En skiftning er ikke et barn, der er blevet byttet ud med et andet barn. Skiftningen, er det barn, der er blevet lagt på det oprindelige barns plads.

Skiftningen aner ikke uråd, og forældrene gør nødvendigvis heller ikke.
   Og dog, før eller senere begynder skiftningen at undre sig.
   Hvorfor passer jeg ikke ind her?
   Hvorfor minder jeg ikke om mine forældre?
   Hvorfor føler jeg mig ikke hjemme, hvor jeg er?
   Forældrene er stolte. "Du har altid været et særligt barn," vil de sige.

I en helt almindelig familie blev et pigebarn skiftet ud med et andet.
   Forældrene anede ikke uråd. "Hun er sådan et nemt barn," sagde de.
   Storebror og storesøster tog hende til sig, som var hun deres kød og blod. De vidste ikke bedre.

Huset var rødt og stråtækt og den store have dertil var fyldt med eventyr. Naboerne til den ene side var elvere med langt, mørkt hår og så ufatteligt elegante, at det nogen gange gjorde helt ondt på den lille skiftning.
   Naboerne til den anden side var af den kærlige, alvidende slags. Den type mennesker, som er gamle og vise og fyldt med en så altomfavnende ro, at man foranlediges til at tro, at de slet ikke er mennesker længere. De måtte have udlevet deres menneskealder, og ladet livet fortsætte ud i et overstadie, som de fleste ikke formår at opleve.
   Hun så på sin egen familie og deres klodsede liv, hvor de skiftevis faldt og rejste sig op, famlede i blinde og faldt en gang til.
   Forældrene smilede overbærende, når skiftningen øsede ud af sine observationer. Allerede dengang begyndte frustrationerne at samle sig i det, der engang skulle blive en stor, tung bylt fuld af ubesvarede spørgsmål og negligerede anskuelser.
   For forældrene så ikke eventyrene i haven. De så ikke elverne og ældningene.
   Forældrene så græs, blomster, træer og mennesker. Helt almindelige mennesker, som de ikke ønskede at lære at kende og som de vigtigst af alt, ikke ønskede skulle lære dem selv at kende.
   Og skiftningen undrede sig.

Som årene gik blev skiftningen mere og mere klar over, at hun ikke var som andre børn. Forældrene grinede som altid overbærende af teorierne herom, men det gjorde hende blot mere sikker i sin sag. Når andre børn fortalte om deres familie, og når hun hørte sine søskende ad, hvordan de anskuede familien, så kunne hun ikke andet end at konkludere, at hun var den der skilte sig ud.
   Det var hende, der var forkert.
   Det var alle andre, der var rigtige.
   Derfor holdt hun op med at se elvere, ældninge og eventyr i verden omkring hende. Når nu alle andre ikke så dem, så måtte det være hende, der så verden på en forkert måde. Men verden blev kun mere tom og føltes endnu mere forkert herefter.
   Skiftningen søgte forklaringer.
   "Mor, er jeg adopteret?" Spurgte hun, og nåede knap at håbe på et "ja", førend moren overbærende rystede på hovedet og sagde: "Nej da, mit barn."
   Alle forhåbninger om, at der et sted ude i verden stod en åben favn og ventede på hende med kys og med kram, forduftede den dag.
   Eventyrene hun før havde set omkring sig, blev pakket ind i dagdrømme. Og selv efter hendes forhåbninger om et andet hjem var forsvundet, varede dagdrømmene ved. Med tiden blev de mindre, og mindre fantasifulde. Men hun holdt af dem.
   Når verden omkring hende føltes afsindigt ligegyldig, kunne hun søge ind i sine dagdrømme og ønske sig ind i en verden, hvor hendes spørgsmål blev besvaret, hendes frustrationer frigjort og hendes anskuelser blev anerkendt.
   En verden hvor virkeligheden betød noget for hende - hvor virkeligheden gav mening.

Skiftningen blev mere og mere frustreret. En sort klump havde vokset sig stor inde i hende. Nogle gange, når hun følte sig særligt magtesløs, kastede sorte fangarme sig ud af hende og satte alt, de ramte, i bål og brand.
   Hun lukkede sig ofte inde i sit hoved. Hun havde nået den konklusion, at eftersom verden omkring hende, var ægte og betydningsfuld for alle andre, måtte hun ufravigeligt også være en del af den verden - om end hun ikke følte hun hørte hjemme i den. Men følelserne var indeni hende. Sammen med tankerne. Derfor måtte roden til alle hendes frustrationer og al hendes sorthed findes inde i hende selv. Noget indeni hende, var ikke som det skulle være - som det burde være.
   Noget i hende var forkert, og det var alle andre, der var rigtige.
   Skiftningen undrede sig over, hvorfor menneskene omkring hende gjorde, som de gjorde, tænkte, som de tænkte og følte, som de følte. Det føltes helt og aldeles forkert inde i hende, når hun prøvede at gøre som dem, tænke som dem og føle som dem. Desuden lykkedes det hende heller aldrig. Hun gjorde altid et eller andet forkert, så udfaldet blev et helt andet end hun havde ønsket. Og hendes forældre tøvede aldrig med at fortælle hende, at hun havde handlet forkert, og at hun skulle skamme sig. Det gjorde hendes klump af frustration endnu større og tungere.
   Og hun følte sig frygteligt skyldig.
   Skyldig i ikke at være som alle andre, i ikke at være som hendes forældre ønskede - om end, de var uendeligt stolte over, at hun var anderledes end alle andre børn. Det havde bare passet dem bedre, hvis hun nu havde været ligesom alle andre børn, bare på en bedre og endnu mere normal måde end de andre børn selv.
   Egentlig ønskede skiftningen ikke at være ligesom de andre børn. Den vej der lå foran dem virkede grueligt uindbydende, grå og kedelig. Og alligevel havde alting været nemmere, hvis hun havde været som dem. Hvis hun ikke havde haft alle disse upassende og unormale tanker og følelser.

