Det gråblå hav bugter sig langs den kilometer lange strand.
   En ensom måge flyver cirklende rundt i luften.
   Hun går stille langs vandkanten, mens hun kigger ned i sandet. Pludselig standser hun ufrivilligt op ved en stor sten. Hun kigger længe og sørgmodigt på stenen. Der er noget bekendt ved stenen, hun husker bare ikke hvad.
   Det ene øjeblik kigger hun på stenen, det næste er hendes øjne blevet matte, og hun kigger tomt frem for sig.
   Dukken hang efter hende, som den plejede at gøre. Hun ville ikke lade den ude af syne et eneste øjeblik, da den var hendes eneste ene. En stemme slog stilheden ihjel, og hun vendte om og løb tilbage mod sommerhuset, som hende og hendes forældre havde lejet for sommeren. Den blå sommerkjole flagrede om hendes tynde ben, det smalle ansigt trak sig sammen i et smil, da hun fik øje på sin mor, der stod i hoveddøren med en taske under armen og ventede på hende. Moren smilede bredt, da hun fik øje på sin lille datter, der kun var otte år gammel. Moren tog hende i hånden, og sammen gik de over mod bilen, hvor hendes far sad og ventede. Hun satte sig ind, og de kørte hjem.

Hendes øjne bliver klare igen, da hendes hjerne begynder at spole tiden lidt længere frem. Pludselig er det, som om hendes ben ikke længere vil bære hende, så hun sætter sig tungt ned i det våde sand, hvorefter hun lægger sig på ryggen. Hun er ligeglad med, om hun får sand i håret.
   De grinte af hende.
   Den onde latter fylder stadig meget i hendes tanker.
   De sagde, hun var en taber, fordi hun var ked af at have mistet sin dukke. Hun græd meget og længe, hun græd alle de onde kommentarer væk, hun græd smerten ud, hun græd af sorg. Sorgen over tabet af sin kære dukke, var den værste, hun nogensinde havde oplevet. Lige indtil nu. Nu er den værste sorg den, at hun er her igen. På den samme strand, ved den samme sten, på den samme årstid som for nøjagtig ti år siden.
   Hun sætter sig ordenligt op og drejer hovedet, for hun synes at høre lyden af skridt. Men der er intet. Den øde strand er næsten ikke til at holde ud. Hun vil ikke være alene mere, nu må de godt snart komme og hente hende. Men der kommer ingen. Hun sidder bare og kigger sig tilbage over skulderen.
   Hun havde lagt den på en sten, fordi den skulle tørre. Den var nemlig blevet våd, da den havde været med ude i havet og bade. Det var en kold oplevelse, men hun elskede, når kulden omsluttede hendes tynde krop, for så var det, som om hun glemte alt. Så var det kun hende, havet og dukken.

En dråbe lander fint på hendes næse, så hun vågner op fra sine tanker. Det begynder snart at regne. Hun kigger rundt efter læ, og det første hun får øje på, er et krat. Hun går om bag krattet og sætter sig på hug. På jorden ligger en dukke. Dens ene øje er væk, så der er kun et tomt hulrum tilbage, der hvor øjet skulle have siddet. Den ene arm er blevet revet af. Den bløde mave er blevet sprættet op, så den er egentlig kun en slasket ting. Begge dens ben mangler.
   Hun tager den slaskede dukke op i sin spinkle hånd og vender den langsomt om med bankende hjerte. Så løfter hun stille den sidste lange, lyse tot hår, der er tilbage, og ser initialerne: HH. Henriette Hansen. Det er hendes navn. En enkel, fin tåre kommer frem i hendes ene øjenkrog, men hun lader den ikke falde. Hun må være stærk. Hun fylder sine lunger med frisk luft og rejser sig. Så begynder hun at gå tilbage mod sommerhuset, som de har lejet.
   Hendes lange, gyldne hår bølger ned af hendes ryg. De blå øjne kigger tomt frem, mens hun tæller sine skridt og sine åndedrag.
   Han spurgte, om hun ville med i sommerhus med vennerne? Jo, det ville hun da gerne. Hun havde jo alligevel ikke noget at bruge tiden på, havde hun svaret ham. Hvis hun havde vidst, at det var her, de havde lejet et sommerhus, havde hun aldrig sagt ja. Men det fandt hun først ud af, da de var kommet, og da var det for sent at vende om.
   Sommerhuset ser mørkt ud, derfra hvor hun står. Det er stadig langt væk, men hun kan skimte det i horisonten. Hun sparker til en sten, der ligger i sandet, og kigger ud over havet. Solnedgangen lyser med himmelske farver hen over himlen. Der er både orange, rød og gul. Hun kigger fortryllet på de smukke farver.

