Det var mørkt. Jeg gik alene, på vej hjem fra min veninde. Vi havde haft verdens sjoveste dag sammen. Og nu var jeg så på vej hjem. Jeg følte mig ikke tryg. Det gjorde jeg aldrig, når jeg gik hjem fra hende. Det eneste lys der var, var gadelygterne, men deres bløde lys nåede ikke langt ud i hjørnerne. Hvad er det nu, tænkte jeg, vores lærer har lært os? Jeg burde høre efter i timerne. Når, ja, gå aldrig steder hen alene, hvor du ikke kan råbe om hjælp, og gå altid offentlige steder.
   Jeg gik forbi en gyde. Ikke kigge derind, sagde jeg til mig selv. Jeg gjorde det alligevel. Kunne ikke modstå fristelsen. Men jeg skulle aldrig have gjort det. Det ændrede mig liv totalt. Gyden var øde. Jeg gik derind for at være sikker. Der kom noget frem fra en container. Det var en person. En dreng. Han havde ikke meget tøj på, men det han havde, hang i laser. Hans hår så fedtet ud, og han stank langt væk. Men han havde de kønneste øjne jeg nogen sinde havde set. Jeg tror ikke, han vidste, at jeg havde set ham.
   Han listede om bag en anden container nær mig, og sprang lige ud foran mig. Jeg skreg.
   "Forsvind fremmede, eller jeg forbander dig," sagde han. Han havde også den kønneste stemme, jeg nogen sinde havde hørt.
   "Øhh ... jeg ville bare ... jeg ville bare ..." fremstammede jeg. Jeg kiggede rundt, og så en masse øjne kigge på mig. Det var skræmmende.
   "Hvem er alle de mennesker?" spurgte jeg, og pegede på en lille pige, der var kommet for tæt på. Hun spurtede om bag den nærmeste container.
   "Det rager ikke dig! Forsvind sagde jeg!"
   Jeg sagde intet. Vendte mig om, og gik. Han kiggede efter mig. Jeg kunne mærke det.

Jeg gik derhen igen næste morgen. Gyden var helt øde og stille. Jeg gik lægere ind. Der blev mørkere og mørkere. Det var som om, der var nogen bag containerne. Det var der måske også. Det var svært at sige. Men det var nogen. Det var sikkert. Det var bare lige med hvor.
   Jeg fik en underlig følelse i maven. Jeg gik endnu længere ind. Jeg sprang en halv meter op i luften, da drengen fra sidste dag sprang frem og sagde: "Hvad laver du her? Sagde jeg ikke du skulle forsvinde?"
   "Jo, det sagde du, men min nysgerrighed kunne ikke holde mig tilbage. Hvorfor er I her?" Jeg måtte spørge. Det spørgsmål havde jeg haft på hjernen, siden jeg vågnede.
   "Vi er fattige. Vi har ikke noget sted at bo. Intet mad. Intet tøj. Intet vand. Vi lever af fattigdom."
   "Hvor mange er I?"
   "15 med mig."
   Så var det, jeg fik en idé. Uden et ord, vendte jeg mig om, og gik. Igen. Jeg var selv ikke særlig rig, så jeg kunne ikke bare gå hjem efter penge til dem. Jeg måtte selv tjene dem. Hvad ville de mon synes om mig? At jeg arbejdede, og de fik pengene. Ville de tage imod dem? Jeg havde købt noget klæd ud tøj, så jeg kunne ligne en fattig. Så ville jeg tigge. Jeg stilte mig på torvet, og begyndte at samle penge sammen. Det gik ikke så godt. Folk var lige glade. Da jeg skulle til at pakke sammen, kom en gammel dame hen til mig, tog min hånd, og gav mig en seddel. Så gik hun. Uden et ord. Jeg kiggede på sedlen, og var lige ved at besvime, da jeg så, hvad der stod på den. Det var en check på 100.000 kroner! Plus de 200 kroner jeg havde fået samlet sammen. De 200 ville jeg selv beholde, men de 100.000 ville jeg give til de fattige. Jeg pakkede sammen, og løb tilbage til gyden, og råbte: "Se hvad jeg har!"
   Ham drengen kom frem, kiggede på sedlen, hvorefter han så måbende på mig.
   "Hvor har du alle de penge fra?"
   "En gammel dame gav mig dem, bare sådan uden videre. Hun må være skør."
   Han var helt målløs. Jeg kunne se det på ham. Hvad skulle han også sige? Jeg gik længere ind i gyden. En masse øjne kiggede undersøgende på mig. Jeg gik hen til en lille pige, der sad og legede med en rotte. Jeg satte mig på hug ved siden af hende. En dame, der så ud til at være i 30'erne, kiggede meget mistænkeligt på mig. Hun var nok pigens mor.
   "Hej med dig, lille ven. Vil du have noget legetøj?" spurgte jeg den lille pige. Hun kiggede på mig. Det så ud til, at hun ikke vidste hvad legetøj var. "Hvad med en dukke?" prøvede jeg. Hun lagde hovedet på skrå, og kiggede indtrængende på mig. Hun sagde ikke noget. Drengen kom hen til mig. Han stilte sig ved siden af mig, og sagde så: "Malou, du må gerne gå med pigen. Der sker dig ikke noget. Det lover jeg dig."
   Den lille pige nikkede og rejste sig op. Hun hed åbenbart Malou. Jeg tog hende i hånden, og gik langsomt ud af gyden.

Da vi kom tilbage, kom vi slæbende med alt muligt. Bla. en masse legetøj, mad, tøj, tæpper og en masse andet. Vi havde brugt for 90.000 kroner, så der var ikke så meget tilbage. Men det gjorde ikke noget. Drengen kom os i møde. Jeg havde lært den lille pige og kende meget bedre. Hun havde sagt, at hun havde boet i gyden hele sit liv, og at hun aldrig have leget med andet end en rotte. Først havde hun ikke været meget for at snakke, men det kom stille og roligt, som hun lærte mig at kende.
   "Hvad er alt det der?" spurgte drengen.
   "Alt muligt. Men jeg kender stadig ikke dit navn," sagde jeg, og lagde hovedet på skrå.
   "Bare kald mig Nick," sagde han, og smilede. "Hvad skal jeg kalde dig?"
   "Jeg hedder Rositta, men bare kald mig Sitta."
   Jeg smilede til ham, og han smilede tilbage. Det var en rar følelse, at have hjulpet de fattige. Alle var glade. Jeg var blevet ven med de fattige, som ikke var helt så fattige mere.