Han forventede kærligheden kunne komme hvad dag det skulle være. I otteogfyrre år havde han ventet på den, så den måtte være lige på trapperne. Han gik altid ulasteligt klædt og var velsoigneret. Han følte selv han var utilstrækkelig på så langt de fleste måder, og han syntes ikke om sit udseende. Det runde ansigt med de dybtliggende øjne, gemt bag hængende øjenlåg. Den skævhed han følte var kendetegnende for hele ansigtets struktur frembød ikke noget imponerende skue. Næsen der var kastet ind på må og få, for blot at flyde ud, og siden fylde en betragtelig del af ansigtet, var nær ved at være skæmmende. Skægvæksten på hagen var usammenhængende og pletvis fortættet henover de små modermærker. Han lod det stå, da det alligevel syntes at give lidt længde til det ellers så runde ansigt. Ørerne hang en smule lavt efter hans smag, og øjenbrynene var robuste, alt for robuste og voksede sammen henover næsen. Håret var tykt og iltert, selv, når det var holdt ganske kort. Det var ujævnt og bølgede, uden at følge hovedets konturer, sådan at det blot yderligere tillagde det skæve ansigt en høj grad af asymmetri.
   Alt det var dog ingen undskyldning for ikke at være soigneret - ingen undskyldning for ikke at være velplejet og velklædt. Skævhed, størrelse og vækst var alene guds og kirurgers gebet, men almindelig pleje af det som var en givet, mente han dog måtte være ens eget ansvar, og det satte han en dyd i. Hver dag, tog han bad og børstede sine tænder. Klædte sig i rent og præsentabelt tøj. Friserede håret, selvom han oftest ikke kunne se forskel på redt og uredt. Lod det klippe, når det blev for langt og sørgede for at holde sine negle i en passende længde - også på tæerne. Han brugte den fornødne tid på disse gøremål, og alt sammen selvom han ikke anså sig selv for andet og mere end slet og ret grim.
   Han var af den overbevisning, at det på så mange måder kunne være ham ligegyldigt, om han havde grimt og snavset tøj på. Om han lugtede ilde og var uvasket. Om håret passede sig selv og negle og tænder var lange og ubørstede. Han holdt sig selv, sit tøj og udseende ved lige, så meget det var muligt, og som tidens tand tillod, alene af den grund, at han skyldte sine omgivelser og måske endda verden og gud det. Han passede sit arbejde. Han stod op, også selvom det var lørdag og søndag, fordi livet føltes for kort til at blive spildt i sengen. Han var et tilfreds og glad menneske. Han nød sine morgener, især lørdag og søndag, hvor han satte sig ved vinduet og kiggede ud. Han drak sin kaffe og spiste sit morgenbrød, imens han læste i lørdagsudgaven af Vejle Amts Folkeblad. Kaffen var hældt på kande, selvom kaffemaskinen stod mindre end to meter væk. Brødet var lagt i en brødkurv og de fire ringe af grønpeber og fem skiver agurk var anrettet på en lille tallerken for sig. Osten var pakket ud af osteklokken og serveret på et lille ostefad. Hver morgen satte han også tre skiver kartoffelspegepølse på bordet. Spegepølsen var anrettet på et lille skærebræt sammen med to løgringe. Pølsen og den obligatoriske gammeldags solbærmarmelade blev altid sat frem, selvom han endte med at spise sine tre halve flutes med ost på. Det var valgmuligheden der tiltalte ham, selvom han hver morgen valgte at spise ost. Spegepølsen spiste han til frokost, så den var alligevel ikke skåret forgæves og marmeladen! Marmeladen skammede han sig over. Hver den syvende i måneden købte han et nyt glas marmelade i daglibrugsen. Ved samme lejlighed smed han det sidste og næsten urørte glas marmelade i glascontaineren nede om hjørnet. Marmeladen var kun næsten urørt, fordi hans søster i ny og næ kiggede ind til ham lørdag morgen, og hun spiste marmelade. Det irriterede ham for så vidt, for havde hun spist ost eller spegepølse, så behøvede han ikke hver måned at smide marmeladen ud, men det accepterede han som det spild der måtte forventes, når man ville lave et lækkert morgenbord.
