Naja trak den friske Alabama luft helt ned i lungerne og mærkede, hvordan den boblede igennem hende. Det var en herlig sommer morgen, solen stod allerede højt på himmelen, og selv herinde i midtbyen kunne hun høre småfuglene kvidre. Mens hun slentrede ned af stien, slog det hende, at hun ikke kendte området særlig godt. Lige siden de havde flyttet til USA, havde det hele kørt slag i slag. Mark havde haft travlt på sit nye arbejde og hun havde haft nok at gøre med deres nye hjem og forberede Maries ankomst. Da Mark først havde fortalt, at han var blevet tilbudt job i den lille by i Alabama, havde hun brugt timer på at læse op på statens og byens historie. Men da de først var flyttet ind, havde der ikke været tid til at udforske området.
   Mark havde vækket hende med duften af friskbagt morgenbrød på sengen. Først havde hun været lidt skeptisk, da Mark ellers aldrig gjorde den slags. Men han havde løftet Marie ind i sengen, og de tre havde holdt en lille picnic. Marie havde underholdt dem begge, mens hun pludrende og guffede løs på sin croissant. Til sidst havde Mark kommet med endnu en overraskelse. Hans første møde var blevet aflyst, og han havde bestemt sig for at holde formiddagen fri sammen med Marie, sådan at Naja kunne få lidt alene tid. Hun havde først kommet med en halvhjertet protest, men han havde insisteret, på at hun skulle have en pause for børnepasningen.
   En sagte brise kærtegnede Najas ansigt, da hun drejede ned af stisystemet, der førte væk fra lejlighedskomplekset. Hun tog elastikket ud af håret og mærkede, hvordan det lange mørke hår fik frit spil. Det var længe siden, at hun sidst havde haft træningstøjet på, og graviditeten havde da også gjort det noget strammere, men det var en nydelse at være i det igen.
   Byen bestod af en ny og en gammel del, og det var den gamle del, der var målet for dagens gåtur. Denne bydel trak rødder helt tilbage til før borgerkrigen, hvor området blev brugt til bomuldsproduktion. I takt med Najas skridt begyndte området langsomt at ændre sig. Lejlighedskomplekserne blev skiftet ud med enkeltstående huse, og snart begyndte den victorianske byggestil at skinne igennem. Naja fandt en fredelig villavej, der snoede sig rundt om en bakke. Den rug asfalt knasede under hendes fødder, og der var huller flere steder, hvor ukrudtet havde fundet vej op. Husene havde også set bedre dage. Det var alle store villaer, der stod med slidte stakitter og faldefærdige trapper. Men nok var vejen og husene gamle, de emmede også af historie. Naja tog sig god tid. Lugten var anderledes her, renere, og på en eller anden måde mere autentiske end inde i midtbyens mylder. Hun stoppede op og lukkede øjnene. Der var ikke en bil at høre, kun vindens raslen i træerne og biernes summen. Hårene rejste sig på hendes arme, da hun begyndte at lege med tanken om at slå sig ned her. Tanken, om hvordan mennesker i utallige generationer var blevet født, elskede og døde her, virkede dragende på hende.
   Langsomt gik hun videre, indtil et hus fangede hendes opmærksomhed. Det var et to etagers hus i rent ædeltræ. Det var mange år siden, at huset sidst have fået oli,e og træet var nu helt hvidt og forvitret. Det store hvide hus virkede som et fyrtårn, og hun lod sig trække nærmere. Husets trappe var faldet sammen og lå hulter til bulter foran huset, men hun fornemmede, hvordan den engang havde være en arkitektonisk perle. Haven var ikke i meget bedre stand. Ukrudtet havde fuldstændigt overtaget bedene, og de stod nu vildt i et virvar af farver og dufte, der pirrede alle hendes sanser. Mest markant var det ældgamle egetræ, der med sin knudrede stamme rejste sig op over forhaven. Det gamle træ knirkede og knagede, mens det som en kæmpe rakte sine grene ned mod hende. Naja kunne se, at der engang havde hængt en gynge fra træet, men de flettede snore hang nu i laser og bevægede sig dovent i takt med vinden. Oppe i træet sad resterne af en lille træhule, der knirkede i takt med træet bevægelser. Hun kunne se, hvordan hulen var stykket sammen af mange forskellige typer af træ, og hun forestillede sig, hvordan et barn engang havde brugt timer på at få hulen til at passe ind i træet knudrede grene.
