"Hvad siger du? Banegården! Ja du skal gå den vej, og når du når til krydset så drej til højre, så vil du kunne se banegården. Selv tak, og det var da så lidt."
   Hold kæft hvor irriterende, tænkte han, nu må nummeret startes forfra, men først skal discmanden graves frem fra lommen. Sådan skal det lyde - hvilket vidunderligt nummer. Store ord sat sammen så det bliver virkelig fed poesi. Der er godt nok mange mennesker på strøget sådan en dag som i dag, mumlede han halvhøjt hen for sig selv, hvor irriterende, når man bare vil have lov til at gå i fred uden at blive stødt ind i hele tiden!
   "Ja selv undskyld"
   - dit store læs lort. Hvad med om du så dig for i stedet. Kunsten er at se ud som om, man er fanget i sine egne tankebaner og sin musik, så kan man måske undgå at blive antastet, tænkte han. Nå alligevel ikke -
   "to sekunder"
   , ørepropperne skal lige tages ud -
   "et bidrag til dansk flygtningehjælp? Næ du beklager, pungen er desværre glemt derhjemme!"
   Hvilken udsøgt løgn, hun fattede aldrig mistanke. Han smilte skævt og undskyldende til hende, som om han virkelig var oprigtig ked af, at han ikke kunne bidrage. I går var der også det engelsktalende fjols, der påstod at han var fra Italien, og som ville låne penge, så han kunne komme tilbage til København, hvor han boede for tiden! Han havde vist mistet sin pung, eller glemt den et sted - i hvert fald havde idioten ikke nok penge, men han havde ikke rigtig hørt efter, hvad det var fjolset havde sagt! Helt sikkert en bondefanger, men det irriterede ham nu alligevel ikke at vide, om han nogensinde ville have sendt pengene - det havde næsten været de hundrede og halvtreds kroner værd! Ærgerligt aldrig at vide om han løj, men selvfølgelig gjorde han det. Alle lyver jo, når det handler om penge. Måske var han oprigtig, for han så godt nok lidt ked ud, men mon ikke han fandt ud af det alligevel, for det kan da næppe være andres problem, at han ikke kan komme hjem.
   "Hej Gustav, hvor hyggeligt at se dig her - åh ja,"
   som om du ikke kan forstå at man ikke gider snakke, når man prøver at gå forbi uden at få øjenkontakt -
   "ja hvor hyggeligt at vi skulle rende ind i hinanden her Søren. Har du det godt Gustav? Åh ja såmænd"
   - næh ad helvede til, men det gider du jo ikke høre om!
   "Nå nå, det er nu godt at høre", sagde Søren.
   "Hvad går du og laver for tiden Gustav? Ingenting, ikke rigtig noget som helst" måtte han blankt indrømme.
   Optimistiske nar, bare fordi man går og laver ingenting, behøver man jo ikke gide snakke med dig. "Hør, det er lang tid siden, jeg har set noget til dig", sagde Søren
   - slet ikke lang nok tid efter min mening, tænkte Gustav.
   "Har du lidt tid nu", spurgte Søren videre,
   "for det ville være rart at høre lidt om, hvad du går og laver."
   Henvendt til Søren sagde Gustav, at det ikke gik, fordi han rent faktisk var på vej til - ja på vej til noget - pis, lige hvor han havde mest brug for en plausibel løgn til at slippe af med plageånden, så udeblev den fuldstændig. Søren havde antaget en lumsk grimasse, hvilket for resten aldrig havde klædt ham særlig godt, for han var, og er formodentlig stadig lige røvirriterende uintelligent. Søren er bare så forbandet dum som et langt og inderligt ondt år - et af de her uintelligente mennesker, som der i øvrigt render alt for mange rundt af, et af den slags mennesker, der kommer alt for let til alting. I bedste tilfælde er de intetsigende og det endda kun på deres bedste dage, ellers er de mildest talt røvirriterende dumme. Gud hvor han hadede deres ulidelige lette tilgang til tingene, og deres glade væsener, ja deres tro på livet og tro på, at de rent faktisk er glade. Guderne skal vide hvordan det så end går til, at de tror så meget på at de er glade, at de rent faktisk bliver det, for de er hverken snedige eller lumske på nogen måder, og derfor hadede Gustav mere end noget andet hos Søren det lumske blik, han nu sendte ham, for han var ganske enkelt ikke lumsk. Søren måtte i og for sig hellere end gerne tro på, at han var glad. Ja, han måtte endda gerne for Gustavs skyld tro så meget på det, at han rent faktisk blev glad, men han skulle fandeme ikke se så lumsk på ham, når han slet ikke var det. Han skulle bare slet ikke se ud som om, at han var lige ved at opdage en nødløgn. Mest af alt, så irriterede det Gustav, at det var det Søren var lige ved, og da de således i et par hundrede dele af et sekund havde tænkt hver deres tanker, så kunne Gustav ganske enkelt ikke holde det blik ud mere - det var som om nogle af hans mere væsentlige organer var lige ved at sprænge i luften, og derfor tilføjede han hurtigt, at det godt kunne vente lidt, og at han da havde lidt tid - ærgerlig retræte, men ganske nødvendig - krigen var dog ikke tabt endnu.
