Mørke øjne gemt bag en tyk mascara bliver åbnet, og stirrer på mig fra den anden ende af baren. Fra de store højtalere pumper bassen til en velkendt sang, og rundt omkring mig sidder unge mennesker, ved de mange borde. De skåler, griner højlydt, og slår glassene i bordet. Over bordrene hænger nogle gamle lamper, som minder om de gyselige lamper som min bedstemor havde i sit hjem, inden hun døde. De kaster et forsigtig lys fra sig, og forsøger at bryde barens mørke og dystre indre. Det eneste andet lys, er de skarpe lysstofrør, som i forskellige farver præsentere det store udvalg af alkoholflasker som står, side om side på lige rækker bagerst i baren. Foran dem står barens tjenere, og bytter alkohol for mønter.
   Sangen skifter, og det samme gør de mørke øjne. Min hånd begynder at fumle på bordet foran mig, søgende efter det halvt fyldte glas med Crowmoore, som jeg med garanti har betalt for meget for. Fingrene lukker sig om det stadigt kølige glas, og i det svage lys, tager jeg mig selv i at betragte refleksionen, som er mit eget væsen. Mit slips sidder ikke ligeså stramt som da jeg tog det på i morges. Min skjorte er krøllet, og min blazer står åben. Mit mørke hår var sat tilbage i en stram frisure, men som de mange timer på kontoret har sat sine spor, har enkelte totter valgt at undslippe mine hårprodukter. Mine lysegrå øjne vandre, og jeg stirrer opgivende på mine jeans; de samme jeans som jeg har haft på hele ugen, fordi jeg har været for doven til at tage andet på.
   Bunden af glasset bliver vendt i vejret, og den sidste kølige slurk af cider, stryger indersiden af min hals og forsvinder ned i mit indre. Uden at tænke over hvorfor jeg pludselig synes det er en god idé, placere jeg glasset på bordet, og rejser mig fra min plads. Jeg bevæger mig målbesat efter de mørke øjne, som har stirret på mig, fra barens høje stole alt for længe.
   Jeg har altid foretrukket blondiner, men jeg burde ikke brokke mig, jeg mener, jeg har penge nok, og jeg kunne sikkert købe mig til noget selskab, hvis jeg følte mig ensom uden at vælte mit budget. Min tøjstil har aldrig været fantastisk, men jeg har altid haft looket med mig, i modsætning til mange af kontorets andre klovner - tosser som vil spørger om vejledning fra start til slut, hvis man beder dem skifte printerblæk, selvom de har skiftet det skide blæk tusinde gange før. Nogen gange får man bare lyst til at give op, til at slippe alle hæmninger, til at læne sig elegant ind over barens mørke træ overflade, og smile kækt til en trunte, som langt fra er min type. Det er sådan de fleste horror film starter.

Hun har ikke permanente krøller, men i aften er hendes hår blevet sat op i en krøllet frisure, med totter af pandehår, som desperat forsøger at skjule hendes alt for høje tindinger. Læberne er dækket af en lyserød læbestift, som falder i et med hendes hudfarve, og får læberne til at forsvinde i hendes ansigt. De mørke øjne vender sig igen imod mig, og et venligt smil breder sig på hendes læber. Med en elegant bevægelse rækker hun hånden frem imod mig, men jeg stirre dumt på den, usikker på om jeg skal tage den, eller lade den hænge.
   Et navn som jeg ikke hører, glider over hendes læber. Et venligt smil krænger mine mundviger opad, idet jeg lader som om at jeg har hørt hvad hun siger. Hvad hun ikke bemærker, er min hånd, som sniger sig ind i en inderlomme af min blazer, og fingrene som lukker sig omkring en lille rund genstand; Scopolamin: En bulmeurt som stimulerer centralnervesystemet, og berøver folk evnen til at handle frit. Bevidstheden vil forblive intakt, og de vil kunne følge med i alt, men deres handlinger er ikke længere deres egne. Alt hvad der bliver sagt og beordret vil de frivilligt foretage sig. Evnen til at sige imod, til at kæmpe imod og genvinde styringen over deres egen krop, vil være så godt som ikke eksisterende. Men jeg skal ikke plapre løs om ting, som du alligevel ikke forstår, så lad mig gøre det kort; det svarer til at stikke hånden op i røven på et andet menneske, og få dem til at danse og spjætte, som en anden hånddukke.

