Klokken er nu fem minutter i otte. Det er morgen, og jeg står og gemmer mig i en hæk tæt ved bilværkstedet. Jeg skal først køre frem om fem minutter. Jeg ved, han vil stå og kigge efter mig, det gør han altid. På slaget otte kommer han styrtende ud for at se mig køre forbi. Han er virkelig flot. Jeg har kørt forbi ham mange gange nu; hver morgen i tre uger. Jeg vil bare så gerne i kontakt med ham. Men hvordan skal jeg gøre det? Jeg er så genert. Jeg tør ikke. Klokken er otte, jeg tager min cykel, og begynder at cykle. Så svinger jeg rundt om hjørnet og køre forbi værkstedet. Han står der ikke. I min skuffelse, over at han ikke er der, for jeg kigget så meget ind ad vinduet, at jeg ikke ser den lille sten forude på cykelstigen. Cyklens forhjul rammer stenen, og jeg bliver så forskrækket, at jeg mister kontrollen over cyklen og vælter med et pladask ned på den hårde asfalt. Det er selvfølgelig i samme øjeblik, som han kommer ud fra værkstedet, og han kan ikke undgå at se mig. Han kommer styrtende over mod mig, jeg ligger her, helt hjælpeløs, lammet som en død fisk. Mit hoved dunker. Han siger noget, men jeg opfatter det ikke. Ser kun stjerner og måner for mine øjne. Hans hænder på mig, for mig til at åbne øjnene og komme til bevidsthed igen.
   "Er du okay?" siger han. Hans stemme er dyb og sexet.
   "Ja ... Det tror jeg da i hvert fald."
   "Det var godt. Hvad hedder du?"
   "Amina. Og du?"
   "Per. Skal vi ikke gå ind på værkstedet, så kan jeg lige kigge på din cykel? Det er godt nok et bilværksted, men jeg kan da godt lige presse din cykel ind og lave den."
   "Vil du det? Mange tak."
   Han rækker sin hånd frem, og jeg tager den. Han hjælper mig op at stå igen. Han er endnu dejligere, end jeg havde troet. Meget venligere og sød. Åh, hvor er jeg dog glad for, at jeg faldt. Jeg faldt for ham. Bogstavlig talt.
   Han tager min cykel og trækker den med ind. Jeg følger efter. Ved ikke hvor jeg ellers skal gøre af mig selv. Han går ind på et lille kontor, hvor han stiller cyklen. Han vender cyklen om, så hjulene står op i luften. Jeg står bare stille i døråbningen.
   "Sæt dig bare ned. Det kan tage lidt tid," siger han og peger på kontorstolen.
   Jeg sætter mig lydigt ned. Han går i gang med cyklen. Knokler og knokler. Hvor ser han sexet ud, når han arbejder, tænker jeg.

Ti minutter senere er han færdig med cyklen. Han vender den om igen og siger så: "Du, jeg har holdt øje med dig. Hver dag når du kommer cyklende forbi. Jeg kan ikke lade være. Du er så smuk. Det vil være mig en ære, hvis du vil med ud og spise i aften."
   Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige.
   "Det vil jeg meget gerne," smiler jeg.
   Han rejser sig og går hen til mig. Så rækker han sin hånd frem, og jeg tager den. Så hiver han mig op af stolen. Han hiver så hårdt (jeg ved ikke om det er med vilje, eller om det er et uheld), at jeg ryger lige ind i hans favn. Så står han der og krammer mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af frygt for, at han vil give slip. Så jeg krammer med. Det er rart.
   Pludselig sniger frygten sig ind på mig, min krop ryster. Jeg tænker på de gange, hvor min mor havde sagt, at jeg ikke måtte fortælle, hvordan det var derhjemme, til andre. Fordi så kom "De" og tog hende. Hvem "De" var, har jeg aldrig fundet ud af. Men måske var det politiet?
   Jeg havde så mange gange hørt hende begynde at råbe op om politi, vold og overgreb på privatlivets fred. Hvor typisk! Først hadede de hinanden, og bagefter var de som uadskillelige. Fuck dem. Begge to. Jeg bliver vred, føler hvordan varmen breder sig op gennem kroppen. Jeg er så træt af det her liv, i kaos og uforudsigelighed. Aldrig ved jeg, hvad jeg kommer hjem til, aldrig hvordan dagen ender.
