"Far! Hold så op med at kilde mig!" grinede du. Du havde det fantastisk i dette øjeblik. Du var sammen med din far og din storebror. I havde det godt.
   Telefonen ringede, far tog den, "hallo?". Der gik et par minutter. Du så forventningsfuldt på ham.
   "Okay," sagde han til sidst og lagde røret på.
   "Hvad er der, far?" spurgte du.
   "Det din mor. Hendes krop klarede ikke operationen. De kan ikke redde hende." Far begyndte at græde. Selvom de ikke længere var kærester eller boede sammen, så holdt han utroligt meget af hende.
   Din mor var døende. Du kunne ikke helt forstå det. Det var ligesom, at din hjerne nægtede at forstå ordene.
   Du gik hen til far, prøvede at trøste ham. Du smilede til ham, "det skal nok gå."
   "Hvorfor påvirker det her mere mig end dig?" spurgte han. Du kunne ikke svare, vidste ikke hvad du skulle sige.
   ...
   I ankom til hospitalet. I gik ind på stuen, hvor hun lå. Din faster var her i forvejen. Du gik hen til mor, kiggede på hende. "Hun er døende," hviskede du til dig selv. Du begyndte at græde. Din faster rakte dig noget papir. Du prøvede, at tage dig sammen og holde dig i ro. Lige nu sov hun bare, helt stille og roligt. Du indså, at du aldrig ville komme til at se hende igen, at de minder du havde med hende, var de eneste du havde tilbage. Du begyndte at tudbrøle, din vejrtrækning blev til små uregelmæssige gisp. Tårerne løb som et vandfald på en overskyet regnvejrsdag. Du tog fat i hendes hånd, knugede den. Mærkede hendes hud mod din, prøvede at finde trøst, men det blev bare værre.
   Lægen bad om at tale med far og din bror alene, de gik lidt væk fra jer.
   Mor rørte på sig. Hun åbnede øjnene en smule. Du var den eneste der så det, "øhm, faster?" sagde du, "jeg tror, hun åbner øjnene?"
   "Nej, det kan ikke passe" svarede hun. Men hun så ikke, hvad du så. Hun stod i den anden ende af værelset og prøvede stadig at samle sig.
   Du overhørte noget af det lægen sagde. "Hun er bedøvet, så hun ikke kan mærke smerterne. Hele hendes krop giver op. Hun er væk. Hun ved ikke at i er her."
   Du ville holde om hende, men du kunne ikke, du turde ikke. Hun var al for skrøbelig.
   De andre kom hen til jer igen. Du tudede stadig, for at sige det mildt ville snottet havde stået ud af næsen på dig, hvis ikke det var for servietten.
   Du græd, du havde det elendigt. Aldrig nogensinde havde du oplevet en smerte som denne.
   Mor lukkede øjnene helt op. Du blev chokeret. "Hun er vågen, hun kigger på mig!" hulkede du. Din storebror kom hen til dig, holdt om dig.
   "Og de sagde, at hun var som en grøntsag." Du vidste ikke, hvem det var, som sagde det. Du kunne ikke fokusere på andet end mor. I et stykke tid lå hun bare og kiggede. Du kunne ikke finde ud af, om hun så dig, eller om hendes blik bare var tomt.
   "Tag hendes hånd igen," sagde far.
   Du tog den og nussede hende på armen. "Din datter er her hos dig" sagde far lavt.
   Så begyndte hun at bevæge sig. "Ssa.." mumlede hun. Men du kunne ikke forstå, hvad hun sagde.
   "Hun ligger dårligt," sagde far. I rykkede hende om på siden, og ganske rigtigt slappede hun mere af igen.
   Hun så på dig med trætte og uforstående øjne. "Ssash.." Du rykkede nærmer, forstod nu, hvad hun prøvede at sige. Du græd endnu mere, men prøvede ihærdigt at bevare roen.
   "Ssahsa.." hviskede hun med en meget lav og hæs stemme.
   Det var, som at få stukket en kniv direkte igennem hjertet. Du ville svare hende, sige; "ja! Jeg er her!" men du havde ingen stemme, du var for oprevet.
   "Sahsa" hviskede hun igen.
   "Hun.. Hun.. siger mit navn!" stammede du knust.
   "Hun er lige her!" sagde far til mor. Og selvom du tudbrølede, fortsatte han med; "er hun ikke pæn, din datter? Se hendes ansigt. Se hendes læber."
   Din faster snøftede, men græd ikke længere. Far græd heller ikke. Din bror stod på den anden side af sengen, men du lagde ikke mærke til ham. Du vidste ikke, om han græd eller ej.
   Du håbede, at hun vidste, at du elskede hende, selvom du ikke kunne få det frem. Du håbede, at hun vidste, hvor meget du allerede savnede hende, selvom hun ikke var væk endnu.
   ...
   Du havde det svært længe efter, hun var væk. Du savnede hende så meget. En del af dit hjerte ville altid være knust. Du drømte tit om hende efter hendes død, det gør du stadig.
   I de første mange drømme var du bare sammen med hende, og I hyggede jer. Men efterhånden som månederne gik, blev drømmene mere realistiske, og du fandt ud af, at hun var væk.
   I var i jeres gamle lejlighed, da du så hende. Men I var ikke sammen og hyggede jer, som I plejede. Du så hende og begyndte at græde. "Du er død," sagde du fuldstændig ulykkelig. Hun tog dig i sine arme, holdt om dig, krammede dig inderligt og trøstede dig.
   "Så så, det skal nok gå," sagde hun. Du ville gerne tro på hende, du ønskede at tro på hende, men du græd, græd og græd. Du vågnede op fra drømmen, frustreret og forvirret, og du græd, du græd stadig.

Dét at du møder din døde mor og finder ud af, at det er en drøm, og når du siger til hende; "du er død," og hun bare forstår det hele og prøver at trøste dig, knuser dit allerede knuste hjerte.

"Mor, jeg savner dig så ubeskriveligt meget! Jeg elsker dig så utroligt højt! Jeg vil altid elske dig mor. Jeg vil tænke på dig forevigt. Mange uendelige hilsener fra din elskede datter."