Isabel forsøgte at bevare roen, men løkken om hendes hals virkede strammere i takt med at frygten tog over. Løkken var egentlig ikke stram og hun kunne sagtens trække vejret, men rebets grove overflade fik huden til at svie og det føltes som om rebet langsomt gnavede sig ind i halsen. Han må da komme tilbage, det kan da ikke være meningen at jeg bare skal stå her til jeg falder om. Isabels øjne flakkede op mod den røde diode i hjørnet af rummet. Eller er det! Er det det han vil ha', vil han bare filme mig, mens jeg kvæler mig selv! Hun begyndte at trække vejret i små stød og svajede faretruende, da frygten skyllede gennem hendes krop. Hendes ben var bundet sammen lige over knæene, hvilket gjorde at hun fint kunne holde balancen, så længe hun ikke lavede nogle overilede bevægelser. Men efterhånden som timerne gik, var det blevet svært at holde fokus og undgå at frygten tog over. I starten havde hun forsøgt at råbe, men det var ligesom om at rummet dæmpede hendes skrig og det eneste hun fik ud af det, var at udmatte sig selv. Hun viste heller ikke om der var nogen der kunne høre hende, så vidt hun viste kunne hun stå i en kælder langt ude på landet et sted.
   Nej, det kan ikke passe. Han har ikke gjort sig alt den umage bare for det. Han kommer helt sikkert tilbage. Isabel fik igen styr på sin vejrtrækning, men hun kunne ikke stoppe adrenalinen i at få hendes krop til at sitre. Er du sikker på at du har lyst til at han kommer tilbage. Du aner ikke hvad han vil. Måske ville kvælning være den lette udvej! Frygten brusede atter gennem hendes krop og hun begyndte at lave små klynke lyde, mens hendes fingre igen forsøgte at løsne rebene om hendes håndled. Hun gav dog hurtigt op, der var ingen tvivl om at han havde vidst hvad han gjorde. Hendes hænder var bundet på ryggen, ikke voldsomt stramt, men han havde bundet dem sådan at hun ikke kunne nå knuden og rebene gav sig ikke uanset hvor meget hun rev i dem.
   Efter noget tid var frygten ebbet ud og hun kunne igen samle sig om at holde balancen, men hun kunne mærke hvordan den hele tiden lå lige under huden og bare ventede på at kigge frem. Okay, ro på, lad os lige gå det her igennem igen. Du kan ikke løsne hænderne, men måske kan du finde noget at skære rebet over med. Ja flot du hænger i et reb fra loftet, dine hænder og ben er bundet sammen. Hvad havde du tænkt dig? Vil du rive rebet ud af loftet? Du bliver kvalt. Isabel ruskede febrilsk i rebene om hendes hænder og et øjeblik mistede hun balancen, sådan at hun kom til at hænge i løkken. Den strammede øjeblikkelig om hendes hals og det sortnede for hendes øjne, mens hun hinkede for at genvinde balancen. Løkken holdte nu hendes hals i et jerngreb og det føltes som om hele rummet klemte sig ind mod hende. Det lykkedes at finde balancen igen, men skaden var sket, hendes vejrtrækning var i små stød og Isabel kunne ikke få ro på sin sitrende krop.
   Nu sker det, du bliver' kvalt. Du kommer til at dø i det her mørke hul. Det er slut. Du kommer aldrig til at se din familie igen. Isabels tanker hvirvlede rundt og hun opdagede slet ikke at løkken ganske langsomt slap sit tag i hendes hals. Og se nu, nu sidder rebet helt skævt og river i din kind, det ender med at du bliver helt hudløs, hvis bare jeg kunne få rebet om i nakken igen. Hendes anstrengte vejrtrækning stoppede med et sæt, da en tanke slog hende. Langsomt fik hun ro på kroppen og hun tog nogle forsigtige skridt for at dreje sig. Det kan godt lykkes, hvis bare jeg kan få drejet mig lidt mere, så er den der. Løkken begyndte at stramme i takt med at hun bevægede sig rundt og hun kunne igen mærke fornemmelsen af rummet der nærmede sig. Ligesom hun var ved at give op skete det, løkken drejede sig længere ind på hendes kind og hun kunne nu få hovedet omkring rebet, der gik op mod loftet. Så langt så godt, så skal jeg bare have fat i rebet. Isabel drejede hoved så langt rundt om rebet hun kunne og det lykkedes hende at bide omkring det. Rebet havde en bitter smag, der fik hendes mave til at trække sig sammen og hun måtte bekæmpe trangen til at spytte det ud igen.
   Da hun havde fået styr på sin mave bed hun hårdt til og bukkede langsomt benene. Rebet strammede og dets ru materiale flåede hendes mundvig til blods. Der kom en knagende lyd et sted oppe fra mørket og hun kunne høre hvordan rebet gav sig. Åhh ... mine tænder. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Isabel rejste sig og rebet røg ud af munden med et svup. Rebet sad helt sikkert ikke så stramt længere og hun kunne mærke hvordan løkken havde sluppet taget om hendes hals. Kom så. En gang til. Du kan godt. Bare en gang til, så er jeg sikker på at det giver sig. Hun spyttede blodet fra mundvigen ud. Tog en dyb indånding og bed fast i rebet igen. Smerten skar sig igennem en af hendes tænder da hun bed, men hun ignorerede det og bukkede i benene. Rebet knirkede og der begyndte at drysse støv ned i hendes øjne, men det fik bare Isabel til at øge trækket.
   "Krætch!"
