Blodet er overalt. Hele rummet flyder med det. Stole, borde, senge, overalt. Også på mig, mine ben, arme, hænder og i mit ansigt. Det løber ind i min mund, og den varme metalliske smag er kun tilfredsstillende. Den har jeg ventet på at kunne smage længe. Problemet er ryddet af vejen. Den anden er væk. Grunden til alle problemerne, er endelig væk. Hun skulle bare have holdt sig væk. Hun skulle aldrig have været kommet. Jeg ville aldrig have været nødt til at gøre det, hvis hun ikke var kommet i vejen. Det havde været så meget nemmere for os alle. Hvis hun aldrig ville have været kommet, så have mig og Jon stadig været det lykkelige par vi engang var. Vi ville stadig glæde os til hver eneste dag vi skulle være sammen, nyde hvert sekund vi rørte hinanden.
   Jeg gyser af fryd ved tanken om den kærlighed, der engang bandt os sammen. Den skulle nok blomstre igen, nu da problemet var afskaffet, skulle Jon nok elske mig igen. Hun havde været helvede selv, hun havde taget alt det lykkelige i verdenen, og ødelagt det. Det havde været meningen at hun skulle være der for os begge, men hun valgte Jon frem for mig. Den lille sæk, den hor, der er ikke ord nok til at beskrive hende. Jeg tænker tit på det jeg gjorde for hende, hvad jeg opgav for at være der for hende, også forrådte hun mig, ødelagde mig og tog Jon. Hun havde kun ret til at dø, hun havde fortjent det.
   Jeg skriger indvendigt. Ved ikke helt om det er af glæde, eller om det er af vrede. Jon var da også bare idiotisk. Han kunne ikke se det, han ville kun se hende. Se den anden kvinde. Han havde elsket hende, elsket hende mere end han nogensinde havde elsket mig. Han valgte hende, faldt for hendes søde fnis, og store grønne øjne. Jeg havde ikke set problemet i starten, havde troet at alt var som det skulle, men langsomt gik det op for mig. Han stoppede lige så stille at bruge tid sammen med mig, foretrak hende. Jeg skulle bare være der når han fik lyst til at have mig igen, jeg skulle sørge for alle de huslige ting, sørge for at alt var perfekt. Til sidst var det kun hende der fik opmærksomheden, kærligheden og omsorgen. Det var dér at det gik op for mig, gik op for mig at hun var problemet.
   Mit hjerte banker hurtigt og ophidset. Jeg aer stille det hoved der ligger i mit skød. Det bløde røde hår, og de grønne øjne er væk. Håret er klippet af, og øjnene gravet ud og lagt i en æske. Tilbage er kun det næsten tandløse gebis og selve hovedet. Hvordan kunne han falde for hende? Hun er da ikke smukkere end mig? jeg forstår det stadigvæk ikke. Uden øjnene og håret, uden livskraften og glæden er der kun en tom grim, nej hæslig, skal tilbage. Ingen ville falde for det. Jeg smiler, hun vil aldrig kunne ødelægge noget igen. Jon min nu, sådan som det burde være. Han vil aldrig mere kunne elske hende den anden, kun mig. han vil sikkert være vred på hende i starten, men til sidst vil han forstå. For han elsker mig, og når man elsker en anden, forstår man dem og støtter dem.
   Jeg nikker for mig selv, og lader hovedet falde ned fra mine skuldre. Fordømte pigebarn. Ikke nok med at hun allerede havde ødelagt alting, nu skulle hun også ligge der og flyde. Ud over hele kælderen. Hun kunne bare have holdt op med at sprælle sådan, så var blodet ikke endt ud over det hele, men nej da, hun skulle være på tværs og ødelægge endnu mere. Jeg går over i hjørnet, og tager en kost. Med rolige og lettere muntre bevægelser begynder jeg at feje gulvet. Jeg begynder også at nynne lidt, for nu bliver alting godt. Det havde været hans ide at hun skulle være sammen med dem, det havde været hans ide, og se nu. Jon får aldrig lov til at bestemme igen, det går bare galt.
