Peter satte kikkerten for øjnene og lod den endnu engang glide henover den demilitariserede zone. Landskabet foran ham bar tydelige præg af kampene, der havde bølget frem og tilbage, indtil parterne var endt i en fastlåst stilling på hver sin side af dalen. Fra FN vagtposten kunne han se, hvordan det meste af dalens bevoksning var blevet sprængt eller brændt væk. Tilbage var nu kun den golde jord, der var oversået af bombekratere fra miner eller nedkastede bomber. I den fjerne ende af dalen lå en landsby, eller rettere resterne af en landsby. Alle husenes tage var brændt væk og flere havde mistet vægge. Han kunne se, hvordan de lokale havde sat presenninger over de nøgne vægge, og mellem husene var adskillige FN flygtningetelte skudt op. Så vidt Peter forstod, havde landsbyen været et prestige projekt for FN, så området omkring den var hurtigt blevet ryddet for miner og ueksploderet bomber, men der lå stadig masser af miner spredt i resten af området. Det var også derfor, at vagtposten lå, som den gjorde. Ham og hans soldaterkammerater skulle dels sikre, at ingen af parterne genoptog krigshandlingerne, og dels sikre at ingen gik ind i de områder, der endnu ikke var ryddet for miner.
   Peter lagde kikkerten på en af de grå firkantede hescobastions, der var fyldt med grus, og som gav en god dækning for angreb eller eksploderende miner. Han gned sine øjne og så på klokken, han havde været på vagt i to timer, og bare tanken om endnu en time fik hans krop til at falde sammen. Opgaven var selvfølgelig vigtig, og han følte også en hvis stolthed, når han stod bag vagtpostens massive mure og spejdede ud over dalen, men det var ikke, det han have forstillet sig, da han i sin tid skrev kontrakt med militæret. Det var selvfølgelig godt, at alt var roligt, og at de endnu ikke havde haft brug for deres våben, men at skulle overvåge krigens gamle frontlinje blev lidt kedeligt i længden.
   "Hva så Stenstrup, har jallaerne angrebet eller hvad?"
   Stemmen fik Peter til at spjætte og han vendte sig med et ryk.
   "Rolig nu Stenstrup, det er bare mig," sagde Larsen med et fjoget grin og rejste sig op. "Du skulle nødig pløkke knoppen af mig, jeg står faktisk og skal bruge den."
   "Undskyld, jeg stod lige i mine egne tanker," sagde Peter og skelede til frontlinjen. Han brød sig ikke rigtig om overkonstabel Larsen. Han deltog aldrig rigtig i overvågningen og benyttede alle kneb for at slippe for sine vagter. Faktisk var Peter rimelig sikker, på at han fint kunne undvære hovedet, det ville måske ligefrem være en fordel, da han så ikke kunne snakke så meget.
   "Det her fuck er sgu ikke til at holde ud. Jeg gider sgu ikke spilde min ungdom, på at gå og bevogte en fucking stump jalla jord midt i ingenting. Hvornår skal vi ud og pløkke nogle bad guys?"
   "Nåår, det er da ikke så slemt," sagde Peter, selvom han til dels kunne følge Larsens tanker. "Det betyder vel bare, at der er ro på, og det er vel ikke så slemt? Jeg mener ..."
   "Tal for dig selv din fucking pussy. Jeg meldte mig sgu ikke for at slikke boller på jallaerne. Far her skal sgu nok få sig et kill, inden vi skal hjem." Han satte sit gevær til hoften og lod det feje rundt mens han lavede skydelyde.
   Peter gned sig i panden, og skulle lige til at vende sig igen, da Larsen forsatte.
   "Hvad det fuck mand, jeg fatter ikke, hvorfor hæren syntes, at vi skal beskytte det her sted. Kunne de ikke bare bombe hele lortet, så kunne vi få lov at komme et ordentlig sted hen."
   Peter smilede, du fatter vist i det hele taget ikke ret meget, tænkte han. Han gjorde mine til at vende sig igen, men Larsen greb hans arm.
   "Jeg mener det mand. Bare bomber udover hele lortet og så kunne vi komme, derhen hvor vi kunne gøre ordentlig brug af vores evner. Fuck det, jeg tager mig en lur Stenstrup, gider sgu ikke glo mere på det her hul af et land."
   "Ok," svarede Peter og så frem til roen. Larsen havde en måske pointe, det her var kedeligt, men han havde sgu ikke mange brikker at flytte med.
   Peter så på klokken og strakte sig, inden han tog kikkerten og spejdede udover frontlinjen. Det døde landskab lignede sig selv, men med et var der noget, der fik ham til at stoppe. Var det en bevægelse jeg så? Han lod kikkerten fare henover den knoldede jord, men intet rørte sig. Det kunne være endnu en hund, de kunne sagtens forsvinde i bombekraterne, når de jagtede et eller andet smådyr. Peter sænkede kikkerten og skelede til Larsen, der sad op ad en hescobastion med lukkede øjne.
