Norah frøs. Hendes fingre klistrede fast på rettet af den sorte folkevogn CC. Hun kiggede på instrumentbrættet for at tjekke temperaturen. 21.5 grader. Det var den almindelige temperatur inde i bilen, uanset vejrets tilstand i omverdenen. Frede har indstillet den dengang han købte bilen, fordi det var sådan han kunne lide det. Det var altid Frede der havde det sidste ord. Det blev snevejr. Store tykke snefnug indtog horisonten, så Norah blev nød til at starte vinduesviskerne. Det var ellers så fint solskinsvejr hele dagen. Ingen troede at det blev hvid jul i Danmark det år. Norah begyndte at ryste, selvom hun lige har tændt numsevarmeren, som hun kaldte den. Så gik det op for hende at det ikke var kulden der overtog hendes krop. Frosten der lammede hende, kom indefra.
   Hun koncentrerede sig om vejen, der var næsten tom af andre bilister. Det var jo forståeligt. Det var juleaften, cirka kl. 17.00. Julemiddagene var sat i gang i de fleste steder, folk smilede, børn ventede spændt for at åbne tusindvis af gaver. Norah tørrede sin våde kinder med en irriteret bevægelse. Der røg hendes make-up. Men det var også lige meget. De vidste jo alle sammen at hun ville nok komme til at græde. Efter den lille scene mellem Frede og hende. Hvor han igen havde det sidste ord. Brems!
   Bilen gled langt inde i det røde lys på den glatte vej. Norahs hjerte var ved at stoppe. Hun stirrede på det hvide ingenting der bevægede sig langsomt ned fra den mørke himmel. Det var så stille, kun vinduesviskeren kørte op og ned, igen og igen, monoton. Hun måtte tage sig sammen. Hvis hun smadrede bilen igen... ja, hvad ville der ske? Frede ville være rasende, de ville skændes, igen. Hun ville betale selvrisikoen for bilforsikringen, og livet ville bare køre videre i det gode gamle afprøvede spor....
   Det blev grøn pludselig og lyset vækkede Norah fra sit mareridt af realitetsfornemmelse. Kør nu for helvede! Et kort blik på uret på instrumentbrættet fortalte at hun havde præcis 10 minutter inden Netto lukkede. Hvorfor skulle den nu også lukke kl. 17.00 på en juleaften?! Norah smilede bittert. Som selvstændig viste hun godt at det ikke betalte sig at holde åben, hvis der ikke var nogen forventede kunder. Og hvem ville være den idiot der går på indkøb Juleaften? Nå, ja. Lige undtaget hende.
   Ribsgele. Hun hadede ribsgele. Det var slet ikke overraskende at hun glemte det da hun skulle handle til deres Julemiddag. Der var så mange andre ting der fyldte hendes hoved. Problemer med forretningen, der gik ud over hendes forhold med den lille trold, der fortjente mere opmærksomhed, eller bare en bedre mor. Og så var der Frede. Og den gabende kløft mellem dem. De små skænderier, der fyldte mere og mere i deres liv. De overtog pladsen i den lille skattekiste som tidligere var fyldt med kærlighed og lidenskab for hinanden. Og nu var de følelser ved at rende ud, og finde en anden skattekiste hos et andet par, der var måske bedre til at passe på dem. Deres forhold blev bare så koldt, koldere end denne vinteraften, så koldt at ikke engang CC'ens 21.5 grader kunne smelte isen mere. Især efter denne Juleaften. Hans ord gav ekko i hendes snefyldte tænker.
