En dag i hans femogfyrretyvende år, da han for tredje gang var blevet far til en søn, red ridderen tilfreds rundt på sine jorder og kom da til en sø, hvor han fik en åbenbaring, idet søen talte til ham. Til lykke med den tredje søn, sagde den, måtte han blive til glæde for dig. Du var ikke så heldig med den førstefødte, der mildt sagt er noget af en bandit.
   Ja han er måske en kende vild, svarede ridderen bedrøvet.
   Ja, og den anden, du har, er måske lige klog nok til dig. Men det er den føste søn, jeg vil tale med dig om. Jeg har en vigtig meddelelse til dig om ham. Først må du imidlertid lære at vise mig ærbødighed. Husk jeg fremover altid skal tiltales med navnet "Den Ophøjede".
   Ridderen bøjede sig ydmygt for denne forunderlige magt. Javel du ophøjede, sagde han. Hvad har du at sige mig om min søn?
   Han sidder i fængselet i Lodz i Polen, dømt for skammelige og unævnelige forbrydelser, og hvis du vil se ham igen, må du befri ham. Her har du to ting nødig: For det første en lille hær til dit redningstogt, og her vil jeg råde dig til at hente hjælp fra min menighed, fiskerne Nordenfjords. Det er brave mænd. Og for det andet udbryderkongen Pjelsmus, som du kan finde i en kro i Dresden. Men lige en ting til, inden du tager af sted. Du må tale med to af dine følgesvende, Rollouwe, der mildt sagt ikke opfører sig høvisk over for mig. Dels fisker de her, dels lader de deres vand i dette hellige vandhul, som er mig. Sluttelig skal jeg opfordre dig til at lade dig døbe sammen med dine mænd i mit hellige vand. Rid så bort med dig!

Dagen efter blev Rollouwe af ridderen skældt ud og sendt ud til søen for at undskylde deres synder mod den ophøjede. Det fandt de unødvendigt og pinligt, men da de var afhængige af Godthåbs gavmildhed, tog de derud. Mens de urinerede i vandet, råbte de grinende: Sø, sø, undskyld, undskyld. Øjeblikkeligt trak sorte skyer op, og et fantastisk uvejr brød løs, hvad der fik de to banditter til at indse, at der er mere mellem himmel oh jord, end de havde regnet med. De var nødsaget til at opholde sig i en nærliggende klippegrotte i nogle timer, indtil uvejret havde fortaget sig. Bagefter gik de ned til søen og undskyldte brødebetynget deres adfærd.

Nu drog ridderen mod Dresden med en lille flok mænd for at få fat på den nævnte udbryderkonge. Det var en lang rejse til hest. I ridderens verden accepteredes mekaniske køretøjer ikke.
   I Dresden fandt de kroen, hvor udbryderkongen Pjelsmus befandt sig. De fandt ham stærkt beruset, sovende i en hundekurv. En stor hund stod ved siden af kurven og knurrede rasende, fordi dens kurv var optaget af den sovende mand. En gang imellem bed den ham i benet, uden at han vågnede.
   I kan godt opgive at vække ham, sagde kroværten, det lader sig ikke gøre foreløbigt. Hvad ønsker selskabet at nyde?
   Vi drikker ikke, sagde ridderen, så et glas vand vil være udmærket.
   Ja så kan i godt skride, hele bundtet, jeg kan ikke leve af folk, der sidder og drikker vand.
   Så giv os øl, sagde Rollouwe.
   Nej absolut ikke råbte ridderen fortørnet. Vi er rene og kyske kristne riddere.
   Ja du er sgu da ellers begyndt at kneppe, sagde de to surt. Og du har en hel stribe af koner.
   Det fik ridderen til at bøje sig. Så giv mine mænd øl og mig vand.
   Da de sad og hvilede ud efter den lange rejse og nød godt af
   en hinandens selskab foran den varme kamin, skete der pludseligt
   det, at døren blev lukket og forseglet af nogle brædder, der
   blev slået på udvendigt, samtidigt med at nogle ildsprudende øgler fløj hen over huset og satte det i brand. Der blev stor panik i rummet, men ridderen lagde sig på knæ og bad til Den Ophøjede om hjælp i nøden. Og øjeblikkeligt blev der et regnvejr så stort, som det aldrig tidligere var set på de kanter. Det stoppede effektivt ildebranden.
   Det er tydeligt, at vi har fjender af en vis mægtighed, sagde ridderen indædt. Vi må finde ud af, hvem de er og så nedkæmpe dem.

(Fortsættes)