Kapitel et: Amos

De uendelige lange søjler af regn slog mod ruden. Rummet var mørkt, men lyset fra de mange neonskilte udenfor, formåede alligevel at bryde igennem gardinerne. På gulvet lå tøjet spredt, ved siden af gamle blade og tomme dåser. En lugt a cannabis hang i luften, og tilføjede til den tunge atmosfære.
   Amos kendte ikke navnet på denne fremmede mand som sad på hans seng, og han havde heller ikke brug for det; deres møde handlede ikke om følelser, ikke om et bekendtskab eller et længere varende forhold. Samfundet ville se skævt på ham hvis han havde en affære med et kunstigt hylster; en robot, hvis' formål ene og alene var at tilfredsstille de dyriske lyster i mennesket. Han havde hørt om folk som var blevet smidt i fængsel for at indgå hemmelige forhold til disse maskiner. Det var ikke derfor den fremmede var her.
   Amos var en Bounty Hunter; en ex-soldat som var blevet støbt og formet til at håndtere et våben, til at dræbe om nødvendigt. Men han fandt sig selv i en ugidelig cirkel af dårlige vaner. Hans problem lå i en mangel på kontrakter, og amatører som troede han gad spilde sin tid, på underbetalt arbejde. Han manglede spænding, et af den slags eventyr som greb ham, svingede ham rundt og nægtede at give slip. Men siden hans uheld, havde jobbet ikke været det samme.
   En eksplosion havde efterladt ham i et smerte helvede. Lægerne havde formået at redde hans liv, ved at udskifte størstedelen af hans lemmer med mekaniske implantater. En let knirke lyd gav sig fra hans skulder, som han tryggede sig mod væggen. De havde tvunget ham til at blive en af de mekaniske freaks, som samfundet så ned på. Det var ikke kun androiderne, men også folk som valgte at opgradere som blev set på som en trussel.
   "Du har stadig en betaling som skal afregnes." Påmindede maskinen ham, og Amos rynkede irriterede på næsen.
   "Ja - for helvede, kan en mand ikke nyde en joint i fem minutter?" Irriterede lod Amos sin ene hånd dykke ned i bukselommen. Han træk sin håndterminal fra lommens indre, og med en hurtig bevægelse hamrede han på en serie af knapper langs terminalen. En holografisk skærm poppede frem og svævede i luften foran ham.
   "Credit?" Spurgte Amos, som han bed hårdere om sin joint. Maskinen vidste godt at ingen brugte mynter længere, at valuta var blevet digitaliserede for mange år siden, men alligevel var det et forvirrede blik som blev kastet i Amos' retning.
   "Fucking lorte maskine, selvfølgelig er det credit." Skældte Amos, før han rystede på hovedet og vendte sit blik tilbage til den holografiske skærm. Han lod sine fingre glide over skærmen som blinkede kort før den skiftede billede. Det tog ham ikke lang tid at få betalingen overståede, og da det var klaret, lukkede han irriterede sin håndterminal og smed den tilbage i lommen. Han trak jointen fra sin mund, og smed den i et glas i vindueskarmen.
   Androiden var spinkel og fin, som var den hugget i marmor. Amos' blik vandrede over den nøgne krop, studerede hver eneste detalje ved huden. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro at dette var en almindelig ung mand. Der var en uvirkelig symmetri i ansigtet, ulige noget andet menneske han nogensinde havde set.
   Amos skubbede sig væk fra væggen. Lettere slentrende formåede han at finde vej til sengen, og uden at tøve kastede han sig over androiden. Hans egen mekaniske hånd bevægede sig langs den blege hud, som føltes varm, ægte, på trods af at Amos udmærket godt vidste hvad denne fremmede var. De havde lavede ham sådan. Til at simulere hver eneste menneskelige sans som fandtes, til at snyde personer som ikke kendte til maskinens hemmelighed. Selv læberne føltes fugtige, som han lænede sig frem og stjal et kys fra dem. Maskinens arme lagde sig om Amos' nakke og han hævede hovedet for at se den i øjnene. En simuleret liderlighed var at finde i dens øjne, og det virkede på Amos; det fik hans bukser til at føles strammere, hans hud til at føles varm og hans hjerte missede et beat. Han langede ud efter det mørke hår, og trak hovedet til den ene side, så han kunne begrave sine tænder i det kunstige kød ved halsen. Under huden kunne han mærke de mange ledninger, som dirrede idet de gav liv til maskinen.
