Vanka stirrede på en rød stalaktit. Den hang mellem nogle andre, men den var pænere. Meget pænere end alt det andet hernede, syntes hun. Den var rødere end menneskeblod, og den funklede som et bjerg af krystalit. De mange dryparme snoede sig som grene eller stilke. På en af dem havde stængler krøllet sig sammen til en klump Den funklede skønnere end resten af drypstenen, den strålede som en blomst på en lun forårsdag. Den var gul og orange; det orange løb ud fra den røde stilk og som en stille klukkende bæk rislede farven ind i det solskinsgule, for så at forstærke den orange glød i midten. Vanka fik en næsten uimodståelig lyst til at række ud og røre ved den.
   Det var så længe siden, hun havde set en rigtig, ægte blomst.

Derhjemme voksede de allevegne. Og hun var en lille unge, som boede sammen med sin familie et smukt og frit sted. Hjemme i Krystagonien.
   Men det var meget længe siden.
   "Hold op med at drømme!" Den ru stemme, der splittede hendes følelser, rungede om kap med spader og træge, knirkende hjul på fyldte børe. Men den kunne ikke overdøve lyden af hakker mod granitsten. Den lyd var som et tungt akkompagnement til ordene. Og hun hørte kun hvad, der blev sagt, fordi Rakas var lige ved siden af hende. Bredskuldret og tung stod han med sin hakke hævet, så spidsen pegede mod blomsterstalaktitten. Han pustede luft ud gennem trynen og lavede sine velkendte smaskelyde med læber, tunge og tænder. Så bed han tænderne sammen, men den længste fortand hang som sædvanlig ned over hans læber og borede sig næsten ind mellem skægstubbene på hans hage.
   Så smældede hans hakke mod en sten i den skrænt, de begge stod på. Den løsnede sig og trillede nedad. Vanka så ikke efter den, men hun hørte den lande i bunken af sten, der skulle køres væk. Den hårde lyd af sten mod sten forstærkede Rakas ' opfordring.
   Når han arbejdede så ihærdigt, var der grund til at gøre det samme. Rakas arbejdede ikke mere end højst nødvendigt, så en af opsynsvæsnerne måtte være lige i nærheden.
   Vanka hævede hakken. Det værkede i hendes arme, og smerten forplantede sig til resten af hendes krop, men hun ville ikke have vrøvl, så hun svang hakken og lod den skubbe til overfladen på en grå sten. Hun havde været i gang med at hakke den fri, da hun fik øje på den smukke, blomsterformede stalaktit, men der havde allerede samlet sig jord i revnen.
   Irriteret borede hun sine bare tæer ned i jorden under sig. Der hvor hun stod, var der fjernet mange sten, så skrænten var løs.
   Nu stod Vanka bedre fast, og hakken føltes en anelse lettere, da hun hævede den igen. Hvem af plageånderne var det mon, der nu gloede på hende og Rakas? De var ikke lige slemme, så det var godt at vide besked.
   Vanka foldede ørerne ud og lod dem pege nedad. Hun vippede med dem til trommehinderne fandt den lytteposition hun ønskede, og de små fine hår på de ovale øreskærmspletter dæmpede larmen, så hun nu havde stillet skarpt ind på det punkt under sig, hvor den irriterende fjende befandt sig.
   Under sig hørte hun skridt fra tunge støvler mod slebne sten. Opsynsvæsnerne holdt meget af at spankulere hen ad de brostensbelagte gange, der snoede sig gennem den store grotte. De fleste af dem brød sig ikke om at kravle op af skrænterne eller ind i de kringlede gange, så hun burde være nogenlunde i sikkerhed, men væsnet kunne kommandere hende ned, og så blev hun nødt til at adlyde.
   Et fnys slap ud af hendes næsefløje, men så sagte at væsnet dernede ikke kunne høre det.
   Skridtene var lette trods det jernbeslåede fodtøj. Og endnu lettere skridt faldt i trit med dem. Væsnerne under hende var ikke større end Vanka selv, men de havde magt.
