Volmer Lademann arrangerede ulovlige boksekampe i Københavns omegn. Egentlig stammede han fra Odder, hvor hans far og mor drev en marskandiserforretning. Som tyveårig tog han ind til storbyen for at gøre sin lykke uden større succes, indtil ideen om de ulovlige boksekampe kom til ham i en drøm.
   I begyndelsen fik han unge lømler til at slås i cykelkældre, skateboardhaller, pakhuse, tomme svømmebassiner og parkeringshuse. Han annoncerede kampene ved at hænge håndskrevne plakater op på lygtepæle, offentlige toiletter og på posthuse og supermarkeders opslagstavler. Det udviklede sig hurtigt til en publikumsmagnet, især da han udvidede konceptet til at omfatte kampe af enhver slags. Der var slagsmål mellem tykke damer og dværge, dragoner og sømænd, spastikere og bodybuildere, hans egen gravide kone og et postbud fra Glostrupkanten, børn og pensionister. Volmer Lademann levede udelukkende af billetindtægterne, og han levede fedt. Men politiet blev opmærksom på foretagenet ad forskellige veje: skadestuerne gjorde dem bekendte med, at der jævnligt kom mennesker ind, der var blevet slemt kvæstede efter vold og forældre beklagede sig over, at deres børn blev udnyttet af den jyske kamparrangør. Hellige mennesker skrev læserbreve om de ugudelige natlige kampstævner. Endelig skete der det uheldige, at en ældre mand døde af hjerteslag en onsdag aften i kamp mod en fuld tysker. Volmer Lademann blev efterlyst og fortrak vestover.
   I Roskilde genoptog han sin virksomhed. Kampene var nu primært mellem nynazister og arabere, og mellem bondekarle og vognmænd. En dag blev et af stævnerne stormet af politiet, mange blev arresteret, men Volmer slap væk.
   I Ringsted arrangerede han kampe mellem unge mænd fra Indre Mission og de gruntvigske frikirker og unge soldater fra Slagelse og militærnægtere og invalidepensionister.
   Endnu engang blev Volmer jaget på flugt.
   Han endte i Jylland, hvor han ingen problemer fik med øvrigheden, der bare var glad for at der skete noget spændende i deres udkantsområder. De stillede oven i købet missionshuse og gymnastiksale til rådighed for hans stævner. Og politiet udgjorde hans mest begejstrede publikum. Kommunerne var også glade for, at han hentede mange af sine deltagere på alderdomshjemmene, og at mange af dem gik pinefuldt bort under de voldsomme udfoldelser. Derved sparedes en masse penge. Det stigende antal dødsfald skyldtes, at krigerne nu blev udstyret med diverse slagvåben, f.eks. økser og store sten.
   Volmers far, Malthe Huus Lademann, der var inderligt misundelig på sønnens succes, forsøgte sig også som kamparrangør, men da Volmer opdagede det, pussede han det korrupte politi på faderen, der blev arresteret og druknet i mosen på vej til arresten.
   Volmer levede trygt og lykkeligt resten af sine dage. Han efterlod sig en kone og fjorten børn med forskellige kvinder. Han døde af forkalkning under julemåltidet. Han bliver dybt savnet på sin jyske hjemegn.