   "Hør", sagde Søren
   og klarede igen op i et smil,
   "skal vi så ikke sætte os derover, der kan vi nok få os en kop kaffe", plaprede han videre
   - ih hvor fantastisk, endnu engang indfanget i et nostalgisk kaffehelvede. Gustav nikkede til Søren og stak høretelefonerne i lommen, før han fulgte efter. Nu må det vist omtrent være min tur til at sige noget, tænkte Gustav, ellers bliver det snart akavet, og det var bare det sidste han havde brug for - et akavet møde med et ulideligt irriterende menneske.
   "Hvad med dig Søren, har du det godt?"
   - du forventer jo at jeg spørger til dit sikkert alt for fantastiske liv.
   "Sjovt du skulle spørge, det går faktisk virkeligt godt, jeg fandt et arbejde næsten med det samme, da jeg blev udlært, det er et lille firma med masser af potentiale, og det fede er jo, at i sådan et lille firma får jeg flere ansvarsområder end man ellers ville have tildelt nyuddannede. Det var også der jeg mødte min nuværende kæreste, jeg tror hun er den helt rigtige for mig, det tror jeg virkelig. Hun hedder Mette. Er det ikke sjovt som tingene bare flasker sig nogle gange?"
   "Jo det er da forunderligt Søren"
   - det er da forunderligt, at man, selvom man kun kan få arbejde i et lille skodfirma og er dum som et langt langt ondt år, alligevel formår at bilde sig selv ind, at det er cool. Søren plaprede videre, men Gustav havde nu for længst lukket af. Han tænkte på grimme ting som atombomber og bestialske mord, som vist nok aldrig havde fundet sted, han tænkte på dommedag og rådne tomater, og han prøvede virkelig at slippe alt det negative og sorte - han prøvede virkelig at give Søren en ærlig chance, og han ville gerne at det hele var i morgen og i dag var i går eller sidste uge. Han kunne bare ikke, og han kunne ikke give Søren en chance, og selvom han mente, at han hadede ham, af et godt hjerte, så var Søren dog også et menneske af kød og blod, og han var virkelig og ikke bare en fantasi. Han var et rigtigt menneske, som bare ville snakke lidt med ham, men alting var nat og dystert, og ingenting varer ved - det hele visner og falmer og til sidst er der ingen kulør, på nær grå, hvis det er en kulør, og det er trist. Det hele var til at tude over, og hvis der var flere tårer tilbage, så skulle de sidste have været brugt nu, men det var for sent, og stod ikke til at redde. Han kunne ikke slippe det grimme og fordrejede igen, selvom han gerne ville - han kunne ikke slippe bitterheden, og han kunne ikke finde mere væske i grådens brønd, og han...
   "Synes du ikke også det Gustav? Gustav! Du virker fjern!"
   Gustav rejste sig, og han havde lyst til at råbe - råbe højt og for alle to lungers fulde kraft, råbe at han ville ønske, at han havde flere lunger han kunne bruge, råbe at hele verden kunne stikke sig skråt op og rende ham lige i hælene, eller måske endnu grimmere steder. Fuck dig Søren - fuck dig Søren, og hvis der var flere grimme ord, så ville han bruge dem, men han tænkte så intenst for at komme i tanke om dem, at de ikke ville træde frem fra det dårlige sprogs bog og træde i kraft. Jeg hader dig Søren, fordi du aldrig har gjort mig noget, jeg hader dig fordi du er dig, jeg hader dig, fordi du lige nu kan tilgive mig for alting i hele verden, hvis jeg bare spurgte dig - jeg hader dig, fordi jeg hader mig selv, og jeg hader dig fordi jeg er et kæmpe læs lort, og 40 kilo overvægtig, og fordi det aldrig nogensinde kan være din skyld - jeg hader dig fordi du er dig, og fordi du er så inderligt nem at hade lige nu, men jeg hader dig mest fordi du er i stand til at tilgive mig for alle grimme tanker, som jeg aldrig nogensinde kan lade dig tilgive mig for, så længe jeg ikke kan tilgive mig selv - alt ville han skrige. Gustav kiggede på Søren, som så forventende på ham fra den anden side af bordet, og Gustav kunne ikke skrige af sine to lungers fulde kraft, han kunne ikke sige et ord, og han kunne ikke fortælle Søren hvor meget han hadede ham, og han kunne ikke bede om tilgivelse, og slet ikke fra sig selv, og han kunne ikke sige et eneste ord.
   "Gustav! Gustav! Du virker fjern og distræt", gentog Søren igen.
   Gustav bare kiggede på ham og kunne ingenting sige - efter hvad der synes som en evighed for Gustav, fik han fremstammet, et,
   "for helvede", og så løb han
   - han piskede af sted som en gal, og det gjorde ondt, men det var okay.

