Solen skinner fra en skyfri himmel, fuglene kvidrer fra de grønne trætoppe, en glad mand vander sit rosenbed. Han hilser glad på hende, da hun kommer gående forbi, og siger, at det er da bare en forrygende dag, og hun sender ham et smil og håber på, han ikke ser, at smilet er utrolig falskt. Hun kigger igen ned i jorden, mens hun slæber fødderne hen over asfalten. Hun ved, hvad der venter hende i skolen, hun ved, at det ikke bliver en god dag i dag, selvom vejret er dejligt. Inderst inde håber hun på, at solen snart vil holde op med at skinne, og at der vil komme noget regn, fordi regn passer bedre til hendes humør. Det gør det nemmere at komme igennem dagen. Men meteorologerne har lovet godt vejr, og der er ikke udsigt til regn de næste dage. Hun sukker for sig selv og træder så ind i skolegården.
   Susanne og slænget kommer hen til hende, som de plejer at gøre hver morgen, når hun kommer ind i skolegården. Susanne har været efter hende i snart 2 år, og lærerne gør ikke noget for at stoppe det. Susanne er 15 år gammel.
   Hun kigger ned i jorden, da hun kan se skyggen af Susanne, der står foran hende og spærrer for solen. Hun ved, at nu kommer hele den lange smøre igen, så hun lukker ørerne og flyver ind i sit eget lille univers, hvor ondskab ikke findes. Dog lidt for tidligt lukker hun sig ud i den rigtige verden igen, så hun får lige hørt den sidste del af Susannes lange smøre, inden det ringer ind til time. Lettet ånder hun ud, da Susanne forsvinder sammen med slænget, og selv går hun stille ind til den første time.

Træets grønne krone skygger for den skarpe sol, og her lægger hun sig tungt ned og lukker øjnene, mens hun prøver at forsvinde ind i sit eget univers igen.
   Susannes stemme forvrænger det perfekte univers, og muggent lukker hun øjnene op for at møde Susannes kolde blik, der varsler om ondskab. En tanke farer gennem hendes hoved: hun skal se at komme væk, for Susannes planer med hende er helt sikkert ikke sjove. Hendes krop ryster let, men hun ignorerer det, for det er sikkert bare den samme lange smøre, som hun begynder på igen. Men hun tager fejl.
   Susanne læner sin perfekte krop ind mod hende, mens hendes perfekte fingre tager en lok af hendes hår og hiver lidt i den. Hun kan mærke smerten, der vokser hver gang Susanne trækker lidt mere i hårlokken. Pludselig mærker hun noget vådt, der render ned ad hendes kind og sætter sig i mundvigen. Hun kan høre Susannes skingre stemme, der griner hånende af hende. Langsomt fører hun hånden op til kinden, hvor en finger skubber den våde klat spyt væk.
   Igen læner Susanne sig ind over hende, og hun kan høre den perfekte stemme sige, at hun snart får tæsk, for det har hun fortjent. Sådan en lille møgunge som hende fortjener ikke at leve uden tæsk. Så vender Susanne sig om mod slænget og spørger, om de måske ikke lige skulle give hende en forsmag på, hvad der venter hende senere. Slænget griner og nikker enigt, hvorefter Susanne vænner sig mod hende igen og smiler ondt.
   Den kolde hånd rammer hendes kind som en sten, hun kan mærke smerten og høre grinene. Ynkeligt synker hun sammen, hvorefter den hårde fod rammer hende i maven, så hun krøller sig sammen til en hulkende kugle. Hikstende prøver hun at sige stop, men de skingre grin fra slænget overdøver hendes hæse stemme. Det er først, da Susanne bøjer sig over hende og spørger, om har fået nok, at hun kan snakke tydeligt nok, så Susanne kan forstå hende.
   "Vil du ikke godt stoppe - så skal jeg nok hjælpe dig en dag, du får brug for det."
   Susanne kigger overrasket på hende, men griner hånligt og siger så:
   "Ja, vi får at se, hvad sådan en lille tøs som dig kan hjælpe mig med," og går sin vej sammen med slænget, mens de griner skingert. Hun kan høre Susanne sige til de andre, at den tumpede, lille pige ikke kan hjælpe hende, at hun er for dum. Hun sukker tungt og rejser sig rystende.

