Jeg har lukkede øjne. Jeg har den utrygge fornemmelse i kroppen, som man kun har, når man vågner et fremmed sted. Jeg tør ikke åbne øjnene.
   Jeg har mange gange prøvet at vågne på den måde og med lige netop dén følelse i kroppen. For det meste viser det sig bare, at jeg ligger hjemme i min seng og igen har haft en mystisk drøm. Men den her gang er det anderledes. Jeg husker den sønderrivende lyd, der rystede hele min krop og fik alting til at føles fremmed og forkert. Som om jeg blev revet ud af min verden, væk fra jorden, jeg stod på og væk fra kroppen, jeg var i. Mit hjerter banker hårdere, og jeg bliver endnu mere bange for at åbne øjnene. Jeg kan slet ikke åbne dem. Jeg kan ikke røre en eneste muskel i min krop, ud over mit hamrende hjerte der dunker afsted som et løbsk tog. Jeg hører mig selv hive efter vejret.
   "Du behøver ikke rævesove, min ven. Jeg ved godt, at du er vågen."
   Jeg mærker mine fingerspidser røre på sig. Mine øjne kramper sig sammen. Jeg vil ikke åbne dem.
   "Jeg ved godt, at det er skræmmende at blive flyttet rundt på den måde, men jeg kunne ikke gøre det anderledes. Det er jeg ikke stærk nok til. Men du må åbne øjnene nu, min pige. Det er kun uvidenheden, der skræmmer dig."
   Jeg kan mærke, at min krop er i min egen kontrol igen, men jeg tør stadig ikke. Mindet om lyden og verden, der forsvandt for mig, fylder mig stadig.
   "Oplysning kommer kun til den, der har øjnene åbne." Der var en snert af utålmodighed i den gamle kvindestemme den her gang.
   Jeg lader stilheden fylde mig, tager en dyb indånding og sætter mig op. Kuldegysningerne ryster jeg af mig, som når en hund ryster vand af sig. Jeg klemmer øjnene helt sammen, åbner dem og lader farvepletterne danse sin sejrsdans, imens billedet, jeg er i, træder tydeligere frem.
   Jeg genkender dette billede. Det står på en af de store reoler i dansesalen i oldemors hus. Sengen jeg sidder på, er en himmelseng med tunge røde gardiner bundet op ved hver hjørnestolpe. Sengebordet er smukt udskåret i næsten kulsort træ. Foran mig står to lænestole og et rundt, mørkt bord - den opstilling, som nu står i dansesalen. Men møblerne er også her. Jeg ved, at det er præcist de samme stole og præcist det samme bord. I den ene lænestol sidder damen, som talte til mig i oldemors hus. Jeg ved, at hun er et spøgelse. Et spøgelse, der sidder i en stol, som i virkeligheden står i en dansesal.
   Min hjerne burde ikke kunne følge med. Jeg burde føle mig rundtosset og måske endda kaste op, ligesom hovedpersonerne i gyserfilm altid gør, når deres verden bliver vendt på hovedet og den virkelighed, de troede var virkelig, viser sig at være en løgn.
   Men jeg er rolig. Ufatteligt rolig.
   Jeg har drømt om det her værelse masser af gange. Jeg har fået kryptiske beskeder, jeg har overværet mærkelige samtaler og et par gange, er jeg blevet rusket i og bedt om at gøre min pligt. Alle de gange har Tim håndteret det hele med sin fantastisk rolige logik. Utallige gange har han lagt en arm rundt om mig og sagt, at det bare er en drøm. Han har mindet mig om, at jeg har en lang dag foran mig i morgen, og at jeg skal få sovet lidt. Så skal han nok passe på mig, indtil jeg vågner.
   Men ikke denne gang. Man kan ikke vågne af en drøm, hvis ikke man sover.
   Damen i stolen studerer mig nøje. Jeg studerer også hende. Hun har en lang sort nederdel på, med knapper helt nede fra fødderne og hele vejen op over hofterne. Under blondekanten, kan man ane et par smalle skindsko. Hun har en bordeauxrød skjorte på, med broderede blomster ved håndleddene og skuldrene. Hendes blanke, grå hår er sat op, som man kun ser det på gamle billeder. Et virvar af hårnåle må sidde gemt i hendes tykke hår. Hun har en medaljon hængende fra en smal sølvkæde om halsen, og to sølvindfattede blå sten i ørerne. Hun sidder roligt, med hænderne foldet i skødet.
