Nu står en gemen skabning, og kigger frem imod mørket. I mange år har denne scene føltes som hans helle, men hans tryghed er forsvundet. Stedet som han har holdt af, føltes fremmede. I hans sind mærker han nu kun kolde øjne, som stirre tomt på ham.
Det er åndssvagt overhovedet at tænke på, og inderst inde ville Malcolm ønske at hans hoved ikke var fyldt med de samme tåbelige, og meningsløse ord. Han stirrer tomt ind i spejlet foran sig,uden at bemærke det vrede udtryk, som står malet i hans ansigt. Hvis det ikke var på grund af, de tåbelige tanker som fyldte hans hoved, ville han måske have bemærket blodet, som langsomt kærtegner hans kind. Men inderst inde, er hans had for stort. Han kan mærke, hvordan hans nakkemuskler spænder sig, og får hans hoved til at dirre hver gang han forsøger at undertrykke dem. Vreden bobler bogstaveligt i hans indre, og han er ved at miste besindelsen.
Måske var det nemt for nogen, at undertrykke deres indre had; at lade som om at det ikke fandtes. Det var måske nemt for nogen, at dække deres miserable og kedelige liv til, med et simpelt smil, men ikke Malcolm. Han kunne mærke hvordan hans hånd langsomt men sikkert, knugede sig omkring den kolde porcelæns vask. Hvis bare han kunne undertrykke sit had, og klistre en falsk facade på. Han havde set så mange mennesker gøre det, og han misundende dem - misundende deres evne til at leve livet i deres egen latterlige fantasiboble.
Lyden af publikummets klap, fylder hans hoved. Han kigger blankt ned fra sin scene, og mærker blodet dunke i hans tindinger. For længst har han indset at, han på ingen måde er speciel i denne verden. Han er ikke unik, han er ikke anderledes, for fanden, han kan ikke en gang male, om så gjaldt hans liv. Tomheden som fylder hans hadske indre, har langsomt taget over. Hvis bare han kunne huske hvem han var, hvem hans publikum plejede at værdsætte.
Det næste han huskede kom ikke uden smerte; porcelænsvasken knækker som et stykke tørt brød, mellem hans fingre. Hans syn møder røde farver, som yndigt smøger sig over de hvide porcelænsstykker. Uroligt træder han et skridt tilbage, og først nu - da han ligger en hånd mod sit hoved, for at genvinde fatningen - går det op for ham at han bløder fra sin tindinger. Andre mennesker ville måske have følt deres hjerte springe et slag over, følt angsten stige i deres indre, men ikke Malcolm. Han var alt for opslugt af sit kogende had, til overhovedet at have ondt af sig selv.
Hans publikum gisper, da han rækker ud efter en metal boks på væggen. Han famler efter et stykke papir, men det eneste hans fingre møder er en tør paprulle. Et øjeblik, kun et øjeblik, glor han på metalboksen. Svagt kan han se sit eget spejlbillede; sit eget forpinte jeg, kun ødelagt af tal, malet med en sprittusch, tværs over boksen. Nummeret på en selvmords linje, et himmerige for følelsesporno. Ironien fatter hans sind. Han smiler, men det er som om at smilet aldrig når hans læber.
Så nu står han der, på sin scene med sit publikum der ikke længere er imponeret. Deres hadske blikke rammer ham fra alle sider, og han mærke et grin som tvinger sig vej igennem hans læber. De har for længst vundet - hans publikum som kun eksisterer i hans egen fantasiboble.