var ikke godt at blive syg. Måske gik det aldrig væk igen.
   Med den tændte lygte i hånden åbnede hun gangdøren og gik ud i haven.
   Bambuskrattet langs muren svajede under vægten af sneen, og da hun gik forbi faldt store klatter ned i hendes hår. Hun stak tungen ud og fangede et par drys. Herude i mørket var det let at glemme hvor forbudt det var.
   Bag bambuskrattet lå græsplænen under et ubrudt tæppe af sne. I lygtens skær lignede det flødeskum med glimmer på. Om sommeren var græsplænen et rigtigt tæppe, for den fik både vitaminer og blev klippet meget tit. Så stillede mor træstolene og bordet ud og sad under parasollen og læste. Da far stadig var der hele tiden, havde han engang sneget sig hen og smidt en spand vand ned over mor. Damebladet klaskede sammen og alle de sorte streger omkring øjnene blev til striber ned af kinderne. Først havde mor spærret munden op, så smed hun damebladet og løb efter far.
   Vinduerne ind til stuen var store og gik fra taget og helt ned til jorden. Gardinerne var trukket helt for - mor havde syet dem af tykt, blødt stof og sørget for at de dækkede vinduerne helt. Ikke det mindste lys slap gennem, ikke engang nede ved gulvet.
   Emilie lod lygten glide hen over sneen. Der var ingenting at se. Men hvis der ingenting var, hvor var lyden så kommet fra? Og det som fik gardinerne til at ryste? Det var uhyggeligt og det knugede i maven. Hun havde mest lyst til at gå tilbage, men trak så vejret dybt, samlede alt sit mod og gik hen langs med vinduerne. Når gardinerne var trukket for kunne mor lige så godt være 1000 kilometer væk i stedet for lige inde på den anden side. Og for øvrigt kunne det være det samme.
   Pludselig fik hun øje på det, en hvid ujævnhed i alt det hvide. Hun listede nærmere.
   - Lille fugl! udbrød hun overrasket da hun så hvad det var som lå i sneen. En lille rund fugl, der mest lignede en gråspurv, bortset fra at den var hvid, lige så hvid som sneen, over det hele. De tynde ben, næbbet, det hele var hvidt.
   - Lille, hvide fugl, det var meget dumt at flyve ind i ruden. Emilie mærkede at det trykkede i halsen, men om det var gråd eller forundring vidste hun ikke.
   Hun lod sig falde på knæ ved siden af fuglen og lagde lygten fra sig i sneen.
   Den dag Andreas forsvandt kom far hjem. Han drønede ind i indkørslen og smækkede sådan med både bildør og havelåge at Emilie kunne høre det helt op på sit værelse. Hun gik nedenunder og fandt far og mor i stuen. Far var i overtøj - han var gået ind over tæppet uden at tage skoene af, men for en gangs skyld så mor ud til at være ligeglad.
   Der var noget galt, ikke som før far fik et andet hus, men det samme forkerte som hun kunne mærke da hun kom hjem fra skole og mor allerede var der.
   De vendte sig begge og stirrede på hende. De var begge to helt røde i hovederne. Alligevel kom Emilie til at tænke på snobrødsdej, hvid og klistret. Far var vred, rigtig vred, mere vred end Emilie nogen sinde før havde set, og hun bakkede et stykke. Men far vendte sig bare mod mor igen og Emilie forstod at far slet ikke var vred på hende.
   Så råbte han en hel masse ord efter mor som fik Emilie til at vendte om og løbe ud på badeværelset, smække døren og låse den, selvom det var forbudt for børn, og skrue helt op for vandhanen. Varm damp fyldte hurtigt badeværelset. Emilie havde lænet sig ind over vasken og tegnet kruseduller på spejlet. Mor og fars stemmer var væk i vandlarmen, men de kørte stadig rundt i hovedet på hende.
   har du ikke fortalt hende detdin skylduansvarligt skulle aldrigneurotisk
   Tiden gik. Der blev stille udenfor og Emilie slukkede for vandet, bange for at hun ville få skæld ud for at bruge for meget. Hun rystede så meget på hænderne at hun næsten ikke kunne dreje nøglen. Far var gået. Mor sad på en stol inde i stuen. Da Emilie listede nærmere, drejede hun hovedet og så underligt på hende.
   - Andreas kommer ikke hjem mere. Der var en ulykke, en bil og Mors stemme knækkede og de sidste ord blev næsten væk. - Han døde, Emilie. Prøv at tænke på det som om han er blevet væk Mor havde lavet en lille, afværgende bevægelse med hånden, og Emilie, der havde været lammet af rædsel, fór ud af stuen og op af trappen, væk fra mor, som hun ikke mere kendte.
