I det røde stenhus bor et ældre ægtepar, de har været gift i over 28 år. Han har været ansat i kommunen i de sidste 25 år. Hun er sygeplejerske på byens lægehus. De bor på vejen med det smukke navn, Strandvejen, som ligger i den smukkeste natur.
   Kl. 8.00 ringer det på døren, Anna løber alt, hvad hun kan til døren. Der står postbuddet og viser et brev. "Det er godt du kommer" sagde Anna til postmanden. "Jeg har ventet på det så længe". Hun tog imod brevet med rystende hænder, hun så på det ene hjørne.
   Der stod fra: Kurt Jørgensen, Domkirkevej 8, 8000 Aarhus. Hun så med store øjne, og rystede så på hovedet. Anna lukkede døren i og gik langsomt ind i køkkenet og satte sig på en stol. Så kiggede hun ud af vinduet, det var en smuk morgen, solen skinnede fra en blå himmel, næsten ingen skyer på himlen.
   Brevet lå på bordet, hun så på det med tomme øjne. Anna vidste godt, hvad der stod i det brev. Så tog hun mobiltelefonen og ringede til Kaj, det er Annas mand. Kaj arbejdede i kommunen som edb tekniker. Da hans mobiltelefon ringede, så han, at det var Anna. Han sagde " hej Anna, hvad er der sket, min skat?" Anna svarede " brevet er kommet, og jeg har ikke lukket det op". Han svedte pludselig: "jeg kommer så hurtigt jeg kan".
   Han trykkede et nummer på mobiltelefonen og tog det op til sit øre, det ringede i den anden ende. " Hallo" lyd det pludselig i mobiltelefonen. "her er Kaj" sagde han. Så sagde den anden stemme: " jeg går ud fra, at I har fået brevet?". Kaj lukkede sine øjne, med en rystende stemme sagde han: "ja", så sagde den anden: "du må ikke lukke brevet op, før jeg er kommet". Kaj rejste sig op af sin stol, hans lidt kraftige krop rystende.
   Han tog sin frakke og gik ud til sin bil. Kaj er ofte ude af huset til møder med de kunder, som kommunen har. Så ingen på kontoret lagde mærke til, at Kaj gik. Kaj kører langsomt hjem. Da han tropper ind i køkkenet, ser han Anna sidder på en stol, og på køkkenbordet ligger det uåbne brev. Ved siden stod en slank høj kvinde, som har lyse blå øjne, og langt blondt hår. Han tænkte, at hun er en smuk kvinde, sådan har han ikke forestillet sig, at hun så ud. Pludselig sagde hun: "lad os lukke brevet op" hun nikkede til Anna. Anna tog en køkkenkniv og sprækkede kuverten op og trak brevet ud.
   Hun begyndte at læse op " jeg ved at I har dræbt min kæreste, det skal I straffes for. Det bliver ligesom I har gjort. Øje for Øje. Som der står i bogen. I får et brev hver dag, hvor der står hvor lang tid I har tilbage, før I to skal dø."


* * *

Da hun havde læst brevet, så hun op til de to andre. Privatdetektiven med de blå øjne og langt blondt hår sagde:" I har hvis glemt at fortælle hele den historie." Kaj kiggede på Anna, hun nikkede til ham, og han begyndte at fortælle:" Det er næsten et år siden, at ulykken skete, Anna og jeg skulle ud og besøge min bror Henrik. Pludselig kom en motorcykel meget hurtigt. Hun kom pludselig fra en død vinkel. Vi kunne ikke se hende, hun havde pludselig ingen kontrol over sin motorcykel.