   Jeg gjorde det, og det havde faktisk været let. Hun havde været så nem at lokke med ned i kælderen. Der skulle kun nogle løfter om noget lækkert og vidunderligt til, så gik hun med. Jon var ikke hjemme, det er han stadigvæk ikke. Da hun først var kommet ned i kælderen, havde jeg talt sukkersødt til hende, selvom det havde givet mig kvalme, og havde fortalt hende at hun trængte til en ny frisure. Jeg havde sørget for at det hele var hernede, sakse, børster, skeer, knive og reb. Alt hvad jeg kunne få brug for. Hun havde siddet helt uskyldigt på en skammel, mens den ene tot hår efter den anden faldt til jorden. Hun var god til at spille uskyldig, virkelig god. Da den sidste tot hår var røget, havde jeg samlet det hele sammen og lagt det i en lille æske. Hun havde syntes at det var en skam at hun nu ikke kunne få fletninger. Hvor selvisk af hende, kun at tænke på hendes fletninger! Bagefter, da alt håret var væk, havde jeg taget en tang. Jeg begyndte at hive de nye tænder ud. Jeg blev nødt til at grave lidt for at få nogle af dem ud, men ud, det kom de. Hun havde grædt lidt, fordi at det gjorde ondt, men jeg havde tvunget hende. Hun havde stolet på mig, så hun lod mig gøre det. Efter det fik hun lov til at lege lidt, ond er jeg jo ikke.
   Jeg smiler for mig selv, sikke et dejligt minde. Tænderne lå også i en æske for sig, de skal gemmes. Jeg stopper med at feje og læner mig op af et bord. Der lå stadigvæk små dele. Jeg røre let ved en, en finger er det. Så lille og fin, med små søde negle på. Hun ville have neglelak på, med små sommerfugleklistermærker på også. Fin på den havde hun været, en møgforkælet tøs. Jeg havde bundet hende fast til en stol, men hænderne holdt fast til armlænene. Hun havde syntes det var sjovt, hun troede det var for sjov. Ha! Men i det mindste grinede hun ikke da jeg havde fundet den store havesaks frem, en helt ny én, og langsomt havde fjernet hver eneste af de små søde fingre. Hun havde skreget og grædt og bedt mig om at lade være, men selvfølgelig var jeg fortsat. Selvfølgelig.
   Er det forkert det jeg har gjort? Nej, det er det ikke. Hun havde fortjent det. Jeg samler alle de små fingre og lægger dem i en anden æske, en lidt større én. Efter disse små søde fingre, havde jeg taget mig af tæerne. De ligger alle på gulvet. Roligt samler jeg dem op, og lægger dem i en til æske. Det hele skal sorteres og i æsker. Også skal de gemmes langt væk, så jeg aldrig mere skal tænke på den tøs. Jeg smiler selvsikkert, roser min egen genialitet. Hun havde grædt og skreget videre, havde endelig fattet min alvor. Jeg havde ignoreret hendes skrig, stille forklaret hende hvorfor jeg gjorde det, at hun havde fortjent det. Hun havde stadigvæk skreget, kigget rundt omkring sig, og skreget. Derfor havde øjnene været de næste. Lidt syre, en ske og nogle gode gravende bevægelser, også var de ude. De var helt snaskede og fyldt med blod, men jeg havde bare vasket dem og lagt dem i en æske. Hun var begyndt at tie stille, måske fordi at hun ikke længere kunne se. Det er lige meget, det var skønt at hun endelig kunne tie stille.
