Værelset roder. Der ligger cd'er over det hele, gulvet flyder med tøj, under sengen ligger en gammel juicekarton og i hvert hjørne er et tykt lag spindelvæv samt en stor, tyk edderkop. Hun hader og frygter edderkopper og har altid gjort det, hun er bare for deprimeret til at rydde op og gøre kål på de klamme edderkopper. Det startede sidste sommer. Hendes mor og lillesøster skulle ud og handle, de kørte afsted tidligt lørdag morgen, der skulle jo også købes gave til hende, for hun havde snart fødselsdag. Hendes far er politibetjent, han var blevet kaldt ud til en bilulykke, så hun var alene hjemme. Hun havde skruet højt op for musikken og gik og sang og dansede, mens hun støvsugede og gjorde rent i hele huset. Tre timer senere var hendes far kommet hjem, han stor tudede, hun havde aldrig set sin far græde - og slet ikke over arbejdet. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Faren gik bare hen til sofaen, satte sig ned og begravede hovedet i hænderne, sad og vuggede frem og tilbage som et lille barn. Hun vidste, der var noget galt. Da faren havde grædt ud, fortalte han det, der fik hendes verden til at brase fuldstændig sammen. Han var jo blevet kaldt ud til en forfærdeligt bilulykke, og da han kom hen til stedet, var det det rene blodbad. En bil var kørt ud over en bro og brutalt faldet ned over en anden bil, der var på vej under broen. Føreren i bilen, der var faldet ud over broen, var mirakuløst overlevet og havde tilkaldt hjælp, personerne i den anden bil var ugenkendelige, hvis ikke det havde været for nummerpladen på bilen. Han kunne jo kende den med det samme. Føreren i bilen under den anden bil var vredet i en umulig stilling, kroppen var nærmest vredet fra hinanden. På bagsædet sad en lille pige, også vredet i en umulig stilling. Den lillepiges hoved var smadret. Føreren, der var en kvinde, kiggede tomt ud i luften, munden stod åben og en tyk blodstrøm flød ned langs den ene mundvig. Det var et forfærdelig syn, han havde aldrig set noget lignende. Han skulle have den lillepige fri, og da han gik om bag bilens bagende, genkendte han med det samme nummerpladen. Det var jo morens nummerplade. Han brød sammen, satte sig på jorden og blev sendt hjem. Hans kollegaer kunne jo se, han ikke kunne klare mere, de ville ringe med mere nyt om sagen. Han fik orlov.
   Hun vender sig om på siden, kigger ud i værelset, hun må snart tage sig sammen og få ryddet op. Det er snart ved at være halvandet år siden, det sidst blev gjort. Hun har bare ikke kunne klare det. Det har været for hårdt. Nu tager hun sig sammen, rejser fra sengen, sætter de bare fødder på det kolde gulv, der er dækket af et tykt lag støv og madrester. Hun ved, hvad hun kommer ind til, når hun går ind i stuen, men hun gør det alligevel. Det er på tide. På sofaen ligger hendes far, fjernsynet kører. Sofabordet flyder med tomme øl- og vodka flasker. Væggen er våd, på gulvet lige ved væggen ligger en smadret ølflaske. Han har haft endnu et raserianfald, tænker hun og går hen, kører en finger over den våde væg, den er klam at røre ved. Hun lister hen til sin sovende far, prikker til ham med afsky. Han grynter lidt og vender sig om på den anden side. Hun sukker stille, ved ikke, hvordan hun skal begynde.
   Hendes blik flakker gennem stuen og lander på en lukket dør. Den dør har ikke været åbnet i halvandet år, måske er det på tide nu. Hendes hjerte hamre, pulsen er skyhøj, da hun lister hen til døren. Hun tøver og banker så på døren. Tre lette bank, så åbner hun døren. Hun træder ind, i hjørnet under vinduet står en tremmeseng. Hun går hen til sengen, kigger ned i den. Hun kan mærke, det gør ondt. Også her er gulvet dækket med støv, i hver en krog hænger et tykt lag spindelvæv og en edderkop, hun gyser ufrivilligt, ryster over hele kroppen, så hun skynder sig ud igen og lukker døren efter sig. Så går ind til sig selv igen, sætter sig tungt på sengen. Hendes blik lander på en edderkop, der er på vej hen over gulvet. Hun trækker hurtigt sine fødder op under sig. Da edderkoppen er væk, sætter hun fødderne ned på gulvet igen. Langsomt tager hun tøj på, hun ved egentlig ikke, hvornår der sidst blev vasket tøj. Men det her tøj ser nogenlunde rent ud, så hun tager det på.