Vi kunne ikke gøre noget. Hun væltede på vejen, jeg kunne ikke bremse. Vi ramte frontalt. Vi kunne ikke gøre noget, hun blev dræbt på stedet. Vi er så forfærdelig kede af det. Jeg drømmer stadigvæk hver nat om ulykken. "Anna og Kaj græd begge to, Kaj sagde flere gange: " Vi kunne ikke gøre mere." Anna sagde:" Politiet sagde, at vi er uskyldige."
   Så sagde privatdetektiven med de blå øjne og langt blondt hår:" Jeg prøver at finde den Jørgensen og snakker lidt med ham." Så nikkede hun og gik ud af køkkenet. Hun vendte sig omkring og sagde: "Jeg vil gerne hjælpe jer og tager mig af sagen." og så gik hun. På vejen ud af døren tænkte hun på, at det var en sag, som hun ville blive kendt på. Hvis sagens udvikling kunne gøre hende kendt, hvis pressen fik nys om denne sag.... hun begyndte at smile.
   Hun nåede sin bil, hun sukkede og låste bildøren op. Hun kom til at tænke på, hvor mange nætter hun havde siddet i denne blå Volvo, som hun har haft de sidste 8 år. Hun var træt af de utallige jobs, som ikke var særlig interessante. Det var typisk mænd, der opholdte sig på et hotelværelse et par timer med sin sekretær. Disse herrer kunne ikke holde fingrene fra de 20 årige piger, som de kalder deres sekretærer, men disse damer har vist aldrig set et kontor indvendigt. Sådanne jobs trættede hende.
   På sin GPS taster hun adressen: Domkirkevej 8, 8000 Aarhus. På få sekunder sagde GPSén, hvor hun skulle køre hen. Da hun så, at det var et gammelt højhus, tænkte hun, det må have været bygget lige efter krigen. Hun fandt i en sidegade en p-plads, gik de ca. 500 meter til det gamle hus.
   Hun stod foran en gammel metalport, som stod halvt åben. Hun gik ind, efter et par meter stod hun i en gammeldags gårdhave, hun så en dør lidt længere fremme. Da hun gik ind, knirkende døren. Det så ud, som huset altid må have set ud, siden det blev bygget. Hun gik ind til venstre, og på dørklokken stod på et lille skilt:" Kurt Jørgensen". Hun trykkede på ringeklokken tre gange, men der skete ikke noget, hun lagde sit øre mod døren og lyttede.
   Hun kunne ikke høre noget, så tænkte hun, at han ikke var hjemme. Hun tog en lille taske fra sin ene jakkelomme. Hun åbnede den lille taske, der lå noget værktøj, som hun brugte en gang imellem, hvis hun skulle ind og kigge i folks hjem. Hun satte sig på knæ og kiggede til venstre og så til højre.
   Hun tog det tynde værktøj i sin hånd og stak den spinkle ende ind i låsen. Derefter tog hun et andet værktøj, som var bøjet i den ene ende og stak det under det andet værktøj, så tog hun og trak værktøjet rundt. Så kom et klik og døren var åben, hun rejste sig og gik ind.
   Da hun kom ind i lejligheden, da så hun at der var fire døre. Hun åbnede døren på sin venstre side. Så kom hun ind i køkkenet, hun tænkte, at det var et lille køkken på ca. 13-15 m². Midt i dette rum stod et bord og to stole. På den ene side var køkkenskabene og et køkkenbord. På den anden side stod et komfur og et køleskab. Mellem dem stod et lille bord. På køkkenbordet lå der en stor stak æsker af pap med ordet pizza og mange dåser øl. Hun så, at der var nok ikke noget særligt af interesse for sagen, i dette rod er der sikkert kun nogle mætte kakerlakker. Hun gik ud af køkkenet.
   Hun vendte sig om, gik ind ad den næste dør på højre side. Hun gik ind og så, at det var dagligstuen. Hun så, at denne dagligstue var ca.18-20 m² stor. I midten af denne dagligstue stod en sofa, som var lavet af stof i farven grå og så ikke særlig ny ud. I den ene side stod et tv-apparat. I den anden side stod et skab, der var nogle bøger og i det andet skab var der nogle skuffer. Hun gik hen til det skab, hvor der var skuffer og åbnede den første skuffe. Der så hun, at der lå et par breve. Hun tog det første brev, der lå øverst i den lille bunke. Det kom fra byretten, der stod, at den ulykke er selvforskyldt og derfor kan man ikke rejse sigtelsen i mod Anna og Kaj Ans.
   Hun tog sin mobiltelefon som har et kamera, og fotograferede brevet. Der lå et foto med en kvinde og en mand som stod ved en motorcykel, hun kunne se, at det var en BMV motorcykel. Det var den samme motorcykel som hun blev dræbt på. Da hun var færdig med at læse og at fotografere, lagde hun brevet tilbage. Så kiggede hun sig omkring og konstaterede, at der ikke er mere at finde.
   Hun gik ud ad dagligstuen og hen til hoveddøren, hun stoppede og lagde øret på døren og lyttede. Hun kunne høre noget. Hun tænkte, at det kunne være Hr Kurt Jørgensen, som var på vej. Men hun kunne høre, at skridtene blev svagere efter et kort stykke tid.
   Så åbnede hun døren en lille smule og kiggede ud for at se, om der var nogen på gangen. Heldigvis var der ikke nogen at se. Så gik hun ud som en kat, smidig og lydløst gik hun ud af denne lejlighed. Hun gik ud til sin bil og låste bildøren op og satte sig ind i bilen. Hun tænkte at nu måtte, hun blive og vente på at Hr Kurt Jørgensen, kom hjem. Hun vidste, at hvis det var ham, der sender de breve til Anna og Kaj, så skulle hun tage ham på fersk gerning.