   At dø var meget, meget værre end at blive væk, men det var faktisk sådan hun havde følt det lige siden. Han var blevet væk og hverken mor eller far forsøgte at finde ham igen.
   Emilie kiggede på fuglen. Den havde ikke rørt sig. Den var sikkert død. Hun skubbede forsigtigt til fuglen med lommelygten.
   Fuglen åbnede øjnene og kiggede på hende. Øjnene var runde og sorte og skinnede i lyset. Emilie for op med et sæt.
   - Du er levende! gispede hun.
   Fuglen var levende! Den kunne ikke blive liggende her i den kolde sne. Emilie bøjede sig ned og skulle lige til at samle fuglen op, da mor dukkede op inde i hendes hoved. Hun trak hænderne til sig igen.
   Mor havde været 'sippet' - som far kaldte det når hun var nede hos ham - så længe Emilie kunne huske. Så vidt hun forstod havde det noget at gøre med at hun skulle vaske hænder før de spiste, at skoene stod på hver deres avis ude i gangen og at mor lignede sådan som en citron smager, når Emilie og hendes veninde Anna gav hende en tallerken Havekage pyntet med sneglehuse og grønne jordbær. Nogle gange var Emilie sikker på at mor troede at hun skulle spise kagen rigtigt! Altså komme den ind i munden og det hele. Sådan så mor i altfald ud. Hun tog alleryderst på plastikskeen og skrabede lige et jordbær op, holdt det ud i strakt arm og sagde 'uhm, dejligt' og tørrede fingrene i en serviet før hun læste videre i sit dameblad.
   Mor var i det hele taget ikke særlig god til at lege. Hun tog alting så alvorligt. Mor kaldte det 'uhumsk' at bollerne i Bamses Billedbog støvede, når Bamse var sulten og slog dem mod hinanden.
   Emilie syntes at det var barnligt af mor at tage det hele så alvorligt, og endnu mere barnligt ikke at ville holde op med det.
   Hun kiggede ned på fuglen igen. Hun turde ikke rigtig tage den op, selv om den så så varm og blød og sød ud.
   Efter at Andreas var blevet væk var mor blevet endnu dårligere til at lege. Nede i Brugsen tog hun kun varerne allerbagerst inde på hylderne, fordi andre folk måske havde rørt ved dem, og hun brød sig ikke om at stå i kø oppe ved kassen. Hun kunne mærke deres ånde, fortalte hun til Emilie, der bare nikkede.
   Mor ville hade fuglen, det var hun sikker på. Emilie kiggede på den lille fugl. Den havde ikke åbnet øjnene igen, men den var levende, det vidste hun. Emilie var også sikker på at hun ville få mareridt i nat, hvis hun lod fuglen ligge her og dø. Hellere skæld ud end mareridt. Hun lagde sig på knæ i sneen. Ganske forsigtigt gravede hun fingrene ned i sneen og løftede fuglen op. Den var varm.
   Og så let den var. Den vejede mindre end ingenting. Hendes hænder føltes som om de selv havde fået vinger.
   - Hvad er du for en slags? hviskede Emilie til den lille hvide fugl i hendes hænder.

Emilie opgav tanken om at smugle fuglen ind før hun næsten kom på den. Hun vidste godt hvor Tobias' gamle bur var, men hun kunne ikke få det frem og gjort i stand uden at mor opdagede det. Og hvor skulle hun gemme fuglen?
   Med hjertet oppe i halsen satte hun kursen mod døren. Før hun gik ind trampede hun sneen af støvlerne så godt hun kunne og børstede sit tøj med én hånd. Hun satte støvlerne på avisen og hængte jakken op. Hellere gøre det så godt som muligt fra starten. Hun trykkede blidt fuglen ind mod brystet, tog en dyb indånding og åbnede døren ind til stuen.
   - Kom. Nu skal du sige hej til mor.
   Mor lagde bladet fra sig da Emilie kom ind i stuen og betragtede hende med rynkede bryn.
   - Du har sne på blusen, Emilie, - og hvad er det? Emilies mor rejste sig og kom over til hende. Hendes øjne veg ikke fra fuglen.
   - En lille fugl, mor, den fløj ind i ruden, men den er ikke død. Hjertet hamrede i brystet på Emilie, så mor burde kunne høre det.
   Mor så på den hvide fugl. Hun kneb øjnene sammen på den måde, som betød at hun var misfornøjet, ligesom dengang Emilie ikke ville have fin kjole på da kusine Amanda skulle døbes. Selvfølgelig var Emilie til sidst kommet i kjolen og selvfølgelig var de kommet af sted, men hjemme igen nægtede hun at tage den af. Hun fik lov at sove i kjolen og blev sendt i skole i den, den næste dag og dagen efter.