***

Ægteparret Ingrid og Henning Sørensen gik ned af gaden arm i arm. De havde begge rundet et godt stykke mere end halvfjerds år, og havde svært ved at gå selv, men heldigvis havde de stadig hinanden at støtte sig til i mere end én forstand. De gik langsomt ned af gaden, og ingen omkring dem tog notits af det gamle par som arm i arm langsomt, men sikkert, lagde flise efter flise bag sig.
   "Verden har travlt", sagde Henning,
   og det havde den jo ganske rigtigt. Ingrid sagde ikke noget, men hun kiggede på sin mand, og tænkte, at han var en klog mand, og så tænkte hun på, hvor meget hun stadig holdt af ham selv efter så mange år - hele seksoghalvtreds af slagsen. Gode såvel som hårde år, men altid sammen, indtil han var blevet en lige så stor del af hendes liv, som hun selv var, og det var jo ikke så lidt endda. Det havde hun nu slet ikke lyst til at lade ham vide hele tiden, så henvendt til ham, sagde hun blot, at han ikke skulle være sådan et vrøvlehoved. Henning mumlede noget, som han vist dårligt nok selv vidste, hvad omtrent kunne handle om, og så fortsatte det gamle og krumbøjede ægtepar deres langsomme, men sikre, færd ned af gaden.

***

Cecilie var nok som Cecilier er flest, hun var ganske enkelt bare Cecilie - sådan kunne det se ud, når man så hende sidde på stolen ved bordet, på fortovet lige uden for den lille cafe. Hun havde en lidt anden mening om, hvorvidt hun bare var Cecilie, eller om hun netop var hende, men sådan er det nu engang nogle gange. Hun syntes egentlig ikke, at hun var ekstraordinært intelligent, men hun kunne nogle ting, syntes hun da selv, som andre ikke kunne helt så godt som hende. Hun var i højt humør, for i dag skulle hun ikke nå noget - hun skulle bare slappe af og nyde resten af dagen. Her sad hun så på en stol ved et bord på en lille fortovscafe og drak kaffe, og skrev på sine små historier. Hun skrev små historier om store mennesker, og nogle gange store historier om små mennesker, imedens hun drømte om at få nogle af dem udgivet en skønne dag. Hun vinkede til to bekendte, der gik forbi på den anden side af gaden - de vinkede igen og råbte, at de blev nødt til at skynde sig videre, for biffen venter ikke på folk, råbte de, og det var jo fuldt forståeligt, og hun forstod skam også dem. Hun kiggede igen på den lille historie, som handlede om en ung pige, der reddede et lille barn fra et brændende hus - den lille historie var delvis selvbiografisk, men det lille barn havde ikke rigtigt været et lille barn, men en gammel kone, som havde svært ved at nå lige så hurtigt ud af ejendommen, som alle andre. Helten var en smuk og uselvisk pige, som stod i det godes tjeneste - hun var en pige som de ikke var flest, og alligevel var hun lidt som alle andre. Hun hed noget helt almindeligt, og hele pointen i Cecilies store historie skulle gerne træde frem, når læseren nåede til sidste side. Heltinden blev gang på gang i historien sat på forskellige prøvelser, som hun klarede så ganske nogenlunde, at ordne på den bedst mulige måde. Det lille barn hun reddede ud af det brændende hus skulle bare være klimakset i historien, for Cecilies historie handlede mere end noget andet om en pige, som ikke bare tror på det gode i verden, men prøver at være det, og det gør hun ved at turde tro på at hun kan være det - således havde hun nu turdet tro nok til, at hun var endt i et brændende hus. Cecilie overvejede lidt, om den smukke og uselviske pige skulle rammes af et stykke brændende "noget" i ansigtet, så det blev vansiret - historien skulle jo være troværdig, tænkte hun. Det kunne ikke kun være happy-fryd hele vejen igennem, så gad ingen jo læse hendes store historier - for slet ikke at nævne, om de overhovedet var gode så! Cecilie var noget i tvivl om udfaldet af hendes overvejelser, og bestilte en cappuccino imedens hun overvejede det videre udfald af sin historie...

