På sin tooghalvfjerds års fødselsdag forlod Baron von Hyggel sit hjem på den sydfynske herregård Rammelskov for at tage til hovedstaden og påbeynde en karriere som graffitimaler. Vel ankommet var det første han gjorde at købe det rette hip hop udstyr: Store bukser med hængerøv, t-shirts med tegneseriefigurer på og en kasket, som han på ægte hip hop-vis bar omvendt. Han var en latterlig gammel mand at se på. Derefter købte han en masse spraymaling og begav sig ud på jernbaneterænnet ved Dybbøls Bro. På sin vej derud øvede han sig i at tagge hist og her, "Baron" skrev han". Det blev temmelig grimt, og hvad værre var, han blev stoppet og anmeldt af en geskæftig parkeringsvagt af tyrkisk oprindelse. Han måtte indrømme over for sig selv, at det var en dårlig start på hans nye karriere.

Ude på terænnet løb han ind i et crew af meget unge skrivere. "Hej homies", sagde gamlingen, "må jeg male med?" Det måtte han ikke. Men han skaffede sig dog alligevel adgang til sammenholdet ved at lokke med colaer og søde sager, når de blev færdige. De unge blev glade, da de så alle hans dejlige dyre farver og begyndte straks på et større piece, hvor den gamle baron fik lov til at fylde flader ud.

Men så blev de opdaget: politi og jernbanefolk kom sværmende ned ad sporet. Og knægtene stak af, idet de dog først dækkede den gamle til med en pressening. Derfor blev han ikke opdaget, men undgik ikke at blive trådt og jokket på. Under postyret var der ingen som hørte hans jamren.

Bagefter fandt han sine nye venner i Thomas P. Hejles Ungdomsklub. Han blev vel modtaget. De synes han var en sej gammel tosse og en total ener af sin slags. Desværre valgte pædagogerne at smide ham ud, da de opfattede ham som en klam gammel børnelokker. Ude på fortovet stod han og råbte "pesserøv" efter dem, og bagefter gik han sammen med vennerne til torvehallerne hvor han bød på lidt godt, som han sagde: colaer, sandwiches og kager. Et fast venskab var dermed beseglet.

I den følgene tid malede de overalt, og den gamle fik sig et navn i graffitikredse. Snart var der også artikler om anarkistbaronen i dagbladene. Hans familie, især hans børn, påstod i en række læserbreve, at det hele var løgn. "Vores far er helt normal", sagde de.

Men dette afkræftede baronen, der lod afholde en pressekonference, hvor han stolt pralede af sine ulovlige aktiviteter. "Jeg bomber hele byen sammen med mine venner", sagde han, og disse stod i en kreds omkring ham med deres skoletasker på, da de lige havde fået fri fra skolen.

Herefter forsøgte familien at få ham tvangsindlagt og umyndiggjort. Det gik bare ikke.

Efter nogen tid fandt baronen, at hans karriere på gaderne og jernbaneterrænerne var nået til et vendepunkt, og at det var blevet tid til et karriereskift, så han forvandledes en dag fra graffitikonge til kanonkonge. Han købte en kanon hos en gammel akrobat i Valby og dertil en gammel trikot, der var lidt lappet, og som ikke passede ham, men det sked han på, og han fik næsten øjeblikkeligt et engagement i Damhus Tivoli. Han øvede sig overhovedet ikke, og da han blev skudt ud første gang en søndag eftermiddag, gik det grueligt galt. Hans unge venner havde sat nettet, han skulle lande i, helt vilkårligt op, hvorfor han ramte ved siden af og blev smadret for øjnene af et større publikum. Dertil kom, at den gamle trikot gik i laser, så han endte sit liv i bare røv. De unge graffitidrenge vendte tilbage til plankeværkerne og togene, og Baron von Hyggel blev begravet i familiegravstedet på Fyn.

Hvad man kan lære af denne historie er, at det aldrig er for sent at ændre sit liv til det mere eventyrlige, men at der selvfølgelig også er en vis risiko forbundet med detrte.