   - Kom her, sagde mor fladt. Emilie kunne have kysset mor, da hun fulgte efter hende ud i køkkenet, hvor hun bagerst i et skab fandt Tobias' gamle bur frem, som hun forede med aviser.
   - Hvad nu hvis fuglen er sulten når den vågner? vovede Emilie at spørge, og pegede på de gamle foderskåle på siden af buret.
   - Emilie, hvis den fugl overlever, er det lidt af et mirakel. Læg lidt brød ind til den. Stil nu buret ud i bryggerset og sørg for at skifte aviserne i morgen.
   - Ja, mor, lovede Emilie ivrigt, for mor lignede én der havde holdt vejret alt for længe.

- Sov godt, lille fugl, sagde Emilie. Hun havde stukket hånden ind gennem lågen i buret og aede fuglen på vingen. Fuglen havde ikke åbnet øjnene igen, men den var varm.
   Der var heldigvis godt lunt i bryggerset. Fyret stod derude. Sammen med Andreas havde Emilie haft en hule mellem fyret og vaskemaskinen. De havde hængt nogle gamle tæpper op med snore og klemmer og fyldt hulen med stjålne kiks og de bedste tegninger. Mor havde smidt alle tæpperne ud bagefter.
   - Godnat, hviskede Emilie og slukkede lyset.

Det første Emilie gjorde da hun kom fra skole var at løbe ud i bryggerset og se til fuglen. Henne i skolen havde hun fortalt Anna og Sebastian om fuglen. Anna ville gerne se den og klappe den, og som sædvanlig troede Sebastian ikke på hende og ville helt sikkert ikke tro hende før han så fuglen med sine egne øjne. Hun lovede dem at de kunne komme forbi næste dag. Mor havde ikke noget imod at der kom venner på besøg. Hun virkede faktisk lettet når Emilie og de andre lukkede sig inde på Emilies værelse.
   - Lille fugl? Emilie tændte lyset og kiggede ind i buret. Fuglen lå ovre i hjørnet med halsen bøjet ind under vingen. Det lignede at den var genert eller flov. Det var den ikke. Emilie vidste det i samme øjeblik hun så den. Den var død.
   Hun behøvede ikke at stryge de kolde fjer eller se at brystkassen ikke hævede sig. Den lille fugl var død. Langsomt gik hun ud af bryggerset, gennem gangen og ind i stuen. Først derinde begyndte hun at græde. Mor lagde strygejernet fra sig og vendte sig.
   - Den er død! hviskede Emilie.
   - Har du rørt ved den? kom det straks fra mor.
   - Mor, fuglen er død! råbte Emilie. Der gik et øjeblik, så kom mor hen til hende og gav hende et knus og strøg hende over håret.
   - Det var måske det bedste, sådan en lille fugl har det ikke nemt om vinteren, og den var nok kommet til skade, sagde mor. - Det var nok det bedste.
   Emilie snøftede og pressede ansigtet mod mors mave og hørte egentligt ikke efter. Det var rart, så rart at hun næsten glemte fuglen. Det var så længe siden at mor havde gjort sådan.
   Til sidst løsnede mor sit greb og rejste sig.
   - Nu skal du ikke tænke mere på det. Tag en kiks mens jeg ordner det.
   - Ordner hvad, mor? Emilie følte det som om hun lige var vågnet lørdag morgen.
   Mor tøvede lidt og sagde: - Fuglen, Emilie. Den skal ikke ligge ude i buret.
   - Finder du en fin æske til at begrave den i?
   - Emilie, du kan ikke begrave fuglen. Jorden er frossen.
   - Den skal begraves! råbte Emilie og mærkede tårerne komme op i øjnene igen.
   - Emilie, nu skal du være rimelig. Mor var blevet træt i ansigtet igen.
   - Moor!
   - Emilie! bed mor hende af. - Nu holder du op, med det samme! Sæt dig hen og se fjernsyn. Vær glad for at jeg gider tage mig af din fugl.
   Emilie snøftede. Gråden havde løsnet op i næsen og det var begyndt at løbe.
   - Hvad gør du med den lille fugl, hviskede hun.
   - Den skal i skraldespanden, svarede mor.

Den aften græd Emilie sig i søvn med ansigtet presset ned i sin pude for at mor ikke skulle høre hende. Hun lå stadig sådan, da hun pludselig vågnede senere på natten. Det var helt mørkt og der var nogen i værelset, og det var i hvert fald ikke mor. Forsigtigt, men ikke skræmt, satte Emilie sig op. Så gispede hun.
