Det startede en helt almindelig fredag. Miranda var på vej hjem fra skole, endnu en uge var gået, glad for at hun endelig havde fået weekend. Hun så en dreng gå længere fremme. Længere fremme på fortovet gik der en dreng, selvom han gik med ryggen til hende kunne hun dog se at han var ældre end hende, nok en 3-4 år ældre end hende selv. Hun var selv seksten. hun ville ikke virke for interesseret, selvom han så ud til at have en ganske pæn krop, så hun kiggede kun ned på fortorvet. Hun gik et par skridt videre, da hun så en edderkop, den lå sammenkrøbet på en flise lige foran hende. Det var et stankelben. Den lå og kiggede op på hende med sine sorte øjne, den strakte et ben op imod hende, som en famlende hånd efter hjælp, men, hun var hunderæd for edderkopper, hendes ben skælvede, og hendes erindring startede en film i hendes hoved.
   En lille pige, ikke meget mere end ti år, løb og legede, under nogle brædder fandt hun to edderkopper, med sine små finger fangede hun dem og løb ind på sit værelse, hvor hun puttede dem ned i et glas, som kæledyr. Den ene af dem tog dog flugten op af hendes bare arm det gav et sæt i den lille pige, der trak armen til sig, og kastede edderkoppen lige op i sit skræmte ansigt, hun skreg og den flygtede ind i hende mørke mund, og hun smækkede tænderne sammen for at holde den ude, men der var forsendt og dens tykke krop knustes imellem hende tænder og dens våde indre sprøjtede ud i hendes mund. Hun var grædende løbet ind til sin mor. Nogle timer senere hentede hun glasset med den anden edderkop og hældte den ud i toilettet og trak ud.

Hun rystede en gang på hovedet og gik i en stor bue uden om stankelbenet. Da hun var kommet væk fra den, kiggede hun sig over skulderen, for at sikre sig, at den ikke fulgte efter. Den var kravlet efter hende, syntes hun at kunne se. Hun gik hurtigere. Drejede ind ved indkørslen, og løb op til trappen.

Hun låste døren grundigt efter sig, da hun var kommet ind, og lænede sig et øjeblik mod døren. Så gik hun ud i køkkenet, for at få noget mad. En skramlen lød ude fra entréen. Hun kiggede derud, for at være sikker på, at hun havde hørt syner. Intet. Der var helt stille. Hun gik ud i køkkenet igen. En lille listen hørtes på gulvet. Hun kiggede ned på gulvet, og opdagede en edderkop. Det var den. Stankelbenet. Hun skreg. Den kravlede op af hende, og da den var lige ud for hendes mund, spandt den et fint bånd rund om hendes mund, så hun ikke kunne skrige, hvorefter den kravlede op til hendes øre. Her satte den sig til rette, og sagde ind i hendes øre: "Jeg gør dig ikke noget. Tro mig. Jeg er ikke denne klamme edderkop. Jeg er i virkeligheden en smuk drage."
   Hun vidste ikke hvad hun skulle tro. Hun stod som forstenet, benene ville ikke rykke sig. Var denne klamme edderkop virkelig en smuk drage? Hun ville så gerne svare den, men hun kunne ikke, da hun jo havde et flot silke spind om munden, så hun ikke kunne skrige. "Mhrmmm," sagde hun, og prøvede at få spindet af. Edderkoppen kravlede ned til hendes mund, og spandt spindet op igen. "Passer det?" sagde hun forsigtigt.
   "Ja, det gør det. Jeg vil fortælle dig den historie, der forklare, hvorfor jeg er en edderkop, og ikke den smukke drage, jeg har fortalt, jeg er. Den kan være lidt svær at finde rundt i, men jeg vil fortælle den så godt jeg kan. Det startede en smuk dag ligesom denne ...
   Jeg var på vej hjem fra skole, ligesom du var. Jeg var også et menneske på det tidspunkt. Jeg gik helt stille, sagde ikke en lyd, for hvad skulle jeg også sige? Jeg havde ingen at snakke med. Jeg gik med hovedet hængende ned, kiggede kun på fortorvet. Pludselig var det som om, en sort klat, lignende tjære, samlede sig foran mig. Jeg stoppede forskrækket op, og kiggede undersøgende på klatten. Den blev hele tiden større og større. Det var uhyggeligt. Jeg kan huske jeg var meget bange. Den sorte klat begyndte at tage form. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare stak halen mellem benene, og løb. Men det gjorde jeg altså ikke. Stod bare helt stiv. Klatten formede sig langsomt til en skikkelse. Skikkelsen blev til en troldmand. Han kiggede på mig. Jeg var jo ikke ældre end dig. Omkring de seksten år. Men han spurgte mig så, om jeg ville hjælpe ham med noget. Det ville jeg da selvfølgelig. Han sagde at det var en smal sag, det jeg skulle hjælpe ham med, jeg ville klare det på under få timer. Jeg stolede på ham, og spurgte om hvad jeg skulle. Jeg skulle finde en skat i en hule. Hvis jeg fandt den inden, der var gået 24 timer, ville halvdelen blive mit. Jeg var lykkelig. Troldmanden ville forvandle mig til en smuk drage, for det var en anden verden jeg skulle ud i. Han nævnte dog ikke, at hvis jeg ikke var tilbage inden de 24 timer, kunne drageskikkelsen have bivirkninger. Han sagde dog ikke, hvad bivirkningen var. Der kommer dragen ind i billedet. Jeg blev forvandlet til en drage, og han sendte mig igennem en port, der førte til den verden, jeg skulle ud i. Jeg vidste dog ikke, hvad jeg gik med til. Jeg siger dig, jeg har været igennem en masse forfærdelige ting. Jeg var jo en drage. Jeg mødte en alf, der fulgte mig. Den var mit eneste selvskab. Da vi var over halvvejs, blev Alfina - det hed alfen - dræbt af en kæmpe spyflue. Alfina var jo ikke så stor, hun var vel på størrelse med en normal spyflue her i Danmark. Men denne spyflue, der dræbte hende, var kolossal. Den var ligeså stor som en dansk fugl.
   Men jeg var nu alene, helt alene. Jeg havde ingen følgesvend. Bare alene. Fortabt. Alfina vidste jo hvilken vej jeg skulle gå, for at finde skatten, men hun var der ikke mere. Jeg måtte klare mig på egen hånd.
   Jeg havde fundet en hule i et bjerg. Bjerget havde navnet Dødebjerget. Det var kendt for, at være et sted med mange lurende farer. Men det tænkte jeg ikke over, før det var for sent.
   Da jeg var nået et godt stykke ind i hulen, hørte jeg en lyd. Det var ikke en rar lyd; den var hvislende, som en slange, men tung og hård, som en drage. Jeg var bange. Jeg stivnede, da jeg mærkede en tung ånde i min nakke. Nakkehårene i min dragekrop rejste sig. Ånden stank af bræk, jeg turde ikke vende mig om, men jeg blev nødt til det. Da jeg vendte mig om, nåede jeg ikke at se mere, end at det, der var der, havde et drage hoved. Så blev alt sort; jeg fik en sæk over hovedet. Jeg prøvede at skrige, men der kom ikke andet end en hviskede hæs lyd ud af min mund.

