Vi var tolv fra naturforeningen, der tog på svampetur i naturen omkring byen, hvor vi havde hjemme. Vi drog på må og få gennem skoven i søgen efter Kantareller, Karl Johanner, Champignoner og hvad de nu alle sammen hedder. Vi spiste vores medbragte mad og havde det glimrende sammen.
   Men med et forandredes alt. Vi kom til udkanten af skoven og stod pludseligt foran et vældigt vandland. Det var dog ikke længere noget fungerende vandland, men et kæmpemæssigt forladt og forfaldent sted. Der var bassiner og forlystelser af enhver art: vipper og vandrutsjebaner, forladte fastfoodboder og minigolfbaner, rustne gynger og karusseller. Det hele blev bundet sammen af store vandrør af foskellig tykkelse. Ingen af os havde nogensinde hørt om stedet, og det var meget besynderligt.
   Vi begav os tøvende ind på området og fandt frem til, hvad der kunne have været en indgang. Mærkeligt nok var der her med spraymaling malet en pil, der pegede videre ind i området. Flere pile dukkede op, og vi
   fulgte dem uden at tænke nærmere over det, mens vi forundrede så os omkring. Alt, der var af jern, var rustent, cementen smuldrende og asfalten revnet. Pilene sluttede foran et stort tørt bassing, i bunden af hvilket en kvinde var ved at hænge vasketøj op. "Nå, der kommer I", sagde hun og tørrede sine hænder af i sit forklæde. "I skal videre til friluftsscenen, hvor tingene sker". Hun pegede ned ad en vej og fortsatte så med at hænge mere tøj op.
   Vi gjorde, som damen havde sagt og gik i samlet trop ned til den omtalte friluftsscene. Her var underholdningen ved at tage sin begyndelse. To hold stillede op på scenen og gjorde klar til en omgang tovtrækning. Det ene hold bestod tydeligvis af pølsemænd, deres forklæder afslørede dem. Der var otte af dem. Det andet hold var kinesere, sandsynligvis grillejere og fastfoodproducenter. En mand iført en falmet postuniform satte konkurrencen i gang med et skud. Den blev kort. Pølsemændene vandt stort, og tabernes straf fulgte umiddelbart efter. Kineserne klædte sig nøgne til bæltestedet og blev piskede med store flodhestepiske af vinderholdet. Det var væmmeligt at se på, og de skreg jammerligt.
   Vinderne fik udleveret deres præmier af letpåklædte damer. Præmierne var Indiana Jones-udstyr: læderjakker, hatte og pistoler, samt individuelle missioner beskrevet på gulnet papir. De studerede grundigt deres opgaver og løb derefter hastigt væk i forskellige retninger. Vi klappede.
   Da det var overstået, gik vi tilbage til damen i bassinet. Nu var hun ikke længere alene, men, utroligt nok, sammen med Scooby Doo, Jackie Chan og en der lignede Otto Leisner. Så dukkede kineserne op og delte forårsruller ud til alle på deres vej ind til byen for at stjæle. "Det er en del af straffen", fortalte damen.
   I det samme nu begyndte vandet at fosse ud af rørene igen, samtidigt med at lysene og projektørerne tændtes, og der lød lystig musik fra alle parkens højttalere. Vandet steg med foruroligende hast i bassinet. Jeg nåede først op af stigen tæt forfulgt af Jackie Chan. De øvrige druknede.
   I mørkningstimen på min vej hjem havde jeg seriøs tvivl om, hvordan jeg skulle få forklaret de uheldige omstændigheder, der havde taget livet af mine venner fra naturforeningen, til deres familie og myndighederne