Jannick stod og så på de to drenge der havde revet skoletasken ud af hånden på ham. Tom og Gert var begge en anelse lavere end ham, men de stod alligevel og pustede sig op. Tom havde som altid en smøg i mundvigen og hans blonde hår hængende ned over det ene øje. Gert derimod var trimmet helt kort og med hættetrøjen trukket op over hovedet. Begge havde deres sorte key hangers til at sidde i højre forlomme. Bøllerne gik altid sammen og var altid på udkig efter ballade, så Jannick undgik dem hvis han kunne. Men i dag havde de indhentet ham på deres knallerter.
   "Hi hi Gert. Se hvordan det fede læs bare står og glor. Han har sku' ikke mere rygrad end et pund fars."
   Tom lod som om han ville sparke Jannick, hvilket fik ham til at fare sammen.
   "Se Gert, fjolset er fodsky!"
   "Ja det pjok er der sku' ikke meget ved. Måske vi skulle finde en af pigerne i første klasse, dem er der mere spræl i end den her sørgelige klat fedt."
   De to bøller sprang på knallerterne og drønede hen mod skolen. Jannick sukkede, mens han kiggede på, at de tømte hans skoletaske langs vejen. Hvorfor siger du ikke bare fra. Du er større end dem. Hvis du bare gav igen ville de sikkert lade dig være. I det mindste ville du lade som om du havde lidt rygrad. Jannick rystede på hovedet, trak op i sine posede bukser og begyndte at følge efter drengene.

Lige før skolegården havde Tom og Gert druknet hans taske i en stor vandpynt.
   "Årh for helvede da også!"
   Bandede Jannick for sig selv, mens han forsøgte at fiske tasken op uden at blive våd. Han så ikke pigen der stoppede op bag han. Hun var halvanden hoved mindre end Jannick og stod med en irriteret mine og så på Jannicks bestræbelser.
   "Hvis det er, så har jeg en pose du kan få Jannick?"
   Jannick rettede sig op med et sæt og plantede foden i vandpytten.
   "Hvad? Nå er det dig Maria. Ja den vil jeg gerne have. Jeg havde lige ... et lille uheld."
   Maria gik også i Jannick klasse. Hun holdt sig mest for sig selv, men Jannick havde lagt mærke til at hun altid hjalp Tom og Gert's ofre. Jannick havde aldrig forstået hvorfor hun ikke gik sammen de andre smarte piger i klassen. Godt nok var hun ikke særlig høj, men hun havde en kønt ansigt der passede perfekt til hendes korte sorte hår. Maria slog ud med armene og fastholdt Jannick blik med hendes brune øjne.
   "Hvorfor lader du dem pine dig sådan? Hvorfor giver du ikke igen? Jeg mener det kan da ikke være rigtig ... hvis det er så kan jeg go..."
   "Nej! Jeg mener, nej tak. Det behøver du ikke, det er bare sådan lidt fis. Det er slet ikke så slemt endda."
   "Jamen Jannick, det er jo næsten hver dag. Måske kunne du ..."
   "Tak for posen Maria. Jeg må hellere se at komme ind inden timen begynder."
   Jannick hældte hurtigt sine ting i posen og småløb ind i skolegården. Maria rynkede brynene, mens hun kiggede efter ham.

Da Jannick kom ind i klassen sad Tom og Gert allerede på deres faste pladser bagerst i lokalet. De grinede til hinanden, da de så ham. "Hvad så Jannick, har du været ude i regnvejr? Jeg syntes du ser lidt våd ud!" råbte Tom, mens han klaskede i bordet. Jannick smilede usikkert og skævede til de andre i klassen. Der var ikke nogen der kiggede og han skyndte sig at sætte sig på en af de forreste pladser.
   Da det ringede ind var lærer Hansen ikke dukket op, så snakken blev hurtigt højere. Tom og Gert begyndte at råbe op, mens de drillede en af pigerne. Jannick havde fundet et papir frem og tegnede for sig selv. Det forestillede et landskab med bløde bakker og en lille gård der lå alene i en dal. Gården var et skævt bindingsværk hus, med en gårdsplads og en brønd. På gårdspladsen gik der en flok høns rundt og prikkede i jorden. Ved siden af gården var han i gang med at tegne en indhegning, da en skygge faldt over ham.
