George havde slet ikke lagt mærke til, at det var blevet aften. Han havde kørt i timevis, med en konstant tankestrøm. Da dette gik op for ham, fandt han det besynderligt, at det overhovedet havde været muligt for ham at køre bilen. Han blev helt i tvivl om hvem der virkelig kørte bilen. Hans eget fokus havde på intet tidspunkt han huskede til, været på trafikken. Alligevel havde han kørt på motorvejen i timevis, med biler drønende forbi ham fra alle sider. Tanken skræmte ham lidt. Han besluttede sig for, at lade sin bevidsthed hvile kun på trafikken.
   Han lagde mærke til genklang i hans hoved - en gentagelse. Var det hans egen stemme? Noget blev ved med at påminde ham om, at holde fokus på vejen foran ham. Som om, at det var en nødvendighed at sige det til sig selv, før at det kunne lade sig gøre. Havde den stemme altid været der? Georges øjne spærredes en kende op, da det gik op for ham, at hans fokus på motorvejen igen var forsvundet, erstattet af undren over sin indre stemme - der ellers havde det modsatte til funktion. Igen gik det op for ham, at disse efterrationaliseringer ligeså var tanker, der slet intet havde med trafikken at gøre. George rettede sig i sædet, og rømmede sig. Læderet omkring hans fingre spændte sig en smule ud, og blev blankere, da han knyttede dem strammere om rettet. Han naglede sit blik til motorvejen, og tog en fast beslutning om ikke længere at lade sig forstyrre af nogen indre stemme. Fra nu af, ville hans nærvær udelukkende være rettet mod sin kørsel.
   Det var underligt, hvordan han pludselig kunne anskue sig selv, siddende fokuseret og stiv som et bræt. Han kunne se sit fastlåste blik og sin seriøse mine. Hvor kom denne selvbevidsthed fra? George havde slet ikke bedt om den? Stop det, George! Motorvejen!
   Der gik ikke længe, før aftenen ganske ubemærket blev til nat, og endnu engang, blev natten til dag igen.