   Jeg trækker mig væk fra Per og kigger ned på gulvet. Ud af øjenkrogen kan jeg se, at han ligger hovedet på skrå og kigger intenst på mig.
   "Hvad?" snerrer jeg, træder et skridt til siden og går lige forbi ham. Jeg kan mærke, hvordan han vender sig om og måber efter mig. Han tænker nok, hvorfor jeg pludselig er sådan en bitch. Jeg kan høre, han løber efter mig. Jeg sætter selv i løb. Nu er tårene også begyndt at løbe. Perfekt!
   "Hey, vent lige!" siger han forpustet og ligger en hånd på min skulder. "Hvad skete der lige der?"
   "Ikke noget," mumler jeg. Han kigger indtrængende på mig; tror vist ikke på, hvad jeg siger.
   "Hvor gammel er du egentlig?" spørger han venligt.
   "15," mumler jeg endnu lavere.
   Han laver et tænkende udtryk, og jeg begynder at grine. Han kigger forvirret på mig.
   "Du ser så nuttet ud, når du tænker," griner jeg og slår ham blidt på armen. Han kigger venligt på mig. Han skal vist lige tænke lidt over min alder. "Jeg håber ikke, det gør noget, at jeg er 15." Jeg kigger forlegent på ham, og han smiler sødt til mig.
   "Selvfølgelig gør det ikke noget."
   Da vi er kommet udenfor, skinner solen, og der er ikke en eneste sky på himlen. Han spørger om vi skal gå en tur, og jeg svarer selvfølgelig ja. Han er min drømmefyr. Jeg kigger op på ham, han er mindst 20 centimeter højere end mig. Han smiler ned til mig.
   "Hvor gammel er du så?" spørger jeg ham.
   "22 år," siger han venligt. "Må jeg spørge om én ting?"
   "Ja da, sig frem," smiler jeg.
   "Hvorfor blev du pludselig sådan en bitch her for lidt siden?"
   "Det er en lang historie... Noget med min mor. Jeg vil helst ikke snakke om det. Er det okay?" Jeg kigger bedende på ham.
   "Ja, hvis bare det ikke sker igen," mumler han lavt, hans øjne er pludselig forvandlet fra venlige til meget alvorlige.
   "Hvad er der galt?" spørger jeg. Jeg kan fornemme, at det ikke er noget godt.
   "Det er ikke noget," siger han og ryster stille på hovedet. "Vil du have noget imod, at jeg inviterede dig på en date?" Han kigger ned i jorden, smiler forlegent og jeg kan se kinderne tage farve. Jeg smiler til ham, nikker stille og stopper op.
   "Vi ses i aften klokken 20 på caféen derovre," siger han og hentyder til den lille lokale café, der ligger på den anden side af gaden.

Cykellygterne driller. De vil ikke sidde ordenligt, og jeg skal jo ikke risikere noget uheld. Jeg er nervøs, kan høre mit hjerte slå, mærke min huls i halsen. Sætter mig vaklende op på cyklen, får kontrol over den, cykler afsted. Der er cirka 10 minutters kørsel på cykel derhen, det er til at overkomme.
   Min mor var ikke meget for, at jeg skulle på date med en 22 årig, men hun gav sig til sidst, da min far havde snakket med hende. Jeg elsker min far meget højt.
   Længere fremme kan jeg se 2 billygter. De kommer tætere på, lidt for hurtigt efter min mening. På skiltet står der tydeligt 80 km/t-zone. Min cykel svinger faretruende, da bilen suser forbi i en fart, der umuligt kan være 80 km/t. Jeg vender vredt hovedet, bander lidt for mig selv. Pludselig kan jeg høre et højt dyt i mit øre, jeg vender forvirret hovedet og ser den skrækslagene kvinde, der sidder bag rettet. De høje hvin fra dækkene, der skrider hen ad asfalten, prøver at bremse. Så mærker jeg et hårdt stød i siden, min krop brænder. Jeg skrider hen af asfalten, kan mærke smerterne. Det sidste jeg hører, er kvinden der råber nogle utydelige ord i mit øre. Så bliver alt sort.