   Det var de to bøller, Tom drejede tegningen og så på den.
   "Nåår seee, en lille fin gård og en flok små puttehøns. Det er vel nok en nuser lille tegning du har der basse."
   Han rev tegningen til sig og grinede.
   "Jannick er vel nok den heeelt store kunstner. Vil I se hans små puttehøns."
   Tom gik i parade rundt i klassen og viste tegningen frem. De andre grinede og Tom forsatte.
   "Se lige de fine Teletubbi bakker, de passer så fint til Jannicks runde former."
   Tom farede rundt med tegningen og så ikke lærer Hansen, der stod og kiggede på ham.
   "Der er faktisk nogen der siger, at når man tegner, så åbner man et lille vindue til ens sjæl. Men det kræver selvfølgelig, at man har en for at forstå det. Sæt dig ned Tom og så finder vi bøgerne frem."
   Resten af klassen grinede og Tom krøllede tegningen sammen og smed den efter Jannick, inden han slentrede tilbage til sin plads. Jannick ignorerede tegningen og kiggede på Hansen. Det var hans ynglings lærer, også selvom de andre syntes at han var sær. Hansen havde igen forlagt sine briller og nu rodede han rundt mellem papirer og bøger, mens han mumlede for sig selv. Han havde to par briller og skiftede altid mellem dem, når han skulle læse eller se på klassen, men det skete tit at han i sin iver glemte hvor det andet par briller lå. Det var nu ikke Hansens pudsigheder der tiltalte Jannick, det var hans fantastiske evne til at åbne en tekst op og fremstille alle de nuancer forfatteren havde lagt i den. Før Jannick fik ham til dansk havde han aldrig interesseret sig for at læse, men nu gik der ikke en dag uden at han læste i en eller anden bog. Bøgerne var blevet et frirum, hvor han kunne drømme sig væk fra drillerierne og rodet derhjemme.
   "Aaaa, der har vi dem jo!"
   Hansens udbrud hev Jannick ud af hans tanker og han begyndte at lytte til lærerens talestrøm.
   "... så i tekstens ånd forestiller jeg mig, at I alle skriver en tekst om, hvad venskab betyder for jer. Ja, ja den er god, det er sådan vi gør det."
   Klassen brød ud i en mumlen, mens Hansen stod og smilede bredt.
   "Ja ja, nu ved jeg det, I skriver en tekst på omkring en side, og så skiftes I til at læse det op for klassen."
   Ordene ramt Jannick som en lussing og han kunne mærke hvordan sveden begyndte at pible frem. Det var slemt nok at skulle skrive om noget så fremmede som venskab, men at skulle fremlægge det for klassen virkede som en truende afgrund foran ham.
   "Slap nu af! Det er jo bare en lille tekst, det burde ikke være noget problem for sådan nogle kvikke elever som jer."
   Jannick havde været alt for panisk til at ligge mærke til, hvordan klassen ulmede af utilfredshed.
   "Det kunne jo være at I lærte noget. Hvem ved, måske finder I et hint til hvad der er vigtigt her i livet!"
   Hansen tordnede ud over klassen, mens han stirrede på dem. Jannick fik øjenkontakt med ham og følte pludseligt at hele talen var rettet mod ham. Han så ned i bordet og undgik yderligere kontakt.

Resten af Jannicks dag gik med de sædvanlige aktiviteter. Matematik var det samme uforståelige volapyk, som det altid havde været og gymnastik var et helvede der bare skulle overstås. Men alligevel var der noget der var forandret. Hansens skriveopgave spøgede konstant. Ikke fordi at skrivning var noget problem for ham, men fordi han simpelthen ikke anede hvad han skulle skrive. Det faktum at han ikke havde nogle venner vendte hele tiden tilbage i hovedet på ham. På vejen hjem gik Jannick stadig i sine egne tanker og han glemte helt at kigge omkring hjørnerne. Det betød at han gik lige ud på en vej hvor Tom og Gert stod og røg ved deres knallerter. Gert så ham først og hans grin rev Jannick ud af hans tanker.
   "He he, jamen der har vi jo kunstmaleren. Måske vi skulle få ham til at male noget til os Tom?"
   "Det lyder som en god ide. Hvad med en sød lille Teletubbi?"