   "Larsen, jeg tror, der er noget derude."
   "Ja det er godt," mumlede Larsen og gabte højlydt. "Med mindre det er en jalla med en gøb, så er jeg ligeglad."
   Peter havde mest lyst til at sparke ham, men han lod i stedet kikkerten tage endnu en tur. Hvis bare jeg kunne få en anden makker end Larse... Han nåede ikke at tænke tanken til ende, da hans øjne fangede en bevægelse bag en lille jordvold. Det havde ikke været meget, men der var helt sikkert noget, der bevægede sig. Med kikkerten fikseret på volden stod han ubevægelig med tilbageholdt åndedræt. Vinden fik det til at suse svagt i træerne bag vagtposten, men der var også en anden lyd. En fin lille lyd, fra en kat måske? Eller måske var det fra en hund, der klynker? Han skulle lige til at sænke kikkerten, da en smal skygge bevægede sig kortvarigt bag jordvolden, inden den igen dukkede ned bag den.
   "Larsen jeg er helt sikker, der er noget derude."
   Larsen svarede ikke og Peter så, at hans hoved var faldet ned til siden, mens hans halvåbne mund bevægede sig let i takt til hans tunge vejrtrækning. For helvede en idiot, jeg må altså prøve at få en ny makker når vagten er over, tænkte Peter og satte irriteret kikkerten for øjnene. Synet fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. På volden stod der nu to konservesdåser, af den slags de lokale fik nødhjælp i. De var der bestemt ikke før, eller var de? Nej, gu var de ej, der havde ikke været lokale derude i årevis.
   "Fuck, så er det nu Larsen," råbte Peter og sparkede til ham. "Vågn op din idiot, der er nogen ude i minefeltet."
   "Hva? Slap da af mand," sagde Larsen og gned sig i øjnene. "Kan man nu ikke engang få lov at sove lidt?"
   "Hold nu kæft og kom op og stå," råbte Peter og knyttede næverne hårdt om kikkerten. "Der er nogen derude. I minefeltet!"
   "Okay okay mand, det er nok bare en hund," sagde Larsen og fik sig stablet på benene.
   "Nej, kig dernede," sagde Peter og rakte kikkerten til ham. "De dåser der, de var der ikke for et øjeblik siden. Jeg er helt sikker, på at der er nogen, der lige har stillet dem der."
   "Tror du, det er en sniper," sagde Larsen med store øje. "Hvis det er, så er det ude med os."
   "Tænk dig nu lidt om din idiot, ville en sniper sætte dåser op? I et minefelt?" Peter rev kikkerten ud af hænderne på ham og betragtede volden. "Få gang i radioen og meld at der er mennesker derude."
   "Ja, slap nu af mand," sagde Larsen og tøvede indtil han mødte Peters blik. "Okay okay, så gør jeg det."
   Da Peter igen rettede kikkerten mod jordvolden, var han ved at tabe den. På volden sad en lille mørkhåret pige med en dukke i hånden. Hendes læber bevægede sig, mens hun satte dukken ved siden af en af dåserne. Det var hende, der sang, det var den lyd, han havde hørt! En skratten fra radioen rev hans blik væk.
   "Det er et barn! Det er et fucking barn, der er derude," råbte han til Larsen. "Få ingeniørerne herud ... og saniteten."
   Radioen skrattede igen, men Peter ænsede ikke Larsens febrilske tale, han stod som lammet, da han så pigen rejse sig og vinke til ham.
   "Bliv hvor du er!" råbte han, inden han fik tænkt sig om. "Jeg mener ... stay. Stay where you are. Do not move!"
   Hans stemme fik pigen til langsomt at sænke armen, hvorefter hun kiggede sig omkring, inden hun til sidst vendte sig og løb tilbage mod landsbyen.
   "Neeej, bliv stående. Fuck, fuck, fuck. Stooop!"
   Pigen løb let og ubesværet over det kuperede terræn og manglede nu kun små 100 meter til hegnet, der omkransede minefeltet. Måske har hun en chance, tænkte Peter. Så mange miner er der heller ikke derude.
   "Kabaam!"
   Braget fik Peter til at kaste sig ned bag muren, inden det gik op for ham, at det var Larsen, der havde tabt radioen ned på bordet. Peter rejste sig tids nok til at se pigen dukke sig under hegnet og løbe mod landsbyen. Han lukkede øjnene og pustede langsomt ud.
   "Fuck mand, hvad helvede laver den åndsvage møgunge også derude?" sagde Larsen og stillede sig ved siden af Peter. "Jeg mener, passer de fucking jallaere ikke på deres børn?"
   Ordene gjorde Peters ansigt hårdt, og han vendte sig langsomt mod ham. Hele hans krop dirrede, mens han låste Larsens blik fast.
   "Hvad sagde du?"
   "Jeg sagde, hvad helvede lavede den møgunge også der..."
   Slaget fra kikkerten sendte Larsen i gulvet.