"Kan jeg tilbyde en drink?" Spørger jeg endelig, uden at viske smilet på mine læber bort. Den mørkhårede kvinde, med de gennemskærende øjne trækker på skulderen, idet hun vender sig mod en af barens tjenere. Jeg tager mig selv i at stirre direkte, på hendes fremtrædende kavalergang og bryster, som næsten ser ud til at kunne poppe ud over hendes stramsiddende, og nedringende kjole, hvert eneste øjeblik. Hun vifter med hånden imod nogle flasker bag baren, og snart har hun bestilt en strawberry daiquiri. Nogen gange undrer jeg mig over om tøser, som trunten foran mig, udelukket kommer til barer som disse, for at se hvem der kan score den flotteste fyr. De er ligeglade med personlighed, og ligeglade med hvilke skeletter disse fyre måtte have i skabet. Det eneste trunterne bekymre sig om, er at gå hånd i hånd ud af døren, med en fyr som er smukkere og mere velhavende, end ham deres veninder har fundet. Et perfekt bytte for sultne fyre.
   Barens tjener vender sig imod mig, for at overække den lyserøde drink. Med en glidende bevægelse tager jeg imod drinken, dumper den lille runde pille i glasset, og hurtigt sender jeg den videre imod trunten, hvis' øjne har forvandlet sig til julelys. Et par alt for solbrune hænder lukker sig om det kolde glas, som hun tager imod drinken, og hun tøver ikke med at stikke sugerørne i munden og slubre den lyserøde substans i sig. Jagten er begyndt, og jeg læner mig endnu en gang mod baren imens jeg betragter byttet, som allerede er halvvejs igennem sin drink.
   "Så øh-" Starter jeg, uden at fjerne mit blik fra mit bytte. "-Har du tænkt dig at blive her hele natten?" Jeg tilter mit hoved let på skrå, og bemærker at smilet på mine læber, føles som om at det har boltret sig fast.
   "Åh, nej da!" Fniser hun, og ligger en hånd imod mit bryst. Mine nakkehår rejser sig, og inderst inde mærker jeg en lyst til at gribe hendes alt for tynde håndled, og trække hende med væk, til et sted hvor vi kunne komme til sagen. Men jeg når aldrig så langt, før jeg pludseligt mærker hendes spinkle fingre omkring mit eget håndled. Hun smiler sødt, læner sig frem og giver mig frit udsyn til hendes kavalergang.
   "Jaså?" Hører jeg pludseligt mig selv sige. "Jamen hvad siger du så til at tage videre, allerede nu? Bare du og jeg?" Jeg læner mig selv længere frem, og mærker mine fingerspidser som forsigtigt aer hendes håndflade. Et bredt smil som vandrer fra det ene øre til det andet, tegner sig i hendes ansigt, og strækker læberne så langt at de bliver skilt fra hinanden og afslører de afblegede tænder bag sig.
   "Jeg ved lige hvor vi skal tage hen!" Udbryder hun.
   "Vis endelig vej." Svarer jeg kort, inden jeg ser hende vende sig imod sit glas, og slubre det sidste af den lyserøde drink i sig. Scenelys, musik, tæppe, maestro. Dukkeførerens stykke er kun lige begyndt, men min hånd er allerede dybt begravet i hendes røv.
   ...
   Øjeblikke senere bliver jeg imod en kold mur. En lille sidegyde, ikke langt fra baren, hvor hjemløse har deres daglige gang. Omkring os ligger sorte poser med affald, og store containere som ikke ser ud til at være blevet tømt, i meget lang tid. Containerne kan ikke længere lukkes, grundet de sorte affaldssække som fylder deres indre, og den smalle gyde oser i det hele taget af en væmmelig stank, som jeg ikke helt kan sætte min finger på. Stanken blander sig med en stærk parfume som tydeligvis er blevet overbrugt, og som kun bliver værre da trunten læner sig tættere ind imod mig, og griber om mit håndled. Hun har svært ved at holde balancen og fokusere på de ting, som sker omkring hende. Jeg er ikke længere sikker på om det er pillen jeg har hældt i hende, eller fordi hun har fået for meget alkohol, men jeg gætter på en blanding af begge dele.
   Hendes fingre vandrer, og kærtegne kanten af mit bælte. Fingerspidserne sniger sig ind under min skjorte, og aer det bløde stykke hud under min navle. Jeg mærker hvordan hendes anden hånd griber om mit bælte, og de sammen forsøger at lukke det op. Jeg retter det imod hendes hænder, som endelig får skilt mit bælte. Et fjoget fnis glider over hendes læber, som om hun bliver flov over at være så dårlig til at åbne bælter, men jeg påpeger det ikke. I stedet hæver jeg min ene hånd, og griber hendes nakke for at trække hende nærmere. En tanke strejfer mig, en tanke om at jeg burde have fundet mig en blondine, som var mindre solbrændt end denne poletneger foran mig; en som rent faktisk ville kunne få min pik op og stå, men jeg skubber hurtigt tanken til siden, og minder mig selv om at jeg ikke burde brokke mig.