   "Gæsterne kan passe sig selv. Jeg har brug for hjælp med det sidste i køkkenet. Kom ind i kampen, jeg kan ikke gøre det hele alene." Frede hviskede mens han kiggede dybt inde i Norahs øjne for at give mere fylde til den udtalte ordrække. Norah kunne stadig mærke hans greb på sin underarm, da han hev hende væk fra gæsterne. Svaret var klar i hendes hoved, det ville lyde lige som "der er en hele time til aftensmaden, ikke alle er kommet alligevel, og sovsen bliver koldt, bla-bla...", men hun blev mundlam af den pludselige vrede, der krøb gennem hendes krop. Han kunne ikke gøre det hele alene... Norah var vågnet klokken lort om morgenen for at rydde op, før hun ordnede den lille trold, og cyklede til bageren. På vej hjem hentede hun anden, som hun bestilte to uger før Juleaften. Selvfølgelig glemte hun sin aftale hos frisøren, der var fuld booket... Da de første gæster ankom, var den første sædvanlige skænderi-bølge overstået derhjemme og den velplejede maske lagt på plads både på hans og hendes ansigt. Det var bare den lille trold der var usædvanligt stille. Men gæsternes ankomst gjorde ham glad igen. Alt var på plads. Indtil Fredes påstand, eller rettere anklage, om at hun ikke lavede noget hele dagen. Hun havde lyst til at skrige igen, lave en scene, løbe væk, men nogen af gæsterne kiggede allerede på den mærkelige scenario de to havnede i.
   "Ok, fortæl mig hvad jeg skal gøre..." sagde hun lavmeldt.
   "Hent jævneren til saucen. Og ribsgeleen. Der skal lidt ribsgele i saucen."
   Ribsgele... Norahs hjerte begyndte at banke vildere og vildere. Det var den sidste linje på hendes indkøbsliste, den hun ikke kunne huske. Norah skrev altid indkøbsliste før hun handlede, fordi hun ellers var tilbøjelig til impulskøb. Som regel glemte hun listen på køkkenbordet når hun gik hjemmefra, men heldigvis havde hun en slags fotografisk hukommelse. Det skete sjældent at hun glemte noget fra sine indkøbsliste. Men det skete nu, åbenbart.
   "Jeg tror jeg glemte ribsgeleen..." sagde hun til sidst og rakte jævneren hen til sin forlovede. Men han stod helt stille.
   "Hvad mener du med, at du glemte den?"
   "Jeg mener at jeg glemte at købe noget..."
   "Hvordan kan man glemme sådan noget? Hvor mange gange har du lavet brun sovs uden ribsgele?" han rynkede øjnebrynet, noget han gjorde kun når han var virkelige gal.
   "Adskillige gange. Jeg bruger den aldrig til sovsen. Du har ikke engang bemærket det..."
   "Der skal også være noget på tallerkenen når man spiser flæskestegen. Jeg kan ikke forstå... Gå over og spørg naboen om de har noget ekstra!" han gav ordren, som han var så sikker på at blive udført, at han ikke engang kiggede på kvinden, der stod usikkert ved siden af ham. Han kiggede bare ind i sovsen der blev mørkere og atter mørkere.
   "Kom nu. Det er kun børnene der spiser ribsgeleen. Vi har noget hindbærmarmelade, de ville slet ikke smage forskellen..."
   "Vær nu ikke dum!" Fredes skarpe stemme skar inde i den varme Julestemning, som en kniv i Juleanden.
   "Gå, og spørg naboen." han dæmpede stemmen lidt, men gæsternes opmærksomhed var allerede fanget.
   "Ingen af dem er hjemme. Kan du ikke huske at de fortalte..."
   Hun kunne ikke snakke ud, fordi Frede stormede hen til døren og kom tilbage med noget i hænderne.
   "Her. Netto har stadig åbent. Kør." sagde han iskoldt og dødsensalvorligt.
   Det blev stille rundt omkring og Norah gloede på bilnøglen mellem mandens fingre.
   "Lad nu vær. Vi kan da godt klare os uden ribsgele." Norah kunne ikke engang huske hvem der sagde det, det måtte være hendes mor, men Fredes svar ventede hun ikke engang på. Hun tog bilnøglen og skyndte sig ud i mørket. Hun glemte sin jakke, men det var også ligegyldigt, for hun måtte bare væk...