   Robottens hænder bevægede sig over hans ansigt, kærtegnede de to store ar som lagde sig over hans øje og forsvandt i hans hårgrænse. Hænderne smøg sig igennem det blonde hår, fortsatte om i nakken og ned af hans nøgne ryg. De dansede over hans mange ar, og Amos kunne mærke varmen som radierede igennem hans krop. Hungrende bordrede han sine negle ned i maskinens inderlår. Hænderne stoppede deres vandring over hans ryg, og Amos gav slip på låret. Han lod sine fingre snige sig mod varmen imellem den andens ben, mod åbningen. Der var ikke tid til at udforske den kunstige krop, til at dvæle ved detaljer eller blive forbløffet over hvor virkelig kroppen under ham føltes. Det eneste han havde i hovedet var at tilfredsstille sine egne lyster, så hurtigt som overhovedet muligt. Lige nu, var maskinen i hans seng den eneste som fortjente hans opmærksomhed, men selv da, kunne Amos ikke tænke på andre end sig selv.
   Hans ene hånd greb efter hans militære bælte, løsnede bukserne og kastede dem over gulvet. Han vendte sig mod en beholder med creme på et sengebord, lukkede fingrene om den før han satte sig imellem den andens ben. Amos mærkede hænderne som lagde sig mod hans hofter, trak ham nærmere og tikkede efter mere. Han greb blot om sit eget lem, vendte den lille beholder på hovedet, og indhyllede sig selv i cremen, før han førte sin pik mod åbningen. Maskinen under ham bed sig let i læben, men Amos rakte blot en brutal hånd mod dens hals og tvang den mod madrassen. Med et enkelt hårdt ryk brød han igennem den kunstige ringmuskel, og et liderligt støn undslap hans læber. Varmen som omsluttede ham var ulige noget han før havde mærket. Det var ikke første gang han indgik et sammenleje, men det var første gang han var sammen med en androide. Det føltes bedre end han havde forventet, og han måtte bruge et øjeblik på at indse at det rent faktisk var virkeligt.
   De spinkle hænder lagde sig om Amos' håndled. Han gravede sine fingre dybere ned i huden, og trykkede sin fulde længde ind i maskinen. Da han ikke kunne komme længere, trak han sine hofter tilbage, for kort efter at støde i bunds endnu en gang. Hjertet slog hårdt i hans bryst, og han kunne mærke hvordan liderligheden skyllede over ham. Øjnene blev lukkede og han satte tempoet op, ikke for maskinens fornøjelse, ikke på grund af de tikkende hænder som kvaste hans håndled, eller de søde syntetiske støn som undslap dens læber; det var udelukket for ham selv.
   Ivrigt rakte han pludseligt en hånd ind under puden hvor androidens hoved lå. Han træk en pistol frem, og placerede dens afløb mod den andens pande. Amos pumpede hårdere, stak sin pik dybere ind ved hvert eneste stød, og hans muskler begyndte at spænde sig. Maskinen stødte sine hofter mod hans, og det føltes nærmest som om at den forsøgte at tvinge orgasmen fra ham. Det var en følelse som skød kuldegysninger igennem hans mekaniske rygsøjle, og Amos måtte presse sine tænder om tungen, for ikke at miste fatningen.
   Da han kunne mærke orgasmen som stod bag ham, klar til at skubbe ham ud over kanten, tvang han pludseligt sin finger om pistolens aftrækker. Der lød et øredøvende brag, og maskinens kunstige hud blev flået fra hinanden. Synet af det flækkede metal, var nok til at drukne ham i orgasmen, og Amos gav et sidste hårdt nådestød fra sine hofter.
   Vejrtrækningen var stadig tung, som han kiggede på den nu livløse androide under sig. Noget hvidt væske flød fra dens indre, og over hans lagner. Amos formod at det var androiden svar på blod, men han tøvede ikke ved synet. I hans skæve tilstand gav det mening; når han ikke havde nosser til at myrde sig selv, kunne han i det mindste gøre samfundet en tjeneste. Men Amos vidste godt at det ikke var en holdning som ville gøre ham godt i det lange løb.
   "Uautoriseret Kortslutning." Lød det pludseligt fra maskinen, og Amos var godt klar over hvad klokken havde slået. Disse maskiner var overvåget, og han var nødt til at komme ud af sit eget hjem. Hurtigt trak han sit lem fra maskinens indre, og samlede sine bukser og en tilfældig bluse fra gulvet. Amos smed klædes delene over sin krop, imens han farede mod det nærmeste vindue. Hvis han var heldig, kunne han stikke af ad brandvejen.
   "Shit." Amos stoppede pludseligt i midten af sin stue. Han indså at pistolen stadig var i hans hånd, og han smed den hurtigt igennem lokalet. På sin vej ud, fumlede han igennem sin lommer, indtil han fandt en gammel joint som han stak imellem læberne, før han forsvandt.

