Ligbrænderen Karsten Bech valgte ligbrænderiet som erhverv i en ung alder. Hans familie syntes, at det var et mærkeligt erhvervsvalg, men Karsten havde interesseret sig for lig og ligbrænderi fra han var teenager. Han lånte bøger på biblioteket og læste alt, hvad han kunne finde om emnet. Somme tider følte han sig lidt opstemt af det, men det ignorerede han. Han fik et job ved et krematorium i provinsen og lejede et værelse hos et ældre ægtepar, som han siden brændte.
   Karsten tilbragte alle sine dage i krematoriet. Når der ikke var lig at brænde, stegte han pølser og grillede kyllinger i kremetorieovnen. Somme tider fik han besøg af den lokale sognepræst, den populære pastor Ejegod, der delte hans interesse for lig og fordærv. "Det holder én opmærksom på livet forgængelighed", sagde han salveselsfuldt. De sad på hver sin stol foran ruden ind til ovnen og lod sig underholde af flammernes leg. Karsten lagde mærke til, at præstens hånd under disse seancer godt kunne være vel flittig nede i bukselommen.
   Onani var præstens yndlingsbeskæftigelse. Det gav sig til tider underlige udtryk, f.eks. når han om søndagen stod på prædikestolen, hvor han talte opbyggeligt til sin menighed, og flittigt anvendte fromme citater fra den opbyggelige yndlingsbog "Bækken ved Vejen". Ved disse lejligheder lagde de gamle koner på de forreste rækker mærke til, at der foregik ting og sager inde under præstekjolen, hvilket afsløredes af hans skulders rytmiske rysten.
   Han burde nu beherske sig lidt, men herregud han er jo ung endnu.", sagde de gamle forstående.
   Med tiden begyndte Karsten at synes, at der var for lidt gang i krematoriet, men det fandt han råd for, idet han begyndte for egen regning at finde brændbart materiale. Den første, det gik ud over var hans plagsomme onkel Vilfred, der opsøgte ham i krematoriet for at håne ham for ikke at have nogen succes i verden. Ved list og snuhed lokkede Karsten onkelen til selv at kravle ind i ovnen, hvorpå han smækkede lågen i og tændte for flammerne. Han nød synet af den flammende plageånd, mens han spiste popkorn og drak sodavand. Bagefter brugte han asken til strø ud på det glatte fortorv. Hans mor blev det næste offer. Hun kravlede ikke friviligt ind i ovnen men måtte skubbes ind. Her blev han assisteret af pastor Ejegod, der vildt onanerende nød kremeringen. Derefter kom ofrene i hastig rækkefølge: byens sherif, en hjemmeplejerske osv. osv.
   Præsten begyndte nu også at skaffe "brændsel". Han kom med gamle koner fra menigheden, der kom ind i varmen og blev til aske, desuden ved en enkelt lejlighed et helt hold konfirmander På et tidspunkt kom han også slæbende med sin kone, men hun tog kampen op og hagede sig fast i Ejegod, der med lidt hjælp fra Karsten røg med ind i flammerne.
   Politiet forsøgte forgæves at opklare mysteriet om de mange bortkomne mennesker, men sporet endte blindt ved krematoriets dør. En enkelt betjent blev også flammernes offer.
   Dansk ligbrændningsforening hyldede Kartsten for hans store indsats på området og gav ham som premie en rejse til Indien, hvor han kunne studere ligbrændingsbålene langs bredden af Ganges.
   Da han blev gammel og mæt at dage, kravlede han selv ind i sin ovn og fik et snottet skolebarn, som han lokkede med en pose Matadormix, til at trykke på knappen, så han endte sine dage rygende på sit eget alter.