Efter en tid - jeg har ingen anelse om, hvor lang tid der gik - vågnede jeg. Jeg var i et rum. På væggene hang spejle. Jeg var i et spejlrum. Så hørte jeg en stemme sige 'hvis du vil overleve dette, skal du finde vejen. Der er tre udgange, kun den ene er den rigtige. Hvis du tager en forkert, vil du dø på den mest smertefulde måde, meget værre end hvad du selv kan forstille dig. Husk: kun den ene er den rigtige, og vil føre dig videre i din jagt på skatten!'
   Stemmen var rug og meget dyb, jeg kunne høre, at det var en drage stemme. Jeg kunne endda næsten mærke den varme ånde.
   Jeg havde rejst mig og vandrede hvileløst rundt mellem alle spejlene. Pludselig lignede det, at der kom et håndtag frem på et af spejlene. Jeg skulle lige til at tage i det, da jeg tænkte på, hvad stemmen havde sagt til mig. Hvis det var den forkerte ville jeg dø. Jeg ventede tålmodigt på den næste dør. Det virkede som meget lang tid, jeg ventede, men til sidst kom den næste frem. Det var et sort hul. Det ene spejl i gulvet var blevet til et sort hul. Jeg turde ikke kigge derned. Har altid været bange for sådanne ting. Nåh, men jeg blev jo nødt til at kigge, for hvad nu hvis det var den rigtige vej? Så var jeg jo tvunget derned. Jeg ventede spændt på den sidste, og så til min rædsel, at jeg skulle forbi min værste fjende. Den kæmpe spyflue, der dræbte Alfina. Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle komme forbi den, men alligevel var det indlysende; jeg skulle bare få den væk. Jeg tænkte mig om. Var det nu også den rigtige vej? De andre virkede lidt for nemme til, at man bare ville kunne komme igennem. Jeg ville satse på spyfluevejen. Jeg var gået hen til spyfluen, og skulle nu til at få den væk, men hvordan? Jeg sagde en masse til den, men den havde bare kigget på mig, som om jeg var luft. Hvad skulle jeg dog gøre? Jeg fik en idé. Jeg løb lige imod et spejl på væggen, og det sagde klir, da det splintrede i mange stykker - jeg havde ikke tal på, hvor mange. Så havde jeg taget det største af stykkerne, og listede tilbage mod spyfluen. Den værdigede mig ikke et blik. Det var først forsent, at den så, hvad jeg havde tænkt mig. Jeg stak spidsen af glasset i dens hoved, og den vimsede død om. Udgangen var fri. Jeg skulle lige til at gå ind i mørket, da jeg igen hørte stemmen. 'Er du nu sikker på, at det er den rigtige vej?' Jeg spekulerede lidt over, hvad den havde sagt, men besluttede mig for, at, ja, det var den rigtige vej. Så gik jeg ind.

