Solen brænder mig i øjnene, og mit hoved dunker. Jeg kan ikke huske, hvad der skete i går - ikke andet, end at jeg var til fest. Jeg endte vel - som sædvanlig - med en pige ved min side. Men jeg er ikke sikker. Jeg synes, at denne fest var anderledes, der var noget forandret.
   Mobilens insisterende hyletone skærer mig ørerne, og jeg rynker på næsen. Hvem ringer på den her tid af morgenen?!
   - Hallo? siger jeg ned i røret og kan selv høre, hvor hæs min stemme lyder.
   - Hey, Jan! Hvor blev du af i går? spørger Per, min bedste ven.
   - Gik jeg? spørger jeg undrende. Det lyder da mærkeligt. Jeg plejer aldrig at gå fra en fest, før den er helt død. Og festen i går var langt fra død!
   - Kan du slet ikke huske det? Pludselig var du bare væk, siger han og griner let, - du endte vel sammen med en pige, som du plejer!
   Jeg mumler noget usammenhængende, og han stopper med at grine.
   - Hey, makker! Hvis der er noget, så siger du det, ikke?
   - Ja ja, det skal jeg nok. Ved du hvad, jeg bliver altså nødt til at smutte, jeg har lidt ondt i hovedet - tømmermænd, du ved - og jeg er lidt sulten. Så vi snakkes bare ved senere, ikke?
   - Jo, mand! Klart!
   Telefonen ryster i min hånd, og jeg har koldsved ned af ryggen. Jeg bevæger mig ud mod toilettet, for det vender sig i min mave. Jeg skal kaste op. Hurtigt kaster jeg mig ned på gulvet ved kummen og slår brættet op. Og så kommer det hele. Jeg lukker øjnene, har ikke lyst til at se på det, der kommer op. Jeg kan lugte stanken og smage det i min mund. Jeg rejser mig og læner mig mod håndvasken. Langsomt får jeg rejst mig, mens jeg støtter mig på vasken. Og så er det, at jeg ser dem. Pillerne. Min hånd ryster, da jeg løfter den for at tage glasset med piller. På etiketten står der, at det er smertestillende. Har jeg taget dem? Jeg kan ikke huske noget. Pludselig lyder en stille puslen fra køkkenet, så jeg stiller glasset fra mig. Mine ben blævrer under mig, de føles som gele. Mit hjerte banker bag mit bryst, lyden gør mig nervøs. Jeg kan ane en skikkelse, der står ved komfuret. Jeg nærmer mig lydløst, hvem er hun? Pludselig vender hun sig om. Hun skriger. Jeg skriger.
   - Hvem helvede er du?! siger hun og kigger rasende på mig. - Hvad fanden laver du i mit hus?!
   - Det samme kunne jeg spørge dig om!" siger jeg og kigger vurderende på hende. Hendes krøller hænger løst ned, og hun har de mest blå øjne, jeg nogensinde har set. Hun ligner en engel. Hun sætter den ene hånd i siden og begynder at trippe med foden.
   - Skrid ud af mit hus! Find et andet sted at sove, siger hun og kigger strengt på mig. Hun ser sød ud, når hun er sur. Jeg tager mig sammen, vender mig om og begynder at gå hen mod mit værelse. Jeg åbner døren og får et chok. Hun har lavet mit værelse om. Her er ingen gammel, kedelig seng med en dyne, som ligger i enden. Der er ikke noget tøj på gulvet. Væggene er ikke blå. Her lugter svagt af parfume.
   - Hvad har du gjort ved mit værelse? råber jeg surt til hende. Jeg kan høre hende sukke.
   - Skrid ud af mit hus; ellers ringer jeg til politiet!
   - Slap af... mumler jeg og trisser ud i entreen. Hvor er mine sko? Og min jakke? Nåh, dem finder jeg åbenbart ikke. Jeg åbner hoveddøren og træder ud i den friske morgenluft. Det river let om mine ører, og jeg skutter mig. Hvad skal jeg så gøre nu?
   Jeg tager min mobil frem og taster Pers nummer.
   - Hey, mand! Hvad så? siger han.
   - Kan du hente mig?
   - Hvor er du?
   Jeg vender mig om og kigger på husnummeret. - Kirsebærvænget 73, mumler jeg.
   - Hvad laver du dog der? Det er jo i den anden ende af byen, spørger han undrende.
