Han så fornøjet ud over det store sorte hav og tændte sin shagpibe. Gennem mange år havde han drevet fiskeri ud for Norges kyst, men han var blevet træt af det og fik nu den lyse idé at kaste sig over sørøveri. Han havde set et fjernsynsprogram om somaliske pirater i Aden-bugten, og det tændte ham.
Hans trofaste medhjælper, Einar, der var meget missionsk, var med på idéen, idet han blev lokket med, at det ville indebære masser af sprut og kællinger. Han krævede blot, at man indskrænkede brugen af bandeord og gudsbespottelser. Den lokale meget eventyrlystne, og lystne i det hele taget, præst insisterede på at komme med på togtet. "Hvis ikke vi får penge, slår vi dem fanme ihjel", råbte han.
Præsten og Einar havde lidt divergerende opfattelser af det kristne budskab. Einar kæmpede dagligt en hård forgæves kamp med sin frister. For præstens vedkommende var det et for længst overstået stadium. "Hvad fanden skal det til for", sagde han, "vi er jo syndere og kan ikke gøre en skid ved noget som helst". De to holdt et møde over nogle bajere, hvor de enedes om at forholde sig neutralt og passivt til hinandens synspunkter. Det var imidlertid noget, de ikke kunne leve op til, og ganske ofte endte deres diskussioner i nævekamp og skrig og skrål.
En skyfri sommerdag drog de af sted på deres første togt i overpiratens fiskekutter og satte kursen stik mod Grønland. De hejste et sørøverflag, de havde købt i Fætter BR, op i mastetoppen, kutteren var blevet omdøbt til "Havørnen", og kaptajnen forlangte at blive kaldt "Kaptajn Klo". Det nægtede de andre dog. "Du må jo ikke være rigtig klog", sagde præsten, "der er faktisk ingen, der kan lide dig. Det er ligesom med Jesus".
"Hvad fanden er det, du siger?" råbte Einar "Ham kan alle sgu da lide, alle elsker Jesus".
Ude på havet mødte de, hvad der skulle være deres første bytte: et kæmpemæssigt tysk krydstogtskib. De fandt opstemte deres våben frem: kaptajnen sit jagtgevær, Einar sit harpungevær og præsten sin knortekæp. Imidlertid skete der desværre det, at det store skib overså dem og med stor hastighed sejlede forbi, uden at de havde nogen chance for at følge med. Nogle få passagerer vinkede ned til dem, hvad de opfattede som en hån. "Forbandede tyske møgsvin", råbte de i deres frustration.
Efter denne fiasko besluttede de sig til fremover at lade sig nøje med mindre skibe.
De fortsatte vestover. Om dagen holdt de udkig efter skibe, der kunne kapres, og om aftenen hyggede de sig i kahytten med øl og piratfilm. En dag opdagede Einar, at præsten havde en masse ridderbøger med, som han læste, når han var alene. Hvorfor fanden læser du ridderbøger du ukristne præst? råbte han og opdagede i det samme, at pastoren også i sin store kuffert havde en sammenklappelig lanse og et skjold. Hvad er nu det? råbte han. Præsten svarede, at han var en ridderpirat. Det er der sgu da ikke noget, der hedder, råbte de to andre fortørnet. Du ødelægger det hele med det pjat.
På tredjedagen stødte de omsider på et mindre fartøj, som de angreb. Det var en færøsk fiskerkutter fyldt med hærdebrede småfulde færinger. Kapringen gik ikke som forventet. Vore tre helte fik røvfuld og stryg efter noder og blev efterladt på deres eget dæk med blodtude og blå øjne. Einar sagde, at det var præstens skyld. Hvad i helvede skulle du lege ridder for? Det hele førte til, at overpiraten og Einar smed riddergrejet og ridderbøgerne overbord og gennembankede den ulykkelig præst mens de græd.
De blev enige om, at der skulle holdes en andagt med skriftlæsning, men Einar og præsten kunne ikke enes om, hvem der skulle holde den, så det førte til endnu et slagsmål, og denne gang fik Einar tæsk.
Langt ude på havet mødte de et kursusskib fra Scientology, som de æntrede. Det hele blev ikke så voldeligt og blodigt, som de havde ønsket. I stedet blev de stress- og personlighedstestet. Testen viste , at overpiraten var overmåde stresset og præsten havde en defekt personlighed. Einar blev erklæret for utestelig og nærmest åndssvag. Fiskerkutteren blev taget med på slæb, da de stævnede mod Grønland. Overpiraten blev hurtigt overbevist scientolog, præsten var nærmest ligeglad, bare han fik sin varme mad, og Einar forsøgte desperat at overbevise scientologerne om den kristne sandhed. De bad ham om at holde kæft.
Hvad nu? Vi skulle jo have været til Fiji for at drikke og kneppe, og nu er vi sgu bare kommet i Scientology, sagde han skuffet og grædende. Hvem har hørt om pirater, der var scientologer? Hertil sagde præsten sarkastisk: Hvem har hørt om pirater, der var missionske. Og så var der slagsmål igen.
På Grønland fik piraterne til opgave, at omvende den grønlandske befolkning til scientology og teste dem på alle mulige leder og kanter. Men lige så snart scientologyskibet var sejlet videre begyndte Einar og præsten at kneppe eskimoernes kvinder, drikke bajere og præke kristendom. Overpiraten sank ned i en dyb depression.
Hen på sommeren besluttede de sig til at genoptage pirateriet, men nu skulle det foregå i det Sydkinesiske hav. Da de ikke havde klaret sig særligt godt ved tidligere fægtninger, udvidede de besætningen med en stærk grønlænder. Nu er der fanme ikke nogen, der kan slå os, sagde overpiraten fortrøstningsfuldt. Da de kom lidt ud på havet fandt de andre ud af, at præsten havde købt nyt ridderudstyr og en rustning.
De to andre pudsede grønlænderen på ham, og han fik mange knups og læssioner (blandt andet kraniebrud og brækkede ribben). Bagefter åd grønlænderen en ung torsk rå, og da Einar ville snakke med ham om Jesus og hans disciple, fik også han en røvfuld.
På vej sydover mødte de en dag en russisk ubåd, som de forsøgte at kapre, den gik selvfølgelig ikke. Russerne var udstryret med moderne våben: Torpedoer og raketter monteret med atombomber. Hele flokken blev taget til fange. Grønlænderen blev kasseret og smidt i havet, hvor han druknede. De øvrige blev taget med til Rusland, hvor de blev vist frem på markedspladser og i zoologiske haver og som tiden gik blev mere og mere russiske og til sidst helt ægte".