   Vinduet er snavset, hun kan se støvet i luften, da hun trækker gardinerne fra og lader den første solstråle i et halvt år komme ind på værelset. Hun sukker og tager fat i håndtaget, nu vil hun have luftet ud. Vinduet binder slemt, der skal mange kræfter til for at få det op, men det lykkes til sidst. Den kolde december luft strømmer ind i værelset, hun får gåsehud og prøver at få rystet kulden af sig. Så går hun ud i entréen, tager støvlerne, der er fire år gamle, på. Den tynde jakke holder ikke på varmen, men hun har ikke andet, så hun tager den på alligevel. Så åbner hun hoveddøren og går træder ud. Den kolde luft omslutter hendes tynde krop, og hun tager en dyb indånding, får luften helt ned i lungerne. Hun kan mærke, det frisker op.
   De første skridt er altid svære, selv for en næsten voksen kvinde. Så går hun. Går bare, ved ikke, hvorhen. Hun vil bare væk. Væk fra det hele. Da hun har gået i næsten en time, sætter hun sig på en bænk og kigger ud over den visne mark. Pludselig er det, som om et skarpt lys kommer flyvende hen til hende. Hun lukker uvilkårligt øjnene, hun er ikke vant til så skarpt et lys. Lyset hvisker hendes navn, hun kan næsten ikke tro sine egne ører. Men det gør den. Da lyset er kommet tætere på, former det sig til en skikkelse. Først kan hun ikke kende hende, men hun har jo heller ikke set hende i halvandet år.
   "Mor?" hvisker hun hæst og kniber øjnene mistroisk sammen. Den lysende kvinde sætter sig let på bænken ved siden af hende, tager hendes hånd med sin egen hånd. Med den anden hånd løfter hun hendes hage med to fingre, kigger hende i øjnene.
   "Du må ikke give op," siger kvinden. Hun kan mærke hendes kolde ånde mod sin hud, ufrivillig ryster hun sig fri af kvindens lette greb.
   "Jeg kan snart ikke mere," siger hun langsomt, hun kan mærke tårene i øjenkrogen, ryster dem væk, hun vil ikke bryde sammen foran sin mor.
   "Det er okay at være ked af det, skat," siger kvinden. "Har du brug for hjælp?"
   "Det ved jeg ikke... Jeg havde tænkt mig at rydde op, du skulle se far, han er blevet dranker. Huset roder og lugter. Det er ikke til at holde ud!" hvisker hun hæst og kan mærke en knude, der sidder i halsen. Hun synker tungt og kigger på sin mor.
   "Jeg kan hjælpe. Kom," siger kvinden, rejser sig op og rækker hånden frem mod hende.
   "Jeg drømmer. Du er jo død!" siger hun pludselig rasende. Kvinden kigger på hende, vender sig om og flyver stille hen over jorden, væk fra hende. Hurtigt rejser hun sig op.
   "Mor!" råber hun, nu kan hun mærke tårene trille ned over kinden. Kvinden vender sig ikke om.
   "Mor!" råber hun igen, denne gang højere. Kvinden vender sig stadig ikke om. Nu er hun bare en lille, lysende prik på himlen.
   Hun rækker hånden op mod himlen. "MOR!" skriger hun af sine lungers fulde kraft. Den lille, lysende prik forsvinder helt, giver et sidste blink fra sig blandt millioner af stjerner på den stadig mørke, skyfrie himmel. Så synker hun sammen, begraver hovedet mellem knæene og hulker. Stille vugger hun frem og tilbage, mens hun hikster.
   "Mor," hvisker hun hulkende mellem sine ben. "Undskyld."

Luften er tung, hun åbner øjnene og kigger ud i det beskidte værelse. Intet er forandret. Vinduet er lukket, gardinerne trukket for, men hun mener da, at hun åbnede vinduet. Og hvordan er hun endt i sin seng igen? Var hun ikke ude at gå? Mødte hun ikke sin mor? Hun er forvirret, gulvet gynger under hende, da hun rejser sig lidt for hurtigt fra sengen. Stille lister hun hen til sin dør, åbner den og stivner. En lille, lysnende prik flyver gennem stuen, rydder alt op på sin vej. Hendes øjne følger prikken med øjnene, hun kan ikke flytte sig. Prikken flyver forbi hende, hun vender sig hurtigt om. Prikken tager en lille runde rundt i værelset, og på tre sekunder skinner hendes værelset. Vinduet springer op, gardinerne blafrer og den lille, lysende prik forsvinder ud af vinduet. Hun løber efter prikken hen til vinduet, ser den forvinde på himlen. Solen bryder frem bag skyerne, der ellers har hængt på himlen i snart tre uger, uden den mindste solstråle kunne komme igennem. Hun smiler op mod himlen.
   "Tak," mumler hun ud i luften. Hun kniber øjnene meget mistroisk sammen, da hun ser to ansigter på den skyfrie himmel, og hun får tårer i øjnene. Moren og lillesøsterens ansigter smiler venligt ned mod hende, hun lukker øjnene for at få tårene væk, så hun bedre kan se dem, men da hun åbner øjnene igen, er de væk. Hun sukker stille, lader vinduet stå åbent og går smilende ind i stuen.
   Nu må det være tid til at starte et nyt liv.