   - Jeg ved det ikke...
   - Nåh, men jeg kommer så hurtigt jeg kan.
   - Tak.

Jeg kan se hans bil svinge om hjørnet, så jeg rejser mig fra fortovet og går ham i møde.
   - Hey, makker, siger han, da jeg åbner døren og sætter mig ind. - Hvor er din jakke og sko?
   - Bare kør, mumler jeg.
   Der er stille i bilen. Jeg kan svagt høre motoren, der arbejder på fuld knald. Hvad lavede jeg hos hende? Hvem var hun? Jeg kunne da umuligt have lavet noget med hende, når hun ikke engang vidste, hvem helvede jeg var. Pludselig ringer min mobil. Jeg tager den op af lommen og kigger på displayet. Det er ikke et nummer, jeg kender. Med skælvende hænder tager jeg mobilen op til øret.
   - Hallo? siger jeg ned i røret.
   - Hej, skat! Undskyld det før. Er det dig, som har taget smertestillende?
   Jeg er forvirret. Det er hende pigen, som ikke ville kendes ved mig. Hvorfor vil hun pludselig det nu?
   - Hvem er du?
   - Hvem jeg er? Du har lige været i mit hus. Hvor er du? Kom tilbage, vi skal lige snakke.
   - Øh, okay, siger jeg forvirret. Så bliver der lagt på.
   - Hey, Per?
   - Ja?
   - Kan du ikke køre tilbage?
   - Hvorfor?
   - Jeg skal lige snakke med hende, siger jeg og kigger ned i mine hænder.
   Han siger ikke noget, vender bare bilen og kører tilbage. Da vi holder ude foran hendes hus, tager jeg en dyb indånding og åbner døren.

Hun venter på mig. Armene er lagt over kors, og hun tripper utålmodigt med foden.
   - Hvorfor gik du bare?" spørger hun surt. Jeg forstår hende ikke. Hun bedte mig jo selv om at skride ud af hendes hus. Jeg mumler noget usammenhængende til hende, og hun træder til side, så jeg kan komme ind.
   - Hvad lavede vi i går? spørger jeg hende.
   - Vi var til fest, og så gik du med mig hjem.
   - Ikke andet?
   - Nej. Hvorfor?
   - Ikke for noget. Har vi ... har vi haft ... du ved?
   Hun ryster på hovedet og går ind i stuen.
   - Hey, hvad hedder du egentlig? råber jeg efter hende. Hun svarer mig ikke. Jeg går ind i stuen, men hun er der ikke. Undrende kigger jeg mig omkring, men hun er her virkelig ikke. Jeg går ud i køkkenet. Her er hun heller ikke. Så går jeg ud på badeværelset, men heller ikke her er hun.
   - Hallo? Jeg står stille lidt og lytter. Der er ingen, der svarer. Mystisk, tænker jeg. Så går jeg ud af døren. Jeg kan høre, at naboen er hjemme. Måske er hun gået ud, og måske har naboen set, hvor hun gik hen.
   - Undskyld? spørger jeg manden, der står ved havegrillen. Han kigger op fra sit forehavende.
   - Ja? Kan jeg hjælpe med noget?
   - Ved du, hvor pigen ved siden af gik hen?
   - Mener du i nummer 77?
   - Nej, 73.
   Manden kigger undrende på mig. - Jeg er ked af at sige det, men det hus har stået tomt i 3 år. Jeg ved ikke, hvem du snakker om.
   Jeg stivner. Hvad er det, han siger?
   - Jamen, der bor altså en pige derinde. Jeg har sovet hos hende, og nu kan jeg ikke finde hende. Jeg går nærmere.
   - Måske skal du snakke med en psykolog? Jeg er ikke sikker på, hvad du mener.
   Jeg ryster kraftigt på hovedet. - Jeg er ikke sindssyg. Jeg er sikker på, at der bor en pige derinde.
   - Øh, ved du hvad - jeg skal lige foretage et opkald. Sæt dig ned og vent, jeg er tilbage om et øjeblik. Manden tørrer sine hænder af i et forklæde, hvorefter han går ind i huset. 5 minutter senere kommer han tilbage. Han sætter sig ned på havestolen ved siden af mig. Han har hænderne pænt foldet skødet, så ligger han hovedet på skrå og kigger forstående på mig.