Han forrådte hende. Det troede hun i hvert fald, indtil hun fandt ud af, hvad der virkelig var sket. De skulle have gået en tur langs stranden i den friske vintermorgen. Hun stod og ventede i lang, lang tid, men han dukkede aldrig op. Hun fandt senere ud af, at han var blevet kørt ned af en lastbil, der skulle svinge til højre. Han var død på stedet.
   En tåre triller nu ned af hendes kinder, denne gang standser hun ikke tårene. De har frit løb. Hun bliver nødt til at græde smerten over hans død ud. Hun kan ikke holde det inde længere. I tre måneder var hun stærk. Nu er hun svag. Svag som dengang de tæskede hende foran skolens indgang, da hun var tretten år gammel. Hun sagde til sin mor, at hun var faldet. Hendes mor troede ikke på hende, så hun havde fortalt sin mor, hvad der var sket. Moren insisterede på at ringe til forældrene og læreren, men hun nægtede det. Så ville de komme efter hende igen. Det var hun sikker på, for det havde de selv sagt til hende, da de forlod hende mørbanket, blødende og grædende. De havde endda spyttet på hende, lige inden de gik.
   Den tid er overstået, men minderne hænger stadig i hende, som var det i går, det skete.
   Stranden føles endeløs, og hun har ingen idé om, hvornår hun er tilbage ved sommerhuset. Hun kan ikke klare at være ude mere. Det, hun trænger til nu, er en omgang pigesnak, mens drengene ihærdigt prøver at følge med i, hvad der bliver snakket om. En is vil heller ikke være helt skidt. Det vil i hvert fald få hende i bedre humør. Pludselig vender hun om og går tilbage til stenen. Tilbage til fortiden.
   Det var i gymnastik. Hun var lige startet i skole, og hun havde sin følgesvend med sig - dukken. Hun lagde den på bænken i omklædningsrummet. Da de var færdige med timen, gik hun nok så fornøjet ud til sin dukke, tog sit tøj af og gik i bad. Da hun skulle til at tørre sig med håndklædet, som dukken havde ligget og passet på, råbte en af pigerne:
   - Se! Henriette leger stadig med dukker!
   Så grinede de af hende. Alle sammen. Hun begyndte at græde, og så råbte den samme pige:
   - Se! Nu tuder hun også!
   Hun forstår stadig ikke, hvordan små piger kan være så ondskabsfulde.
   Hun bevæger sig langsomt om bag krattet igen og tager fat i den slaskede dukke. Den ligner ikke en dukke mere. Langsomt stryger hun sin tommelfinger hen over dukkens kind. Den føles klam at røre ved. Hendes tommelfinger er blevet sort af snavs. Hun sukker. Hun må snart sige farvel til fortiden og goddag til nutiden. Hun kan ikke blive ved med at leve i smerte. Hun kan ikke lade være med at smile, da hun tænker på, hvad hendes mor sagde til hende, den dag hun fyldte seksten år. Nu var hun jo blevet så stor, og hun var begyndt at gå til fester. Moren følte stadig, at hun var hendes lille pige. Hun havde svaret, at det var hun jo ikke, nu var hun jo fyldt seksten. Nu måtte hun da snart give slip. Moren havde kigget ned i jorden, og hun havde sagt undskyld. Så sagde hun:
   - Mor. Jeg vil altid være din lille pige. Altid. Det kan ingen tage fra dig. Jeg elsker dig jo, mor.
   Da moren løftede hovedet, smilede hun. Hun havde aldrig set sin mor smile på den måde, som hun smilede nu. Moren nikkede, og hun gik ind til sine gæster, der ventede på fødselaren. Den samme aften døde hendes mor.
   Hendes smil forvandler sig til en mørk skygge.
   Det var én af gæsterne, der dræbte hendes mor. Han var blevet fuld og havde påstået, at hun havde proppet ham med alkohol. Så han stak hende ned med en køkkenkniv. Moren havde ligget der i mere end en halv time, før en anden gæst havde opdaget hende. Han havde så råbt til hende, at hendes mor var blevet stukket ned og lå død på køkkengulvet, men hun troede selvfølgelig bare, at det var en syg joke. Så hun gjorde ikke noget ved det. Det var først, da ambulancen kom, hun troede på det.
   Jeg vil altid være din lille pige, mor. Altid, tænker hun. Hendes ben begynder at gå tilbage mod sommerhuset. Hun har den slaskede dukke i hånden, men smider den fra sig, da hun jo vil sige farvel til fortiden. Dukken lander i havet og begynder stille at synke ned i det uendelige mørke.
   Farvel.
   Benene føles at gå af sig selv. Hun har ikke kontrol over sine ben mere. De går, hvor de vil gå hen. Hendes krop følger bare med. Pludselig tager hun sig selv i at løbe. Benene løber, som de aldrig har løbet før. Sommerhuset kommer nu til syne bag nogle klipper. Hun sætter fart på, men stopper brat, da hun ser, at sommerhuset ligger hen i mørke. Hun går hen til et vindue og kigger ind i stuen. Det er tomt. Ingen tasker, ingen leende mennesker, ingen ting. Hun får nogle bange anelser. Med bankende hjerte går hun stille om foran, hvor bilen skal holde. Den er der ikke. Hun hiver og flår i hoveddøren, men den er låst. I garagen står hendes mange tasker. Hun leder efter en seddel, men ikke engang en seddel har de lagt.
   Hun sætter sig tungt ned på jorden.

Hun havde forladt dukken.
   Nu har hendes venner forladt hende.