Simon besluttede at holde et et mægtigt gilde for alle sine hovedpersoner. Han lejede sig ind i Forum, hvor der burde være plads til alle. Han hyrede en libanesisk familie til at stå for forplejningen, og krævede blot, at der ingen salat var. Derpå blev invitationerne sendt ud, og efter kort tid begyndte svarbrevene at komme. Der var ingen, der meldte fra, men Kejseren over alle Have (tidligere Havenes Beskytter) skrev dog, at det lortegilde gad han egentlig ikke deltage i. Jeg har min livgarde med, og de spiser kun fissefisk.
   Gildet skulle have været et flot og overdådigt gilde i stil med festerne ved Solkongens hof. Men det udviklede sig desværre, som vi skal se, til et skandaløst kaos, der endte med, at øvrigheden måtte skride ind for at opløse de løbske begivenheder.
   Til at stå for underholdningen hyrede han et mandolinorkester fra Bagsværd, en sydtysk tubaspiller, der gjorde buk i takt med trutteriet og som også i nogen grad kunne jodle, samt Muddi og Salamidrengene, som han satte stor pris på, og som var ret billige.
   Den missionske pedel mødte op en dag før og pyntede salen. Han hængte serpentiner og balloner op og fejede og moppede det glatte gulv, som andre allerede havde gjort rent. Så lagde han sig tilfreds og med god mavefornemmelse til at sove i venten på morgendagens glæder og festligheder. Sædvanen tro mumlede han dog sørgmodigt ud i mørket: Hvad skal det hele til? Det fører jo ikke til noget.

Gæsterne begyndte at ankomme allerede fra morgenstunden. De første, der indfandt sig, var Rollouwe og fiskerne nordenfjords, der allerede havde en betragtelig skid på, og som sædvanligt var temmelig højt oppe i det røde felt. De efterlod sig på deres vej gennem byen en blodig stribe af nedlagte borgere, der havde irriteret dem ved at være på vej til arbejde. Hvor helvede er kællingerne, råbte de.
   Den næste fremmødte var den ædelmodige vandrende ridder og hans hund Kong Christian. Han bandt sin aldrende hest, Johannes, ved en af fiskerne urintilsølet lygtepæl og sendte den tjenstvillige pedel ud med en spand vand og en beskeden portion sildeflæsk til det trætte dyr.
   Så kom de ellers i hastig rækkefølge: Slavehandler Lorentzen med udenlandske slaver til godtkøbspris, computernørden, den professionelle hacker Kaj Helge Venus, kongelig konfessionarius biskop Volmer, der uheldigvis havde glemt sin muffedisse, klonen Heinz Zimmer, selveste den overnaturlige Shadowman, pastor Ejegod, ven med den afdøde ligbrænder Karsten Bech, den genoprettede Tarzanklub, Ejner Federspiel, der desværre fik et hjertestop på grund af et båthorn og måtte bæres bort på en båre, den højagtede tourettedommer, der uafladeligt udstødte fæle eder og usømmeligheder, Yrsa Mikkelsen, der højt forkyndte , at der var fisse at få for små penge, Kejseren over alle Have med en livvagt af ildelugtende skeldrenge samt Den sidste Fyrste aka Lysets Hersker og den fedtglinsende ungarske langossælger Pfister.
   De resterende kom i så tætte skarer, at det bliver for meget at nævne dem alle. Allersidst dukkede pastor Moe op med et fortrukket, fortørnet og formørket ansigt samt en nyskrevet prædiken til lejligheden.
   Men aller, aller sidst ankom Roger Moore, der lod sig fire ned fra en spionhelikopter. Hallo everybody sagde han lunt og fedtet, stinkende af parisisk parfume. Let's party boys. Han smilede blændende til pedellen, der bukkende og skrabende tog imod stjernens overtøj, hvad der indbragte ham et tilfredst nik og to kroner. Roger Moore gik inden for iført smoking og butterfly med en rose i knaphullet.

(fortsættes)