   "Få fart på!" skingrede det største af væsnerne. Stemmen var tynd og høj, selvom han havde øvet sig på kommandoen. Den og så nogle få andre kommandoer, var alt hvad han kunne sige på forståeligt sprog. Ja, for nu vidste Vanka, at det var Jack Prik, der stod og pustede sig op. Han tilhørte en race, der var overordentlig lækker, hvis man huskede at koge dem, før de blev stegt.
   Nu talte den lille af dem, men ikke til hende eller nogle af de andre arbejdere. Stemmen var tynd og grim. En stemme kunne selvfølgelig egentlig ikke være grim, men den skurrede i Vankas følsomme ører, og uden at kigge ned, kunne hun se den grimme, lille skabning dernede for sig; lyserød og med alt håret samlet på hovedet, så to lysegule piske hang ned langs de tykke kinder. Det var en hun, og den var yngre end Vanka. En gang havde den været lidt venlig og givet hende og hendes bror, Vatzia noget lækkert kød og noget brød med honning. De havde endda leget sammen, men det haleløse væsen klatrede dårligt og kunne ikke bore sine små, flade og gennemsigtige negle ind i ret meget.
   Desuden havde mor advaret dem mod hende.
   "Ordentlige sort-elverbørn leger ikke med maden," havde hun formanet dem. Først havde de været ligeglade, og det samme gjaldt Dolores, som væsnet hed, men da de en dag erfarede, at maden gerne ville lege med sortelvere, stoppede venskabet brat.
   En kold stråle skar sig ind i Vankas sjæl, da hun genkaldte sig den afgørende episode; tre af de lyserøde, haleløse væsner legede en ond leg med hendes mor. De parrede sig med hende, selvom hun ikke ville, og de pinte hende imens.
   De gjorde det flere gange og til sidst dræbte de hende.
   Nu sydede det i Vanka og hun slog vredt med halen, så den stride haledusk hvirvlede småsten op.
   For sent gik det op for hende, at stenene ramte Jack Prik og Dolores, så de skreg.
   De fortjente det, især Jack, for han var en af de tre, der havde gjort Vanka og hendes tvillingebror moderløse. Men han var meget farlig, og der var en grund til, at de kaldte ham Prik; han havde en magisk stav og det lynede smerteligt gennem kroppen, når han prikkede en med den.
   Gid hun dog kunne blive usynlig, bare flyde i et med den grå skrænt. Hvis hun havde haft sorelvertøj på og havde gemt sit lange, røde hår under hatten, var det måske lykkedes, men hun var i blåt tøj og havde bare samlet sit hår i nakken med et bånd.
   "Kom ned!" kommanderede Jack Prik, og rædselsslagen borede Vanka tæerne længere ind i jorden.
   Et lille vræl slap ud mellem hendes lilla læber, da storetåens bløde del stødte mod noget skarpt.
   "Han skal ikke tage dig!"
   En stor, behåret finger strejfede hendes kind. Gennem de bløde hår sansede hun den hårde hud og mærkede varmen fra orkens kejtede kærtegn.
   Et øjeblik efter hørte hun Rakas lande med et bump.
   Der blev helt stille. Det varede sikkert kun så lang tid, som det tager en dæmonalf at flakse en gang med vingerne. Så brølede Rakas: "Det var mig, der smed de sten, og det var altså ikke med vilje, og så må du ikke voldtage hende Vanka med de tre patter, for hun er sød!"
   Vanka blev varm, både om ørerne og i kinderne. Orken havde aldrig før rørt hende, og hun troede ikke hun betød noget særligt for ham. Og uf- behøvede han nævne de tre bryster, der skjulte sig under blusen? Det var i forvejen svært at være 15 år og eneste hunelver i en bjergby, hvor stenbrud og sortering af sand, fyldte det meste.
   Hun skjulte sit ansigt i hænderne.
   Da hun hørte Rakas brøle og straks efter skrige af smerte, flyttede hun hænderne hen til ørerne, som hun krøllede sammen og knugede.
