Silden er død, da hun trækker den op af vandet. Eller rettere hun føler sig som en druknet i regnvejret. Vinden suser, og kaster vandkaskader mod hendes ansigt, mens hun strider sig frem. Bussen når hun kun lige, og den er overfyldt. "Selvfølgelig, og så netop i dag". Hun vil så gerne gøre et godt indtryk.

Turen sidder hende i blodet, hun har kørt den til hudløshed. Gennem mange år affundet sig med slægtskabet, og de knubbede ord med den glitrede overflade. "Måske, er det bare en dårlig ide", tænker hun, klappet sammen mellem to kroppe i tykke overfrakker. Bussen gør en opbremsning, der kaster hende mod den ene krop. Hun griber fortumlet ud i den bare luft, inden hun igen genvinder balancen, og minder sig selv om: "At, nu går det godt, ufatteligt godt, af et bundskrab at være".

Målet af mening, fedt job, fed hyre. "Jeg kan måle mig med jer", tænker hun trodsigt, som en klam frikadelle. Vandet driver fra hende og ned på bus gulvet.

To stop endnu, så er hun fremme, til genforening og sød musik opståen. Fars pige er blevet stor, og mors pige har taget ved lære. Dengang hun sank, druknede drømmene, der var ingen kære mor. Louise kæmper sig gennem kroppene mod udgangen. Næste gang skal hun af.