* * *

Hun ventede i 2 timer, så kunne hun høre en motorcykel som netop kom nærmere. I mellem de gamle huse var larmen fra motorcyklen ikke til at overhøre. Hun kunne i sit bakspejl se BMV motorcyklen. Da den kom forbi, dukkede hun sig. Så kunne hun se, at BMV motorcyklen kørte ind i gårdhaven, som hun er kommet ud fra.
   Hun gik ud af sin bil og gik hen mod gårdhaven, for at se om det var ham Hr Kurt Jørgensen. Hun gik ind i gårdhaven, hun kunne se en mand stå ved BMV motorcyklen.
   Hun har set nogle postkasser som hænger på den ene side af væggen. Hun stillede sig lige foran postkasserne og hun så ud som om hun leder efter nogen. Hr Kurt Jørgensen gik lidt efter forbi hende. Da han var kommet forbi, ventede hun et par sekunder, så gik hun også ind.
   Da hun kom forbi døren, hvor det lille skilt var med navnet " Kurt Jørgensen," så hun, at manden på BMV motorcyklen gik ind ad døren. Så har hun visheden om, at denne Hr Kurt Jørgensen bor der. Hun gik et par skridt op ad trappen, ventede et minut så vendte hun om og gik hurtigt ud til sin bil. Hvis hun skulle observere, så måtte hun hente noget udstyr. Hun vidste, at hun ville få brug for hjælp, så ringede hun til Peter.
   Hun lærte ham at kende til en fest for 5 år siden. Peter kunne man bruge til mange ting. Han kender alle mulige folk, som ikke holder sig på lovens side. Peter er en, der altid mangler penge og ikke siger nej til et job, hvis man kunne tjene nogle lette penge. Man kunne bruge ham til at dække hendes sex behov. Alt det kunne man bruge ham til. Og man kunne være sikker på, at han kom, hvis man havde brug for ham.
   Pludselig bankede det på bilruden, hun blev forskrækket, da et ansigt kiggede ind, hun smilede da så hvem det var. Peter satte sig ind i bilen, han sagde " Hvad kan jeg hjælpe dig med, min skat?" Han smilede mens han sagde disse ord. Hun kiggede på ham, og smilede til ham. Hun sagde til Peter: "kan du se det hus, der er en, vi skal holde øje med, en mistænkt personen." Han kiggede på den gamle bygning. Han sagde " Hvordan ser den person ud?"
   Hun viste Peter det billede, hun havde taget i lejligheden. Hun sagde " det er ham du skal holde øje med" hun så med et strengt blik på ham. Hun sagde til Peter " jeg er nødt til at hente noget til denne opgave" hun så på ham og smilede til Peter. Han vidste, hvad han skulle gøre. Hans job var at holde vagt, og give lyd fra sig, hvis der skulle ske noget. Hun sagde til Peter " her er en mobiltelefon, du ved, hvad du skal gøre." Han nikkede og gik ud af hendes bil. Peter gik hen til hushjørnet og stillede sig knurrede, som en hund. Hun kørte hjem for at hente lytteudstyr hun skulle installere i Hr Kurt Jørgensens lejlighed for at høre, hvad der skete.


