Det meste forblev usagt mellem dem. To år, var der gået, siden de havde mødtes. Alligevel var de allerede kørt døde i mangel på autenticitet. Mangel på interesse i hinanden, og mangel på noget i hinanden, at interessere sig for. Anne havde længe ønsket det anderledes. Hun havde drømt om hende og Jesper genfinde interessen og intimiteten og nærværet. Hun havde fortabt sig selv i minder om dengang hendes liv var et eventyr af oplevelser og spænding. Hun havde forsøgt at samle de brændte spoler af de romantiske scener fra dengang de mødtes. Men trods hendes forsøg på at samle knuste skår fra fortiden, forblev virkeligheden anderledes. De var nu så fjerne fra hinanden, at de magiske drømme var som et tidligere liv.
   Nu følte hun sig magtesløs. Hun havde håbet og ønsket og bedt til forandring, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle gøre noget ved det. Hendes kræfter var forstummet. Kommunikationen mellem dem var blevet så rusten, at det efterhånden ikke gav mening at samtale længere. Og blev manglen af intimitet bragt på banen, henkastede de det begge i en konventionel forsvarsmekanisme, der skulle bevare fredskontrakten - den kvalmefremkaldende kliché - at kunne nyde hinandens nærvær i stilhed, uden forpligtigelse. Uden behov.
   Men Anne følte behov. Hun følte behov for forpligtigelse, og så til helvede med at opretholde en ubekvem homeostase. Hun følte sig stranguleret af sine neurotiske forsøg på at forblive optimist i galgerebet. Hun ville opfattes og påskønnes og elskes og begæres.
   Lænet tilbage i sofaen med et håbefuldt blik dansende over formerne på hendes krop, rømmede hun sig med en forceret, kælen stemme. Jesper opdagede ingenting. Ikke engang en spejlneurotisk refleks igangsattes for at anderkende Annes forsøg på at skabe sig opmærksomhed. Stille sad han, med udtryksløs mine og læste sin avis. Nøje. Fredsommeligt. Stimuleret og tilpas og dækket for behov.
   Anne glemte imidlertid sit grundlag for opmærksomheden, da hendes tanker i stedet blev forsynet med grundlag til kritik. Ikke om hun fandt sig i, at være nedprioriteret. Hun havde ventet på anderkendelse, tålmodigt og retfærdigt, og havde gjort sig fortjent til fuldstændig, uforstyrret fokus. Lidenskab. Tegn på affektion. Bare en smule opmærksomhed.
   En side blev vendt i Politiken. Endnu med et fraværende blik, af opslugt koncentration og tilfredshed, sad han urørligt ved spisebordet med sin tømte kaffekop i højre hånd.
   Hundrede dæmoner blev projiceret på den arme, udenforstående spidsborger. Usympatisk og selvoptaget var af for lav karat til en passende beskrivelse. Ignorant og ondskabsfuld, derimod, faldt i bedre smag. Anne følte sig knust og forsømt. Hun følte, at atmosfæren i stuen udhungrede hende, tømte hende. Hul, var hun. Eksistentielt transparent. Tomheden fyldte hende til bristepunktet, til hun fandt sig selv på grådens rand. Men ikke, om hun ville lade ham få den fornøjelse. Fandeme nej, om hans sløsede karakter og mangel på maskulinitet skulle få hende tvunget i knæ. Et skvat, var han.
   Annes blik var stift rettet mod Jesper, som endnu sad med en tilfreds mine fordybet i sin avis. Annes øjne var syre og gløder. Al bekvemmeligheden i sofaens bløde puder var forkullet af anspændt og sydende frastødelse. Hun var også bedre end ham. Hun var flottere end ham, mere proaktiv og produktiv end ham. Han var heldig, at hun overhovedet brugte sin tid på ham. Han manglede vitalitet og passion og fremdrift. Kold som en vinter, var han. Igen mærkede Anne, hvordan tårerne pressede sig på, og alle følelser i hendes krop vældede frem som et kemisk udbrud.
   Trægulvet gav et højlydt bulder fra sig, da sofaen skrabede over brædderne, i det hun rejste sig. Hendes brystkasse ulmede af indædt stridighed. Ved den pludselige lyd havde Jesper om sider kigget op fra sin avis mod Anne. Men det var for sent nu. Latterlig, så han ud, med sit forvirrede udtryk i ansigtet: Med rynket pande over de finpudsede designerbriller lignede han mest en barnlig vittighed.
   "Hvad så?" spurgte han, stadig med en forundret mine og ganske uforstående.
   Anne forblev stående hvor hun var, trods hendes balance var i forfald. Den dirrende atmosfære omkring hende, syntes at integrere sig i hendes egen krop og sind, og hun mistede fornemmelsen af, hvad der adskilte hende fra resten af lokalet. Hendes sanser radierede fra hende som usynlige tråde. Hun ville ikke lade sig køle af hans is, ikke denne gang. Ild og flammeregn.
   "Anne, hvad er der?" spurgte han igen.
   Bølger og storm væltede ud i stuen. Det mørke, dybe hav, Anne havde indeholdt og behersket, brusede nu endelig op i ukontrollerede strømninger. I det hun råbte alle hendes indædte følelser og smerter af Jesper, mærkede hun hvordan kaos indhyllede og omfavnede hende og bragte hende den intimitet, hun savnede og hungrede efter. Salte tårer druknede hendes forbandelser, som hvirvlede ud af hende, højere og højere, ind til hendes ord mistede betydning. Hendes krop sitrede i overvældelse, og hulkende, hev hun efter vejret, mens strømningen af ord vedblev at storme gennem hende. Det oprørske hav stilnede af, og ligeledes forstummede forbandelserne og erstattedes af tårevædede hulk. Langsomt begyndte Anne at føle sig delirisk og beruset af den vigorøse energi, der havde absorberet hende.
   Jesper rejste sig fra sin stol uden at sige noget. Han gik direkte mod Anne og lod hende bryde sammen på hans skulder. Hulkende stod hun og trak sine atmosfæriske tråde tilbage, og følte hvordan stormen langsomt lagde sig. Hun følte hvordan luften i stuen regenererede hendes sjæl, og hvordan nærværet forplantede sig i hende som en kølende snebyge. Hun følte hvordan tomheden langsomt forsvandt i hende, erstattet, visnet, udhungret.