Det første jeg så var synet af blod, som løb ned over min hvide kjole. Jeg vendte mit blik, og så på manden foran mig. Mine fingre var lukket omkring hans hals, og hans øjne var så opspilede at, man næsten skulle tro at de ville ryge ud af hans kranie. Jeg kunne mærke hvordan mine negle borede sig ned i hans hud, og uden at vide hvorfor, kunne jeg mærke hadede som steg i mit bryst. Jeg havde lyst til at kvæle ham, og se livet forsvinde ud af hans usle lille krop. Det var næsten komisk at se, hvordan hans blik tiggede om tilgivelse. Det var i sådan et øjeblik, at man indså hvem ens medmennesker i virkeligheden var. Kun når du lå på dødens rend, turde folk vise deres sande jeg. Ikke en gang denne mands mor havde kendt ham, ligeså godt som jeg kendte ham, i dette moment.
I min anden hånd mærkede jeg noget koldt. Jeg vendte igen mit blik, og fik øje på et gevær imellem mine fingre. Uden at være sikker på hvilket gevær det var, eller hvor det kom fra, lukkede jeg mine fingre hårdere omkring geværets kolde metal, til jeg kunne se at mine knoer blev hvide. Jeg vidste ikke helt hvorfor jeg gjorde det, men jeg var sikker på at der var en mening med det hele.
"Du vil ikke gøre det." Hørte jeg nu en hæs stemme foran mig. Jeg løftede igen mit blik, og så forbi manden som jeg holdte imellem mine fingre. Bag ham stod Nancy, en kvinde som jeg kendte alt for godt. Hun havde forsøgt at stjæle min mand, lige for næsen af mig. Hun troede at hun var så skide perfekt, med hendes små designer tasker, falske hår og plastik bryster. Jeg hadet hende noget så indædt, og nu stod hun der, i al sin falskhed, og forsøgte at belære mig om hvad jeg ville, og ikke ville. Jeg tog et fast greb om mit gevær, og hævede det direkte imod hende. Jeg så nu hvordan hendes selvbrunede hud blev en tone blegere, og hvordan hun instinktivt trådte et skridt tilbage. Det frydede mig endeligt at se frygt i øjnene på den kvinde, som jeg hadet så inderligt.
"Susan, hvad er det du gør?" Udbrød hun pludseligt. I momentet var jeg ikke selv sikker på hvad det var jeg gjorde. Jeg var ikke en gang sikker på hvordan jeg var endt på dette sted. Faktisk var jeg slet slet ikke sikker på hvor jeg overhovedet befandt mig. Jeg ville ønske at jeg kunne svare hende, det ville jeg virkeligt, men i øjeblikket var det eneste jeg kunne mærke, en tung dunken for mit bryst. Man skulle næsten tro at mit hjerte var ved at sige op, og hvert øjeblik kunne bryde igennem mit bryst, og stikke af.
Lyden af hendes stemme blev svagere. Jeg kunne ikke længere få ord ud af de ting som hun sagde. Alting syntes så uvirkeligt og fjernt, og det hele var som en ond drøm. Jeg lod igen mit blik flakke, og lod det nu falde på den mand, som jeg stadig holdte i et hårdt jerngreb. Han sagde noget som jeg ikke helt forstod, men hans ord fik mig blot til at klemme hårdere omkring hans hals. Han hævede nu sine hænder, og lagde dem mod mit håndled, da han desperat forsøgte at trække min hånd bort. Jeg forstod ikke, hvorfor det ikke lykkedes ham at trække mine fingre bort. Han var meget større end mig, og sikkert også meget stærkere, og alligevel syntes han næsten komisk svag. Svaret skulle chokere mig. Jeg lod mit blik vandre, og fik nu pludseligt øje på det store sår, som sad i mandens mave. Det var hans blod som var på min hvide kjole. Det var ham som havde ødelagt den, men hvem havde skudt ham? Havde jeg forsøgt at redde ham? Havde jeg forsøgt at skyde ham? Hvem var denne mand overhovedet?
"Slip ham!" Hørte jeg nu den hæse stemme fra Nancy endnu en gang. Jeg vendte mit blik imod hende, og hævede mit gevær, for at være sikker på at hun ikke kom alt for tæt på.
"Hv-hvad er det der sker?" Fik jeg endeligt fremstammet. Nancy gloede på mig, som om jeg var dum. Hendes ækle små griseøjne havde et bedre vidende blik gemt bag hendes frygt, det kunne jeg tydeligt se.
"Susan, bare slip ham!" Udbrød Nancy endnu en gang, og endnu en gang valgte jeg at ignorer hendes ønske. Jeg forstod intet, og det var som om at min krop pludseligt blev lammet. Jeg forsøgte at bede mine ben om at træde et skridt frem, men der skete intet. Jeg forsøgte at stramme mit greb omkring mit gevær men heller ikke da, skete der noget.
"Susan, du--" Jeg hørte nu et brag, som gav genlyd i det store lokale, efterfulgt af endnu et. Jeg så hvordan Nancy kastede sig til jorden i slowmotion. Sekunderne føltes urimeligt lange, og det var som om at hver eneste bevægelse, tog dobbelt så lang tid at fuldføre. Mit blik blev langsomt vendt imod manden, imellem mine fingre. Jeg kunne mærke mine muskler blev svagere, og mit greb omkring hans hals blev løsnet. Mine ben ville ikke længere holde mig oprejst, og de bukkede nu sammen under mig. Jeg mærkede det kolde granit gulv slå imod mit kranie, og et øjeblik gav slaget genlyd i mit hoved, men min krop reagerede ikke. Mine hænder for ikke op til mit hoved for at ømme det, men lå bare tung på gulvet foran mig. Jeg kunne intet høre. Absolut intet. Jeg kunne kun se manden som jeg havde holdt i mit stædige greb, som nu landede på gulvet ved siden af mig. Det var først nu at det gik op for mig, hvem denne mand var. Da han lå der, fladt på gulvet ved min side indså jeg nu, at det var Sean. Min elskede mand Sean. Jeg forsøgte at løfte min hånd, for at lægge den på hans kind så jeg kunne mærke hans kolde hud, men min hånd kom kun halvvejs før den igen faldt til gulvet.
Jeg så Nancy som kom tættere på, og bukkede sig ned ved vores side. Jeg kunne se at hun talte, men jeg kunne intet høre. Synet foran mig blev langsomt svagere og svagere. Skikkelserne forsvandt, og jeg overgav mig til mørket. Jeg vidste at i dette øjeblik, havde jeg aldrig været mere lykkelig.