   "Har du memoreret billedet nu?"
   Jeg kigger flovt ned på mine fødder. Mine slidte canvassko virker malplacerede. Det gør hele min påklædning faktisk.
   "Det er helt i orden. Man skal have lov til at suge indtryk til sig, når man bliver trukket ud af sine vante omgivelser."
   Hun kigger afventende på mig. Jeg mander mig op til at spørge, hvilke omgivelser jeg er i nu.
   "Du er i mit hjem. Det eksisterer ikke mere i din verden. Men inden jeg forklarer det hele, så kom herover og sæt dig, så jeg kan se dig ordentligt an."
   Jeg adlyder uden at tøve. Hun spreder en behagelig tryghedsfølelse omkring sig.
   Jeg mærker den bløde stol give efter under mig. Nu jeg er tæt på, kan jeg se alle rynkerne i hendes ansigt. Hun har en smuk labyrint af dybe furer og linjer. Den slags ansigt, der fortæller om et menneske fyldt med viden, erfaringer og mysterier.
   "Min pige," begynder hun, "du må forberede dig på, at du gennem den næste tid vil få en masse ting at vide, som du faktisk allerede ved. Desværre, har vi mennesker det med at glemme den viden, der er aller vigtigst for os."
   Jeg nikker og afventer fortsættelsen. Kan det passe, at jeg har talt med hende før?
   "Jeg havde en urtepraksis sammen med din oldemor, Marmia Morelius."
   "Hed hun ikke Maren?"
   "Nej, det var noget din oldefar kaldte hende, fordi han ikke brød sig om navnet Marmia." Hun rettede lidt på nederdelen inden hun fortsatte.
   "Da jeg lærte Marmia at kende, havde jeg allerede bosat mig som urtekone i huset, du lige har været i. Hun flyttede ind ved mig, og sammen førte vi en urtepraksis, som fik et særdeles godt omdømme.
   Marmia var fantastisk dygtig. Hendes urteudtræk slog aldrig fejl, og med tiden opfandt hun sine egne miksturer, som gjorde urteudtrækkene endnu stærkere. Hun levede uafhængigt af tid og rum. Hun vandrede ind og ud af sin egen verden og utallige andre. Hun havde altid følgeskab af en eller flere afdøde urtekoner, som bidrog med deres viden. Langsomt begyndte hun, at opnå evner ud over, hvad en almindelig urtekone bør have. Evner, som de færreste mestrer at kontrollere.
   En dag dukkede en mand op på vores dørtrin. Det var Iramias, din morfar. Han kom for at finde ud af, om det var fra hende, han havde arvet sine særlige evner. Fra den dag af var Iramias i lære hos sin mor." Hun standser sin historie og kigger afventende på mig.
   Jeg sidder og grubler lidt. Jeg har aldrig kendt min morfar som Iramias. Han har altid heddet Ingolf, når jeg har hørt ham omtalt.
   Et minde dukker op i mine tanker. "Jeg kan huske, når han fortalte mig eventyr, så var hovedpersonen altid Iramias."
   "Han har gjort sit aller bedste for at videregive sin viden. Han har altid vidst, at du har gaven. Lige så vel, som du altid selv har vidst det."
   Jeg mærker en usynlig sten trille ud af min mave. Den sten, der altid har været så tung at bære på, fordi jeg ikke har kunnet fortælle nogen om den. Lettelsen beruser mig et øjeblik. Det er okay nu. Der er ikke noget i vejen med, at jeg drømmer mig selv ind i fremmede virkeligheder, eller at jeg ser mennesker, som andre ikke ser.
   Det er alt sammen helt okay nu.
   Jeg putter mig lidt mere ned i den store bløde stol, og venter på hendes fortsættelse.
   "Iramias og jeg blev hurtigt forelskede. Han og jeg var jævnaldrende, og han kom tit i huset. Jeg vidste godt, at han havde en kone et sted derude. Alligevel kunne vi ikke dy os, og vi fik en datter sammen. Kort efter kom den dag, hvor Marmia ikke havde mere at lære ham. Han kom stadig forbi fra tid til anden, men jeg tror nu mest, det var for at se til sin spæde datter. Han og hans kone havde kun kunnet få drengebørn, og hans kone ville så frygtelig gerne have en datter.