   Nede for enden af hendes seng sad den lille fugl. Dens hvide fjer skinnede sukkeragtigt i mørket og i det lille fugleansigt blinkede de mørke øjne.
   - Lille fugl, hviskede hun bare, - lille fugl.
   - Hej Emilie. Fuglens stemme var klangfuld og fuld af regndråber, vind og grønt græs; og den kom ikke fra dens næb.
   - Jeg er kommet for at sige tak for at du tog dig af mig. Jeg har det godt.
   - Er du et spøgelse? Emilie kunne næsten ikke få ordene over sine læber. - Hvordan fandt du her hen? Mor kom dig i - i - i skraldespanden
   - Det var min krop, ikke andet. Det her er mig.
   - Er du så en engel? hviskede Emilie.
   Den lille fugl rettede nogle fjer i sin vinge.
   - Nej, ikke en engel. Engle er noget ganske andet og langt mere alvorligt. De flyver bedre end mig, sådan er det nok. Og de er eksperter i at finde vej.
   Fuglen lagde hovedet på skrå og fortsatte.
   - Kald mig hjertefugl. Vi kommer hertil fordi vi skal ordne noget, og så tager vi tilbage.
   Men som jeg sagde, engle flyver bedre end jeg. Vi hjertefugle er ikke gode til at finde dørene mellem himmel og jord på egen hånd. Vi farer så let vild.
   Emilie lyttede tryllebundet til fuglen. Det var på én gang så uforståeligt og så ligetil. Ligesom noget hun altid havde vidst, og først nu blev mindet om.
   - Og det er ikke rart at fare vild, fortsatte fuglen. Der er ting og sager mellem himmel og jord, som man ikke skal komme i nærheden af. Uha.
   Fuglen skuttede sig.
   - Heldigvis er der måder at finde dørene på. De er normalt låst, men der er nøgler til dem.
   Den løftede hovedet og Emilie syntes at den smilede.
   - Du har selv engang haft en nøgle i hånden, Emilie. Det er nemlig sådan at når alle I som lever og dør har en nøgle i jer, til at åbne dørene mellem liv og død.
   Derfor må vi gøre som jer. For at komme frem og tilbage må vi hjertefugle fødes og dø, i den form vi nu får.
   - Dø! Men gør det ikke ondt på jer? udbrød Emilie.
   - Jo, nogle gange gør døden ondt, men det er nødvendigt. Sådan er vi bare. Man kan ikke forvente at noget kommer let, hverken i himlen, på jorden eller midt i mellem. Noget mange glemmer.
   Fuglen skulede lidt og Emilie holdt vejret. Det var ikke godt at vide hvad den vidste om hende.
   - Var det derfor du fløj ind i ruden? Pludselig virkede fuglen lidt forlegen.
   - Ja, jeg havde travlt, indrømmede den og lukkede kort øjnene.
   - Det kender jeg godt, sagde Emilie. Fuglen var nok en hjertefugl, men den var også dejlig nem at forstå.
   - Det har jeg faktisk stadigvæk, fortsatte fuglen så.
   - Jeg blev bare nødt til at trøste dig. Du var så ked af det. Og det er rart at være savnet.
   Fuglen spredte vingerne og baskede langsomt med dem. Den var lige ved at sætte af, da en tanke dukkede op, noget Emilie næsten ikke turde håbe på og spørge om, men heller ikke turde lade være med.
   - Lille fugl! udbrød hun, - kan du tage mig med? Jeg vil så gerne se Andreas igen, bare en time!
   Fuglen bremsede med vingerne og satte sig igen på sengegærdet.
   - Emilie, Emilie, sagde den stille. - Det var slet ikke meningen. Himlen er et langt større sted end du kan forestille dig, og jeg er bare en lille hjertefugl. Jeg kan ikke finde din bror til dig.
   - Bare giv min chancen. Jeg ved at jeg kan.
   Emilie brød atter ud i gråd, denne gang af desperation. Fuglen måtte tage hende med.
   - Et barns vilje, mumlede fuglen så.
   - Men Emilie, det er farligt. Du skal slet ikke dø endnu, og derfor vil jeg kun tage dit hjerte med. Det kommer til at gøre meget ondt på dig. Og hvad med din mor? Hun har allerede mistet så meget.
   - Ikke mere end jeg har, hviskede Emilie.
   - Jeg vil bare så gerne... Hun smed sig ned i puderne og snøftede. Vil bare
   - Så godt da, hørte hun fuglen sige, og hun behøvede ikke at åbne øjnene for at se fuglen vokse sig kæmpestor, eller var det hende som krympede, og den jog en klobesat, hvid fod ned mod hendes bryst og der var en brændende skarp smerte og smerten klingede ud i rent lys.
   Jeg flyver