   Hun havde været tæt på at forbløde, men så let måtte hun ikke dø. Så jeg havde skyndet mig at finde en stor kniv og begyndte så at skære i hendes ellers så finde hud. Jeg fjernede et ben, en arm, et ben mere og til sidst havde hun kun nogle stumper og et hoved tilbage. Hun var død nu. Forblødt og død af udmattelse. Jeg havde stået og stirret på hende i lang tid, da jeg besluttede mig for at fjerne hovedet også. Hun var død, og ville ikke kunne mærke det, men jeg vil for altid huske det, som et af mine mest lykkelige øjeblikke. Det øjeblik hun mistede sit hoved, var jeg fyldt med så stor fryd og glæde, og ikke mindst forventninger til fremtiden, til den lyse dejlige fremtid. Jeg smiler stadig, har en dejlig ro indeni. Hun skulle aldrig have taget Jon fra mig. Jeg ryster på hovedet, men smiler stadig.
   Jeg samler roligt en arm op, og er på vej for at finde en æske, da lemmen ned til kælderen siger en lyd. Er det Jon der er hjemme? Jeg kan mærke mit hjerte banke af glæde. Jeg kigger forventningsfuldt over mod lemmen. Venter på hans reaktion. Han bliver lige så lykkelig som mig, det er jeg sikker på. Lykkelig over at vi kan fungere igen, være det vidunderlige par igen. Lemmen åbner sig og Jon træder forsigtigt på trappen, den knirker en del og er lidt ustabil, men ned kommer han.
   "Anna? Mie? Er mine to dejlige piger hernede?" Jeg smiler så sødt jeg kan.
   "Ja skat, vi er hernede." Jeg vender mig mod armen i min hånd, forsigtigt kommer jeg også den i en æske. Jon er næsten nede hos hende, hos dem.
   "Hvad laver I her skat? Mie plejer da at hade kælderen. Kom her fars pige..." Han lader sætningen hænge i luften. Hans blik er fyldt med rædsel. Jeg kigger forundret på ham. Hans blik flakker rundt, observere. Jeg kigger rundt om mig selv. Der ligger stadig nogle dele hist og her, og hovedet ligger henne for enden af den ene stol. Så hvorfor stirrer han sådan, jeg har jo gjort det for os? Jeg smiler stadig, venter på at han kommer ned, krammer og kysser mig, og ikke mindst takker mig for at have ordnet det hele. Det sker ikke, der går nogle sekunder så farer han hen til mig, nej forbi mig. Begynder at græde, skrige, og samle alle tingene sammen. Jeg hjælper ham, for det må være af lykke at han gør det.
   "Hvad har du gjort!? Du er sindssyg! Er det her Mie? Er det Mie!" Han smider tingene og begynder at ruske i mig. Jeg mærker vreden og frustrationen nærme sig. Selvfølgelig er det hende, hvem skulle det ellers være. Og nej hun er ikke sindssyg, Mie havde jo selv bedt om det.
   "Nej Jon! Jeg er ikke sindssyg, og selvfølgelig er det hende, hun havde jo fortjent det. Jon kan du ikke se det, det var hendes egen skyld." Han bliver ved med at ruske mig. Jeg kan se tårerne strømme ned af hans kinder, men hvorfor?
   "Hvorfor?! Hvad har du gjort?! Hvordan kan en 6 årig pige have gjort noget som helst der kan have gjort hende fortjent til det her?" Han laver armbevægelser ud mod gulvet. Han begynder at gå rundt om sig selv, jamre og skriger.
   "Jon slap af. Jeg gjorde det for os. Hun tog dig fra mig, og du lod hende gøre det. Hun fortjente dig ikke, men det gør jeg." Ivrigt peger jeg på mig selv. Han standser op og peger på mig.
   "Du er syg! Jeg ringer til politiet, og jeg håber at de vil spærre dig inde for altid!" Han begyndte at gå hen mod lemmen. Nej, det kan jeg ikke lade ske. Hurtigt tager jeg det første jeg kan finde, en stol, og smadre den ind i hans hoved. Han falder om med et støn, og lander på det hårde cementgulv. Forsigtigt trækker jeg ham hen til sengen. Den er af hårdt træ, så den burde kunne holde ham fast. Jeg begynder at binde han fast, hårdt og med mange reb. Da han er sikret, venter jeg. Jeg kan godt tale ham til fornuft.