Gaden er øde, et vissent blad flyver let over den forladte vej, efterlader sig et spor af, at der har været nogen. Hun kigger fra side til side, før hun trasker over vejen. Hun er på vej hjem. Hun ved egentlig godt, at hun bare kan gå over vejen, for der kommer alligevel ikke nogle biler, det gør der aldrig. Selvom den lune sommeraften kalder folk til sig, er der ingen mennesker ude. Det er underligt at se, når vejen i morges var fuld af menneskeliv og glade sjæle.
   De tunge skridt slæber hen ad jorden, hun koncentrerer sig om at holde blikket nede, hun vil ikke se den forladte vej. Vejen hjem føles som evigheder, men hun kender vejen, som var det hendes egen bukselomme. I tretten somre har hun boet her, det er hele hendes liv.

Nogen råber hendes navn. Emma, Emma, Emma. Forvirret kigger hun rundt, det er første gang i et halvt år, at nogen har råbt på hende. Stemmen, der råber, lyder bange og anstrengt og kommer inde fra en gyde, hun lige har passeret. Langsomt vender hun sig om og går tilbage, kigger ind i den mørke gyde. Hun kan ane nogle skikkelser derinde, men hun er ikke sikker. Med bankende hjerte træder hun vaklende ind i gyden, hun kniber øjnene sammen for bedre at kunne se. I hjørnet står tre skikkelser og spytter på én, der sidder på jorden og hulker. Hun kan genkende hulkene, det er fra den, der også råbte på hende. Skikkelserne, der spytter, har ikke lagt mærke til hende, før hun rømmer sig svagt.
   Den ene af skikkelserne vender sig forskrækket om og kigger først undersøgende på hende, derefter nedværdigende. En klam gysen farer gennem hendes krop, da han kigger hende i øjnene. Det eneste, hun ser, er had. Så vender han sig om mod klumpen på jorden og begynder at sparke til det og sige, at det er en luder. Da går det op for hende, at "det" er en pige. En ukendt vrede stiger op i hende, får blodet til at koge. Hun har lyst til at give de fyre en ordentlig omgang tæsk. Hun tager en dyb indånding helt ned i lungerne for at få modet frem. Det minder om hendes eget forhold til Susanne, når hun er trængt op i en krog. En vrede, hun ikke vidste, hun havde i sig, blusser pludselig ud i hendes blod, giver hende et skud adrenalin. Så tager hun et skridt frem og prikker den ene fyr på skulderen. Han vender sig modvilligt om, og inden hun når at tænke over det, giver hun ham en lussing.

Tiden er gået i stå. Alting foregår i slowmotion. Fyren, der langsomt tager sig til kinden med et udtryksløst blik. De andre, der vender sig om for at se, hvad der sker. Pigen, der ligger på jorden. Hende, der overrasker sig selv. Det er, som om hun står ubevægelig, som om hun ikke kan starte tiden igen. Men det skal en af fyrene nok hjælpe med. Inden hun får set sig om, ligger hun på jorden og krøller sammen om sin mave. Hendes blik er fyldt med had, da hun kigger på fyrene. Den ene af dem hvisker noget til en anden, hvorefter de nikker til hinanden og bliver enige om at smutte. Først bagefter, da fyrene er flygtet og hun skal til at gå, lægger hun mærke til pigen, der stadig sidder på jorden med hovedet i hænderne og vugger sig selv frem og tilbage. Da går det op for hende, at det er Susanne. Langsomt går hun hen til hende og sætter sig ned ved siden af Susanne. Hun får møvet en kejtet arm om Susannes skulder, og uden hun er forberedt, ligger Susanne sit hoved på hendes skulder og græder, som hun aldrig havde troet, at Susanne kunne græde.
   Da de har siddet sådan nogen tid, vender Susanne sig op mod hende, kigger på hende med et skamfuldt blik og stammer et lavmælt tak. Hun tager en lok af Susannes perfekte hår og sætter den om bag hendes øre og siger stille:
   "Du grinede af mig, da jeg sagde, at jeg ville hjælpe dig en dag, og nu ser du, at alle sagtens kan hjælpe alle, lige meget hvem der er størst."