   - Der boede en pige ved navn Jessica i nummer 73. En helt almindelig aften var hun i gang med at lave mad, da hun pludselig blev offer for et hjemmerøveri. Hun blev brutalt myrdet, og siden har ingen boet i det hus. Jeg er ked af det. Mandens hånd bevæger sig over på min hånd og giver den et klem. - Jeg er ked af det, hvisker han. Så rejser han sig og går over til sin grillmad igen. Jeg rejser mig også og begynder med tunge skridt at gå ud af haven. Hvem er det, der så bor i huset? Manden sagde, at ingen har boet i det hus siden, men det gør der jo tydeligvis. Måske har han ikke lagt mærke til hende. Manden følger efter mig tilbage til nummer 73.
   Håndtaget føles tungt, da jeg trykker det ned. Så står hun der igen. Forskrækket træder jeg et skridt tilbage og udstøder et lille gisp. Hun kigger surt på mig.
   - Hvor har du været? spørger hun strengt.
   - Forklar mig en ting, siger jeg og ligger min hånd på hendes skulder. Jeg kan høre skridt nærme sig bagfra, så jeg vender mig om og kigger ind i mandens øjne.
   - Hvem snakker du med? spørger han undrende og kigger på mig.
   - Pigen, der bor her. Hun står lige her. Kan du ikke se hende?
   - Kom, lad os få fat på en psykolog.
   - Jamen, jeg er ikke sindssyg! Det har jeg jo sagt. Hun står lige der, siger jeg og vender mig om for at pege på hende. Men da jeg drejer hovedet, er hun væk.

Da jeg om aftenen træder ud fra bygningen, hvor psykologen har til, er jeg fast besluttet på, at jeg aldrig vil tilbage til det sted. Han behandlede mig jo, som var jeg sindssyg. Det er jeg ikke. Jeg er helt sikker på, at der bor nogen derinde.
   En hylende tone skærer sig igennem mine ører og afbryder mine tanker.
   - Hallo? siger jeg ned i røret.
   - Hallo, mand! Skal vi ikke tage i byen og drikke os fulde? spørger Per og lyder overbegejstret. Han har sikkert en hemmelig flirt kørende, som han skal mødes med.
   - Kan du ikke komme herhjem, jeg vil godt snakke med dig om noget. Jeg tror, jeg ser spøgelser.
   - Ej, nu må du fandeme tage dig sammen, mand! Det kan du ikke mene seriøst! Hvad sker der? Er det en syg joke, eller hvad?
   - Nej. Kom nu bare.
   - Jamen helt ærligt, mand!
   - Jeg mener det, Per.
   - Jeg kommer nu, siger han og sukker tungt.
   Klokken lidt i ti om aftenen triller han ind i min indkørsel, jeg sidder og kigger ud af vinduet med hænderne under hovedet.
   - Hvad så? spørger han, da jeg åbner døren for ham. - Hvad er det, der er vigtigere end fest, druk og damer?
   - Kom ind og sid ned. Så skal jeg sige det.
   Jeg går med bestemte skridt ind i stuen og peger på en lænestol. Han sætter sig i den, og jeg sætter mig i en anden lænestol overfor ham. Så begynder jeg at fortælle om Jessica. Jeg går ud fra, at hun hedder Jessica. Jeg fortæller ham alt om hende. At hun ligner en engel. Hvordan hun forsvinder. Naboen, der sendte mig til psykolog. Han kigger med åben mund og polypper på mig.
   - Fuck, mand, siger han og tager sig til hovedet. - Du er jo syg.
   Jeg sukker og ryster på hovedet. - Jeg sværger, jeg er ikke sindssyg.
   - Det har jeg heller ikke sagt, siger han og kigger på mig. Jeg ryster afværgende på hovedet. En uhyggelig stilhed breder sig mellem os, og jeg hoster svagt for at bryde tavsheden.
   - Vil du med til fest nu? spørger han mig. Jeg ryster fraværende på hovedet og kigger seriøst på ham.
   - Kan jeg ikke. Der er noget, jeg bliver nødt til at gøre.