   Jon vågner en time senere. Jeg farer op til ham, og begynder at kærtegne hans kind.
   "Hej skat." Jeg smiler sødt. Hans øjne raser, og da han finder ud af at han ikke kan komme fri, begynder han at skrige.
   "Hold nu bøtte! Lad mig forklare." Jeg forsøger at ae ham, men han bider ud efter mig.
   "Hun var din datter! Hvordan kunne du gøre det?" Han begynder igen at græde. Jeg tørrer stille hans øjne.
   "Hun kom i vejen, hun tog dig fra mig. Kan du ikke se det, hun var ond. Hun udnyttede dig, hun fik dig til at glemme alt om mig." Jeg smiler stadig, alt skal nok blive godt, når han bare indser det.
   "Du myrdede din egen datter, vores datter, fordi at du var jaloux." Han lyder anklagende og hård. Hans bløde brune øjne, virker ikke længere, som dem han plejede at se på mig med. Hans blik føles koldt og dømmende.
   "Jeg myrdede hende ikke, jeg skaffede hende bare af vejen." Jeg næsten vrisser det. Kan han da ikke se det? Er han fuldstændig blind? Han bliver ved med at gennemborer mig med sit blik.
   "Jeg hader dig!" Mit ansigt fortrænger i smerte, jeg holder vejret og hele min krop føles tom, men gør alligevel ondt.
   "Nej du gør da ej. Du elsker mig, du vil altid elske mig." Han kigger væk. Jeg begynder at ryste af vrede.
   "Se på mig!" Jeg trækker hans ansigt hen til mig selv.
   "Du elsker mig! Om du så ved det eller ej. For jeg har ofret så meget for dig, jeg skaffede endda problemet væk, for dig! Så du elsker mig." Han siger ingenting, kigger ikke engang på mig. Hans blik flakker rundt. Vreden stiger i mig. Hvad bilder han sig ind? Jeg slipper hans hoved, og slår ham. Efterlader en syngende lussing på hans ellers så fine kind. Han kigger op på mig. Hans blik er fyldt med smerte, sorg og vrede. Jeg slår ham igen, denne gang på brystet. Igen og igen hamrer jeg ham i brystet, imens jeg gentager ordene Du elsker mig! For det gør han. Til sidst falder jeg om af udmattelse. Jeg ligger mit hoved på hans bryst. Og falder stille i søvn.
   Jeg vågner senere, meget senere. Forsigtigt fisker jeg en kniv op fra gulvet, og sidder nu op leger med den. Jeg ødelægger lidt af hans bluse og begynder at skære alt hans tøj i stykker. Han er vågen.
   "Jeg elsker dig ikke, det gjorde jeg før du tog Mie fra mig, men nu hader jeg dig så inderligt man overhovedet kan." Jeg kigger op på hans skønne ansigt. Mie, Mie, Mie! Hvor er jeg træt af det. Han vil kun have Mie, ikke mig. Med ét går det op for mig.
   "Det var ikke kun Mies skyld. Du er også skyldig! Du var også med til at ødelægge det hele. "Jeg peger anklagende på ham.
   "Jeg har ikke ødelagt noget, du har ødelagt alt!" Jeg ryster på hovedet, nej. Nej det var ham. Han havde ladet hende tage ham fra mig, han havde givet sig selv lov til at falde for Mie, elske hende mere end mig. Det var faktisk mest hans skyld! Mit greb om kniven strammedes.
   "Det var din skyld! Dig og Mie var sammen om det, I forrådte mig begge to. Så hvis Mie skulle dø..." Jeg lader sætningen hænge og hæver kniven. Han skriger, råber på hjælp og beder. Det suser for mine øre, jeg mærker vreden samle sig i en tåge for mig. Tårerne strømmer ned af mine kinder. Hvorfor skal det være så svært? Hvordan endte det sådan her? Med en hurtig bevægelse farer jeg frem mod ham, med sigte på hjertet.