***

Ægteparret Sørensen var nået halvtreds fliser længere frem, siden de sidst havde sagt noget til hinanden - det var en gammel vane, Henning havde tillagt sig for mange år siden - sådan at tælle hvor mange fliser de forcerede i samtalepauserne. Det var blevet nemmere at tælle dem som årene var gået, for Ingrid snakkede ikke hele tiden, som hun engang havde gjort, det var som om, at hun ikke længere talte af angst for stilheden - desuden tilbagelagde de ikke nær så mange fliser mere, som i gamle dage, så det var lidt lettere at jonglere med tallene i hovedet. Henning var nu også ganske overbevist om, at de havde lavet fliserne lidt større end de var i gamle dage, så langsomt syntes han nu alligevel ikke de gik!

Cecilie besluttede sig for, at heltinden kun skulle rammes på skulderen, så den smukke uselviske heltinde kunne hædres for sin bedrift uden større lemlæstelser. Cecilie følte lidt, at hun sprang over, hvor hækken var nyklippet, og at hun derved gik på kompromis med fortællingens gang, men hun var i alt for godt humør, og det var en alt for dejlig solskinsdag til at lade heltinder lide. Cappuccinoen var vidunderlig og hun havde hele dagen for sig selv. Sådan er det nok tænkte hun, hvert humør fostrer sine historier, og måske var det for stærk en pointe at sluge for hendes kommende læserskare, at gode mennesker, som tør tro på at de kan være det, er lige så skrøbelige som alle andre, og sagtens kan blive ramt af ulykke og meningsløshed - ja selv for hende!

***

Det var ganske rigtigt en rigtig dejlig dag, hvor solen skinnede - det havde Ingrid, helt uafhængigt af Cecilie, men til dels af de samme grunde, også indset. Solen skinnede og de havde slet ikke travlt hende og Henning. Der var ikke mange mennesker på gaden, men rundt omkring kunne hun dog se folk som var i gang med alverdens gøremål. En mand med blå overalls var i gang med at vaske kældervinduer på den anden side af gaden. En ung pige var i gang med at lave en parallel parkering lidt fremme, men hun var ikke alt for god til det, og hun spærrede for en tydeligvis irriteret cyklist, som ikke helt vidste om han turde køre uden om hende, eller gjorde bedst i at vente til hun fik parkeret helt. På en fortovscafe lige ved siden af hende stod der stole næsten helt ud til vejbanen, sådan at der kun var et lille halvt fortov hvorpå de kunne passere - på en af stolene ved cafeen sad en ung pige og vippede på stolen, dybt optaget af nogle håndskrevne ark papir - gad vide, hvad det er hun laver, nåede Ingrid at tænke, før hun udbrød et forskrækket uhhh, og trykkede sig ind til Henning og hagede sig ekstra godt fast i hans arm, for rundt om hjørnet kom en kraftig ung mand stormende. Cecilie som havde siddet dybt i sine egne tanker, blev så forskrækket over det høje udbrud den gamle dame til højre for hende kom med, og da hun ydermere sad med ryggen til det den gamle dame kunne se, så slap hun kanten af bordet i en slags panisk afværge refleks, men da hun havde siddet og vippet, så begyndte hun tungt og sikkert at vælte bagover. Gustav som havde stormet af sted adskillige hundrede meter var ved at løbe tør for energi, og det gjorde ondt, så forbandet helvedes ondt, derfor havde han besluttet sig for, at efter det næste hjørne ville han stoppe op og gå hjem, hvad nyttede det hele alligevel - det hjalp i hvert fald ikke at piske rundt som en gal i den her lorteby. Således havde Gustav besluttet sig til at stoppe op, når han var kommet om hjørnet, og det hjalp nok lidt, at det ikke var en ren reflekshandling, der satte ham i stand til at kante sig til venstre for et ældre og tydeligvis opskræmt ægtepar, men det var ganske givet en refleks, der fik ham til at gribe en ung pige som var ved at vælte bagover på en cafestol. Gustav skubbede stolen tilbage i firbens position og sagde lidt forvirret, ganske forvirret over pludselig at stå med en pige og en stol i hænderne, til Cecilie, at hun skulle huske at holde fast i bordet, når hun vippede. Cecilie var dog ikke mindre forvirret over, for blot få sekunder siden, at have siddet i sine egne tanker, til at have fået et kæmpe chok, og til nu at blive sat på plads af en hjælpsom ung mand. Cecilie kiggede rødmende på Gustav
   - "er du en helt?"

***

Enogtyve fliser tænkte Henning, før han dæmpet sagde til Ingrid,
   "ja ja, vi kommer i alle størrelser."
   Ingrid kiggede på ham, og forstod sagtens, den lidt underfundige kommentar, og syntes stadig han var en klog mand, men det havde hun nu slet ikke lyst til, at han skulle vide, så henvendt til Henning sagde hun blot, at han skulle holde op med at være sådan et vrøvlehoved - Henning mumlede noget, som han vist dårligt nok selv vidste, hvad omtrent kunne handle om, og så fortsatte det gamle og krumbøjede ægtepar deres langsomme, men sikre, færd ned af gaden.