   Han sukker åndsfraværende og nikker så, mens han kigger tomt ud i rummet. Så rejser han sig fra lænestolen og tripper langsomt ud i entréen, hvorefter jeg kan høre hoveddøren åbne og lukke. Stilheden sænker sig igen, og pludselig virker lænestolen ubehagelig at sidde i. Min krop klør og mit hoved dunker. Jeg rejser mig og går langsomt ud på badeværelset. Så tager jeg en Panodil og lukker øjnene. Ser hende for mig. Jessica. Hendes smukke, blå øjne, der skinner som solen. Hendes blændende smil. Hun er i sandhed en engel. Jeg sukker og åbner mit skab. Finder en lille, gennemsigtig pose med noget pulver indeni. Jeg åbner posen og snuser til det. Det lugter ikke af noget. Hælder lidt ud i min hånd, kigger nærtagende på det. Jeg plejer som regel at tage det, før jeg tager til fest, da det får mig til at live lidt mere op. Efter min fars død for fire år siden har jeg været helt nede og skrabe bunden. Jeg har virkelig været ude i alt mulig lort, som jeg bestemt ikke er glad for. Jeg fører hånden op til næsen, og hurtigt suger jeg det op sammen med en masse luft gennem min næse. Det kilder og kradser og sviger, men hurtigt kan jeg mærke, at jeg føler mig meget mere på toppen nu. Så går jeg ud af døren, jeg skal aflægge en hvis engel besøg.
   Mørket har sænket sig, da jeg går op af havegangen. Huset ligger hen i mørke, og jeg spekulerer på, om hun overhovedet er hjemme. Jeg tager fat i dørhåndtaget, og den går knirkende op. Den plejer da ikke at knirke, tænker jeg. Jeg trækker på skulderen og træder ind.
   - Hallo? siger jeg stille. Intet svar. - Det er mig. Jeg træder ind i entréen, og gulvet knirker under mig. Døren smækker i bag mig, og jeg vender mig forskrækket om. Jeg kan ikke lide det her.
   - Jessica? siger jeg med en skælvende stemme. Pludselig står hun der. Lige foran mig. Men hun er ikke denne smukke engel, som hun plejer at være. Hendes øjne lyner af raseri. Som hun går tættere og tættere på mig, går jeg længere og længere tilbage. Til sidst kan jeg ikke komme mere tilbage, og jeg støder ind i døren.
   - Hvad sker der? spørger jeg bange.
   - Du har taget stoffer! skriger hun og griber ud efter mig. Jeg undviger, men hendes kolde hånd får fat om min arm. Jeg kigger ned i gulvet, kan ikke lide hendes rasende øjne. De borerer sig dybt ind i mig, flår min sjæl fra hinanden, tvinger mig til at kigge hende i øjnene.
   - Undskyld, hvisker jeg sammenbidt.
   - Undskyld er ikke nok! Jeg troede, du var på rette køl, jeg troede ikke, du gjorde det mere. Jeg troede, den fase var ovre. Derfor er jeg blevet sendt. Som belønning. Men du kunne ikke holde den. I 3 måneder holdt du den, intet stof i dit blod. Men du brød sammen, kunne ikke mere. 1 år fik jeg. Jeg fik 1 år til at få dig ud af det, smide stoffet væk, droppe de vilde fester, lave dig fra dreng til mand. Ikke engang en uge nåede jeg. Hvis jeg havde klaret det, måtte jeg blive her, jeg ville blive levende igen. Men du ødelagde det. Vi kunne være blevet lykkelige sammen. Hun holder en kort pause, jeg forstår ikke, hvad hun mener. - Jeg er en engel. Jeg er blevet sendt til dig. Men du overholdt ikke reglerne. Jeg fordufter nu. Jeg kigger forvirret på hende, kigger rundt. Der bliver lysere i rummet, men det er ikke elektrisk lys. Et hvidt hul former sig, hun vender sig om og begynder at gå ind i det hvide. Jeg prøver at gå efter hende, men noget holder mig tilbage. Halvt inde stopper hun og kigger tilbage, sender et luft kys. Så vender hun sig om igen og går videre. Hun bliver mindre og mindre, og jeg ser hende forsvinde. Da hun kun er en lille bitte prik, forsvinder det hvide. Mørket overtager nu igen, og pludselig føles mine ben som gele. Jeg kan ikke bære mig selv mere, og jeg falder sammen i den mørke entré, mens mørket igen overtager mit sind. Hulkende bryder jeg sammen.
   - Jessica! råber jeg fortvivlet til intetheden. Kun mørket og tomheden er tilbage i det forladte spøgelseshus.