   Mine fingre begraver sig i hendes mørke krøllede hår, og kærtegner hendes hovedbund, alt imens et fjollet smil breder sig på hendes læber.
   "Jeg vil lege en leg." Hvisker jeg. Hun nikker, og et forsigtigt grin undslipper hendes strube. Fingrene griber hårdere omkring hendes hår, og jeg trækker hende nu væk fra mig, for at tvinge hende halvt i knæ. De mørke øjne flakker kort, og bag den tykke mascara bemærker jeg frygten som hendes krop ikke længere er i stand til at udtrykke. Så smuk en frygt, som ikke kan sammenlignes med noget, fanget i en krop uden kontrol; så smuk en frygt, som får mit lem til at dunke, og mine bukser til at føles strammere.
   "Jeg er ikke ude efter dit køn. Jeg vil se dig danse og spjætte, som den skide dukke du er." Et kort fnys forlader mit indre, og jeg lader min frie hånd bevæge sig ind under min blazer. Ironien sparker mig fra det bagerste af mit sind; en medieslave som lader sig forfører af dyre tasker, de rigtige sko, den rigtige telefon og en opsætning af håret, som hun har læst om i et dameblad. Fra indersiden af min blazer, trækker jeg en springkniv som jeg holder foran mit bytte, som et andet pendul. Øjnene flakker endnu en gang, og jeg lader hendes spinkle fingre lukke sig om knivens kolde skaft.
   "Jeg vil se din inderside." Beordrer jeg med en hæs stemme. Et smil maler sig over mine læber, et venligt smil som forsøger at flirte med hendes, selvom der ikke er nogen grund. Frygten i hendes øjne bliver tydeligere, men hendes krop reagerer ikke. Jeg forestiller mig en stemme i hendes hoved, som råber og skriger, som banker på indersiden af hendes kranie, og desperat forsøger at genvinde styringen over hendes krop.
   Hun griber om knivens kolde skaft, placerer dets blad mod sin arm. Nu er det min tur til at få julelys i øjnene. Kniven border sig dybt ind under huden, tæt ved hendes håndled og trækker en kløft efter sig. Det varme blod glider over den solbrændte hud, og mine øjne følger en dråbe som lander på den beskidte jord imellem os. Kniven fortsætter sin vandring op ad armen, og min tunge sniger sig ubevidst over min overlæbe, men pludseligt trækker hun kniven bort. Blodet har malet hendes hud, så den nu er en smuk mørkerød kulør, og jeg betragter det dybe sår langs hendes underarm. Trunten lader sine mørke øjne hvile på såret, inden hun igen begraver kniven i huden, tæt ved det sår som hun allerede har lavet. Bevægelsen gentager sig, og hun trækker kniven fra sit håndled, og mod sin albuehule. På vejen splitter hun en tatovering, som kort efter bliver dækket i den mørkerøde væske fra hendes indre, og jeg sværger at jeg mærker mit hjerte slå et slag over. Nok vil kvinden aldrig kunne leve op til mine standarter, men hendes handlinger synes uendeligt smukke. Smukkere end noget jeg nogensinde har set. Tænderne lukker sig om min tunge, og jeg læner mig tilbage for at støtte min ryg mod den kolde mur bag mig, så jeg bedre kan betragte den vidunderlige scene, som udspiller sig foran mig. Kvinden falder i knæ, og jeg bemærker nu hvordan et fjernt blik ligger sig over hendes ansigt.
   "Fortsæt." Siger jeg, og nikker kort imod kniven, men trunten foran mig adlyder ikke længere. Blikket i hendes fjerne øjne syntes at forsvinde længere bort, og jeg mærker mig selv miste kontrollen. Nakkehårene rejser sig, og mine kæber knuger sig så hårdt imod hinanden, at det føles som om at mine tænder tvinges ind i mit eget kranie. Dukkeføreren har mistet sin styring, og jagten når sin afslutning. Synet af en kvinde som tager livet af sig, og forbløder for øjnene af mig, vil altid være så meget smukkerer, end synet af skuespillere som bliver revet itu, på en TV skræm. En kold skygge glider over hendes øjne, og musklerne bliver pludseligt slappe. Dukkeførerens hånd bliver trukket fra røvhullet. Hjertet dunker tungt i mit bryst, og det føles som om at, min brystkasse bliver revet fra hinanden. Da hendes hoved rammer jorden, går det op for mig, at jeg sidste halve minut ikke har trukket vejret, og jeg tillader først mig selv at genvinde fatningen, da hendes krop ligger slatten og forladt for mine fødder.