   Fem minutter i fem rullede Norah i Nettos parkeringsplads. Hun var nervøs. Hun var rigtig søndagsbilist, havde især problemer med parkering. Det var en lettelse da hun så at CC'en var den eneste bil der tegnede sorte striber i den jomfruelige sne. Butikken var også helt tom, kun en meget træt kasseassistent ventede utålmodigt på de sidste tre minutter af arbejdsdagen skulle være overstået. Hun havde allerede fest make-up på, det brændte ligesom inde i Norahs hjerne mens hun løb gennem rækkerne. Hvor var nu den slags madvarer plejer at være meget? Heldigvis var hun vandt til at færdes i Netto. Hun greb den første krukke ribsgele fra hylene og skyndte sig til kassen med sved på panden og et ucharmerende akavet smil på læben.
   "Bare den her ribsgele..."
   "15 kroner." lød det halvsure svar.
   Pludseligt gik det op for Norah, at hun ikke engang tog penge med. Og dankortet lå i hendes jakkelomme. Men som altid kunne hun regne med CC'en.
   "Ah, for pokker. Jeg har pengene i bilen. Jeg løber bare ud og hente dem, jeg parkerede lige foran døren. Det tager kun et øjeblik, jeg ved godt I er ved at lukke..."
   "Nej, ved du hvad. Tag den bare, jeg sletter købet." afbrød den unge kvinde hende.
   "Nej, det kan vi da ikke..."
   "Jo, Glædelig Jul. Farvel." kvinden vinkede med hænderne i dørens retning og Norah syntes det var bedre hvis hun tog mod den søde gave.
   "Tusind tak. Glædelig Jul." viskede hun, som om der var nogen der kunne høre den ulovlig aftale. Hun skyndte sig ud, hoppede ind i bilen og smed krukken på passagersædet. Der så hun at endnu en overraskelse ventede på hende.
   "Fandens også!" råbte hun og steg ud igen. Hun parkerede jo på handicap-pladsen, og håbede at, på det tidspunkt var der ikke nogen parkeringsvagt deromkring, og da slet ikke nogen der uddelte bøder. Men hun tog fejl. Hun kastede det forbandede papirstykke i handskerummet og var på grænsen til at smide ribsgeleen ud af vinduet. Det blev nu alligevel den dyreste ribsgele der fandtes. Hvad kostede det? Mere end 500 kroner (hun kiggede ikke på den våde sum, hun viste jo godt hvad det var), hendes Juleaften, hendes parforhold! Nu havde hun fået nok. Hun startede bilen og tændte radioen, lidt musik kunne måske trøste hende. Vejen var så tom, at hun kiggede ikke engang rundt mens hun kørte ud fra parkeringspladsen. Hun kørte bare og nød tomheden der overtog den kolde og bitre smerte i hendes hjerte. Hun trillede ind på rækkehusets parkeringsplads. Den var fuld af gæstebiler, men Norah vidste godt, at længere inde i mørket plejede der at være nogle ledige striber, der hvor vejen bliver så smal at de fleste troede den sluttede helt. Anlægsgartneren der tog sig af deres fælleshave, ryddede ikke op efter sit efterårsprojekt, og det var Norah glad for nu. I bakspejlet så hun lygterne af en anden bil, der tilsyneladende var på vej til det samme sted hen, så hun gassede lidt op. Hun havde ikke lagt mærke til, at hun nåede kanten af asfalten og ramte den første busk der adskilte naturen fra byggeriet. Hun blev bange og i stedet for at bremse drejede hun rettet hårdt til venstre. Det lykkedes hende at komme op på asfalten igen efter den farlige manøvre, og med rystende hænder kørte hun inde i den første ledige plads. Hun rystede i hele kroppen og da hun hørte den anden bil køre ind ved siden af hende begravede hun sit ansigt i sine hænder. Hun hørte at nogen bankede på ruden.