   Jannick ignorerede dem og gik hurtigt videre, mens han stirrede ned i fortovet. Han nåede lige at tænke at han var kommet forbi, da Tom greb ham i skulderen.
   "Hey mand! Hvor skal du hen? Du skal jo tegne for os, eller er vi måske ikke fine nok til en kunstner som dig."
   Tom skubbede hårdt til ham, så han vaklede baglæns.
   "Så svar mig fedtbjerg ellers får du sku' en på kassen!"
   Jannick trak vejret dybt, mens hans blik flakkede til og fra Tom øjne.
   "Jov ... jeg ... det er bare fordi jeg har lid..."
   "Luk røven dit fede svin! Jeg skal lære dig at spille fræk. Jeg så godt hvordan du spillede smart, da Hansen reddede din røv i dag."
   Tom slog Jannick i maven, så han knækkede sammen ude af stand til at rejse sig.
   "Lad ham så være! Hvorfor kan I ikke bare lade ham være, han har da aldrig gjort jer noget."
   Råbet kom fra Maria, der stod med knyttede hænder og stirrede på de to bøller.
   Tom drejede sig langsomt, mens han smilede med en sammenbidt grimasse.
   "Hvad fanden var det? Har du set det Gert? Fedtklumpen har fået sig en kæreste".
   Gert svarede ikke, men kiggede bare frem og tilbage mellem Tom og Maria, mens han trippede lidt på stedet. Maria løftede næverne, gik et skridt frem og mødte Toms blik.
   "Jannick er min ven og hvis I to fjolser ikke snart fiser af, så får I at se, hvordan venner hjælper hinanden."
   Gert begyndte at mumle et eller andet, men Tom skubbede ham til side og gik helt hen til Maria.
   "Du skal ikke tro, at du kan komme her og fortælle mig hvad jeg skal gøre. Så kan du fandeme få en på skrinet kælling!"
   Tom løftede hånden for at slå, men nåede det ikke inden Jannick bragede ind i ryggen på ham, så han trimlede ud på vejen.
   "Du holder dig fra hende ellers flår jeg dig i stykker!"
   Jannick var ildrød i hovedet og han havde aldrig været så gal før. Pludselig væltede ordene ud af munden på ham.
   "Nu tager I to tabere jeres knallerter og forsvinder, og hvis I nogensinde gør hende noget så får I med mig at bestille!"
   Gert havde indtil nu stået med store øjne og set til, men nu skyndte han sig at hoppe på knallerten og ræse afsted. Da knallerten forsvandt om et hjørne kiggede Jannick tilbage på vejen, hvor Tom var ved at rejse sig. Tom skævede til sin knallert, mens han trak vejret i hårde stød. Til sidst pegede han på Jannick.
   "Du ... du kan bare vente dig!"
   Sagde han og gik hurtigt hen til sin knallert, men den ville ikke starte selvom han trampede hurtigere og hurtigere på starteren. Jannick sagde ikke noget, men stod bare og kiggede indtil Tom til sidst fræsede afsted. Han fjernede først blikket da Maria stillede sig ved siden af ham.
   "Åh Maria, det må du undskylde, det var ikke for at blande mig. Jeg mener ... jeg troede at han ville slå dig."
   "Ja puha, der var jeg lidt presset. Det er godt jeg har en ven som dig."
   Ordene ringede i Jannick hoved og han stod bare og kiggede på Maria. Hun smilede, men rynkede så brynene.
   "Det så ud som om, at du havde brug for hjælp. Så jeg troede at lille mig kunne stoppe dem ... men du havde da vist helt styr på det."
   Maria rørte let hans arm og smilede bredt.
   "Jeg er rigtig glad for at have en ven som dig Jannick."
   Jannick forsøgte med et lille smil, men vendte blikket mod sin taske.
   "Ja jeg ... jeg mener ... jeg er også rigtig glad for at du er min ven."
   De smilede begge og Maria tog ham under armen, da de fulgtes hjem.

Jannick havde aldrig kaldt nogen for sin ven før og da slet ikke en pige. Så da han gik det sidste stykke fra Marias hus, fløj tankerne igen rundt i hovedet på ham, men denne gang sprudlede de af gode ideer til hvad han skulle skrive. Det var som om det hele virkede lidt nemmere og nu var der i hvert fald en, der havde lyst til at høre hvad han havde at sige.