   Isabel skreg i smerte, en af hendes tænder var knækket og den sendte syle gennem hendes kæbe. Smerten fremkaldte stjerner for hendes øjne og hun var lige ved at besvime, men det lykkedes hende at hold balancen. I flere minutter stod hun og hulkede, mens tårerne trillede ned af hendes kinder. Du kommer til at dø her. Det nytter ikke noget. Du kommer alligevel ikke fri. Han slår dig ihjel. Isabels åndedræt var blevet til små hurtige stød, der mest af alt lød som en dampmaskine, mens hun svajede frem og tilbage.
   Hvis du alligevel skal dø, hvorfor tager du så ikke bare chancen? Tanken fik Isabel til at stoppe midt i et gisp og hun rettede sig op med blikket naglet på rebet foran hende. Sveden piblede frem på hendes pande, da hun langsomt drejede hovedet og åbnede munden. Hun tog en dyb indånding og bed om rebet, men slap igen med et skrig. Gør det nu. Vær stærk. Bare nogle få sekunder, så er det ovre. Nu tager du rebet i munden også ... hvad var det? Isabel stivnede og den velkendte frygt brusede igennem hendes krop. Er det ham? Isabel stod længe og lyttede, inden hun igen rørte på sig. Langsomt rettede hun sig op og løftede med en sagte hulken hendes hoved. Hele hendes krop strittede imod da hun nærmede sig rebet med åben mund. Da munden var på plads, stirrede hun et kort øjeblik på rebet inden hun med et hurtigt bid fangede det. Hendes mave krampede sig sammen, men hun fastholdte grebet. Tre ... to ... en. Isabel lod sig falde. Rebet strammedes og hun hang et kort sekund og dinglede inden rebet blev flået ud af loftet. Hun ramte bevidstløs gulvet og lå ubevægelig, mens en sky af støv rejste sig omkring hende.

Skyen havde for længst lagt sig inden Isabel igen begyndte at røre på sig. Det peb når hun trak vejret, men vejrtrækningen var mere rolig end den havde været længe. Lige så langsomt fik hun skubbet sig op på knæene hvor hun krummede sig sammen og spyttede blod ud. Det lykkes, jeg er fri! Nej, jeg må ud herfra. Hænderne, jeg skal have hænderne fri. Hun fik med besvær rejst sig og smerten i hendes ben mindede hende om hvor længe hun havde stået op. Halvt gik og halv hinkede hun rundt i det mørke rum, men bevægelserne blev hurtigere og hurtigere efterhånden som hun kom rundt. Rummet var tomt ud over en dør med et rundt metal håndtag og efter noget tid stoppede hun op og stirrede med store øjne på døren. Du må ud herfra. Åben døren. Isabel hinkede hen til døren og lagde kinden mod den, trykket mod kæben fik det til at dunke i tanden og en rysten rullede igennem hendes krop.
   Der er vist ikke nogen. Så er det nu. Åben døren og kom ud. Ligesom hun skulle til at vende sig kom der en skrabende lyd fra den anden side af døren. Isabel kvalte et skrig, mens hun rystende gled ned på gulvet. "Uhh, uuuu", lydene klemte sig ud gennem hendes sammenpressede læber og hun stirrede med store øjne på dørhåndtaget. Det begyndte at bløde fra hendes tand igen og smagen blandede sig med den sure lugt af sved. Siddende på gulvet lagde hun igen øret mod døren, men hun kunne ikke høre noget. Rejs dig op! Vi skal ud, rejs dig op. REJS DIG OP! Langsomt rejste hun sig og vendte sig om, sådan at hænderne kunne nå håndtaget. Det glatte metal føltes koldt da hun tog om det og det føltes både skræmmende og befriende igen at have noget i hænderne. Isabel tog en dyb indånding og drejede håndtaget. Der lød et klik og døren åbnede. Langsomt trippede hun fremad og fik med besvær puffet døren helt op. Da hun vendte sig, fik synet hende til at stoppe.
   Kulden farede igennem hendes krop og hun kunne mærke hvordan hårene rejste sig. Døren ledte ind til et større rum, der var delvist dækket i mørke. I det ene hjørne stod et massivt stålbord, der var oplyst af et skarpt lys. Bordet var på størrelse med en dør og i kanterne var der render der førte ned til bordenden, hvor en åbning hældte ned mod en spand på gulvet. Isabel tilbageholdte et skrig da hendes øjne faldt på den lille metal kommode ved siden af bordet. På toppen af kommoden var en hvid dug, hvorpå skalpeller og tænger var lagt på en lige række. Luk døren, Luk døren! Isabel begyndte at bakke ind i det lille rum igen. Nej vi må ud herfra inden han kommer tilbage. Tag en kniv og skær rebene over. Hun lavede nogle små lyde, mens hun kiggede frem og tilbage mellem døren og bordet. Kom nu, vi har ikke tid! Det er den eneste chance. Gå hen til bordet og find en kniv. Langsomt rettede Isabel sig op og med en sammenbidt mine begyndte hun at trippe hen mod kommoden. Turen hen til kommoden føltes som en evighed og hendes vejrtrækning blev mere og mere anstrengt jo tættere hun kom. Sådan, to skridt mere og så er vi der. Da Isabel endelig nåede bordet udstødte hun et suk og vendte sig for at tage en kniv. Isabel nåede ikke mere end halvvejs rundt inden en lyd fik hende til at fare sammen. Til hendes skræk så hun en skikkelse, der stod i det modsatte hjørne af rummet.
   "Det var godt skat. På et tidspunkt var jeg nervøs for at jeg selv skulle ind og hente dig. Skal vi gå i gang med anden akt?"