Du Slange, fæstn min rod!
Du Ørn, bring mig til vejrs!
Kundskaben forgiftede mig
Haltende bevæges sjælen
I illusion om fuldførelse
Om eksistens
Om permanens
Træder jeg mod lyset
Binder min skygge mig igen
Strækker sig længere og nagler mig
Fæstnet til sit kødelige billede
Beruset og distraheret
Det må være sandt!
Oh, se, det skinner!
Pulserer!
Det smerter, det lindrer!
Vig ikke fra det
Da lover jeg, at konvertere
Til dødbringende kundskab
Til mit eget endelige
Til det permanente
Det komplette
Og frigive mig selv
Fra lysets sviden
Dets blændende skær
Dets ætsende sandhed
Dets synlige skjulte
Impermanens
I transcendens
Du Drage, tag form!