Pigen havde besluttet sig. Det føltes rart, at have taget beslutningen. Det kunne mærkes som en varme i hendes mave. Vinden havde vendt sig i samtykke, og fulgte hende med begejstrede sus, om hendes skulderlange hår. Det var som om, verden var på hendes side, tilfreds med, at hun havde valgt at lytte til en skjult fornuft, der længe havde talt til hende. Dagen var endda smuk. Det var endnu tidligt nok, til at duggen over markerne lå tæt og gemte på naturens hemmeligheder. Skovbrynet i horisonten så nærmest uvirkelig ud, sløret af den spøgelseslignende tåge. Enkelte fugle fløjtede af og til igennem morgensolens violetorange lærred. Efteråret frydede sig i farver. Trods det ikke var varmt, følte pigen sig ganske tilpas. Den lille mørke smykkesten, som kun lyste grønt i det helt rigtige lys, var som en blid flamme, knuget i hendes hånd. Lædersnoren, den sad i, hang løst, og svang som et pendul, som pigen gik langs markstien. Stien endte ved et lille vandhul, omkranset af pilebuske. Selv snoren lod til at være enig i pigens beslutning. Stenen var kun varm.
   Et par agerhøns hørtes flygte i nærheden af vandhullet, da pigen gjorde sin vej gennem pilebuskene. Lyden var brat og skinger, men druknede hurtigt hen igen, i morgenens ro. Vinden gav et sidste pust om pigens skuldre, inden den lod hende alene med vandhullet og halskæden. Hun satte sig i hug og så ned i søens mørke vand. Det virkede som et gammelt sted, tænkte hun. Det var som om, vandhullet aldrig havde ændret sig. At det forsikrede hende om, at det altid havde været det samme, og altid ville forblive det samme. Uden alder, uden tid.
   Pigen kendte til tid. Når der gik tid, forandrede ting sig. Naturen forandrede sig. Folk forandrede sig. Nu åbnede hun hånden, og så ned på sin halskæde. Den ene side af stenen var lidt grøn, hvis man så godt efter. Ellers var den sort. Hun havde egentlig regnet med, at den ville sige en helt masse. Men stenen var tavs. Den sagde hende intet. Det var kun i hendes tanker, og i hendes gamle hjerte, at den havde sagt en masse. Hun var ikke sikker på, om, hvad den havde sagt hende, var løgne, eller om sandheden bare havde forandret sig. Men hun vidste, at hun havde taget en beslutning.
   Pilebuskenes lange blade var begyndt at krølle lidt og skifte til mere grålige og brune farver, og himlen var som en stor sky af sang i varme nuancer. Pigen kyssede ikke stenen. Hun smilede til den med kærlighed. Hun kunne mærke en tom smerte i sit bryst, som hun vidste var nødvendig. Lidt som om, noget i hendes hjerte blev hevet i, af små usynlige tråde.
   Da hun kastede halskæden, lød et hult plup i vandet, hvor den landede. Ringene bredte sig roligt udover søen, for at fortælle, at stenen var velkommen. Pigen smilede ikke mere. Det vidste hun, at hun ikke behøvede. Trådene skulle nok tage sig af resten. Dagen var smuk.