Stanken af råd, og dårlig ånde har forfulgt mig længe. En stank som mest af alt giver mig lyst til at, vende maven på vrangen. Men gang på gang må jeg undertrykke mine lyster, og tvinge mine ben til at tage endnu et skridt, og endnu et. Jeg har ikke lyst. Hver eneste muskel i min krop skriger om nåde, men jeg er nødt til at stå imod. Jeg kan ikke give op nu, når jeg er kommet så langt.
I et desperat forsøg på at genvinde fatningen, vender jeg mig mod mørket, som har forfulgt mig så længe. Gule øjne stirre frem fra intet, og jeg mærker en klump synke i bryst, som et klamt insekt der kravler igennem min krop.
Mor sagde altid at man skulle holde sig fra dyr, at man aldrig kunne stole på skabninger med fire ben. Siden jeg var lille har jeg drømt om et kæledyr. Jeg har altid været ligeglad med hvilket dyr, det kunne for min skyld være en døgnflue, men i mit indre kan jeg høre min mors bortforklaringer. Hvis hun kunne se mig nu, er jeg slet ikke i tvivl om at hun ville besvime på stedet. Jeg er knap nok selv klar over, hvordan jeg formår at holde fatningen, eller hvordan jeg ikke selv er faldet om af skræk.
De gule øjne nærmer sig, og jeg træder fortvivlet et skridt baglæns. Min bagdel overgiver sig pludseligt til en intens smerte, da min balance nægter at samarbejde. I et øjeblik har jeg lyst til at skrige, og hidkalde utallige æder over grunden, som har forårsaget smerte mod min røv, men da jeg pludseligt mærker en skællet fod imod mit bryst, kaster jeg hurtigt mine æder til siden.
Stanken af råd er nu kraftigere end nogensinde før, og da jeg løfter mit blik bliver jeg mødt af noget, som mest af alt ligner en muterede rotte. Dyrets øjne sidder ikke symmetrisk i dets hoved, og under snuden sidder et par skæve, gule fortænder. Mit hjerte sidder tungt i min hals, og min krop nægter at gøre hvad jeg beder den om. Jeg har lyst til at slå igen. Jeg kunne løfte min hånd, og give dyret et slag, men alt fornuft i min krop skriger imod min lyst. I stedet stivner jeg, som den ynkelige skabning jeg er, alt imens jeg mærker et par skarpe kløer, som trykker imod mit bryst.
Man siger at i øjeblikke som disse, bliver man religiøs. At det kun er mennesker som er bange, som vælger at overkaste sig til noget, som de egentlig ikke tror på, som om en højere magt i sidste ende, måske alligevel vælger at skåne deres skrøbelige liv. Men jeg mærker ingen sådan lyst. Det eneste jeg mærker, er blodet som suser til mit hoved. Sekunder føles pludseligt som minutter, og selvom at jeg må bide mig i tungen for ikke at trodse min fornuft, mærke jeg pludseligt min hånd hamre imod dyrets stive pels.
Jeg ved ikke hvem der er mest forbavset, mig eller dyret, men i hvert fald tænker jeg ikke længe over det. Ynkeligt, nærmest komisk, begynder min krop at kravle bort fra dyret. På trods af mine muskler som stadig føles ømme og opbrugte, formår jeg alligevel at, kaste mig selv på benene. Jeg ikke sikker på hvor min fornuft er blevet af, men angsten føles pludseligt mere overbevisende. Mine håndflader begynder at føles klamme, og da dyret bag mig grynter mærker jeg kuldegysninger, som lukker sig omkring min rygrad som en kold hånd.
Langsomt men sikker vælger jeg, af en eller anden grund, at vende mig mod dyret som sætter af i et brutalt hop imod mig. Jeg forsøger at kaste mig til siden, men det næste jeg mærker er en ubeskrivelig smerte, som tvinger sig vej igennem mit ben. Dyret har fået fat, og jeg er sikker på at det ikke planlægger at give slip. Febrilsk må jeg bide mig i tungen til jeg kan smage jern, og jeg tvinger mine negle ind i mine håndflader, til de føles ømme. Lige meget hvad jeg gør, lige meget hvor meget smerte jeg forsøger at påføre mig selv, lader det ikke til at slå den smerte som dyret påføre mig med sine tænder. Jeg er stensikker på at, jeg kan høre knogler knække, og det hele ligner mest af alt om et ynkeligt blodbad.
Pludseligt er det som om at, jeg aldrig har tænkt mere klart i hele mit liv, som om at min fornuft vender tilbage. Jeg løfter mit andet ben, og støder min fod imod dyrets hoved med alt min kræft. Igen kan jeg høre knogler som knækker, men denne gang er det ikke mine. Da dyret fjerner sine tænder fra mit ben, gør det næsten mere ondt, end da de tvang sig vej igennem min hud og muskler. Jeg mærker igen en trang til at skrige, men igen bider jeg mig selv i tungen, og langer endnu en gang ud efter dyret med min fod. Denne gang rammer jeg ikke, men dyret har nu valgt at vende sig fra mig. En følelse af håb slår insektet i mit indre væk, og jeg klamre mig desperat til følelsen.
Selvfølgelig skulle det ikke gå sådan. Selvfølgelig har ingen almægtig gud, valgt at smile i min retning. Dyret vælger blot at stikke sin skællet hale mellem benene, da et større monster vælger at stille sig over mig. Dette monster stinker værre end dyret som har hærgede mit ben, og endnu en gang mærker jeg lysten til at, gense min morgenmad. Monsteret sænker sit store kranie imod mig, og stanken bliver blot værre. I et ynkeligt forsøg på at overvinde dette monster - som stensikkert ville kunne trampe mig ihjel - vælger min genstridige fornuft at støde min hånd imod monsterets kind. Jeg indser straks at det på ingen måde tænder et nyt håb for mig, tvært imod.
I én elegant og sikker bevægelse, retter monsteret pludseligt sine skarpe tænder imod min strube. En intens smerte, bliver erstattet med et desperat forsøg på at få luft, og pludseligt begynder verden at sortne for mine øjne. Jeg ser monsterets gule øjne, som stirre ondt på mig, som om de nærmest truer mig til at stoppe med at kæmpe imod. Men min krop nægter. På trods af mine ømme og trætte muskler, vælger min stakkels hærgede krop alligevel at kæmpe imod, men i sidste ende ved jeg godt hvem der har vundet denne kamp.
Jeg forsøger. Jeg bliver ved med at forsøge, selvom jeg godt ved at jeg ikke kan. Mørket som har jagtet mig så længe, velkommer mig endelig i sin favn, da min fornuft langt om længe vælger at overgive sig.