Hjertet smuldrede.
Så stille, at ingen hørte det.
Og usynligt, som om det ikke eksisterede.
Men det gjorde det heller ikke mere.
Kun som stumper.
Knuste stykker.
På bunden af et sort hul.
Betrukket med angst.
For at skære.
Med de spidse kanter.
Der var efterladt tilbage.
Som en trist skygge af sig selv.