   "Er du ok? Norah?" den dybe stemme blev akkompagneret af et nyt banke-forsøg, denne gang på hendes side. Norah genkendte stemmen. Det var Martin, en af naboerne. Nej, han var ikke bare en nabo. Han var DEN nabo. Som langsomt sneg sig ind i Norahs bevidsthed efter en uskyldig flirte episode mellem to-tre øl til en sommerfest. Norah havde aldrig før lagt mærke til Martin, den lækre jævnaldrende håndværker. Men det blik han betragtede hende med, den aften for halvanden år siden, har hjemsøgt den ensom kvindes drømme og virkelighed lige siden. Først vakte han bare hendes interesse, med at invitere hende for en koncert. Senere med de små komplimenter han kom med, helt uventet når de mødtes og Norah havde hverken make-up eller høje hæle på. Men Norah turde ikke reagere. Han havde jo en kæreste, de boede sammen. Hun havde Frede og den lille trold... Og stille og roligt stoppede komplimenterne og de tilfældige møder. Nogen gange hilste Martin ikke engang på hende når de løb ind i hinanden. Men Norah kunne ikke dræbe følelsen han vækkede til live, det hemmelige rum hun lukkede sig ind, når virkeligheden var alt for meget for at bære. Og nu stod han der foran døren og ventede på svar. Hun åbnede døren langsomt.
   "Du skulle altså køre mere forsigtigt. Jeg kørte næsten ind i dig bagfra." sagde han tørt. Normalt ville Norah synes udtalelsen lød ret frækt, men lige nu havde hun bare lyst til at græde.
   "Undskyld..." sagde hun men stemmen svigtede. Hun kunne heller ikke holde tårerne tilbage hvor pinligt det end var, steg bare ud og smækkede døren med et brag, og gav fri løb af sine dystre følelser i form af gråd.
   Martin var på vej til sin bil, men han standsede igen.
   "Det' lige meget. Der skete ikke noget." sagde han med mildere stemme. Norah nikkede, tørrede sine kinder helt forgæves, men tog sig sammen så meget at hun kunne gå med rank ryg til den anden side af bilen, for at hente ribsgeleen. Hun nåede dog ikke så langt, fordi Martin tog fat i hendes arm.
   "Jeg vil ikke..." startede han.
   "Nej... Det' ikke dig... Jeg havde bare en lortedag." prøvede hun at forklare mens tårerne løb ned ad hendes ansigt.
   Martin tog et skridt mod hende, og dermed minimerede distancen der var mellem dem. Han rakte hånden frem og kærtegnede tårerne væk.
   "Jeg vil ikke have at du græder." sagde han og Norah blev fortabt i det par blågrå øjne der kom nærmere og nærmere. Hun lukkede sine øjne da Martins læber rørte ved hendes. Det varme kys standsede tiden og vendte Norahs verden. Det var forkert. Men hun kunne ikke stoppe. Hun ville bare have mere. Hun lod sin hånd glide på hans talje og kyssede tilbage. Det var åbenbart invitation nok til Martin, fordi han trak hende endnu nærmere til sig og hans tung trængte dybere ind mellem kvindens læber. Norah havde intet imod forslaget, og om det var kulden eller lidenskaben der førte hendes hånd ned under Martins skjorte var ligegyldigt. Hun gad ikke tænke mere. Det var mandens rektion der fik hun til at tøve lidt.
   "Du har kolde fingre..." viskede han da huden reagerede automatisk på den iskolde berøring
   "Sorry." undskyldte hun, men fik ikke lov til at fjerne sine nysgerrige fingre, idet han placerede sine store varme hænder oven på hendes og begyndte at kysse hendes hals. Norah var ved at smelte i hans arm og lukkede for fornuften der råbte i hendes øre, noget om at hun skulle stoppe ham i at bide og suge hendes hals (det føltes jo så rart), og lidt senere at hun skulle fjerne hans hånd om sine bryster; og hun i hvert fald skulle stoppe ham i at bide blødt hendes brystvorte. Men fornuften var hjemme, inde i husets sikkerhed. Hun var ude i kulden og gjorde noget, hun drømte om de sidste års tid. Martins fornuft blev også sendt til et andet sted hen, idet hans hånd vandrede på Norahs numse og længere ned ad hendes lår.
   Hvordan hun nåede så langt var lidt af en gåde, men det næste øjeblik kunne Norah mærke Martins hårdhed mellem sine fingre, og hun tøvede ikke med at begynde at lege med den dybt inde i hans underbukser.
   "Hvis du bliver ved, kan jeg ikke stoppe." viskede han i de korte pause mellem to kys.
