I Byen ved Bækken var der en del mænd, der var meget interesserede i alt, hvad der havde med Tarzan at gøre. De stiftede Tarzanklubben, hvor de samledes om deres fælles interesse. De samlede på bøger og tegneseriehæfter om deres helt, og de indkøbte dvd'er både fra ind- og udland. Med tiden var læsning og passiv beundring ikke nok for klubbens medlemmer, så de besluttede sig til at gå i hans fodspor. De flyttede ud i byens park, hvor de iført immiterede leopardskinsbadebukser sprang rundt og udstøtte Tarzanhyl. De hængte torve op i parkens træer, som de kunne svinge sig i, og de fordrev børnene fra legepladsen, som de overtog.
   Selvfølgelig var der en del debatter, der gik ud på at afklare, hvem der kom den originale Tarzan nærmest. Det kom der imidlertid aldrig en løsning på.
   Der var også problemet med Jane. Hvor mon de kunne finde sådan en? Ingen af deres koner ønskede at stille op, så de måtte tage til takke med byens luder, den unge Hermanette, der stod til rådighed i børnenes legehus på klubaftenerne.
   For at opnå et højere medlemstal besluttede de sig til, at afholde et større Tarzanarrangement i parken, hvor alle var velkomne til deltage. Der var ristede pølser, kold kartoffelsalat, popkorn, wienerbrød, lagkage og røde sodavand til alle.
   Det lokale spejderkorps blev inviteret og udfordret til en kappestrid med de kække mænd fra klubben. Disse konkurencer var: tovtrækning, sækkevæddeløb, æggeløb og slagsmål. Ganske pinligt vandt spejderne mod vore venner i de tre første discipliner. Medens slagsmålet blev vundet af fiskerne Nordenfjords, der kom i en bus langvejsfra.
   Alt i alt var festen en fiasko, og det blev ikke bedre af, at Tarzanklubben også tabte den afsluttende armlægningskonkurence til de spænstige spejdere, der dog ingen chanser havde mod fiskerne Nordenfjords, selv om disse på det tidspunkt var stærkt berusede af medbragt alkohol.
   Et par dage senere smagte Tarzanklubben dog hævnens sødme ved at brænde spejderhytten af og tæske nogle af de yngste drenge.
   Her fik de en reprimande af byens borgmester, der kort efter selv blev indrulleret i klubben. Desværre havde byens manufakturhandler ikke flere leopardskinsbadebukser, de var udsolgt, så borgmesteren blev nød til at male sorte pletter på et par underbukser. Der var desværre hul i underbukserne, således at man til tider mere end anede hans behårede testikler.
   Tarzanklubben hyrede dernæst en stand på ungskuet i Roskilde og engagerede en trup af kottentotter fra det sydlige tyskland, som de ville kæmpe opvisningskamp med. Her fik de dog uventet røvfuld af de sorte slamberter, der derefter fik klø af fiskerne Nordenfjords, der tilfældigvis var til stede.
   Altså en fiasko igen.
   Vi må ekspandere, blev de enige om. De tog rundt til de nærmest liggende byer, hvor de iført Tarzankostumet propaganderede for deres forening. Men de opnåede kun at blive grint ud af det småborgerlige ros, og borgmesteren, hvis testikler nu var fuldt synlige, fik buksevand og blev rullet i tjære og fjer af fiskerne Nordenfjords.
   Det sidste forsøg på større udbredelse bestod i at de dannede et politisk parti, Tarzan partiet, med hvilket de forsøgte at komme ind i folketinget. Det kneb gevaldigt med at skaffe det nødvendige antal stemmer til at få lov til at stille op, og de besluttede sig i stedet til at forsøge på at erobre folketinget med magt.
   De nåede dog aldrig helt ind, deres påklædning var ikke velset af dørvogterne, der smed dem på porten. Her mødte de fiskerne Nordenfjords, der havde været i Nyhavn og drukket sig afsindigt fulde og som nu morede sig med at smide Tarzanklubben i Frederiksholms Kanal. Nu druknede borgmesteren, der blev trukket ned i dybet af sine tunge testikler.
   De resterende medlemmer rejste hjem og opløste enstemmigt Tarzanklubben for altid.