   Naja var stoppet op og stod nu og betragtede haven. Det var på en gang en sørgeligt og spændende fortælling, der mødte hende. Hun fornemmede, hvordan haven engang havde emmet af liv og børnelatter, men af en eller anden grund var huset blevet forladt, og nu lå det dødt, som et monument fra en svunden tid. Hun snusede dybt ind, og hendes næse fyldtes af duften fra de mange vilde planter, men der var også en bagved liggende lugt. En lugt, der lå dybere og virkede mere bastant end de forbigående blomster. Naja lagde hoved lidt på skrå, mens hun endnu engang smagte på havens og husets lugte. Jo den var god nok, lige under overfladen gemte sig en anden lugt. En lugt, der på en eller anden måde virkede farlig og malplaceret. Hun kiggede sig omkring og gik så langsomt hen til lågen.
   Lågen hang faretruende i sine hængsler, og den skreg skingre advarsler, da hun åbnede den. Naja stoppede op lige inden for lågen og kiggede sig endnu engang omkring. Det føltes forkert at gå ind i haven. Forbudt. Det var som om, at hun havde brudt en magisk barriere, da hun trådte ind på grunden. Den før så idylliske have, der havde fortalt historier om barneleg og glæde, virkede nu rå og utilnærmelig, ja nærmest fjendtlig. Men alligevel var der et eller andet, der drev Naja videre. Den tilgroede sti gjorde, hvad den kunne for at holde hende tilbage. Ukrudtets tornede ranker greb fast i hendes ankler, men hun forsatte som i en tåge. Det var, som om hun ikke længere selv bestemte, som om hun blev først videre af en usynlig hånd. En hånd, der langsomt, men bestemt, skubbede hende mod en destination inde i huset.
   Da hun nåede huset, kravlede hun hen over resterne af trappen. Træet var råddent, og dens sure lugt angreb hendes næse. Hun røg flere gange igennem et bræt eller en bjælke, inden hun stakåndet nåede toppen. Da hun trak sig det sidste stykke op på verandaen, skar en smerte sig igennem tågen, og hun blev pludselig bevist, om hvor hun var. Et rustent søm havde fanget hendes læg og havde trukket et grimt sår langs musklen. Hun så ud over haven med en grimasse, mens hun forsøgte at stoppe blødningen med et papirlommetørklæde. Haven så endnu vildere ud heroppe fra, og Naja fik fornemmelsen af, at hver en blomst og hvert et blad betragtede hende. Det var, som om at de ventede på, hvad hendes næste træk ville være. Hvad har du gang i? Det er ikke dit hus det her! En ting er, at du går og glor ind, men at gå inden for det går ikke. Naja tog sig til hovedet, lugten fra ukrudtet var endnu kraftigere herinde. Den anden lugt var også blevet kraftigere, men hun kunne stadig ikke sætte finger på, hvad det var, men den kom inde fra huset.
   Naja kiggede på et af vinduerne og gik et lille skridt nærmere. Hårene rejste sig på hendes arme, og hun mærkede, hvordan hånden igen listede sig rundt om hendes ryg og skubbede hende nærmere. Men smerten fra læggen mindede hende om, hvor hun var, og med et rev hun sig fri og løb tilbage til trappen. Den sammenfaldne trappe så nu faretruende ud. De splintrede træstykker rejste sig op mod hende som et gab, der var klar til at lukke sig om hende. Naja kiggede på sin blodige læg, trak vejret dybt og satte sig for at kravle ned.
   "Moar!"
   Skriget fik kulden til at fare igennem Naja, og hun kiggede med store øjne på huset. Var det et barn, der skreg? Naja kiggede sig endnu engang omkring og rejste sig. Hvis der er et barn derinde, så er du nød til at gøre noget. Ja, men ville det fornuftige så ikke være at hente hjælp? Du ved ikke, hvad der er derinde, du kunne falde igennem gulvet, eller noget kunne brase ned over dig. Hvad nu hvis barnet er i knibe, du kan være dets eneste chance. Naja tog sig til hovedet og svajede, duftene var ved at overvælde hende, så hun vendte sig igen mod trappen.
   "Av, hu hu huuu."
   Denne gang var Naja ikke i tvivl, der var et barn inde i huset og med tre skridt, var hun henne ved døren. Den var stadigvæk hel og hun kunne tydelig se de mange udskæringer, der engang havde prydet den, men nu virkede de truende, som slanger der kunne gribe ud efter hende, hvert øjeblik det skulle være. Forsigtigt drejede hun på håndtaget, og døren svingede lydløst op.