* * *

Peter stod på sit hjørne og røg en smøg. Han tænkte på, hvor længe han havde kendt denne kvinde. Han tænkte på, at han sommetider hjalp hende med hendes opgaver, og han fik nogle gange penge for sit arbejde. Andre gange gik hun bare i seng med ham. Han kendte ikke hendes navn, og ønskede heller ikke at kende det.
   Så stod han oppe i hjørnet med sin cigaret i munden. og åndede røgen dybt ned i lungerne, pludselig kom en lyd. Han vidste straks, hvad det var. Han kiggede op ad gaden.
   Han så en meget hurtig BMV motorcykel køre ind i porten. Peter løb hen til porten og så meget forsigtigt rundt om hjørnet. Han så en kvinde på en motorcykel. Da hun tog hjelmen af, var han meget overrasket. Han så på det billede, der var på hans mobiltelefon. Denne kvinde skulle faktisk allerede være død.
   Pludselig kom denne Hr Kurt Jørgensen ud af døren og tog denne kvinde under armen, og gav hende et kys på munden. Et meget intimt kys på munden. Han tog sin mobiltelefon og ringede til privatdetektiven med de blå øjne og langt blondt hår, han sagde" Hallo hvad er dette nonsens, du har fortalt mig. Den døde kvinde er ikke død". Der blev helt stille i den anden ende: "Peter, har du drukket eller røget noget?" han svarede: " Jeg er fuldstændig ædru." Jeg kommer om 5 minutter, bliv hvor du er." Da hun havde talt med Peter, lagde hun sin mobiltelefon i lommen. Hun forstod det ikke: Who was this woman? Hvorfor er hun ikke død, nu kunne denne sag blive temmelig kompliceret og det kunne hun ikke lide. Hun tænkte på den berømte film "Den tredje mand". Hun vidste, at hun måtte have hjælp til at opklare denne sag. Hun tog sine ting og pakkede dem i bilen. Så hurtigt som hun kunne, kørte hun til Peter.
   Han stod og trippede frem og tilbage. Hun sagde: " Er du helt sikker på, at du har set denne kvinde på det billede i live?" Han svarede: "ja dette er jeg helt sikker på." Hun tænkte på, at mit lytteudstyr skulle anbringes lige nu. Hun sagde til Peter: " vi skal ind i denne lejlighed lige nu." Peter kiggede på hende og lignede et stort spørgsmålstegn i ansigtet. Peter sagde:" har du tænkt på, hvordan vi kommer ind i lejligheden uden at blive opdaget?" Hun rystede på hovedet og sagde:" jeg har ikke nogen ide om, hvordan vi kommer ind i denne lejlighed." Peter vidste, at hun havde en plan. Han vidste godt, at hun kunne finde på alt muligt. "Lad os komme i gang, let's do it" sagde hun og tog en lille kuffert, som var sort og af metal. Så løb hun hen til huset, gennem porten og gik videre til gårdhaven. Hun gik ind i huset, hen til døren med Kurt Jørgensens navn. Hun sagde til Peter:" du bliver der og holder øje med, at ingen kommer ind." Hun lagde sit øre til døren og lyttede. Hun kunne høre en svag stønnen bag denne dør. Hun tog forsigtig fat i dørhåndtaget, men døren var låst. Hun satte sig på knæ, ud af sin lomme tog hun den lille taske med værktøjet til at åbne den låste dør. Meget forsigtig og langsomt åbnede hun denne dør.
   I hånden holdt hun den lille sorte metal kuffert og med lette trin gik hun stille ind i lejligheden. For enden af ​​gangen kunne hun høre en stille stønnen inde i soveværelset, hun vidste, at de var beskæftiget. Hun gik ind i stuen og satte stille kufferten på bordet og åbnede den. Så tog hun en mikrofon ud fra den lille sorte metalboks og placerede den under bordet. Den anden mikrofon placerede hun det under en lampe. Så tog hun en mikrofon mere, som hun holdt i den ene hånd, og i den anden hånd holdt hun den lille sorte metal kuffert. Så gik hun ind i entreen, hvor hun kom fra og placerede en mikrofon, så man kunne høre samtaler i soveværelset og køkkenet. Så åbnede hun døren langsomt og stille gik hun ud af lejligheden. Det hele varede 5 minutter.