   Det smertede mig at se på min datter. Hun mindede mig alt for meget, om den mand jeg ikke kunne få. Marmia kunne mærke det på mig. Hun arrangerede min datters flytning og fingerede adoptionen, så Iramias' kone aldrig fattede mistanke om, hvem din mors biologiske forældre var.
   Derefter tog det ene år det andet, og en dag døde Marmia. Iramias arrangerede den smukkeste begravelse. Han fortalte mig, at jeg havde fået et barnebarn, der bar gaven. Jeg lovede ham at se til, at du blev oplært i faget. Kort efter begravelsen døde Iramias. Efter hans død besøgte han mig ofte, i det gamle, store hus. Han berettede om dine evner og fortalte om, hvordan det gik dig. Han har altid holdt øje med dig, men det ved du jo godt.
   Og nu er jeg jo altså ikke længere i din verden. Huset er overladt til din mor, men det er kun af navn. Din mor må ikke selv bosætte sig i det. Huset er alt for stærkt til at kunne beboes af en, der ikke bærer gaven. Meget stærke kræfter strømmer i husets vægge, og mange vil forsøge at udnytte dets enorme energiressourcer. Du er den eneste, der kan sørge for, at huset bliver i familien."
   Der bliver stille for en stund. Spørgsmålene summer rundt i mit hoved, og jeg beslutter mig for at plukke dem, som de falder mig ind.
   "Mor er altså din datter?" Det er et dumt spørgsmål. Hun har jo allerede sagt det, men jeg må alligevel have det bekræftet. Hun nikker.
   Jeg mærker usikkerheden brede sig. "Hvad betyder det, at jeg har gaven?"
   "Det betyder, at dit sind er åbent for at se, høre, føle og sanse ting, som andre ikke kan. Det betyder også, at du har evnen til at gøre og forstå ting, som andre ikke evner - derfor har du mulighed for at blive en særdeles dygtig urtekone. Men det kræver træning at varetage en evne som din. Fejltagelser kan være fatale. Hvis du gaber over større opgaver, end du er rede til, vil din egen forstand være i fare.
   Du vil møde kræfter så stærke, at hvis de ikke håndteres korrekt, vil de være i stand til at fortære hele menneskeliv på et splitsekund.
   Det er derfor huset er så farligt for de, der ikke har gaven." Kvinden tøver og et øjeblik er det som om hun flimrer, så jeg kan se lige igennem hende. Jeg ryster hovedet og hører hende fortsætte. "Kort efter jeg bortadopterede din mor, begyndte Marmia jævnligt at tage på hjemmebesøg ved sin gamle husholderske. Hun havde fået et barn der havde svært ved at komme ind i denne verden. Først havde de troet, at det var almindelig kolik, men den konstante gråd blev ved, helt indtil barnet var et år gammelt.
   Den gamle husholderske havde fået barnet i en overraskende sen alder, og den svære start på barnets tilværelse havde taget gevaldig hårdt på hende.
   Marmia adopterede pigen, Sofia. Men Sofia var ikke lavet af samme stof som vi. Hun var en sart pige, og havde været det lige fra fødslen. Kræfterne i huset opslugte hende, og onde viljer forpurrede hendes stakkels barnesind. Det begyndte allerede ganske tidligt, men vi bemærkede det kun i korte glimt, og vi hæftede os ikke yderligere ved det. Først i bagklogskabens lys blev det tydeligt, at Sofia kun nåede at være sig selv i meget få år."
   Jeg mærker en let angst lægge sig over mig. Hvad nu hvis jeg ikke har lige så store evner, som hun tror, jeg har?
   "Det er fornuftigt, at du frygter de stærke kræfter til at starte med." Nu er den der igen, hendes flimren, men hun fortsætter uden at ænse det: "Jeg er sikker på, at du godt kan forstå, at hvis huset skal blive i slægtens varetægt, så må du selv tage bo i det."
   Jeg nikker tøvende.
   Hendes stemme bliver skrap. "Derfor må du bryde med den unge mand. Huset vil skade ham før eller senere, og det ønsker du vel ikke?"