   Lugten inde i huset var lige så intens som udenfor, men her var den sur og rådden. Naja mærkede sin mave trække sig sammen og kunne smage mavesyren, der fandt vej op i hendes hals. Hun var klar til at vende om igen, men kunne ikke. Hånden havde igen fat, og med vaklende skridt gik hun ind i huset. Det indvendige af huset var i en helt anden stand end det udvendige. Alt var råddent, og en blanding af fugt og svamp dækkede næsten alle overflader. Luften drev af svampesporer, så hendes lunger trak sig smerteligt sammen. Det var som om, at det udvendige blot havde været en facade, der skulle skjule husets virkelige jeg.
   "Smack!"
   Med et smækkede døren bag hende, og Naja forsøgte forgæves at vende om. Hun måtte kæmpe, med de mange sanseindtryk og måtte synke flere gange for ikke at brække sig. Det ender galt, det her! Du skal ud nu. NU! Tanken rungede i hendes hoved, men benene lystrede ikke. I stedet gik de hen til en trappe, der førte ned i mørket. Du går ikke derned. Du kan jo ikke se noget. Najas øjne blev store, og hun hev efter vejret, idet hendes krop begyndte at gå nedad.
   Mørket omsluttede hende fuldstændigt på vejen ned, men hun kunne mærke, hvordan hendes fødder fandt trin efter trin. Hun hørte lyden fra trinene, der først knirkede under hendes vægt, men som så ændres til den skarpe lyd af sko mod sten. Den bagved liggende lugt blev nu helt tydelig. Den var intens, og hun viste instinktivt, at hvad end der lå bag, så stammede det fra en urkraft, noget helt basalt, en af livets grundstene. En kraft, der blev tydeligere, for hver skridt hun tog, og til sidst kunne hun også høre den. Det lød som en summen eller en hvisken, der rakte ud mod hende og trak i hver en celle i hendes krop.
   Naja blev helt opslugt og ænsede ikke den lange vandring ned i mørket, før hendes øjne fangede et mørkeblåt skær langt nede. Med et lukkes mørket omkring hende, og frygten fyldte hendes krop. Hun begyndte at sitre, og hun kunne mærke, hvordan hendes tøj blev vådt af sved, men alligevel var hun ikke i stand til at bryde håndens magt. Tværtimod mærkede hun, hvordan hånden fik kløer, der borede sig ind i ryggen på hende. Langsomt fortsatte hun sin vandring ned af trappen, og for hvert skridt blev angrebet på hendes sanser kraftigere. Da det begyndte at løbe fra hendes øre og næse, skreg hun, men lyden ville ikke rigtig ud. Det var som om, at lyden blev opslugt i samme øjeblik, den forlod munden. Fortvivlet slyngede hun hovedet fra side til side, men lige lidt hjalp det. Hendes ben forsatte blot den vaklende gang ned af trappen.
   Med et kom hun ud af trappeskakten og hun kunne se ind i et større rum. Kontrasten var overvældende, rummets vægge var spejlblanke, og en intens varme angreb hendes hud. Rundt omkring på gulvet lå større og mindre bunker af materiale, der så ud som om, det var smeltet fast til gulvet. Forenden af rummet svævede en stor sort kugle, der pulserede med et dybt blåligt skær. For hvert puls fornemmede Naja, hvordan kuglen greb ud efter hende, så hendes hud begyndte at svie. Men det var ikke det værste. Øjenkontakten med kuglen gav hende også et indblik dens sande natur. Hun hørte de hjerteskærende skrig, følte frygten og mærkede den intense smerte fra alle de mennesker, der generation efter generation var blevet indfanget og opslugt af kuglens ondskab.
   Du skal dø!
   Tanken kom som en åbenbaring, der blæste alt andet væk. Den er ond! Du skal dø. Med det samme du når kuglen, er du død. Du får aldrig lov at se Marie igen. De kommer til at glemme dig, Mark finder en ny, og du bliver hende moren, der forlod sit barn! Klarheden skar sig gennem hendes krop med en smerte, der var langt større end hendes boblende hud og smeltende hår.
   To meter før kuglen bevægede en blålig fangarm sig lydløst ud mod hende og gjorde sig klar til at lukke sig om hendes ansigt. Men Naja registrerede det ikke, hendes tanker var ved Marie. Billede efter billede fløj forbi hendes nethinde, det tandløse smil, de tykke kinder, hendes små fødder. Hun hørte Maries grin, når Mark kildede hende, og hendes gråd, når hun kaldte om natten. Hun mærkede Maries ånde, når hun sov på hendes bryst, og hendes faste greb, når hun havde haft mareridt. Kærligheden til Marie brusede igennem hende, indtil en tanke frøs hende til stedet. En dag kan det være Marie, der bliver lokket herned! Et split sekund stod alt stille. Lyden fra kuglen var væk, smerterne var forsvundet, det eneste Naja registrerede var tanken, der ekkoede gennem hendes hoved.