Jo ældre skiftningen blev, des sværere blev det for familien i det røde hus.
   Forældrenes overbærende smil var blevet til hårde bebrejdelser. "Skal vi nu til dét igen.." Og ja, det skulle de. For skiftningens frustration havde vokset sig stor og var blevet trodsig.
   Nu skulle familien have at vide, hver eneste gang skiftningen havde et spørgsmål eller en anskuelse, som den resterende familie ikke delte.
   Det blev hårdt for familien hele tiden at skulle bombarderes med udtalelser og spørgsmål, som prikkede og skubbede til deres opfattelse af verden, familien og livet i almindelighed. De ønskede ikke at gøre sig grundigere overvejelser herudi, og de ønskede ikke at skulle argumentere og forsvare deres levevis og holdninger.
   Jo mere magtesløse forældrene blev, des flere spørgsmål stillede skiftningen. Før eller siden, tænkte hun, måtte deres forsvarsværker vel blive brudt ned, så hun kunne få de svar, forældrene måtte bære på.
   Skuffelsen var stor, da hun fandt ud af, at forældrene ingen svar havde. De havde endvidere ikke nogen redskaber til at håndtere hendes anskuelser.
   Forældrene blev skilt. Måske fordi skiftningens konstante prikken og skubben til sidst havde pillet hele deres ægteskab fra hinanden. Måske fordi de aldrig burde have været gift til at starte med.
   Efter skilsmissen, gik skiftningen igennem tre faser:
   Først kom skyldfølelsen. Var det hendes skyld, at forældrene var gået fra hinanden? Storesøsteren havde været frygteligt ked af det over skilsmissen, og hendes sorg og bebrejdelser havde ramt skiftningen et ømt sted.
   Dernæst kom lettelsen. Selvfølgelig havde hun følt sig malplaceret, hvis hun var vokset op midt i et ægteskab som aldrig burde havde fundet sted. To mennesker, der ikke passer sammen kan naturligvis ikke skabe et hjem, hvor børn føler de passer ind. To puslespil, der er blevet rodet sammen, vil aldrig kunne danne et helt og meningsgivende billede. Og at smide et tredje puslespil ned i bunken af løse brikker, vil ikke hjælpe yderligere.
   Slutteligt kom frustrationen igen. Den sorte, tunge klump som hun kendte alt for godt. Det viste sig nemlig, at selvom forældrene var blevet skilt, følte hun stadig ikke, at hun hørte hjemme nogen steder. Alt det hun havde undret sig over og stillet spørgsmål ved - det fortsatte.

Midt inde i frustrationen mødte skiftningen en ung vismand.
   Hun vidste med det samme, at han kunne forstå hendes spørgsmål, anerkende hendes anskuelser og give hende et hjem, hvor hun hørte til samt en virkelighed, der var meningsgivende, og som hun forstod.
   Den sorte klump, der gennem hele hendes liv havde vokset sig større og større, blev langsomt opløst. Kærligheden mildnede de sorte fangarme, som langsomt krøllede sig sammen og lagde sig til hvile, som en slumrende tigerkilling.
   Verden blev lys og livet blev smukt og virkeligheden betød noget for skiftningen. Hun kunne mærke sig selv og menneskene omkring hende. Hun følte og tænkte, som det faldt hende naturligt og hun smagte på livet for aller første gang.

Og da skete det pludselig en dag - ved et uheld - at hun forstod, at alt det der gjorde, at hun ikke forstod de samme ting, som hendes familie og ikke følte, tænkte eller mente de samme ting - alt det, umuligt kunne oprinde fra hendes forældre.
   Hvis alt det, der gjorde skiftningen til den, hun var, ikke kom fra hendes familie, hvor kom det da fra?
   Den dag vækkedes den slumrende tigerkilling og de sorte fangarme rev hende ud af sit trygge bo.
   Afgrunden skreg til hende, og magtesløsheden gik arm i arm med frustrationen.