   "Jeg vil ikke stoppe, Martin. Ikke denne gang..." sagde hun og flyttede sit knæ opad hans lår, så mandens hånd, der hvilede under hendes nederdel gled mellem hendes baller. Det var ikke svært for Martin at flytte g-strengen lidt til side. Norah var glad for at hun glemte at købe nye strømpebukser, og måtte benytte sit eneste stay-up til sin korte cocktail-kjole. Det gjorde nemlig det hele så nemt nu, at Martin pressede hende forsigtigt op ad sin bils dør og med en meget bestemt bevægelse trængte ind i hende. Hun krammede ham med det ene ben og holdte fast i hans skuldre, så han kunne skubbe hende mod paradiset.
   "Hvor længe har jeg ventet på det her." viskede han ind i hendes øre. Hun ville svare men hun blev nødt til at bide i hans skulder for ikke at afsløre dem. Han ændrede positionen, så hele hans krop rørte hendes. Det tændte hende endnu mere, at hun kunne mærke alle hans muskler, lugtede hans parfume. Og den nye stilling førte ham endnu dybere ind i hende.
   "Martin..." hun måtte sige hans navn højt.
   "Du er min, Norah. Sig at du er min..." krævede han og Norah måtte erkende at han havde ret. I det øjeblik han ejede hende, især fordi hun kunne mærke at hun var på vej til lyset. Hun plejede ikke komme så hurtigt, de fleste gang kom hun slet ikke, men det var så anderledes den aften.
   "Jeg... er ... din." sagde hun og det sidste ord sendte bølgen af ren nydelse gennem hendes krop. Heldigvis lukkede Martin hendes mund med et passioneret kys, så hun ikke råbte højt, og han ventede tålmodigt indtil orgasmen efterlod hans kvinde afslappet i hans arme. Så løftede han hende helt op og gjorde sit job færdig. Han prøvede også at dæmpe sin stemme, og søgte hjælp hos den Chanel duftende hud på Norahs hals, men det hele endte med en ny bidemærke. Det var godt at hun havde langt mørkt hår...
   Norah tørrede sine lår som blev våde af resultatet af deres præstation. Hun var glad og tilfreds. Kunne dog ikke rigtig kigge på Martin, der var ved at smække døren til sin bil. Han rakte en pose lommetørklæder til hende med et frækt smil.
   "Er du ok?" spurgte han med sin dyb mild stemme.
   "Helt ok. Hvad med dig?" hun pakkede resterne af sine trusser i papiret.
   "Aldrig bedre." grinede han.
   "Jeg er nødt til at gå ind nu. Ikke fordi jeg ikke har lyst til at blive, men... du ved." sagde hun sådan som det var. Og Martin vidste hvad hun mente.
   "Vi snakker om det i morgen. Hm?" han virkede lidt genert igen, men denne gang forstod Norah udmærket hvordan han måtte havde det. Hun syntes også at situationen var noget uvirkeligt. Hvis ikke direkte dumt. Hun nikkede mens hun observerede den lille våd stribe hun glemte at tørre af fra sine støvler og rødmede som en teenager.
   Nu må du godt gå din vej... tænkte hun. Men han blev. Han tog et skridt nærmere og kyssede hende langsomt og blødt. Hans tung dansede lidt rundt med hendes, og en ny bølge af varme fyldte Norahs krop.
   "Vi snakkes i morgen. OK? Jeg kommer forbi... og... Ok?" han hviskede ind i hendes øre.
   "Ja... jeg er her." Norah åndede svaret ud til sidst. Han tog et skridt baglæns smilende.
   "Glædelig Jul." sagde han lidt højere mens hans øjne holdte Norahs sind fanget.
   "Glædelig Jul." sang hun smilende.
   Martin vendte sig langsomt om og tog den mørke krukke han stillede på sin sorte Audi's tag inden han låste bilen. Han kiggede tilbage på Norah og viste den mystiske ting frem.
   "Jeg glemte den næsten. Så ville jeg få ballade igen..." han trak på skulderen og grinede let mens han forlod parkeringspladsen.
   Norah begyndte også at grine. Den lettende latter genklang som en overjordisk julesang. Hun kunne ikke glemme det lille bytte i Martins hånd. Den lille krukke af kirsebærsovs...