* * *

Hun og Peter sad i bilen og på instrumentbrættet stod en lille boks. Med den kunne de høre, hvad der blev sagt inde i lejligheden. Peter sagde:" huskede du at optage, hvad de siger?" Hun svarede "ja" og pegede på en lille rød lampe, over den stod optagelse.
   Kurt lå i sengen og kiggede på hende og spurgte: "hvorfor er du kommet til mig i dag?" Hun sagde: "fordi jeg ønskede at komme til dig. Kunne du ikke lide det? Var det ikke en dejlig lille overraskelse med mig?" Hun kiggede på ham og smilede. Kurt sagde:" tænker du på din tvillingsøster, og hvad der er sket med Lissie?" Hun sagde:" Enhver person sørger forskelligt."
   Hun kikkede lidt bedrøvet på ham. Kurt stod op af sengen og kikkede på Karin, som hun stod helt nøgen, og tænkte hun er en smuk kvinde. Så vendte hun sig rundt og han kunne se hendes ryg. Sveden løb koldt ned ad ryggen, og pludselig blev det helt sort for hans øjne. Lissie og Karin var enæggede tvillinger, man kunne ikke se forskel på de to piger. Kun at Lissie havde et lille modermærke på højre skulderblad. Han sagde:" Lissie" Hun vendte sig omkring. Hun kikkede ham direkte ind i øjnene. Han kunne se, at hendes øjne var hadefulde. Hun sagde:" Hvorfor kalder du mig Lissie, hun er død." Han svarede " du har et modermærke på højre skulderblad, dette havde kun Lissie, men Karin har det ikke, det var det eneste, man kunne se forskel på." Kurt kunne mærke, at han var blevet misbrugt.
   Han havde hørt, at de to søstre ikke kunne være i samme stue uden at komme op at slås, de var hadefulde, og Kurt kunne godt forestille sig, at de ville gå så langt, at de slog hinanden ihjel. Kurt sagde til Lissie" Hvorfor gjorde du det, og hvordan gjorde du det?" Lissie sagde til Kurt:" Det var nemt, hun var diabetiker, jeg skulle bare sabotere hendes insulinsprøjte, så der kom mere insulin ud af sprøjten. Kurt begyndte at lave indvendinger, han sagde til Lissie:" som jeg ved, har de et måleapparat for at finde ud af blodsukkeret." Hun begyndte at grine og sagde:" det er også temmelig simpelt at manipulere et måleapparat, og hvis hun er faldet af motorcyklen, havde man sagt, at begrundelsen var, at hendes måleapparat var i stykker, at det desværre var et uheld, det kalder man vist det perfekte mord og dernæst blev Karin kørt over. Det kunne da ikke blive bedre. Man må sige, det er et makabert mord i historien af forbrydelser."
   Lissie så meget tilfreds ud, hun var meget stolt over sin forbrydelse. Kurt forsøgte at finde sin telefon. Men pludselig stod hun bag ham med en pistol. Lissie sagde:" hvis det er din telefon, du leder efter, har jeg ødelagt den, og der hvor du kommer hen, behøver du ikke en telefon, men der kan du være sammen med Karin", sagde hun mens hun stod med en usp pistol fra Heckler & Koch med lyddæmper.
   Hun smilede, da hun sagde:" de små børn i huset skal jo ikke blive skræmt." Privatdetektiven og Peter var i bilen og hørte alt, hvad de to sagde. Hun sagde til Peter:" ring efter politiet lige nu." Så steg hun ud af sin bil og løb hen til huset. Peter var lige efter hende med sin mobiltelefon i øret og snakkede med politiet. Da de kom til Hr Kurt Jørgensens dør prøvede hun at åbne døren til lejligheden. Døren var låst, hun sagde til Peter:" døren blev vi nødt til at sparkede op." Med et brag gik døren op. Da de kom ind i lejligheden, så de, kvinden hun lå på gulvet, og der lå blod omkring den døde krop.
   Kurt knælede ned ved siden af den døde kvinde. I hans hånd havde han pistolen, Kurt sagde:" det var et uheld." Privatdetektiven sagde til ham:" det ved vi godt." Kurt rystede på hovedet og tog pistolen i sin mund. Privatdetektiven løb hen til Kurt og i det samme sekund lød et dæmpet skud.