Kapitel to: Isidora

Da Isidora Mouldin trådte ind i rummet, mærkede han med det samme forbløffede øjne som faldt på ham. Kollegaerne talte pludseligt med lavmælte stemmer, og han kunne se hvordan flere af dem forsøgte at synke sammen bag deres skriveborde. Isidora kastede ikke sin opmærksomhed mod dem, men trak blot i sin mappe, og begyndte den skamfyldte gang imellem de mange skriveborde.
   Firmaet havde haft et uheld, som ingen troede muligt, og nu lå ansvaret på hans skuldre. Det var ham som havde designet robotten, den skide android som en eller anden tåbe havde formået at skaffe af vejen. Han kunne mærke skammen som pegede en finger af ham, grinede af ham og hånede ham. Da han havde designet maskinerne var han sikker på at han havde taget hensyn til alle fare, at ingen kunne rejse et våben mod dem, uden at en alarm satte i gang. Alligevel havde det været over nyhederne hele morgen; hans fejl, som blev tværet ud i ansigtet på ham, hvor end han gik.

Hver morgen besøgte han den samme kaffebar på vej til arbejde, for at købe en cappuccino som han først drak, når han sad sikkert og trygt bag sit skrivebord. Denne morgen, havde han set aviserne i glasruden. De holografiske små sataner som talte i munden på hinanden, selvom de alle havde det samme at sige. Politiet var kommet frem til gerningsstedet, og havde fundet androiden liggende i sengen. Dens kranie var blevet splittet i flere stumper end de kunne tælle, og det lignede mest af alt at et brutalt mord havde fundet sted. Men samfundet så ikke på maskinerne på samme måde som de så på mennesker. De var en lavere stående race, hylstre lavede til at gøre hverdagen nemmere. Isidora havde denne morgen trampet ind i kaffebaren, mast sig igennem køen, og hvæst af assistenten bag disken.
   "Giv mig min cappuccino!" Han hævede en finger mod den stakkels assistent, som var mindst ti år yngre end ham selv.
   "M-med eller uden sukker?" Trods det forskrækkede udtryk i assistentens ansigt, bankede Isidora alligevel en hånd mod disken. Han svovlede, og han var sikker på at assistent kunne høre hans tænder, som arrigt blev slebet mod hinanden.
   "Du ved udmærket godt hvad jeg vil have, så få den finger ud og kom i gang!"

Døren til hans trygge kontor blev smækkede og Isidora lænede sig mod dens bagside. Han klamrede sine hænder om den lille kaffekop, udåndede tungt og smed sin jakke over en knage. Kontoret var fyldt med papirer, som lå i store bunker alle vegne. Væggen bag hans skrivebord bestod primært af et gigantisk vindue med udsigt over byen, men han tog sig aldrig tid til at nyde den. Mørklægningsgardinerne var altid trukket for, og de fik rummet til at minde om en mørk hule. På hans skrivebord stod ikke en, men tre computerskærme opstillede ved siden af hinanden. Isidora skubbede sig væk fra døren, banede sig vej igennem de mange bunker af papirer og lod sig selv dumpe ned i den tunge kontorstol. Han trykkede en finger mod en knap under bordet, hvorefter der kom liv i computerskærmene. Et holografisk display oplyste nu rummet, og Isidora hævede sine hænder mod sine tindinger.
   I de mange år han havde arbejdet ved dette firma, havde han aldrig troet at han ville blive så frustreret. Han elskede de maskiner som han skabte, de var hans hjertebørn og han brugte altid længere tid på at designe dem, end hvad hans chef syntes var nødvendigt. Alligevel måtte han nu bide i tæppet, indse sin fejl, og få rettet op på det kaos som han havde bragt sig selv i. Han kunne allerede mærke chefens spyt mod ansigtet, som han skældte af ham og endnu en gang fortalte ham hvilken uduelig idiot han var.
   En banken mod døren skød hans hjerte op i halsen. Isidora vendte straks sit hoved fra computerskærmen, og følte panikken som trak i ham. Hvis han var hurtig, kunne han stadig nå at hoppe ud af vinduet, han kunne stadig finde en vej ud, glemme at alt det her nogensinde var sket-
   "Kom ind." Hørte han alligevel sig selv sige. Isidora havde lyst til at flå ordrene ud af luften, stoppe dem tilbage i halsen før de kunne nå nogens øre, men da dørens håndtag blev drejet, vidste han godt at det var for sent. Et arrigt ansigt, efterfulgt af en lille buttet krop, trådte ind i hans hule. Den person som han absolut havde mindst lyst til at se, træk nu en stol til siden, og placerede sig foran hans skrivebord; hans chef.
   "Har du tænkt dig at lade de skide rapporterer ødelægge vores ry hele dagen, eller får vi en forklaring?" Brummede chefen, før han stak en fed hånd ind i inderlommen på sin blazer, og trak en cigaret frem.