   Når de lod ham slippe, ville hun takke ham og sige et eller andet rigtig pænt til ham. Selvom de havde levet her begge to, havde de kun arbejdet sammen i nogle få uger, for hun plejede at være i sorteringsafdelingen, hvor det mest var unger og svage væsner, der arbejdede. Rakas sagde ikke så meget. Han var tung som de fleste orker, og brød sig ikke om at hakke sten fri eller køre dem af sted med bør eller kærre - og hun havde faktisk været en lille smule bange for ham, selvom hans lillesøster sagde, at han var rar.
   Vanka havde arbejdet sammen med Urka i sorteringsafdelingen, og selvom orkpigen kun var tretten år, var hun næsten to meter høj. Den 6 år ældre Rakas var mindst et orkhoved højere.
   Vanka sank ind i sin egen verden, hvor hun og Urka spillede med malede sten og delte hemmeligheder. Og hvor Urka betaget lyttede til Vankas historier om Krystagonien og sagn fra gamle dage; noget havde hun hørt og andet digtede hun for at glæde og trøste Urka.
   "De slæber ham væk nu."
   Stemmen dirrede, men lød normal og velkendt.
   Vanka drejede ansigtet og så ind i sin brors gule øjne. De hvide pupiller virkede store og undrende.
   Hun borede tæerne fri, vendte sig og så ned.
   Mennesker og andre fjendtlige væsner havde lagt Rakas i lænker. De trak af med ham og Jack prikkede til ham, så han skreg af smerte og vaklede af sted på usikre ben.
   "Hvorfor gør de det? Han sagde jo det ikke var med vilje? Hvorfor er de så onde ved ham?"
   Der var gråd i Vatzias stemme, mens han spurgte.
   Vanka var vant til at være den stærkeste af de to. For det meste nød hun det lidt, men nu ønskede hun, at Vatzia var en stærk og stolt elverhan, som deres far vistnok havde været. For det sved i hendes øjne og hun kunne heller ikke forstå det: Det var jo bare småsten, bare et uheld - og det var jo ikke engang orken, der havde gjort det.
   "Det var mig, der gjorde det."
   Vatzia stirrede vantro: "Dig? Hvorfor?"
   "Jeg vil hjem!"
   Vatzia så sig nervøst omkring, før han holdt læberne tæt hen til hendes ene øre. Hun foldede det ud og hørte ham hviske: "Det vil jeg også. Og du ved jo, at der skal komme en udvalgt, som kan vise os vejen ud. Men vi må vente. Vi kan ikke gøre noget, når vi er så få og de er mange."
   "Jeg er træt af at vente," hviskede hun arrigt i hans halvt udfoldede øre.
   Han tyssede på hende og samlede hendes hakke op. Hun havde lagt den fra sig for at lukke skrigene ude. Nu tog hun den, kastede et kort mørkt blik ned og begyndte tavst at hakke stenen fri.
   "Jeg hakker her i stedet for Rakas," oplyste Vatzia træt og tilføjede:
   "Urka tuder sig nok i søvn."
   De hakkede i tavshed. Stenen kom fri og trillede ned i dyngen under dem.
   "De slipper ham vel fri," spekulerede Vanka højt.
   "Så kommer han vel for kærren, med bidsel som et umælende kræ," mente Vatzia.
   Det gøs i Vanka. Hun havde set kærren, der transporterede stenen ud herfra og hen i en dyb kløft, der af en grund, hun ikke kendte, skulle fyldes op. Den blev trukket af fire væsner, ofte orker, men undertiden også trolde, kentaurer og andre racer. Den forreste havde et hårdt slid, for kærren var tung og kusken dirigerede med en modbydelig pisk.
   "De skulle selv prøve!" fnøs Vanka.
   Vatzia løftede halen og slog krølle på den for at vise at han var helt enig.
   Angst, vrede og længsel kogte i Vanka. Tænk hvis der skete Vatzia noget, Så havde hun ingen, som hun fuldt ud turde stole på. Ingen at elske og ingen drømme.
   Det var ikke til at vide, om den der udvalgte nogensinde kom, så måske skulle hun selv gøre noget?
   Hvis bare hun kunne finde modet.
   Opgivende hakkede hun en ny sten fri. Og en til.
   Verden var grå, stenfyldt og dyster, men måske gemte modet sig et sted. Hun måtte finde det - for Vatzia, Urka, Rafas, mor - og alle de andre ofre.