Lyset skar i øjnene; jeg havde ikke vænnet mig fra mørket endnu. Jeg vidste dog ikke på det tidspunkt, at jeg havde brugt 14 timer i spejlrummet.

Jeg var kommet igennem Dødebjerget og var nu på den anden side.
   Den næste forhindring jeg skulle igennem var ikke så svær. Der skulle jeg bare løse en rebus, og den var ikke engang svær - et børnehavebarn ville have kunnet løse den i hovedet.
   Jeg gik videre, skulle nå at finde skatten inden tiden var brugt op. Stien, som jeg gik på, var ujævn og ru, jeg faldt mange gange over sten, knogler,og drageklør. Jeg gøs ved tanken. Var dragerne her i egnen virkelig så ondsindede? At de kunne dræbe andre? Det ville jeg aldrig kunne komme til, om det så gjaldt mit liv!
   Jeg gik og spekulerede på, hvorfor jeg ikke fløj. Jeg havde jo vingerne, jeg var jo en drage.

Tiden var fløjet afsted, og jeg havde stadig ikke fundet skatten. Det var gået 20 timer. Jeg var begyndt at blive nervøs. Jeg havde fire timer tilbage til at finde skatten i, og jeg havde ingen idé om, om hvad der var i den, og om der overhovedet var en skat.
   Jeg var blevet stresset, så jeg var gået ind i en hule, regnede ikke med at finde skatten. Så lagde jeg mig til at sove. Dat var selvfølgelig i hulen, jeg sov.
   Da jeg vågnede igen, havde jeg ingen anelse om, hvor lang tid, der var gået. Men så var det jo heldigt, at jeg havde skaffet mig et ur. Jeg kiggede på det, og så, at der var gået 23 timer og 53 minutter. Jeg havde 7 minutter til at finde skatten i, og jeg havde ingen anelse om, hvor jeg skulle lede. Jeg gik længere ind i hulen, det kunne jo være, at den var der. Man havde vel lov til at håbe.
   Hulen var dyb og mørk, jeg var flere gange ved at falde. Jeg så et skindende lys dybt inde i hulen, så nu var det mit mål. Jeg skulle derhen.
   Da jeg kom hen til det skindende lys, blev jeg så overrasket, at jeg væltede bagover. Det var skatten. Jeg stod lige foran skatten! Den jeg havde ledt efter i så lang tid. I skatten var der guld, sølv, diamanter og alt hvad hjertet kunne begære. Men jeg havde glemt tiden. Klokken ramte de 24 timer, og jeg fik det dårligt. Det var som om, hele min krop trak sig sammen til en lille klump. Men der skete ikke noget på det ydre. Jeg tog så meget, jeg kunne bære og fløj tilbage mod den åbning, der ville komme, så jeg kunne komme tilbage til min egen verden.
   Da jeg var fløjet igennem portalen, blev alle mønterne så tunge, og jeg faldt pladask ned på jorden med en meget hård landing.
   Jeg havde det underligt, det var som om, jeg skulle flytte otte fødder... Da jeg kiggede ned, så jeg faktisk otte fødder.
   ... Det var så bivirkningen af, at tage af sted efter skatten og finde den forsent."
   Miranda havde bare stået hele helt stille og lyttet til historien, som denne klamme edderkop havde fortalt. Kunne det virkelig passe?
   "Men er der så ikke en måde, så du kan blive normal igen?" spurgte hun forsigtigt. Hun ville ikke have en grim edderkop som ven - for det var de vel - hun ville have en normal ven; et menneske som hende selv.
   "Jo det er der."
   "Jamen, så sig den da. Hvis bare det hjælper."
   "Jeg skal kysses af en pige," sagde den klamme edderkop. Miranda kunne se, at den rødmede. Var det normalt for edderkopper? Hun skulle i hvert fald ikke kysse den, om det så gjaldt dens liv! Der var stille i noget tid, da edderkoppen brød tavsheden med at sige: "Jeg havde håbet på, at du ville hjælpe mig med at bliver normal igen." Den lød ked.
   "Okay, jamen så lad mig da hjælpe dig."
   Edderkoppen strålede af glæde. Hun havde svært ved at kysse den klamme edderkop. Men hun tog sig sammen, lænede hovedet tætere mod edderkoppen, og så skete det. Hendes bløde læber ramte den ru edderkop. Der gik ikke mange øjeblikke, før edderkoppen begyndte at dirre. Hun trak sig væk, og pludselig hoppede edderkoppen ned på gulvet, og forvandlede sig til en ung fyr på omkring hendes egen alder.
   De kiggede hinanden dybt i øjnene, hvorefter Miranda rødmede og kiggede ned i gulvet.
   "Hvad hedder du?" spurgte fyren så.
   "Miranda. Og du?"
   "Kasper."
   Kasper løftede hendes hage med to fingerspidser og kyssede derefter hendes bløde læber. Miranda var lykkelig.