   "Godmorgen." Bed Isidora opgivende af sin chef. Han skulede mod cigaretten som nu blev tændt. "Jeg er sikker på at jeg kan finde en forklaring, hvis De giver mig noget tid." Chefen viftede pludseligt cigaretten i luften imellem dem, og brummede en lyd som Isidora ikke var sikker på hvad betød.
   "Du har fået din tid! Jeg kræver svar, og jeg kræver dem nu!" Det var som at tale til en væg. Hvad end han sagde, ville chefen bide tungen af ham. Det eneste han kunne gøre var at sluge sine eder, og fortælle chefen hvad han gerne ville høre.
   "Jeg er sikker på at der var en fejl - maskinen må havde været af ældre model." Forsøgte Isidora sig.
   "Sikke en omgang bullshit. Den robot havde kun været på gaden i en uge, før den tåbe malede sit soveværelse med dens inderside!" Chefen mindede mest af alt om et overvægtigt vortesvin, som han stak cigaretten imellem sine læber, og kvaste filteret imellem sine tænder.
   "Jeg - Jeg ved udmærket godt hvor De vil hen med dette, men-" Chefen skød pludseligt en anklagende finger mod Isidora.
   "Fortæl mig hvorfor en af regeringens egne ex-soldater, pludseligt beslutter sig for at kneppe en af vores maskiner, og skrider med sin dna efterladt ud over det hele." Der var absolut ingen humor at finde i chefens ansigt. "Fortæl mig hvorfor en fucking cyborg pludseligt slår klik, og slår en androide ihjel!" Isidora mærkede sig selv krympe i den store kontorstol. Chefen havde altid haft en evne til at lyde mere anklagende, end hvad hans intention var.
   "Jalousi?" Forsøgte Isidora sig, og han bordrede nu sine negle utrygt ned i sine egne knæ. Chefen rynkede sine bryn, og kiggede forvirrede på den yngre mand bag skrivebordet.
   "Hvor fanden vil du hen med det?" Spurgte han.
   "Åh, du ved," Isidora tøvede. Ja, hvor fanden ville han egentlig hen med det? "Folk med implantater bliver ikke ligefrem set på som en gave til vores samfund, og uden at fornærme nogen, så tror jeg at De ligeså vel som mig, hellere så samfundet befriet fra kunstig intelligens." Det var et skud i tågen, endnu en sætning som han ville ønske han kunne sluge igen. Hans chef, manden foran ham, ejede for pokker et firma som specialiserede sig i at sætte androids på gaden. De havde skabt flere kybernetiske implantater end han havde styr på, og nu tog han chancen at fornærme sin egen chef, men til hans overraskelse brød chefen ikke ud i et raseri anfald. Han gnubbede i stedet eftertænksomt sin hage, og Isidora kunne mærke sveden som løb ham koldt ned af ryggen.
   "Det er ikke en helt dum idé, men det er fandeme heller ikke klogeste du har sagt." chefen tog sin cigaret ud af munden, og kvasede den i et askebæger på skrivebordet. "De fandt cannabis i lejligheden. Fuck mig hvis regeringens tidligere mænd ikke er gået hen og blevet en flok pothoved. Men hvorfor, Mouldin? Forklar mig hvorfor." Chefen krydsede sine arme, og lænede sig tilbage i stolen, som gav en ubehagelig knirke lyd fra sig.
   "Det - jeg, øh." Isidora bed sig i læben. Han var på tynd is, og han måtte træde forsigtigt for ikke at falde igennem. "Har de tjekket op på denne fyr?" Isidora knugede sine hænder hårdere om knæskallerne.
   "Gu' har vi så tjekket op på den idiot - hvad er din pointe?"
   "Måske - og jeg mener måske, er din forbryder her i virkeligheden regeringen. Måske har din idiot en idé om at regeringen har berøvet ham hans frihed med implantaterne. Måske vil han gerne fanges, og derfor var det ikke vigtigt at skaffe dna spor af vejen?" En stilhed lagde sig pludseligt imellem de to mænd, og Isidora var sikker på at han kunne høre sit eget blod pumpe igennem årene. Han opdagede ikke selv at han var holdt op med at trække vejret, før hans chef igen brummede ubekvemt.
   "Kan du skaffe mig serie nummeret på den her ex-soldats implantater?" Chefen rejste sig nu fra stolen, og bevægede sig mod døren. Et tegn på at han ikke havde mere at komme efter, at Isidora havde fortalt ham hvad han ville høre.
   "Sagtens - Det eneste jeg skal bruge er et navn." Isidora forsøgte at fremkalde et smil over sine læber, men det blev i stedet til et ubehageligt ansigts udtryk.
   Chefen lagde en hånd mod dørhåndtaget, stoppede op og kiggede på Isidora over sin skulder.
   "Amos William Rickard."