   Han havde ventet otteogfyrre år på kærligheden og når den dukkede op, ville han ikke beskyldes for at være dårligt klædt, at spise usundt og uvarieret. Han måtte leve op til visse standarder, ligesom han forventede at kærligheden, hvad form den end havde, levede op til visse standarder. Kærligheden er lunefuld, mente han at forstå. Han sad, når han ikke var på arbejde, eller ude for at købe spegepølse eller marmelade, og kiggede ud af vinduet. Han kendte hver en detalje på vejen ude foran vinduet. Han kendte de små ujævnheder ved fliserne. Han vidste at tredje fortovsflise til venstre for lygtepælen var lagt ujævnt. Han vidste også at gamle Bent møntsamler hver dag ville snuble over den tredje og ujævne flise, når han gik tur med hunden, og først genfinde balancen ved at støtte sig op af den røde brandhane i de unge Nielseners hæk. Han vidste at lyset i gadelygten blinkede tre gange i timen. To hurtige lysudfald hver elvte minut over i hver time og et sidste lysudfald hvert treogtyvende minut over i hver time. Før i tiden var det hvert niende minut og hvert enogtyvende minut over, men han havde for tre måneder siden set sig nødsaget til at rette sine ure ind efter DR's officielle tid. Han havde ringet til kommunen og fortalt dem om den blinkende gadelygte, men de havde ikke endnu sendt en mand for at kigge på den. Risten i vejen ud for det modsatte fortov kunne ikke rumme de store mængder vand, som kunne opstå, når det regnede kraftigt, det vidste han også til. Han vidste ligeledes en stor del til områdets husdyrliv, da katte og endda hundene ind imellem strejfede forbi ude på vejen som små skygger. Jo, han kendte rigtig nok sin vej og var meget opmærksom, følte han.
   Han sad og spiste sit morgenbrød med ost, da den gamle slagter gik forbi udenfor. Han kendte ham så ganske udmærket, for det var ham han før i tiden havde købt sin spegepølse hos. Sammen med slagteren gik en mand han vidste boede nede bag blomsterhandelen. En fremmed gik tæt bag dem og dernæst kom Bent møntsamler, snublende fra den ujævne flise frem mod brandhanen. Bent møntsamlers hund havde lang snor og tissede op af gadelygten. Den gamle slagter pegede frem efter og det kunne se ud til, gennem vinduet, at slagteren forklarede og forklarede for den fremmede, sådan som armene fløj rundt først i en retning og siden i en anden. Bent møntsamler viftede også med sin hånd gestikulerende i luften. Tæt efter den lille fortrop fulgte flere folk. Gamle og unge i en stor blanding. De talte sammen på kryds og tværs indbyrdes, uden at gå i nogen form for orden. Nogle gik endda midt på vejen. Et par af dem var i kørestol og et par stykker cyklede. De fleste gik dog bare. De var mange, måske flere hundrede. De så glade ud. Han kendte flere af ansigterne i flokken, som blev ved med at passere vinduet. Der var cykelhandleren, han havde stadig olie på tøjet og hænderne. Der gik den gamle enke efter drankeren Kurt, hun så ikke så trist ud mere. Langt de fleste kendte han ikke, men den gamle tvære landmand Holger, der var skyld i at han ikke længere spiste æg til morgenmad, var minsandten også at finde i flokken, og den ellers så tvære landmand smilte endda! Han kunne slet ikke holde op med at kigge på alle de mange mennesker. Alt imens blev kaffen i koppen kold. Flere minutter tog det den store flok helt at passere hans vindue. Han var helt stivnet. Opslugt af alle de mange mennesker. Han stirrede og stirrede ud på de mange ansigter, der passerede tæt forbi gadelygten der ikke var tændt og forbi brandhanen. Da de var næsten ude af syne fra vinduet stak den unge Maikens kat, hovedet ud af de unge Nielseners hæk, og kiggede efter flokken. Han kiggede også så længe han kunne se dem, før han først tog en bid af sin flute med ost og siden skar en grimasse, fordi kaffen var blevet kold.