   Det var nok. Kærligheden omsluttede Najas krop, og kløerne i hendes ryg blev flået ud. Fangarmen, ved hendes ansigt, rystede voldsomt, da hun skreg.
   "MARIIIIIIIE!"
   Kuglen havde mistet taget i hende, og hun var fri. Fri til at tænke. Fri til at forstå. Hun havde reddet Marie, kuglen ville aldrig få fat i hende. Erkendelsen bredte sig som et smil over hendes ansigt, og hun så ikke, hvordan fangearmen begyndte at slynge sig frem og tilbage. Armens bevægelser blev hele tiden voldsommere og hurtigere, indtil den, med et højt smæld, blev suget ind i kuglen. Kuglen trak sig sammen med et ryk for så at eksplodere i en ring af blå energi. Lyden var øredøvende, da væggene kollapsede, og tonsvis af sten faldt ned over rummet for at dække det i evigt mørke.
   
* * *
   Sommerdagen var dækket af mørke regnskyer, og blæsten flåede i træerne, så det mest af alt mindede om en efterårsdag. Indenfor stod Mark og stirrede med tomme øjne på regndråberne, der trak lange baner ned af glasset. Han stod ubevægelig med en opvaskebørste og tallerken i hænderne. Resten af køkkenet flød med resterne af take away og brugt service. Ud over regnens angreb på ruden, hørtes kun fjernsynet, der kørte i baggrunden.
   "... og nu til lokal nyt. Myndighederne er stadig i vildrede over det voldsomme jordkollaps, der ramte byen Malumvile for to uger siden ..."
   Ordene ramte Mark som en lussing, og tårerne begyndte øjeblikkelige at løbe ned af hans kinder, inden de endte i hans viltre skæg. Han lod klirrende tallerkenen og børsten dumpe ned i vasken og tog sig til hoved.
   "... eksperterne arbejder dog med teorien om en gaseksplosion i en af de gamle miner fra fyrrene ..."
   Langsomt vendte Mark sig mod spisebordet, hvor han lod sine fingre glide henover tabletten. Han rystede på hovedet og satte sig.
   "... redningsarbejdet er nu indstillet, og man forventer ikke at finde flere i live ..."
   Mark trak højlydt vejret og mærkede, hvordan flere tårer trængte sig på. Åh elskede Naja, hvordan skal vi dog forsætte uden dig!. Tablettens lys trængte gennem tårenes tåge, og han tørrede øjnene med bagsiden af hånden.
   "... i alt 43 kvæstede, 13 døde, mens 3 personer stadig savnes ..."
   Mark smilede stramt, mens han lod billederne glide over skærmen. Det var hovedsageligt billeder af Naja og Marie. Han lukkede øjnene og tænke tilbage til den morgen, hvor Naja forsvandt. Hun havde været så glad over overraskelsen, hun havde selvfølgelig først tænkt på Marie, men han kunne se i hende øjne, at hun glædede sig, da hun tog træningstøjet på.
   Endnu et billede gled frem, og endnu engang bølgede sorgen igennem ham. Det var fra fødegangen, hvor Naja holdte Marie for første gang. Forsigtig lod han en finger glide ned af Naja ansigt. Hun havde været så stærk, og hendes kærlighed havde omfavnet dem alle tre. Han huskede, hvordan de tre havde krammet, og hvordan duften fra nyfødte Marie havde fyldt hans næse.
   "Na na naaa."
   Lyden kom svævede inde fra børneværelset. Mark smilede, mens han lod lyden omfavne ham, så sukkede han dybt og tørrede øjnene. Langsomt rejste han sig og gik hen mod værelset, men da han nåede gangen, stoppede han op. Han lod blikket glide gennem stuen, alt i hjemmet bar præg af Naja. Det var hende, der havde ordnet alt herhjemme, og nu var det, det eneste han havde tilbage. Nej ikke alt, du har Marie, du vil altid have Marie. Han lukkede øjnene og kiggede op. Jeg skal nok passe på Marie, indtil vi ses igen. Da han åbnede øjnene, var regnen stoppet, og en enkelt solstråle kiggede ind i stuen.
   "Ar aara!"
   Mark smilede og gik ind til Marie. Hun sprællede da hun så ham, og med Najas brune øjne fangede hun hans blik.